Sag C-713/22

LivaNova plc

mod

Ministero dell’Economia e delle Finanze m.fl.

(anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Corte suprema di cassazione)

Domstolens dom (Store Afdeling) af 29. juli 2024

»Præjudiciel forelæggelse – selskaber – spaltning af aktieselskaber – sjette direktiv 82/891/EØF – artikel 3, stk. 3, litra b) – spaltning ved stiftelse af nye selskaber – begrebet »en del af passiverne[, der] ikke er tildelt ved spaltningsplanen« – disse nye selskabers solidariske ansvar for de passiver, der følger af det spaltede selskabs adfærd forud for denne spaltning«

Etableringsfrihed – selskaber – ordning for spaltning af aktieselskaber – direktiv 82/891 – spaltning ved stiftelse af nye selskaber – spaltningsplan – del af passiverne – begreb – passiv af ubestemt karakter, såsom saneringsomkostninger og miljøskader, der er blevet konstateret, vurderet eller konsolideret efter den pågældende spaltning – omfattet – betingelse – passiver, der skyldes det spaltede selskabs adfærd forud for spaltningen

[Rådets direktiv 82/891, art. 3, stk. 3, litra b)]

(jf. præmis 62, 64, 67-69 og 72-75 samt domskonkl.)

Resumé

Domstolen henviste til de betingelser, hvorunder den har kompetence til at besvare et præjudicielt spørgsmål, der er stillet i forbindelse med en rent intern situation, og præciserede i forbindelse med sjette direktiv 82/891 ( 1 ) omfanget af det solidariske ansvar, som modtagende selskaber i forbindelse med en spaltning har for gæld, der er opstået som følge af skader forvoldt af det spaltede selskab, der ikke var fastlagt på tidspunktet for denne transaktion.

Den 13. maj 2003 foretog SNIA SpA en spaltning, hvorved selskabet overførte en del af sin formue, nemlig alle dets kapitalandele i den biomedicinske sektor, til et nystiftet selskab, Sorin SpA, som senere blev til LivaNova plc.

Efter denne spaltning fremsatte de offentlige myndigheder krav om erstatning over for SNIA for de miljøskader, som selskabet havde forårsaget i forbindelse med sine aktiviteter inden for kemikaliesektoren. SNIA og disse myndigheder nedlagde påstand om, at LivaNova blev pålagt solidarisk hæftelse for al gæld, der var opstået som følge af saneringsomkostninger og miljøskader, som SNIA var ansvarlig for inden spaltningen.

SNIA var af de italienske domstole blevet anset for ansvarlig for disse skader. For så vidt som de faktiske omstændigheder, der gav anledning til dette ansvar, imidlertid lå forud for den 13. maj 2003, hvor spaltningen blev gennemført, blev LivaNovas solidariske ansvar i henhold til italiensk lovgivning ( 2 ) begrænset til de overførte aktiver med den begrundelse, at den gæld, der fulgte af saneringsomkostninger og miljøskader, udgjorde dele af SNIA’s kendte passiver, hvis tildeling imidlertid ikke kunne udledes af den pågældende spaltningsplan.

Med henblik på at afgøre, om LivaNova kunne anses for solidarisk ansvarlig for saneringsomkostninger og miljøskader forårsaget af SNIA, rejste Corte suprema di cassazione (kassationsdomstol, Italien), for hvilken LivaNova havde indbragt sagen, tvivl om rækkevidden af begrebet »en del af passiverne[,der] ikke er tildelt ved spaltningsplanen« som omhandlet i sjette direktivs artikel 3, stk. 3, litra b), som var blevet gennemført i italiensk lovgivning ved begrebet »dele af passiverne, hvis tildeling ikke kan udledes af [spaltnings]planen«.

Denne ret ønskede navnlig oplyst, om dette første begreb kunne omfatte dele af passiverne af ubestemt karakter, såsom saneringsomkostninger og miljøskader, der var blevet konstateret, vurderet eller konsolideret efter den pågældende spaltning, og som skyldtes det spaltede selskabs adfærd forud for spaltningen eller adfærd efter denne spaltning, som i sig selv udgjorde videreudviklingen af dette spaltede selskabs tidligere adfærd.

Domstolen fastslog, at de modtagende selskabers solidariske hæftelse i henhold til sjette direktivs artikel 3, stk. 3, litra b), finder anvendelse på sådanne dele af passiverne, forudsat at de skyldes det spaltede selskabs adfærd forud for spaltningen.

Domstolens bemærkninger

Indledningsvis bemærkede Domstolen, at spaltningen i det foreliggende tilfælde ikke var direkte omfattet af sjette direktivs anvendelsesområde, eftersom SNIA kun havde overført en del af sin formue til Sorin, senere LivaNova, og ikke hele sin formue, således som det er fastsat i sjette direktivs artikel 21, der definerer begrebet »spaltning ved stiftelse af nye selskaber«.

