Nøgleord
Sammendrag

Nøgleord

1 Retspleje - fremsættelse af nye anbringender under sagens behandling - erstatningssøgsmål - ændring af påstandene, opgjort i tal - udvikling af de påstande, der er indeholdt i stævningen - formaliteten

(Domstolens procesreglement, art. 42, stk. 2)

2 Retspleje - fremsættelse af nye anbringender under sagens behandling ikke tilladt - rækkevidde - erstatningssøgsmål - krav om udligningsrenter som følge af pengeforringelsen - formaliteten

(EF-statutten for Domstolen, art. 19; Domstolens procesreglement, art. 38)

3 Retspleje - retskraft - dom om morarenter - rækkevidde - uden betydning for spørgsmålet om udligningsrenter

4 Ansvar uden for kontraktforhold - bestemmelser, hvorefter mælkeproducenter er nægtet referencemængder i henhold til den tillægsafgiftsordning, som er indført ved forordning nr. 857/84 og nr. 1371/84, erklæret ugyldige - tab - erstatning - opgørelse af tabt fortjeneste - elementer, som indgår heri - beregningsmetoder

(EF-traktaten, art. 215, stk. 2 (nu art. 288, stk. 2, EF); Rådets forordning nr. 1078/77, nr. 857/84 og nr. 764/89; Kommissionens forordning nr. 1371/84)

5 Ansvar uden for kontraktforhold - bestemmelser, hvorefter mælkeproducenter er nægtet referencemængder i henhold til den tillægsafgiftsordning, som er indført ved forordning nr. 857/84 og nr. 1371/84, erklæret ugyldige - tab - erstatning - principper - tab, der faktisk er lidt - opgørelse - beregningsmetode - Domstolens skøn - bevisbyrde

(EF-traktaten, art. 215, stk. 2 (nu art. 288, stk. 2, EF); Rådets forordning nr. 857/84; Kommissionens forordning nr. 1371/84)

6 Ansvar uden for kontraktforhold - bestemmelser, hvorefter mælkeproducenter er nægtet referencemængder i henhold til den tillægsafgiftsordning, som er indført ved forordning nr. 857/84 og nr. 1371/84, erklæret ugyldige - tab - erstatning - erstatningsperiode

(EF-traktaten, art. 215, stk. 2 (nu art. 288, stk. 2, EF); Rådets forordning nr. 857/84; Kommissionens forordning nr. 1371/84)

Sammendrag

1 Påstande, opgjort i tal, som under et erstatningssøgsmål og efter afsigelsen af en mellemdom, hvorved Domstolen har dømt Fællesskabet til at erstatte det af sagsøgerne lidte tab som følge af de anfægtede retsakter og efter indlevering af en sagkyndig rapport om opgørelse af den fortjeneste, hver af sagsøgerne har tabt, som ændres for at tage hensyn til den metode til beregning af tabet, der blev fastlagt i mellemdommen, og som er baseret på de statistiske oplysninger, der er anvendt af den sagkyndige, kan ikke anses for at være for sent nedlagt, idet de ændrede påstande er udtryk for en tilladelig udvikling af de påstande, der er indeholdt i stævningen, navnlig da Domstolen først i mellemdommen fastlagde, hvilke elementer der er nødvendige for beregningen af tabet, og da den nøjagtige sammensætning af tabet og den præcise metode til beregning af de erstatninger, der skal betales, endnu ikke havde været genstand for debat. (jf. præmis 38 og 39)

2 Det fremgår af artikel 19 i statutten for Domstolen og af procesreglementets artikel 38, som udelukker, at der nedlægges nye påstande under sagens behandling, at nye påstande vedrørende tilkendelse af udligningsrenter ikke kan antages til realitetsbehandling, når de først fremsættes under sagen, og i særlig grad efter afsigelsen af en mellemdom. Imidlertid skal erstatningen for tabet i forbindelse med ansvar uden for kontraktforhold så vidt muligt økonomisk genindsætte skadelidte i den situation, han befandt sig i før skadetilføjelsen. Heraf følger, at såfremt betingelserne for ansvar udenfor kontrakt er opfyldt, fremstår en ændring af påstandene, opgjort i tal, der foretages på grundlag af kravet om betaling af udligningsrenter som følge af pengeforringelsen - hvilket krav blev fremsat efter mellemdommens afsigelse, hvorved Fællesskabets ansvar blev fastslået - som en nødvendig ændring af de påstande, som er indeholdt i stævningen, og de skal derfor antages til realitetsbehandling. (jf. præmis 47 og 50-52)

3 Under et erstatningssøgsmål skal der sondres mellem morarenter og udligningsrenter. Domstolens afgørelse om morarenter kan derfor ikke have indflydelse på spørgsmålet om udligningsrenter. (jf. præmis 55)

4 Den fortjeneste, som sagsøgerne har tabt som følge af, at forordning nr. 857/84 om almindelige regler for anvendelsen af tillægsafgiften på mælk, som suppleret ved forordning nr. 1371/84, er erklæret ugyldig, udgøres, for så vidt disse forordninger ikke indeholdt bestemmelser om tildeling af en referencemængde til den kategori af producenter, som sagsøgerne tilhørte, af forskellen mellem på den ene side den indtægt, som sagsøgerne kunne have haft ved leverancer af mælk, som de ville have foretaget, såfremt de i perioden mellem den 1. april 1984, hvor forordning nr. 857/84 trådte i kraft, og den 29. marts 1989, hvor forordning nr. 764/89 om ændring af forordning nr. 857/84 trådte i kraft, havde fået tildelt de referencemængder, som de havde ret til (de hypotetiske indtægter), og på den anden side den indtægt, som de i denne periode faktisk har haft ved at levere mælk uden hensyn til referencemængden, forhøjet med det beløb, som de har indtjent eller kunne have indtjent i samme periode ved en eventuel erstatningsvirksomhed (de alternative indtægter).

