Sag T-125/23

Synapsa Med sp. z o.o.

mod

Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO)

Rettens kendelse (Anden Udvidede Afdeling) af 7. august 2024

»EU-varemærke – udpegning af en ny repræsentant – sagsøger, der er ophørt med at besvare Rettens henvendelser – artikel 131, stk. 2, i Rettens procesreglement – ufornødent at træffe afgørelse«

Annullationssøgsmål – klage over en afgørelse fra EUIPO’s appelkammer – manglende repræsentation ved en advokat – sagsøgers passivitet – ufornødent at træffe afgørelse

(Rettens procesreglement, art. 131, stk. 2; Europa-Parlamentets og Rådets forordning 2017/1001, art. 71, stk. 3)

(jf. præmis 11, 12, 19 og 22-24)

Resumé

Ved kendelsen præciserede Retten, hvilken betydning den omstændighed, at der ikke længere er anledning til at træffe afgørelse, har for virkningerne af den anfægtede afgørelse i sager om intellektuel ejendomsret, når sagsøgeren ikke længere besvarer Rettens henvendelser.

Sagsøgeren, Synapsa Med sp. z o.o., havde anlagt søgsmål med påstand om annullation af en afgørelse truffet af et appelkammer ved Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO), som havde meddelt afslag på sagsøgerens klage over afgørelsen om at erklære ordmærket GRAVITY ( 1 ) ugyldigt.

Den 6. februar 2024 meddelte sagsøgerens repræsentant Retten, at vedkommende ikke længere repræsenterede sagsøgeren. Ved skrivelse af 9. februar 2024 meddelte Retten sagsøgerens repræsentant, at denne fortsat var kontaktperson, indtil sagsøgeren havde udpeget en ny repræsentant. Retten opfordrede endvidere repræsentanten til at meddele sagsøgeren, at det tilkom denne at udpege en ny repræsentant.

Eftersom sagsøgeren ikke havde udpeget en ny repræsentant inden for den fastsatte frist, opfordrede Retten parterne til at fremsætte deres bemærkninger med hensyn til Rettens mulighed for i henhold til artikel 131, stk. 2, i Rettens procesreglement af egen drift ved begrundet kendelse at fastslå, at der ikke længere var anledning til at træffe afgørelse. Sagsøgeren besvarede heller ikke dette spørgsmål fra Retten.

Rettens bemærkninger

Indledningsvis anførte Retten, at når der anlægges en sag, skal parter ud over medlemsstaterne, EU-institutionerne, de stater, som er parter i aftalen om Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde (EØS), bortset fra medlemsstaterne, samt Tilsynsmyndigheden for Den Europæiske Frihandelsorganisation (EFTA), der er nævnt i denne aftale, lade en anden person møde for sig, og denne person skal have møderet for en ret i en medlemsstat eller i en stat, som er part i EØS-aftalen. Endvidere skal en sådan part sikre sin fortsatte repræsentation ved en advokat i hele sagsforløbet, dvs. fra sagens anlæggelse og indtil meddelelsen af den retsafgørelse, hvorved sagens behandling afsluttes. Det følger heraf, at når en advokat ophører med at repræsentere en sagsøger under sagens behandling, skal sagsøgeren straks udpege en ny repræsentant for at sikre kontinuiteten i sin repræsentation.

Dernæst fremhævede Retten, at sagsøgerens passivitet indtrådte under sagens behandling og kunne derfor ikke påvirke søgsmålets mulighed for at blive antaget til realitetsbehandling på tidspunktet for anlæggelsen heraf. Selv om den manglende behørige udpegning af en ny repræsentant kan udgøre et tilstrækkeligt bevis for, at sagsøgeren ikke længere har søgsmålsinteresse, kan dette endvidere alene føre til den konstatering, at der ikke længere er anledning til at træffe afgørelse, og ikke, at søgsmålet skal afvises fra realitetsbehandling.

Endelig præciserede Retten, at den omstændighed, at sagsøgeren er ophørt med at besvare Rettens henvendelser og således har givet afkald på at forsvare sine interesser uden dog at afbryde proceduren, derfor ingen virkning har for den sag, der er ført for EUIPO, og følgelig heller ikke for genstanden for den sag, der verserer for Retten, men alene for betingelserne for Rettens videre behandling af sagen.

I denne sammenhæng kan Rettens konstatering i henhold til procesreglementets artikel 131, stk. 2, af, at der ikke længere er anledning til at træffe afgørelse, ikke være til hinder for, at den anfægtede afgørelse får retskraft. I denne forbindelse bemærkes, at det eneste formål med den mekanisme, der er indført ved artikel 71, stk. 3, i forordning 2017/1001 ( 2 ), er, at appelkamrenes afgørelser først får retskraft, når den retslige procedure er afsluttet, således at de parter, der berøres af EUIPO’s afgørelser, sikres en retsbeskyttelse, som tager hensyn til varemærkerettens særpræg. Det ville nemlig være hinsides enhver fornuft at registrere et varemærke for derefter at slette det i registret og i givet fald atter registrere det alt efter udfaldet af de på hinanden følgende afgørelser, der træffes af EUIPO’s instanser og Unionens retsinstanser. Det følger heraf, at selv om konstateringen af, at der ikke er anledning til at træffe afgørelse, ganske vist ikke fremgår udtrykkeligt af artikel 71, stk. 3, i forordning 2017/1001 som udtryk for den opsættende virkning af de sager, der anlægges til prøvelse af appelkamrenes afgørelser, bør det lægges til grund, at med henblik på anvendelsen af denne bestemmelse skal en afgørelse på grundlag af procesreglementets artikel 131, stk. 2, om, at der ikke er anledning til at træffe afgørelse, sidestilles med en afvisning af den sag, der er blevet anlagt ved Retten, jf. artikel 71, stk. 3, i forordning 2017/1001.

Retten fastslog således, at der ikke længere var anledning til at træffe afgørelse i sagen.

( 1 ) – Afgørelse truffet den 9.1.2023 af Femte Appelkammer ved Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO) (sag R 923/2022-5) (herefter »den anfægtede afgørelse«).

( 2 ) – Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/1001 af 14.6.2017 om EU-varemærker (EUT 2017, L 154, s. 1).