Sag C-196/23

C.L. m.fl.

mod

DB, i egenskab af FC’s universalarving

(anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Tribunal Superior de Justicia de Cataluña)

Domstolens dom (Anden Afdeling) af 11. juli 2024

»Præjudiciel forelæggelse – socialpolitik – direktiv 98/59/EF – kollektive afskedigelser – artikel 1, stk. 1, litra a), og artikel 2 – information til og konsultation af arbejdstagernes repræsentanter – anvendelsesområde – ansættelseskontrakter ophør på grund arbejdsgiverens pensionering – artikel 27 og 30 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder«

1. Socialpolitik – tilnærmelse af lovgivningerne – kollektive afskedigelser – direktiv 98/59 – forpligtelse til information og høring af arbejdstagerne – ansættelseskontrakters ophør på grund arbejdsgiverens pensionering – national lovgivning, som ikke kvalificerer et sådan ophør som kollektiv afskedigelse – ikke tilladt

   (Rådets direktiv 98/59, anden betragtning og art. 1, stk. 1, og art. 2)

   (jf. præmis 24-26 og 28-39 samt domskonkl. 1)

2. Socialpolitik – tilnærmelse af lovgivningerne – kollektive afskedigelser – direktiv 98/59 – forpligtelse til information og høring af arbejdstagerne – ansættelseskontrakters ophør på grund arbejdsgiverens pensionering – national lovgivning, som ikke kvalificerer et sådan ophør som kollektiv afskedigelse – forpligtelsen til en overensstemmende fortolkning – grænser – nationale lovgivning, der er uforenelig med EU-retten – tvist mellem private – forpligtelse for den nationale ret til at undlade at anvende den omhandlede lovgivning – foreligger ikke

   (Rådets direktiv 98/59, art. 1, stk. 1, og art. 2)

   (jf. præmis 41-43, 46, 47 og 57 samt domskonkl. 2)

3. Grundlæggende rettigheder – chartret om grundlæggende rettigheder – ret til information og høring af arbejdstagerne i virksomheden – beskyttelse i tilfælde af ubegrundet opsigelse – mulighed for påberåbelse i en tvist mellem private med henblik på ikke at anvende en national bestemmelse, som ikke er i overensstemmelse med direktiv 98/59 – udelukket

   (Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, art. 27 og 30; Rådets direktiv 98/59, art. 1, stk. 1, og art. 2)

   (jf. præmis 49-56)

Resumé

Efter en anmodning om præjudiciel afgørelse fra Tribunal Superior de Justicia de Cataluña (øverste regionale domstol i Catalonien, Spanien) udviklede Domstolen sin praksis vedrørende kollektive afskedigelser og præciserede, at en arbejdsgiver, der går på pension, skal følge bestemmelserne i direktiv 98/59 ( 1 ) og skal opfylde forpligtelsen til information og konsultation af arbejdstagerne, som har til formål at undgå opsigelser af ansættelseskontrakter eller begrænse antallet eller som minimum at afbøde følgerne heraf.

I det foreliggende tilfælde var sagsøgerne arbejdstagere i en af de otte virksomheder tilhørende FC’s firma. Den 17. juni 2022 blev sagsøgerne underrettet af FC om, at deres ansættelseskontrakter ophørte med virkning fra den 17. juli 2020 som følge af FC’s pensionering. Denne pensionering medførte, at de 54 eksisterende ansættelseskontrakter herunder de 8 kontrakter, som sagsøgerne i hovedsagen havde indgået, ophørte.

De anlagde sag mod FC med henblik på at anfægte den uberettigede afskedigelse, som de mente at have været genstand for. Tribunal Superior de Justicia de Cataluña (den øverste regionale domstol i Catalonien, Spanien), for hvilken der blev iværksat appel efter frifindelse i denne sag, skulle bl.a. tage stilling til spørgsmålet om, hvorvidt ophøret af sagsøgerne i hovedsagens ansættelseskontrakter skulle anses for ugyldige afskedigelser som følge af den manglende overholdelse af den procedure for konsultation af arbejdstagernes repræsentanter, der er fastsat i lov om arbejdstagere ( 2 ), selv om ophøret skyldtes FC’s pensionering.

Den forelæggende ret var i tvivl om, hvorvidt udelukkelsen, der var fastsat i denne lov, af tilfælde, hvor ansættelseskontrakterne for et større antal af arbejdstagere end det, der er fastsat i artikel 1 i direktiv 98/59, ophører, fra anvendelsesområdet for den omhandlede konsultationsprocedure var forenelig med direktivet, og, hvis det ikke var tilfældet, om de berørte arbejdstagere kunne påberåbe sig dette direktiv over for deres arbejdstager, som var en fysisk person, til trods for, at det nævnte direktiv ikke var blevet gennemført på korrekt vis i national ret.

Domstolens bemærkninger

Hvad i første række angår spørgsmålet, om informations- og konsultationsproceduren finder anvendelse, når ophøret af ansættelseskontrakten skyldes, at arbejdsgiveren går på pension, mindede Domstolen indledningsvis om, for det første, at begrebet »afskedigelse« som omhandlet i direktivets artikel 1, stk. 1, litra a), bl.a. ikke kræver, at årsagerne til opsigelsen af arbejdskontrakten er i overensstemmelse med arbejdsgiverens hensigter, og, for det andet, at arbejdskontrakten ikke falder uden for direktivets anvendelsesområde, blot fordi den bringes til ophør som følge af omstændigheder, der ligger uden for arbejdsgiverens kontrol.

