(Sag T-371/22)

Marco Montanari

mod

EUCAP Sahel Niger

Rettens dom (Niende Afdeling) af 17. juli 2024

»Fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik – missionen EUCAP Sahel Niger – udstationeret national medarbejder – psykisk chikane – afvisning af erstatning – annullationssøgsmål – manglende søgsmålsinteresse – afvisning – ansvar uden for kontraktforhold – ret til værdighed – artikel 1 og 31 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder – mæglingsprocedure – manglende fremsendelse af mæglerens rapport – manglende efterlevelse af mæglerens henstillinger – ret til god forvaltning – artikel 41 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder – omsorgspligt – ikke-økonomisk skade – materiel skade – årsagsforbindelse«

1. Den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik – Unionens retsinstansers kompetence – handlinger foretaget af en civil EU-mission på området for personaleadministration – handlinger vedrørende medarbejdere udstationeret af medlemsstaterne – handlinger, med hvilke det tilsigtes at opfylde missionens behov i indsatsområdet – omfattet

   (Art. 19, stk. 1, TEU; art. 260 TEUF og 268 TEUF samt art. 340, stk. 2, TEUF; Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, art. 47; Rådets afgørelse 2012/392/FUSP, art. 7, stk. 1 og 2)

   (jf. præmis 44-49)

2. Erstatningssøgsmål – selvstændig karakter i forhold til annullationssøgsmål – grænser – søgsmål, som tilsigter det samme resultat som det, der tilsigtes med annullationssøgsmålet – afvisning

   (Art. 263 TEUF og 268 TEUF samt art. 340, stk. 2, TEUF)

   (jf. præmis 61-63)

3. Erstatningssøgsmål – genstand – påstand om erstatning af skade, som ikke kan tilregnes institutionen eller det sagsøgte organ – afvisning

   (Art. 268 TEUF)

   (jf. præmis 70)

4. Erstatningssøgsmål – selvstændig karakter i forhold til annullationssøgsmål – grænser – søgsmål om erstatning for skade som følge af en endelig afgørelse om at afvise at indlede en administrativ undersøgelse af chikane – erstatningssøgsmål, som ikke vedrører tilbagekaldelse, ophævelse eller ændring af den endelige afgørelse – forsinket anlæggelse af erstatningssøgsmål foreligger ikke

   (Art. 263 TEUF og 268 TEUF samt art. 340, stk. 2, TEUF)

   (jf. præmis 91-98)

5. Erstatningssøgsmål – ansvar uden for kontraktforhold – forældelsesfrist – frist udgør ikke en ufravigelig procesforudsætning

   (Art. 268 TEUF; statutten for Domstolen, art. 46 og art. 53, stk. 1)

   (jf. præmis 105)

6. Ansvar uden for kontraktforhold – betingelser – ulovlighed – tilstrækkeligt kvalificeret tilsidesættelse af en bestemmelse, som tillægger borgerne rettigheder – ikke en nødvendig betingelse i forbindelse med tvister i personalesager ved civile EU-missioner – omfang – anvendelighed på udstationerede nationale medarbejdere ved en af medlemsstaternes missioner

   (Art. 268 TEUF og 270 TEUF samt art. 340, stk. 2, TEUF; tjenestemandsvedtægten, art. 90 og 91)

   (jf. præmis 113-118 og 225)

7. Den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik – civile EU-missioner – personale – søgsmål ved Unionens retsinstanser – søgsmål anlagt af en udstationeret national medarbejder – anvendelse af visse bestemmelser i vedtægten – lovlighed – betingelse – den pågældende medarbejder, der under udøvelsen af sit hverv i indsatsområdet befinder sig i en situation svarende til situationen for de medarbejdere, der udstationeres af institutionerne, og som er omfattet af vedtægten

   (Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, art. 20; tjenestemandsvedtægten, art. 12A; Rådets afgørelse 2012/392/FUSP)

