Nøgleord
Sammendrag

Nøgleord

1. Konventionen om retternes kompetence og om fuldbyrdelse af retsafgørelser - aftaler om kompetence - værnetingsklausul - parternes samstemmende vilje - kriterier - krav om, at klausulen skal være formuleret således, at det er muligt at fastslå, hvilken ret der har kompetencen, udelukkende ud fra klausulens ordlyd - intet krav

(Konventionen af 27.9.1968, art. 17)

2. Konventionen om retternes kompetence og om fuldbyrdelse af retsafgørelser - aftaler om kompetence - anvendelsesområdet for artikel 17, stk. 1 - klausul vedtaget af parter, hvoraf mindst én har bopæl på en kontraherende stats område, og hvorved kompetencen tillægges en ret i en kontraherende stat

(Konventionen af 27.9.1968, art. 17)

3. Konventionen om retternes kompetence og om fuldbyrdelse af retsafgørelser - aftaler om kompetence - værnetingsklausul i et konnossement - spørgsmålet, om klausulen kan gøres gældende over for en tredjemand, der er indehaver af konnossementet - betingelser

(Konventionen af 27.9.1968, art. 17)

Sammendrag

1. Ordene »har vedtaget« i artikel 17, stk. 1, første punktum, i konventionen af 27. september 1968 om retternes kompetence og om fuldbyrdelse af retsafgørelser i borgerlige sager, herunder handelssager, kan ikke fortolkes således, at de kræver, at en værnetingsklausul skal være formuleret således, at det er muligt at fastslå, hvilken ret der har kompetencen, udelukkende ud fra klausulens ordlyd. Det er tilstrækkeligt, at klausulen angiver de objektive forhold, som parterne er nået til enighed om med henblik på valget af den ret eller de retter, som de vil indbringe allerede opståede eller fremtidige tvister for. Disse forhold, som skal være tilstrækkelig præcise til at sætte den ret, sagen er indbragt for, i stand til at afgøre, om den har kompetence til at påkende sagen, kan eventuelt konkretiseres gennem de omstændigheder, der foreligger i sagen.

( jf. præmis 15 og domskonkl. 1 )

2. Artikel 17, stk. 1, i konventionen af 27. september 1968 om retternes kompetence og om fuldbyrdelse af retsafgørelser i borgerlige sager, herunder handelssager, finder kun anvendelse, dels hvis mindst en af kontraktens oprindelige parter har bopæl på en kontraherende stats område, dels hvis parterne aftaler at indbringe deres tvister for en ret eller retterne i en kontraherende stat.

En ret, der er beliggende på en kontraherende stats område, skal, hvis der anlægges sag for den til trods for en værnetingsklausul, hvorefter der udpeges en ret i et tredjeland, træffe afgørelse om klausulens gyldighed efter den lov, herunder de lovkonfliktregler, der finder anvendelse på det sted, hvor retten befinder sig.

( jf. præmis 19 og 21 samt domskonkl. 2 )

3. Artikel 17, stk. 1, i konventionen af 27. september 1968 om retternes kompetence og om fuldbyrdelse af retsafgørelser i borgerlige sager, herunder handelssager, skal fortolkes således, at en værnetingsklausul, som er aftalt mellem en transportør og en aflaster, og som er optaget i et konnossement, har virkning over for en tredjemand, der er indehaver af konnossementet, for så vidt som tredjemanden ved erhvervelsen af konnossementet er indtrådt i aflasterens rettigheder og forpligtelser i henhold til den nationale lov, der finder anvendelse. Er dette ikke tilfældet, skal det på baggrund af de krav, der opstilles i bestemmelsen, efterprøves, om tredjemanden rent faktisk har tiltrådt værnetingsklausulen.

( jf. præmis 27 og domskonkl. 3 )