Selv i tilfælde, hvor det endelige ophør af virksomhedens drift ikke afhænger af arbejdsgiverens vilje, og hvor det viser sig, at direktiv 98/59 ikke kan finde fuld anvendelse, forholder det sig ikke desto mindre således, at anvendelsen af dette direktiv ikke kan udelukkes i sin helhed. Særligt i henhold til det nævnte direktivs artikel 2, stk. 2, har konsultationerne af arbejdstagerrepræsentanterne ikke blot til formål at undgå eller begrænse de kollektive afskedigelser, men skal bl.a. omhandle mulighederne for at afbøde følgerne af disse ved hjælp af sociale ledsageforanstaltninger, der navnlig tager sigte på støtte til omplacering eller omskoling af de afskedigede arbejdstagere. Disse konsultationer forbliver således relevante, når opsigelsen af de påtænkte ansættelseskontrakter er forbundet med arbejdsgiverens pensionering.

Domstolen fastslog endvidere i denne henseende, at de særlige omstændigheder i en situation, hvor en arbejdsgiver, der er en fysisk person, er afgået ved døden ( 3 ), og hvor der hverken foreligger en beslutning om at bringe ansættelseskontrakterne til ophør eller en forudgående hensigt om at bringe dem til ophør eller en mulighed for den pågældende arbejdsgiver for at gennemføre de informations- og konsultationsforanstaltninger, der er fastsat i direktiv 98/59, ikke foreligger, når ansættelseskontrakterne bringes til ophør som følge af, at en sådan arbejdsgiver går på pension. I sidstnævnte situation er en arbejdsgiver, der påtænker sådanne ophør af ansættelseskontrakter med henblik på pensionering, nemlig principielt i stand til at udføre de handlinger og i denne sammenhæng at gennemføre konsultationer, der bl.a. har til formål at undgå disse opsigelser eller at begrænse antallet heraf eller i hvert fald at afbøde følgerne heraf.

Ophøret af ansættelseskontrakter for et større antal arbejdstagere end det, der er fastsat i artikel 1, stk. 1, i direktiv 98/59, som følge af arbejdsgiverens pensionering er følgelig omfattet af begrebet »kollektiv afskedigelse« som omhandlet i dette direktiv og giver anledning til den i artikel 2 i direktiv 98/59 omhandlede information og konsultation.

Hvad i anden række angår spørgsmålet, om en national domstol, for hvilken der er indbragt en tvist mellem private, skal undlade at anvende en sådan national lovgivning, fordi den er i strid med de nævnte bestemmelser i direktiv 98/59, besvarede Domstolen dette spørgsmål benægtende.

Domstolen fastslog i denne henseende, at et direktiv, som ikke er blevet gennemført, eller som ikke er blevet gennemført korrekt, ikke i sig selv kan skabe forpligtelser for en privatperson og derfor ikke kan påberåbes over for den pågældende som sådan.

Det samme gælder for artikel 27 ( 4 ) og 30 ( 5 ) i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder (herefter »chartret«), som blev nævnt af den forelæggende ret. Det fremgår således klart af ordlyden af disse bestemmelser, at disse for fuldt ud at få virkning skal præciseres ved bestemmelser i EU-retten eller i national ret. Imidlertid kan regler som dem, der er indeholdt i bestemmelserne i artikel 1, stk. 1, og artikel 2 i direktiv 98/59, der er rettet til medlemsstaterne, og som fastsætter de tilfælde, hvor en procedure til information til og konsultation af arbejdstagernes repræsentanter skal finde sted i tilfælde af kollektiv afskedigelse af disse, samt de materielle og processuelle betingelser, som denne information og konsultation skal opfylde, ikke udledes af ordlyden af chartrets artikel 27 og 30 som direkte anvendelige retsregler. Eftersom disse artikler ikke i sig selv er tilstrækkelige til at tillægge private en ret, der som sådan kan påberåbes, kan det ikke forholde sig anderledes ved at sammenholde disse med de omhandlede artikler i direktiv 98/59.

Chartrets artikel 27 og 30 kan således hverken som sådan eller sammenholdt med artikel 1, stk. 1, og artikel 2 i direktiv 98/59 påberåbes i en tvist mellem private som den i hovedsagen omhandlede med henblik på at konkludere, at der skal ses bort fra nationale bestemmelser, der ikke er i overensstemmelse med de nævnte bestemmelser i dette direktiv.

( 1 ) – Rådets direktiv 98/59/EF af 20.7.1998 om tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivninger vedrørende kollektive afskedigelser (EFT 1998, L 225, s. 16).

( 2 ) – Artikel 51 i Estatuto de los Trabajadores (lov om arbejdstagere) følger af Real Decreto Legislativo 2/2015, por el que se aprueba el texto refundido de la Ley del Estatuto de los Trabajadores (kongeligt lovdekret nr. 2/2015 om vedtagelse af den konsoliderede udgave af lov om arbejdstagere) af 23.10.2015 (BOE nr. 255 af 24.10.2015, s. 100224) (herefter »lov om arbejdstagere«).

( 3 ) – Den foreliggende situation i dom af 10.12.2009, Rodríguez Mayor m.fl. (C-323/08, EU:C:2009:770), omhandlede ligeledes bestemmelser i lov om arbejdstagere.

( 4 ) – Med overskriften »Ret til information og høring af arbejdstagerne i virksomheden«, som bestemmer, at arbejdstagerne på forskellige niveauer skal have sikkerhed for information og høring i de tilfælde og på de betingelser, der er fastsat i EU-retten og national lovgivning og praksis.

( 5 ) – Med overskriften »Beskyttelse i tilfælde af ubegrundet opsigelse«, som fastsætter, at enhver arbejdstager har ret til beskyttelse mod ubegrundet opsigelse i overensstemmelse med EU-retten og national lovgivning og praksis.