   (jf. præmis 123-129 og 224)

8. Den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik – civile EU-missioner – personale – afslag på at indlede en administrativ undersøgelse som følge af klager om psykisk chikane af en medarbejder – domstolsprøvelse – omfang – forpligtelse til at tage hensyn til hele den relevante faktuelle sammenhæng

   (Rådets afgørelse 2012/392/FUSP)

   (jf. præmis 136)

9. Den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik – civile EU-missioner – personale – administrationens bistandspligt – omfang – administrationens pligt til at undersøge ansøgninger om bistand vedrørende psykisk chikane og til at underrette ansøgeren om opfølgningen på vedkommendes ansøgning – omfang – fremlæggelse af et foreløbigt bevis – afslag på ansøgningen om iværksættelse af administrative undersøgelser fremsendt af sagsøgeren – tilsidesættelse af bistandspligten

   (Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, art. 1 og art. 31, stk. 1; tjenestemandsvedtægten, art. 12A og 24; Rådets afgørelse 2012/392, art. 6, stk. 2 og 3)

   (jf. præmis 137-141, 152, 159, 160, 178, 179, 194-200, 214-217, 219, 223, 231 og 267-269)

10. Den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik – civile EU-missioner – personale – ansøgning om bistand i forbindelse med påstået psykisk chikane – princippet om god forvaltning – omfang – afgørelse om afslag på iværksættelse af en administrativ undersøgelse efter mæglerens rapport – manglende fremsendelse til klageren om mæglerens konstateringer og henstilling – tilsidesættelse af retten til at blive hørt

    (Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, art. 41, stk. 2)

    (jf. præmis 251-261)

11. Ansvar uden for kontraktforhold – betingelser – årsagsforbindelse – ikke-økonomisk skade, der følger et afslag fra en civil EU-mission om iværksættelse af en administrativ undersøgelse i fortsættelse af en medarbejders klage over psykisk chikane – afgørelse, der er behæftet med tilsidesættelser af bistandspligten og retten til god forvaltning – tilstedeværelse af en årsagsforbindelse – grænser – skade, som delvist er forårsaget af medarbejderens forsømmelige adfærd – konfliktsituation mellem missionen og denne medarbejder, der delvist kan tilskrives sidstnævnte

    (Art. 340, stk. 2, TEUF)

    (jf. præmis 286-290 og 310-320)

12. Ansvar uden for kontraktforhold – betingelser – skade – pligt for den skadelidte til at udvise rimelig omhu med henblik på at begrænse skadens omfang

    (Art. 340, stk. 2, TEUF)

    (jf. præmis 301 og 302)

13. Ansvar uden for kontraktforhold – betingelser – årsagsforbindelse – økonomisk skade for en medarbejder ved en civil EU-mission som følge af dennes fratrædelse – missionens beslutning, hvorved det blev afslået at indlede en administrativ undersøgelse af klager om psykisk chikane – årsag til skaden følger ikke af missionens handlinger – manglende årsagsforbindelse i den omhandlede situation

    (Art. 340, stk. 2, TEUF)

    (jf. præmis 303-308)

Sammendrag

Retten, der delvis antog et søgsmål om ansvar uden for kontraktforhold, som var anlagt af Marco Montanari – en tidligere udstationeret national medarbejder, der var udsendt til missionen under Den Europæiske Unions fælles sikkerheds- og forsvarspolitik i Niger (herefter »missionen«) – til realitetsbehandling, udtalte sig for første gang om, hvorvidt handlinger foretaget af den øverstbefalende for den civile operation, som hierarkisk er tilknyttet Tjenesten for EU’s Optræden Udadtil (EU-Udenrigstjenesten), kunne tilregnes denne mission.

I april 2015 blev sagsøgeren udstationeret af den italienske regering ved missionen som politisk rådgiver.

