Nøgleord
Sammendrag

Nøgleord

++++

1. Praejudicielle spoergsmaal ° Domstolens kompetence ° graenser ° generelle eller hypotetiske spoergsmaal ° Domstolens efterproevelse af sin egen kompetence ° hovedsagens reelle karakter ° begreb

(EOEF-traktaten, art. 177)

2. Frie varebevaegelser ° kvantitative restriktioner ° foranstaltninger med tilsvarende virkning ° begreb ° hindringer som foelge af nationale bestemmelser, som uden forskelsbehandling regulerer bestemte former for salg ° traktatens artikel 30 finder ikke anvendelse ° bestemmelser om forbud mod fjernsynsreklame for distributionssektoren ° traktatens konkurrencebestemmelser ° finder ikke anvendelse

[EOEF-traktaten, art. 3, litra f), art. 5, 30, 85 og 86]

3. Fri udveksling af tjenesteydelser ° tv-radiospredningsvirksomhed ° direktiv 89/552 ° medlemsstaternes ret til at fravige bestemmelserne om reklame ° raekkevidde ° bestemmelser om forbud mod reklame for distributionssektoren ° tilladt

(Raadets direktiv 89/552, art. 3, stk. 1)

Sammendrag

1. Inden for rammerne af samarbejdsproceduren i henhold til traktatens artikel 177 er den nationale retsinstans, som er den eneste, der har direkte kendskab til sagens omstaendigheder, bedst i stand til med fuldt kendskab til sagen at vurdere noedvendigheden af en praejudiciel afgoerelse som forudsaetning for at kunne afsige dom. Naar de af den nationale ret forelagte spoergsmaal vedroerer fortolkningen af en bestemmelse i faellesskabsretten, er Domstolen derfor i princippet forpligtet til at traeffe afgoerelse herom.

Ikke desto mindre er Domstolen med henblik paa at efterproeve sin egen kompetence befoejet til at undersoege de omstaendigheder, hvorunder sagen er blevet forelagt. Den samarbejdsaand, der maa beherske udfoerelsen af opgaverne i forbindelse med den praejudicielle forelaeggelsesprocedure, indebaerer saaledes, at den nationale retsinstans tager hensyn til Domstolens opgave, som er at bidrage til retsplejen i medlemsstaterne og ikke at udoeve responderende virksomhed vedroerende generelle eller hypotetiske spoergsmaal.

I denne henseende kan den omstaendighed, at der er enighed mellem parterne om det resultat, der soeges opnaaet, ikke medfoere, at en sag for en national ret mister sin reelle karakter, naar sagen drejer sig om, hvorvidt den ene parts afslag over for den anden part, paa grundlag af en bestemmelse i national ret, er foreneligt med faellesskabsretten.

2. Det forhold, at nationale bestemmelser, som begraenser eller forbyder bestemte former for salg, bringes i anvendelse paa varer fra andre medlemsstater, kan ikke antages direkte eller indirekte, aktuelt eller potentielt at hindre samhandelen mellem medlemsstaterne, forudsat at saadanne nationale bestemmelser finder anvendelse paa alle de beroerte erhvervsdrivende, der udoever virksomhed i indlandet, og forudsat at bestemmelserne, saavel retligt som faktisk, paavirker afsaetningen af indenlandsk fremstillede varer og varer fra andre medlemsstater paa samme maade. Naar disse betingelser er opfyldt, kan en anvendelse af saadanne bestemmelser paa salg af varer fra en anden medlemsstat, som opfylder de af denne stat fastsatte regler, ikke antages at forhindre, at varerne faar adgang til markedet, eller medfoere stoerre ulemper i denne henseende end for indenlandsk fremstillede varer. Saadanne bestemmelser falder derfor uden for anvendelsesomraadet for traktatens artikel 30.

Heraf foelger, at artikel 30 skal fortolkes saaledes, at den ikke finder anvendelse paa tilfaelde, hvor en medlemsstat ved lov eller administrativt forbyder fjernsynsudsendelse af reklameindslag for distributionssektoren. En saadan foranstaltning angaar bestemte former for salg, idet den forbyder en bestemt form for salgsfremmende foranstaltning for en bestemt afsaetningsmetode for varer, og da den gaelder for alle erhvervsdrivende i distributionssektoren ° uden hensyn til hvilke varer der er tale om ° paavirker den ikke afsaetningen af varer fra andre medlemsstater paa anden maade end afsaetningen af indenlandsk fremstillede varer.

Traktatens artikel 85 og 86, sammenholdt med artikel 3, litra f), og artikel 5 finder ikke anvendelse paa en saadan foranstaltning.

3. Direktiv 89/552 ° som har til formaal at sikre fri udveksling af fjernsynsudsendelser i overensstemmelse med bestemte mindsteregler i direktivets bestemmelser, og som med henblik herpaa paalaegger dels de medlemsstater, hvorfra udsendelserne sendes, at overholde direktivets bestemmelser, dels de medlemsstater, hvor udsendelserne modtages, at sikre modtagefrihed og ikke at hindre retransmission ° giver i artikel 3, stk. 1, medlemsstaterne ret til, for saa vidt angaar de tv-radiospredningsorganer, der hoerer under deres myndighed, at indfoere strengere eller mere detaljerede bestemmelser paa de omraader, der er omfattet af direktivet. Denne ret, som er indroemmet i en generel direktivbestemmelse, og hvis udoevelse ikke kan paavirke den med direktivet tilsigtede frie adgang til udsendelse af fjernsynsudsendelser, der er i overensstemmelse med minimumsreglerne i direktivet, gaelder med hensyn til reklamer ikke kun under de omstaendigheder, der er angivet i artikel 19 og 20.

Direktivet skal derfor fortolkes saaledes, at det ikke er til hinder for, at en medlemsstat ved lov eller administrativt forbyder, at tv-radiospredningsorganer, der er etableret paa dens omraade, udsender reklameindslag for distributionssektoren.