Nøgleord
Sammendrag

Nøgleord

1. De oversøiske landes og territoriers associering - gennemførelse ved Rådet - beskyttelse af Fællesskabets interesser ved indførelse af beskyttelsesforanstaltninger gældende for indførsler af landbrugsvarer med oprindelse i de associerede lande og territorier - Rådets mulighed for at begrænse visse fordele, som tidligere er indrømmet de oversøiske lande og territorier

(EF-traktaten, art. 132, stk. 1 (nu art. 183, stk. 1, EF) og art. 136, stk. 2 (efter ændring nu art. 187, stk. 2, EF); Rådets afgørelse 91/482, art. 101)

2. De oversøiske landes og territoriers associering - beskyttelsesforanstaltninger mod indførsler af landbrugsvarer med oprindelse i de associerede lande og territorier - betingelser for indførelse - fællesskabsinstitutionernes skøn - domstolsprøvelse - grænser

(Rådets forordning nr. 304/97; Rådets afgørelse 91/482, art. 109)

3. De oversøiske landes og territoriers associering - beskyttelsesforanstaltninger mod indførsler af landbrugsvarer med oprindelse i de associerede lande og territorier - proportionalitetsprincippet - tilsidesættelse - foreligger ikke

(Rådets forordning nr. 304/97; Rådets afgørelse 91/482)

4. Annullationssøgsmål - anbringender - magtfordrejning - begreb - forordning om beskyttelsesforanstaltninger mod indførsel af ris med oprindelse i de oversøiske lande og territorier - lovlighed

(Rådets forordning nr. 304/97; Rådets afgørelse 91/482, art. 109)

5. Institutionernes retsakter - begrundelse - pligt - rækkevidde

(EF-traktaten, art. 190 (nu art. 253 EF))

Sammendrag

1. Associeringsordningen for de oversøiske lande og territorier (OLT), som er fastlagt i traktatens fjerde del, begunstiger disse lande og territorier, hvis økonomiske og sociale udvikling ordningen har til formål at fremme. Dette begunstigelsesprincip er navnlig afspejlet i toldfritagelsen for varer med oprindelse i OLT ved indførsel til Fællesskabet. Når Rådet træffer foranstaltninger i medfør af traktatens artikel 136, stk. 2 (efter ændring nu artikel 184, stk. 2, EF), skal det imidlertid ikke blot tage hensyn til de principper, der findes i traktatens fjerde del, men også til de øvrige principper i fællesskabsretten, herunder dem, der vedrører den fælles landbrugspolitik.

I forbindelse med dets afvejning af de forskellige målsætninger i traktaten kan Rådet, som på dette område råder over et vidt skøn i overensstemmelse med det politiske ansvar, det har fået tillagt ved traktatens artikler, som f.eks. artikel 136, i givet fald blive nødt til at begrænse visse fordele, som tidligere er indrømmet OLT. Det følger heraf, at såfremt Rådet finder, at indførslerne af ris med oprindelse i OLT som følge af den samlede virkning af de indførte mængder og de anvendte prisniveauer medfører eller vil kunne medføre alvorlige forstyrrelser på Fællesskabets rismarked, kan Rådet som en undtagelse fra det princip, der fastslås i traktatens artikel 132, stk. 1 (nu artikel 183, stk. 1, EF), og i artikel 101, stk. 1, i afgørelse 91/482 om de oversøiske landes og territoriers associering, blive nødt til at begrænse visse fordele, som tidligere er indrømmet OLT.

( jf. præmis 52, 53, 55 og 56 )

2. Fællesskabsinstitutionerne råder over et vidt skøn ved anvendelsen af artikel 109 i afgørelse 91/482 om de oversøiske landes og territoriers associering (OLT), med hjemmel i hvilken de kan træffe eller tillade beskyttelsesforanstaltninger, når visse betingelser er opfyldt. Når der er tale om et sådant skøn, påhviler det Fællesskabets retsinstanser at begrænse sig til at efterprøve, om afgørelsen er åbenbart urigtig eller behæftet med magtfordrejning, eller om fællesskabsinstitutionerne åbenbart har overskredet grænserne for deres skøn. Fællesskabets retsinstansers prøvelsesret må navnlig underkastes denne begrænsning, såfremt fællesskabsinstitutionerne som i den foreliggende sag skal afveje modstående interesser og således vælge mellem forskellige muligheder inden for rammerne af de politiske valg, som henhører under deres særlige ansvarsområder.