I marts 2017 indgav sagsøgeren en klage over den ansvarlige for pressen og oplysning af offentligheden på grund af chikane, og derefter yderligere en anmodning om indledning af en disciplinærsag mod sidstnævnte og missionschefen begrundet i illoyal adfærd over for missionens myndighed og grov uagtsomhed, idet han rejste tvivl om omsorgspligten.

I juli 2017 anmodede sagsøgeren den øverstbefalende for den civile operation om at indlede en undersøgelse om chikane udøvet af missionschefen og vicemissionschefen. Samme dag sendte missionschefen en skriftlig advarsel til sagsøgeren med den begrundelse, at denne havde udvist mangel på respekt over for ham under et møde. På foranledning af den øverstbefalende for den civile operation udarbejdede en mægler en rapport efter at have undersøgt situationen.

I november 2017 afslog missionschefen sagsøgerens anmodning om lovliggørelse af udeblivelse og sendte ham endnu en skriftlig advarsel. Sagsøgeren anmodede herefter den øverstbefalende for den civile operation om at indlede en undersøgelse om chikane udøvet af missionschefen og vicemissionschefen.

Ved afgørelse af 10. april 2018 afslog missionschefen endeligt anmodningen om indledning af en administrativ undersøgelse indgivet af sagsøgeren.

I denne sammenhæng anlagde sagsøgeren dels et annullationssøgsmål for Retten med påstand om annullation af afgørelsen om missionens afslag på sagsøgerens anmodning om erstatning for de økonomiske, fysiske og ikke-økonomiske skader, som han angiveligt havde lidt som følge af den psykiske chikane samt tilsidesættelsen af retten til god forvaltning og omsorgspligten, dels et erstatningssøgsmål.

Rettens bemærkninger

Retten bemærkede indledningsvis om missionens kompetence, at missionen blev oprettet ved afgørelse 2012/392 ( 1 ) for at støtte kapacitetsopbygningen blandt de nigerske sikkerhedsaktører med henblik på bekæmpelse af terrorisme og organiseret kriminalitet. Personalet består primært af medarbejdere udsendt af medlemsstaterne, EU-institutionerne eller Tjenesten for EU’s Optræden Udadtil (EU-Udenrigstjenesten) ( 2 ). Det bestemmes ganske vist i artikel 7, stk. 2, i afgørelse 2012/392, at henholdsvis en medlemsstat, EU-institution eller EU-Udenrigstjenesten har ansvaret for at behandle klager fra eller vedrørende den udstationerede medarbejder vedrørende udstationeringen og for eventuelt at anlægge sag mod vedkommende.

Det fremgår imidlertid for det første af retspraksis vedrørende de bestemmelser, der regulerer de øvrige missioner inden for den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik og deres virke, og hvis ordlyd er analog eller identisk med ordlyden af afgørelse 2012/392, at idet de af medlemsstaterne og af EU-institutionerne udstationerede medarbejdere er underlagt de samme regler med hensyn til udøvelsen af deres hverv i indsatsområdet, har Unionens retsinstanser kompetence til at efterprøve personaleforvaltningsretsakter, der vedrører medarbejdere udstationeret af medlemsstaterne, og med hvilke det tilsigtes at opfylde den nævnte missions behov i indsatsområdet.

For det andet havde sagsøgeren rejst et spørgsmål om lovligheden af personaleforvaltningsretsakter om operationer i indsatsområdet og ikke et spørgsmål om udstationeringen som omhandlet i artikel 7, stk. 2, i afgørelse 2012/392. Følgelig forkastedes missionens kompetenceindsigelse.

Retten prøvede derefter de forskellige formalitetsindsigelser.

Retten bemærkede bl.a., at et annullationssøgsmål, der anlægges af en fysisk eller juridisk person, kun kan antages til realitetsbehandling, såfremt sagsøgeren har en retlig interesse i, at den anfægtede retsakt annulleres. En sådan interesse foreligger kun, såfremt en annullation af den omhandlede retsakt i sig selv kan have retsvirkninger, og søgsmålet således med sit resultat kan tilføre parten en fordel. Det påhviler desuden sagsøgeren at føre bevis for sin retlige interesse.