Der skal ved beregningen af de hypotetiske indtægter tages hensyn til de hypotetiske referencemængder, som skal beregnes på grundlag af de mængder, der blev anvendt ved fastsættelsen af den præmie for ikke-markedsføring, som er indført ved forordning nr. 1078/77. På disse mængder skal der anvendes en forhøjelsessats på 1% og en nedsættelsessats, der svarer til de nedsættelsessatser, som anvendes for producenter, som er omfattet af artikel 2 i forordning nr. 857/84. Desuden skal beregningen af de hypotetiske indtægter tage udgangspunkt i rentabiliteten af en repræsentativ bedrift af den type, som hver af sagsøgerne driver, idet der dog herved kan tages hensyn til den nedsatte rentabilitet, som normalt kendetegner en sådan bedrift i den periode, hvor mælkeproduktionen genoptages. De alternative indtægter omfatter derimod de indtægter, som sagsøgerne faktisk har haft ved erstatningsvirksomhed (faktiske alternative indtægter), og også de indtægter, som de havde kunnet indtjene, såfremt de på fornuftig vis havde igangsat en sådan virksomhed (gennemsnitlige alternative indtægter). (jf. præmis 60-62 og 92-94)

5 Ved opgørelsen af erstatningen for det tab, som så vidt muligt skal genindsætte skadelidte i den situation, han befandt sig i før fællesskabsinstutionernes ulovlige handling, skal den fortjeneste, som sagsøgerne har tabt som følge af, at forordning nr. 857/84 og nr. 1371/84 er erklæret ugyldige, i videst muligt omfang opgøres på grundlag af oplysninger og individuelle tal, der afspejler den faktiske situation for hver enkelt sagsøger og hans bedrift. De indtægter, sagsøgerne ville have haft på grundlag af mælkeleverancer, dvs. hvis de havde haft en mælkeproduktion svarende til de referencemængder, de havde ret til, er indtægter af hypotetisk karakter, der efter deres natur kun kan fastslås ved anvendelse af statistiske gennemsnitsværdier, der svarer til en bedrift, der er repræsentativ for den type bedrift, som den enkelte sagsøger har. En sådan metode gælder endvidere for de alternative indtægter, for så vidt som disse omfatter de alternative indtægter, som sagsøgerne ville have kunnet indtjene, hvis de på fornuftig vis havde igangsat anden virksomhed.

Mens såvel de hypotetiske som de alternative indtægter opgjort på grundlag af statistiske værdier kun afspejler gennemsnitssituationen for den kategori bedrift, sagsøgernes bedrifter falder ind under, muliggør anvendelsen af faktiske tal - i den udstrækning sådanne tal foreligger - imidlertid en mere præcis bedømmelse af den enkelte sagsøgers individuelle situation og kan derfor ikke lades ude af betragtning. I øvrigt er den tabte fortjeneste resultatet af en opgørelse og bedømmelse af komplekse økonomiske oplysninger, hvorfor Domstolen råder over en betydelig skønsmargen - det være sig med hensyn til de tal og statistiske oplysninger, der skal lægges til grund, men især med hensyn til anvendelsen af disse ved beregningen og bedømmelsen af tabet.

Som følge af den hovedsageligt hypotetiske karakter af opgørelsen af den tabte fortjeneste, spiller den sagkyndige rapport en afgørende rolle, når ingen af parterne selv er i stand til at fremlægge bevis for rigtigheden af de påberåbte oplysninger og tal, og når disse er omtvistet. (jf. præmis 63-66, 75-79 og 84)

6 Den periode, der skal tages i betragtning ved opgørelsen af det tab, der skal erstattes, som følge af, at forordning nr. 857/84 og nr. 1371/84 er erklæret ugyldige, er perioden mellem den 1. april 1984 og den 29. marts 1989, i hvilket tidsrum sagsøgerne ville have haft indtægter fra mælkeleverancer, hvis de havde fået tildelt de referencemængder, de havde ret til. Imidlertid begynder den individuelle erstatningsperiode for hver sagsøger pr. den dato, hvor hans ikke-markedsføringsforpligtelse udløb, og den ophører den dag, hvor han faktisk har genoptaget sin mælkeproduktion, dog ikke efter den 29. marts 1989, fra hvilket tidspunkt en forsinkelse af genoptagelsen af mælkeproduktionen ikke i noget tilfælde kan lægges Fællesskabet til last. (jf. præmis 85, 86, 89, 265 og 268)