Nøgleord
Sammendrag

Nøgleord

1. Social sikring af vandrende arbejdstagere og selvstændige erhvervsdrivende - fællesskabsbestemmelser - personkreds - statsløse og flygtninge, der er bosat på en medlemsstats område, samt deres familiemedlemmer omfattet af forordning nr. 1408/71 - gyldighed

(EØF-traktaten, art. 51 (EF-traktaten, art. 51, efter ændring nu art. 42 EF); Rådets forordning nr. 1408/71, art. 1 og art. 2, stk. 1)

2. Fri bevægelighed for personer - arbejdstagere - fællesskabsbestemmelser - uanvendelighed på rent interne forhold i en medlemsstat

(Rådets forordning nr. 1408/71)

Sammendrag

1. Der kan ikke rejses tvivl om gyldigheden af forordning nr. 1408/71, som ændret og ajourført ved forordning nr. 2001/83, for så vidt som den henfører statsløse eller flygtninge, der er bosat på en af medlemsstaternes område, samt deres familiemedlemmer, under sit personelle anvendelsesområde.

Forordning nr. 1408/71 finder anvendelse på enhver arbejdstager som defineret i artikel 1, der er statsborger i en medlemsstat, og som befinder sig i en af de internationale situationer, der er omhandlet i forordningen, samt på deres familiemedlemmer.

Rådet kan ikke kritiseres for, at det under udøvelsen af den kompetence, som det har fået tillagt ved EØF-traktatens artikel 51 (EF-traktatens artikel 51, efter ændring nu artikel 42 EF), ligeledes har sigtet til statsløse og flygtninge, der er bosat på medlemsstaternes område, for at tage hensyn til sidstnævntes internationale forpligtelser. En koordinering af de sociale sikringssystemer, der udelukkede statsløse og flygtninge, ville have medført, at medlemsstaterne for at overholde deres internationale forpligtelser måtte indføre en anden koordineringsordning, der kun omfattede denne fåtallige persongruppe.

( jf. præmis 55-58 og domskonkl. 1 )

2. Arbejdstagere, der er statsløse eller flygtninge, og som er bosat på en af medlemsstaternes område, samt deres familiemedlemmer kan ikke påberåbe sig de rettigheder, der er tildelt ved forordning nr. 1408/71, som ændret og ajourført ved forordning nr. 2001/83, når de befinder sig i en situation, hvor alle de relevante omstændigheder udelukkende har tilknytning til én medlemsstats område. Dette er navnlig tilfældet, når arbejdstagerens situation udelukkende har tilknytning til et tredjeland og en enkelt medlemsstat.

( jf. præmis 71 og 72 samt domskonkl. 2 )