Det fremgår endvidere af fast retspraksis, at erstatningssøgsmålet i henhold til artikel 340, stk. 2, TEUF er indført som et selvstændigt retsmiddel. Påstande, der nedlægges om enten annullation af afslag fra en EU-institution eller et EU-organ, ‑kontor eller ‑agentur på at anerkende et erstatningskrav, som en sagsøger har gjort gældende i henhold til artikel 268 TEUF og 340 TEUF, eller om, at Retten konstaterer den pågældende institutions eller det pågældende organs, kontors eller agenturs pligt til at anerkende et sådant krav, har imidlertid til formål, at erstatningspligten for institutionen, organet, kontoret eller agenturet fastslås, og skal derfor afvises fra realitetsbehandling, eftersom sagsøgeren principielt ikke har godtgjort en interesse i at nedlægge en sådan påstand i tillæg til sit erstatningskrav.

Retten afviste i det foreliggende tilfælde sagsøgerens påstand om annullation, idet den fandt, at sagsøgeren ikke havde godtgjort sin interesse i at anlægge et annullationssøgsmål – i tillæg til påstandene om erstatning – til prøvelse af missionens afgørelse om afslag på hans tredje erstatningskrav.

Retten forkastede herefter formalitetsindsigelserne fremsat af missionen en efter en.

Retten fastslog således for det første, at de handlinger, der foreholdtes missionen (navnlig om udelukkelse af sagsøgeren fra visse møder og udstedelsen af en advarsel til denne), samt de undladelser, som han hævdede, at missionen gjorde sig skyldig i (bl.a. den manglende behandling af hans klage og hans afrapportering inden for rimelig frist), var knyttet til de beføjelser, som missionschefen og den øverstbefalende for den civile operation er tillagt ved afgørelse 2012/392, og følgelig til missionens udøvelse af sit mandat, som den ifølge denne afgørelses artikel 13, stk. 4, kan stilles til ansvar for.

Retten understrede for det andet, at et erstatningssøgsmål skal afvises, såfremt der hermed reelt tilsigtes en tilbagekaldelse, ophævelse eller ændring af en individuel afgørelse, der er blevet endelig, og som, hvis det blev taget til følge, ville medføre, at alle eller nogle af retsvirkningerne af afgørelsen blev ophævet. Samtidigt skal et erstatningssøgsmål, der er formuleret som et påbud, og hvis formål ikke er skadeserstatning for et tab, der kan tilskrives en ulovlig retsakt eller en undladelse, men en ændring af den omtvistede retsakt, ligeledes afvises fra realitetsbehandling.

I det foreliggende tilfælde fremgik det ikke af de af sagsøgeren fremlagte skriftlige indlæg, at denne ønskede en erstatning in natura, hvorved missionen skulle indlede en foreløbig eller disciplinær undersøgelse af missionschefen og dennes vicemissionschef, hvilket ville svare til at påstå annullation af afgørelsen af 10. april 2018. Følgelig kunne denne individuelle afgørelses endelige karakter ikke være til hinder for, at søgsmålet blev antaget til realitetsbehandling.

For det tredje fastslog Retten, at missionens formalitetsindsigelse vedrørende en femårig eller fireårig forældelsesfrist ikke var underbygget tilstrækkelig præcist til, at grundlaget herfor kunne bedømmes.