Domstolen bemærkede imidlertid, at den i henhold til fast retspraksis har kompetence til at træffe afgørelse om anmodninger om præjudiciel afgørelse, der vedrører bestemmelser i EU-retten, i tilfælde, hvor de faktiske omstændigheder i hovedsagen ligger uden for EU-rettens direkte anvendelsesområde, for så vidt som de EU-retlige bestemmelser, der ønskes fortolket, i medfør af national ret er blevet gjort direkte og ubetinget anvendelige, med henblik på at sikre en ensartet behandling af interne situationer og situationer, der reguleres af EU-retten, dog på betingelse af, at den forelæggende ret angiver tilknytningen mellem den tvist, der verserer for den, og disse EU-retlige bestemmelser ( 3 ).

I den foreliggende sag havde den forelæggende ret således fremhævet, at ordlyden af den omhandlede nationale bestemmelse, der fandt anvendelse på tvisten i hovedsagen, i det væsentlige svarede til ordlyden af sjette direktivs artikel 3, stk. 3, litra b), som den gennemførte i national ret. Ved at gennemføre sjette direktiv på denne måde havde den italienske lovgiver dermed besluttet også at anvende sjette direktivs artikel 3, stk. 3, litra b), direkte og ubetinget på transaktioner, hvorved et aktieselskab kun tildeler en del af sin formue til et andet selskab.

Hvad angik fortolkningen af begrebet »en del af passiverne« som omhandlet i sjette direktivs artikel 3, stk. 3, litra b), første punktum, forklarede Domstolen dernæst for det første, at direktivet i bred forstand tilsigter at dække enhver gældsforpligtelse, der påhviler det spaltede selskab, uanset om den er sikker eller usikker, fastlagt eller af ubestemt karakter, og uanset dens oprindelse eller art.

Eftersom en spaltningsplan i medfør af sjette direktiv skal indeholde en nøjagtig beskrivelse og fordeling af de dele af passiverne, der skal overføres, skal disse passiver for det andet således være opstået forud for den pågældende spaltning. I tilfælde af saneringsomkostninger og miljøskader indebærer dette krav derfor, at den overtrædelse eller begivenhed, der udløste disse skader, fandt sted inden spaltningen, men ikke, at de nævnte skader på dette tidspunkt var blevet konstateret, vurderet eller endog konsolideret.

For det tredje er et af formålene med sjette direktiv bl.a. at beskytte tredjemand. Begrebet »tredjemand« er bredere end begrebet »kreditorer, herunder indehavere af massegældsbreve, samt indehavere af andre værdipapirer i de selskaber, der deltager i spaltningen«. Personer, som på tidspunktet for den omhandlede spaltning endnu ikke kunne kvalificeres som kreditorer eller indehavere af andre værdipapirer, men som kunne kvalificeres som sådanne efter spaltningen på grundlag af situationer, der var opstået før spaltningen – såsom overtrædelser af miljølovgivningen, som først fastslås ved en afgørelse efter denne spaltning – skal således anses for at være en sådan tredjemand.

Denne fortolkning af begrebet »tredjemand« bestyrker fortolkningen af begrebet »en del af passiverne«, således at det ligeledes omfatter passiver af ubestemt karakter, men som skyldes adfærd forud for denne spaltning.

Begrebet »en del af passiverne« som omhandlet i sjette direktivs artikel 3, stk. 3, litra b), første punktum, omfatter således ikke blot fastlagte passiver, men ligeledes passiver af ubestemt art, såsom saneringsomkostninger og miljøskader, der er blevet konstateret, vurderet eller konsolideret efter den pågældende spaltning, men som skyldes adfærd forud for denne spaltning.

Sjette direktiv fastsætter derimod kun en minimumsordning til beskyttelse af tredjemands interesser for så vidt angår de dele af passiverne, der følger af adfærd, der er udvist før den pågældende spaltning. Spørgsmålet om, hvorvidt adfærd, der er udvist efter denne spaltning, men som består i videreudviklingen af det spaltede selskabs tidligere adfærd, kan tilregnes dette selskab, med den konsekvens, at pligten til at erstatte de således opståede skader overføres som en del af passiverne til de modtagende selskaber i henhold til de regler, der er fastsat i sjette direktiv, skal derfor afgøres på grundlag af national ret

( 1 ) – Rådets sjette direktiv 82/891/EØF af 17.12.1982 på grundlag af [EØF-]traktatens artikel 54, stk. 3, litra g), om spaltning af aktieselskaber (EFT 1982, L 378, s. 47, herefter »sjette direktiv«).

( 2 ) – Artikel 2506a, stk. 3, i Codice civile (civillovbog).

( 3 ) – I overensstemmelse med artikel 94 i Domstolens procesreglement og Den Europæiske Unions Domstols henstillinger til de nationale retter vedrørende forelæggelse af præjudicielle spørgsmål.