Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 61999CJ0194

Sammendrag af dom

Nøgleord
Sammendrag

Nøgleord

1. Appel — anbringender — fejlagtig bedømmelse af faktiske omstændigheder — formalitetsmangel — afvisning — (Art. 32d, stk. 1, KS; EKSF-statutten for Domstolen, art. 51)

2. EKSF — karteller — administrativ procedure — overholdelse af retten til kontradiktion — aktindsigt — tilsidesættelse — betingelse — afslag på aktindsigt i dokumenter, der kan have betydning for virksomhedens forsvar — (EKSF-traktaten, art. 65, stk. 1)

3. Konkurrence — beslutning i henhold til konkurrencereglerne — domstolskontrol — omfang — grænser — (EKSF-traktaten, art. 33 og 65; art. 81 EF og 82 EF)

4. EKSF — karteller — samordnet praksis — begreb — kriterierne koordination og samarbejde — fortolkning — informationsudvekslingsaftale — (EKSF-traktaten, art. 65, stk. 1; art. 81, stk. 1, EF)

5. Appel — anbringender — manglende identifikation af den påberåbte retsvildfarelse — afvisning — [Art. 32d, stk. 1, KS; EKSF-statutten for Domstolen, art. 51, stk. 1; Domstolens procesreglement, art. 112, stk. 1, litra c)]

6. EKSF — karteller — bøder — størrelse — fastsættelse — kriterier — overtrædelsens konkurrencebegrænsende virkninger — intet afgørende kriterium — (EKSF-traktaten, art. 65, stk. 5)

7. Institutionernes retsakter — begrundelse — pligt — rækkevidde — beslutning, hvorved der pålægges bøder for overtrædelse af konkurrencereglerne — meddelelse om metoden for beregning af bøden blot ønskelig — (EKSF-traktaten, art. 15, stk. 1, og art. 65, stk. 5)

8. Retspleje — sagsbehandlingstid ved Retten — rimelig frist — kriterier til vurdering heraf

Sammendrag

1. Det fremgår af artikel 32d, stk. 1, KS og artikel 51 i EKSF-statutten for Domstolen, at appel er begrænset til retsspørgsmål. Det er derfor alene Retten, der har kompetence til at fastlægge og bedømme de relevante faktiske omstændigheder såvel som til at vurdere beviserne, medmindre disse omstændigheder og beviser er blevet forkert gengivet.

(jf. præmis 20)

2. Det er et grundlæggende princip i fællesskabsretten, at der skal indrømmes ret til kontradiktion i enhver procedure, som kan føre til, at der pålægges sanktioner, navnlig bøder eller tvangsbøder, og dette princip skal overholdes, også når der er tale om en procedure af administrativ karakter.

Retten til kontradiktion er tilsidesat, såfremt det er muligt, at den administrative procedure, som Kommissionen gennemførte, kan have fået et andet resultat, fordi Kommissionen har begået et ulovligt forhold. En virksomhed beviser, at der er begået en sådan tilsidesættelse, såfremt den i tilstrækkeligt omfang påviser, ikke at Kommissionens beslutning ville have fået et andet indhold, hvis det ulovlige forhold ikke havde foreligget, men at virksomheden bedre ville have været i stand til at varetage sit forsvar, f.eks. fordi den til sit forsvar kunne have anvendt dokumenter, som den blev nægtet aktindsigt i under den administrative procedure.

(jf. præmis 30 og 31)

3. Selv om Fællesskabets retsinstanser generelt udøver fuld kontrol med, om betingelserne for at anvende EF-traktatens og EKSF-traktatens konkurrenceregler er opfyldt, må den kontrol, som de udøver vedrørende komplicerede økonomiske vurderinger, der er foretaget af Kommissionen, nødvendigvis begrænses til en efterprøvelse af, om formforskrifterne er overholdt, om begrundelsen er tilstrækkelig, om de faktiske omstændigheder er materielt rigtige, samt om der foreligger et åbenbart urigtigt skøn eller magtfordrejning.

(jf. præmis 78 og 79)

4. En informationsudvekslingsaftale er i strid med konkurrencereglerne, selv om det relevante marked ikke er et stærkt koncentreret oligopolistisk marked, såfremt den formindsker eller fjerner usikkerhedsgraden vedrørende dette markeds funktion og følgelig begrænser konkurrencen mellem virksomhederne.

De for begrebet samordnet praksis forudsatte kriterier koordination og samarbejde, som langt fra stiller krav om udarbejdelse af en egentlig »plan«, skal nemlig forstås ud fra den grundtanke, der ligger bag EF-traktatens og EKSF-traktatens konkurrenceregler, og hvorefter enhver erhvervsdrivende uafhængigt skal tage stilling til den politik, han vil føre på det fælles marked, og de vilkår, han vil tilbyde sin kundekreds.