Retten bemærkede hvad angår realiteten indledningsvis, at Unionen kun ifalder ansvar uden for kontraktforhold, hvis den, som angiveligt har lidt et tab, kan bevise, at der er sket en tilstrækkelig kvalificeret tilsidesættelse af en retsregel, som har til formål at tillægge borgerne rettigheder. Når Unionen handler som arbejdsgiver, er den imidlertid undergivet et øget ansvar, hvorfor en konstatering af en ulovlighed i sig selv er tilstrækkelig til at opfylde den første af de tre nødvendige betingelser for, at Unionen kan ifalde erstatningsansvar for skader påført nuværende eller forhenværende tjenestemænd på grund af en tilsidesættelse af europæisk tjenestemandsret, uden at det er nødvendigt at fastslå, om der foreligger en »tilstrækkelig kvalificeret« tilsidesættelse af en retsregel, der har til formål at tillægge borgerne rettigheder. Selv om de nationale medarbejdere, der er udstationeret ved missionen af medlemsstaterne, ikke er omfattet af vedtægten, er de ikke desto mindre underlagt de samme regler som dem, der gælder for de medarbejdere, der er udstationeret af EU-institutionerne, og hvis situation reguleres i vedtægten for så vidt angår udøvelsen af deres hverv i indsatsområdet. Konstateringen af en ulovlighed er således i sig selv tilstrækkelig til, at den første af de tre betingelser for, at Unionen kan ifalde ansvar for skader forvoldt en udstationeret national medarbejder ved missionen i forbindelse med dennes udøvelse af sit hverv i indsatsområdet, kan anses for opfyldt.

I denne sammenhæng fandt Retten efter at have undersøgt de tilsidesættelser, som sagsøgeren havde påberåbt sig, en efter en, for det første, at sagsøgeren med føje kunne gøre gældende, at missionen ved at undlade at iværksætte en administrativ undersøgelse af hans klager over psykisk chikane havde tilsidesat artikel 1 og artikel 31, stk. 1, i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder (herefter »chartret«) samt vedtægtens artikel 12a.

Hvad for det første angår anvendelsen af vedtægtens bestemmelser og navnlig vedtægtens artikel 12a, stk. 3, som definerer psykisk chikane, bemærkede Retten, at den i medfør af ligebehandlingsprincippet var forpligtet til at anvende vedtægtens bestemmelser om psykisk chikane og funktionel beskyttelse af tjenestemænd og midlertidigt ansatte og kontraktansatte samt den retspraksis, der er fastlagt på grundlag af disse bestemmelser, analogt på sagsøgerens situation. Det forhold, at situationen for de medarbejdere, der er udstationeret ved missionen af medlemsstaterne, og situationen for de medarbejdere, der er udstationeret af institutionerne, er forskellig, kan ikke objektivt begrunde, at de førstnævnte – i forbindelse med udøvelsen af deres hverv i indsatsområdet, hvor de således bliver bragt i en situation, der er sammenlignelig med situationen for de sidstnævnte – ikke beskyttes mod psykisk chikane på samme niveau og efter de samme regler som disse.

Retten bemærkede dernæst, at når der indgives en anmodning om bistand, og når den er ledsaget af et tilstrækkeligt foreløbigt bevis for de hævdede faktiske omstændigheder, påhviler det den myndighed ( 3 ), der behandler anmodningen om bistand, at besvare anmodningen med den fornødne hurtighed og omhyggelighed. Missionen er forpligtet til at iværksætte passende foranstaltninger, bl.a. ved at gennemføre en administrativ undersøgelse, for i samarbejde med klagens ophavsmand at fastslå de omstændigheder, der ligger til grund for klagen, og, afhængigt af udfaldet af undersøgelsen, at iværksætte nødvendige foranstaltninger såsom indledningen af en disciplinærsag vedrørende den pågældende person, når administrationen, efter gennemførelsen af den administrative undersøgelse, konkluderer, at psykisk chikane har fundet sted.