Det er ikke godtgjort, at Rådet har foretaget et åbenbart urigtigt skøn, da det vedtog forordning nr. 304/97 om beskyttelsesforanstaltninger mod indførsel af ris med oprindelse i de oversøiske lande og territorier og herved antog, at indførslerne af ris med oprindelse i OLT var steget stærkt, og at denne stigning gjorde det nødvendigt at indføre et toldkontingent med henblik på at holde indførslerne til Fællesskabet af ris med oprindelse i OLT inden for grænser, der er forenelige med hensynet til ligevægten på fællesskabsmarkedet.

( jf. præmis 61-63 og 72 )

3. Ved afgørelsen af, om en fællesskabsbestemmelse er i overensstemmelse med proportionalitetsprincippet, er det afgørende, om de midler, der bringes i anvendelse, er egnede til at virkeliggøre det tilstræbte mål og ikke går ud over, hvad der er nødvendigt for at virkeliggøre dette. De i medfør af forordning nr. 304/97 trufne beskyttelsesforanstaltninger, som blot undtagelsesvis, delvist og midlertidigt begrænsede den toldfrie indførsel af ris med oprindelse i de oversøiske lande og territorier til Fællesskabet, var tilpasset det af fællesskabsinstitutionerne forfulgte mål, således som det fremgår af denne forordning og af afgørelse 91/482 om de oversøiske landes og territoriers associering.

( jf. præmis 122 og 125 )

4. En retsakt er kun behæftet med magtfordrejning, såfremt det på grundlag af objektive, relevante og samstemmende indicier fremgår, at den må antages at være truffet udelukkende eller dog i det mindste overvejende for at forfølge andre formål end dem, der er angivet, eller for at omgå en fremgangsmåde, der særligt er fastsat ved traktaten for at imødegå konkret foreliggende vanskeligheder. For så vidt angår de mål, som Rådet forfulgte med vedtagelsen af forordning nr. 304/97 om beskyttelsesforanstaltninger mod indførsel af ris med oprindelse i de oversøiske lande og territorier, er der intet grundlag for at antage, at Rådet forfulgte et andet formål end at afhjælpe de konstaterede forstyrrelser på Fællesskabets rismarked eller forhindre alvorligere forstyrrelser end dem, der allerede forelå.

Vedrørende den omstændighed, at Rådet, da det traf afgørelse om beskyttelsesforanstaltningerne, anvendte artikel 109 i afgørelse 91/482 om de oversøiske landes og territoriers associering i stedet for at foretage en ændring af denne afgørelse, skal det bemærkes, at den i denne artikel fastsatte fremgangsmåde netop har til formål at gøre det muligt for Rådet at afhjælpe eller forebygge alvorlige forstyrrelser i en erhvervssektor i Fællesskabet. Rådet er ikke forpligtet til at anvende en anden fremgangsmåde, fordi de påtænkte beskyttelsesforanstaltninger vil begrænse indførslerne væsentligt. I henhold til artikel 109, stk. 2, i afgørelse 91/482 påhviler det blot Rådet at påse, at disse foranstaltninger bringer mindst mulig forstyrrelse i associeringens og Fællesskabets funktion, og at de ikke går ud over, hvad der er absolut nødvendigt for at afhjælpe de nævnte vanskeligheder.

( jf. præmis 137-139 )

5. Det skal klart og tydeligt fremgå af den begrundelse, som kræves efter traktatens artikel 190 (nu artikel 253 EF), hvilke betragtninger den institution, som har udstedt retsakten, har lagt til grund, således at de berørte kan gøre sig bekendt med baggrunden for den trufne foranstaltning, og Domstolen kan udøve sin prøvelsesret. Det kræves dog ikke, at begrundelsen angiver alle de forskellige relevante faktiske og retlige momenter, da spørgsmålet, om en afgørelses begrundelse opfylder kravene efter traktatens artikel 190, ikke blot skal vurderes i forhold til ordlyden, men ligeledes til den sammenhæng, hvori den indgår, samt alle de retsregler, som gælder på det pågældende område. Dette gælder så meget desto mere, når medlemsstaterne har været dybt inddraget i udarbejdelsen af den omtvistede retsakt og således kender de begrundelser, som ligger til grund for retsakten. Når der er tale om almengyldige retsakter, behøver begrundelsen kun at angive dels de samlede omstændigheder, der har ført til, at retsakten er blevet udstedt, dels de generelle formål, den skal opfylde. Hvis det formål, der forfølges af institutionen, i det væsentlige fremgår af den anfægtede retsakt, ville det i øvrigt være urimeligt at kræve en særlig begrundelse for de enkelte valg af teknisk art, som institutionen har truffet. Dette gælder så meget desto mere, når fællesskabsinstitutionerne har et vidt skøn med hensyn til valget af de foranstaltninger, der er nødvendige for at gennemføre en kompliceret politik.

( jf. præmis 163-167 )