Selv om dette krav om uafhængighed ganske vist ikke udelukker de erhvervsdrivendes ret til rationelt at tilpasse sig deres konkurrenters konstaterede eller antagelige adfærd, udelukker det imidlertid kategorisk enhver direkte eller indirekte kontakt mellem sådanne erhvervsdrivende, som har til formål eller til følge, at der opstår konkurrencevilkår, som ikke svarer til det pågældende markeds normale vilkår i betragtning af produkternes eller de præsterede tjenesteydelsers art, størrelsen og antallet af virksomheder på markedet samt dettes omfang.

(jf. præmis 81-84 og 86)

5. Det fremgår af artikel 32d KS, artikel 51, stk. 1, i EKSF-statutten for Domstolen og artikel 112, stk. 1, første afsnit, litra c), i Domstolens procesreglement, at et appelskrift præcist skal angive, hvilke elementer der anfægtes i den dom, som påstås ophævet, samt de retlige argumenter, der særligt støtter denne påstand.

Dette krav er ikke opfyldt i forbindelse med et appelskrift, hvori appellanten gør gældende, at virksomheden anfægter Rettens fortolkning af begrebet den normale konkurrence i EKSF-traktatens artikel 65, stk. 1’s forstand, selv om virksomheden ikke med anbringendet kritiserer de præmisser i dommen, hvori Retten anfører, at begrebet den normale konkurrence i den nævnte bestemmelses forstand skal fortolkes på samme måde som det tilsvarende begreb i EF-traktatens artikel 85, og konkluderer, at Kommissionen ikke har gjort sig skyldig i vildfarelse vedrørende rækkevidden af den nævnte artikel 65, stk. 1, og heller ikke med urette har anvendt bestemmelserne i EF-traktatens artikel 85, stk. 1, i den pågældende sag.

(jf. præmis 101 og 102)

6. En overtrædelse af EKSF-traktatens artikel 65, stk. 1, kan fastslås, og en bøde pålægges i medfør af denne artikels stk. 5, selv om der ikke foreligger konkurrencebegrænsende virkninger. Den virkning, som en aftale eller samordnet praksis kan have haft på den normale konkurrence, er derfor ikke et afgørende kriterium ved fastsættelsen af et passende beløb for bøden. Forhold, der vedrører forsættet og dermed formålet med en adfærd, kan nemlig have større betydning end forhold, der vedrører adfærdens virkninger, navnlig når de vedrører overtrædelser, der efter deres karakter er alvorlige, såsom fastsættelse af priserne og opdeling af markederne, og disse sidstnævnte forhold forelå i denne sag.

(jf. præmis 118)

7. Forpligtelsen til at begrunde en individuel beslutning har til formål at gøre det muligt for Domstolen at efterprøve beslutningens lovlighed samt at give den berørte part de oplysninger, ved hjælp af hvilke det kan fastslås, om der er grundlag for beslutningen, eller om der muligvis foreligger en sådan fejl, at den kan anfægtes.

I forbindelse med pligten til at begrunde en beslutning, hvorved en række virksomheder pålægges bøder for en overtrædelse af Fællesskabets konkurrenceregler, er det ikke ubetinget nødvendigt at angive taloplysninger vedrørende fremgangsmåden for beregningen af de nævnte bøder, uanset hvor nyttige og ønskelige disse oplysninger er, idet Kommissionen under alle omstændigheder ikke kan undlade at udøve sit skøn ved udelukkende og mekanisk at anvende matematiske formler.

(jf. præmis 144 og 149)

8. Det almindelige fællesskabsretlige princip, hvorefter enhver har ret til en retfærdig rettergang, og navnlig ret til rettergang inden en rimelig frist, finder anvendelse under en retssag til prøvelse af en kommissionsbeslutning, hvorved der pålægges en virksomhed bøder for overtrædelse af konkurrenceretten.

Fristens rimelige karakter vurderes på grundlag af omstændighederne i den enkelte sag, herunder navnlig sagens betydning for den pågældende, dens kompleksitet samt sagsøgerens og de kompetente myndigheders adfærd.

I den forbindelse er listen over disse kriterier ikke udtømmende, og vurderingen af fristens rimelige karakter kræver ikke en systematisk undersøgelse af sagens omstændigheder med henblik på hver enkelt af kriterierne, når varigheden af proceduren fremstår som begrundet med hensyn til et enkelt kriterium. Formålet med disse kriterier er at fastslå, om sagsbehandlingstiden for en sag er berettiget eller ej. Sagens komplekse karakter eller den omstændighed, at sagsøgeren udviser forhalende adfærd, kan således anvendes til at begrunde en frist, der ved første øjekast synes for lang. Omvendt vil en frist kunne anses for at overskride grænserne for en rimelig frist også med henblik på et enkelt kriterium, navnlig når dens varighed skyldes de kompetente myndigheders adfærd. Varigheden af en processuel fase vil i givet fald umiddelbart kunne kvalificeres som rimelig, når den fremstår som værende forenelig med gennemsnitsfristen for behandlingen af en sag af en type som den omhandlede.

(jf. præmis 154-156)

Top