I det foreliggende tilfælde fandt Retten først, at missionens beslutning i maj 2017 om at udelukke sagsøgeren fra stabsmøder isoleret set ikke udgjorde et indicium for psykisk chikane i forhold til sagsøgeren. I henhold til artikel 6, stk. 2 og 3, i afgørelse 2012/392 har missionschefen kommando over og kontrol med personale, hold og enheder fra de bidragende stater og giver instrukser til hele missionens personale med henblik på en effektiv gennemførelse af missionen i indsatsområdet, idet den pågældende varetager koordineringen og den daglige ledelse. Desuden råder administrationen over et vidt skøn ved organiseringen af tjenesten.

Hernæst fastslog Retten, at eftersom missionen ikke havde begrundet, hvorfor den første advarsel til sagsøgeren var blevet formuleret for sent, både i forhold til fristen i adfærdskodeksets artikel 11 ( 4 ), og henset til, hvor langt tilbage de omstændigheder, der lå til grund for denne advarsel, lå, og i mangel af oplysninger om den nøjagtige dato, hvor missionschefen fik kendskab til sagsøgerens indberetning i juli 2017, kunne meddelelsen af denne advarsel mindre end en time efter indberetningen anses for at være uforholdsmæssig eller kritisabel. Denne advarsel kunne nemlig opfattes således, at den i strid med de i adfærdskodeksens artikel 7 ( 5 ) fastsatte krav tilsigtede at straffe sagsøgeren for underretningen og følgelig isoleret set udgjorde et indicium for psykisk chikane.

Endelig var afgørelsen truffet af missionens personaleafdeling (herefter »HR-afdelingen«) den 27. juli 2017 om på ny at igangsætte evalueringen af sagsøgeren allerede dagen efter mæglerens afrejse uden at afvente dennes konklusioner og mere end ni måneder før udløbet af sagsøgerens udstationering overdreven eller kritisabel.

Missionen havde nemlig ikke begrundet, hvorfor HR-afdelingen tog dette administrative skridt, når det følger af artikel 7 i bilag IX til O-planen ( 6 ) vedrørende menneskelige ressourcer, at evalueringen af de medarbejdere, der ønsker at ansøge om forlængelse af deres udstationering ved missionen, skal ske, når de indgiver en ansøgning herom senest tre måneder før udløbet af deres udstationering. Desuden gælder der en forpligtelse til at udvise forsigtighed i overensstemmelse med princippet om god forvaltningsskik, der er fastsat i chartrets artikel 41, og som følge af adfærdskodeksets artikel 7 efter den nævnte underretning.

Dette skridt kunne derfor fortolkes således, at det tilsigtede at fortrænge sagsøgeren fra missionen ved udløbet af hans udstationering uden at afvente mæglerens forslag, hvorfor denne afgørelse isoleret set udgjorde et indicium for psykisk chikane.

Afslutningsvis kunne HR-afdelingens fremsendelse af en ajourført ferieoversigt i slutningen af juli 2017 til sagsøgeren isoleret set ikke anses for en overdreven eller kritisabel handling, der kunne karakterisere et indicium for psykisk chikane imod ham. Uanset den forpligtelse til at udvise omhu og navnlig omtanke, der gjaldt for missionen, indtil mæglerens konklusioner forelå, forpligtede hverken chartrets artikel 1 eller 31 eller vedtægtens artikel 12a – eller i den foreliggende sag bestemmelserne i bilag IX til O-planen eller i adfærdskodeksen – missionen til at fritage sagsøgeren fra missionens sædvanlige HR-procedurer alene med den begrundelse, at han havde foretaget underretninger om psykisk chikane fra missionschefens og vicemissionschefens side.

Retten bemærkede i øvrigt, at det samlede arbejdsmiljø, som de af sagsøgeren påberåbte faktiske omstændigheder indgik i, var kendetegnet ved missionschefens hensigt om at få sagsøgeren afskediget uden dog at iværksætte den procedure, der er fastsat i artikel 8 i bilag IX til O-planen, med henblik på at bringe en udstationering til ophør inden dens afslutning.

For det andet fandt Retten, at sagsøgeren med føje kunne gøre gældende, at missionen havde tilsidesat retten til god forvaltning.

Retten fremhævede i denne forbindelse, at inden for rammerne af en tvist vedrørende chikane, der involverer EU-tjenestemænd, har den person, som har indgivet en klage over chikane, ret til – for i fornødent omfang at kunne fremlægge sine bemærkninger over for den pågældende institution, inden denne træffer en afgørelse – at få tilsendt i det mindste et sammendrag af udtalelserne fra den person, som er beskyldt for chikane, og fra de forskellige vidner, der er afhørt i forbindelse med undersøgelsen, idet fremsendelsen af dette sammendrag i givet fald skal foretages under iagttagelse af fortrolighedsprincippet. Det forholder sig således, når disse udtalelser er blevet brugt i den rapport, som er blevet forelagt den myndighed, som traf en afgørelse om ikke at følge op på en klage, og som indeholdt anbefalinger, på grundlag af hvilke denne myndighed har baseret sin afgørelse.

Eftersom den øverstbefalende for den civile operation i det foreliggende tilfælde afslog anmodningen om indledning af en administrativ undersøgelse, som sagsøgeren havde indgivet på grundlag af rapporten af 29. juli 2017, og henset til den deri indeholdte henstilling, burde den øverstbefalende imidlertid have sikret overholdelse af sagsøgerens ret til at blive hørt, givet ham lejlighed til at fremsætte sine bemærkninger til denne rapport og eventuelt fremlægge supplerende oplysninger, inden den øverstbefalende traf denne afgørelse. En høring af sagsøgeren ville nemlig have kunnet få den øverstbefalende for den civile operation til at nå frem til en anden konklusion, nemlig at træffe afgørelse om at indlede en administrativ undersøgelse.

Efter at have fastslået, at sagsøgeren havde godtgjort, at der forelå en direkte og sikker årsagsforbindelse mellem den hævdede ikke-økonomiske skade og de konstaterede tilsidesættelser, fastslog Retten imidlertid, at sagsøgeren som følge af sin forsømmelige adfærd delvist var en af de personer, der stod bag den konfliktsituation, som han betegnede som chikane, og som havde givet anledning til den ikke-økonomiske skade, som han klagede over. Følgelig gav Retten sagsøgeren delvist medhold i erstatningssøgsmålet.

( 1 ) – Rådets afgørelse 2012/392/FUSP af 16.7.2012 om Den Europæiske Unions FSFP-mission i Niger (EUCAP Sahel Niger) (EUT 2012, L 187, s. 48).

( 2 ) – Jf. artikel 7, stk. 1, i afgørelse 2012/392.

( 3 ) – Inden for rammerne af vedtægtens artikel 90, stk. 1

( 4 ) – Det fremgår af artikel 11 i adfærdskodeksen for de civile missioner i Unionens europæiske sikkerheds- og forsvarspolitik (FSFP) (herefter »adfærdskodeksen«), at den ansvarlige myndighed inden en frist på ti arbejdsdage på grundlag af en rapport om en eventuel misligholdelse træffer afgørelse om konsekvenserne af den nævnte misligholdelse, som kan foranledige den til at behandle sagen som et managementspørgsmål.

( 5 ) – Adfærdskodeksens artikel 7, stk. 1, bestemmer, at en medarbejder ved missionens underretning om en eventuel misligholdelse ikke straffes for denne underretning eller efterfølgende, såfremt vedkommende har handlet rimeligt og i god tro.

( 6 ) – Artikel 7 i bilag IX til den reviderede operative plan for missionen (O-planen) vedrørende menneskelige ressourcer betinger forlængelsen af en udstationeret medarbejder af missionschefens samtykke, der gives på grundlag af en ansøgning herom, som den pågældende medarbejder indgiver senest tre måneder før udløbet af sin igangværende udstationeringsperiode, og en positiv præstationsevalueringsrapport udarbejdet af medarbejderens umiddelbart foresatte.