Sag C-697/22 P

Koiviston Auto Helsinki Oy, tidligere Helsingin Bussiliikenne Oy

mod

Europa-Kommissionen

Domstolens dom (Fjerde Afdeling) af 29. juli 2024

»Appel – statsstøtte – SA.33846 (2015/C) (ex 2014/NN) (ex 2011/CP) – relevant element efter offentliggørelsen af afgørelsen om at indlede den formelle undersøgelsesprocedure – identifikation af støttemodtageren – forpligtelse til at offentliggøre en ændret indledningsafgørelse – støttemodtagerens ret til at gøre sine bemærkninger gældende – væsentlig formforskrift – uforenelighed med det indre marked – tilbagesøgning af støtten pålagt af Europa-Kommissionen – beløb, der skal tilbagesøges – den berørte medlemsstats kompetence«

1. Statsstøtte – Kommissionens undersøgelse – administrativ procedure – Kommissionens forpligtelse til at opfordre de berørte parter til at fremsætte deres bemærkninger – væsentlig formforskrift – rækkevidde – Kommissionens forpligtelse til at sammenfatte de relevante faktiske og retlige spørgsmål i afgørelsen om indledning af den formelle undersøgelsesprocedure – støttemodtagende virksomhed identificeret i afgørelsen om indledning af den formelle undersøgelsesprocedure overtaget af et andet selskab – endelig afgørelse, hvorved tilbagesøgningsforpligtelsen udvides til det overtagende selskab som følge af den økonomiske kontinuitet – Kommissionens forpligtelse til at vedtage en afgørelse om ændring eller udvidelse af afgørelsen om indledning af den formelle undersøgelsesprocedure, hvorved denne udvidelse af tilbagesøgningsforpligtelsen meddeles

   (Art. 108, stk. 2, TEUF; Rådets forordning 2015/1589, art. 6, stk. 1)

   (jf. præmis 45-56, 60 og 61)

2. Statsstøtte – tilbagesøgning af en ulovlig støtte – genoprettelse af den oprindelige situation – tilsidesættelse af proportionalitetsprincippet – foreligger ikke

   (Art. 108 TEUF)

   (jf. præmis 79 og 80)

3. Statsstøtte – tilbagesøgning af en ulovlig støtte – bestemmelse af debitor i tilfælde af overførsel af aktiver – støttemodtagende virksomhed overtaget af et andet selskab under den formelle undersøgelsesprocedure – udvidelse af tilbagesøgningsforpligtelsen til det overtagende selskab i tilfælde af økonomisk kontinuitet – overholdelse af proportionalitetsprincippet – rækkevidde – tilbagebetaling af støtten begrænset til størrelsen af den konkurrencefordel, som det overtagende selskab faktisk har bevaret

   (Art. 108, stk. 2, TEUF)

   (jf. præmis 81)

4. Statsstøtte – tilbagesøgning af en ulovlig støtte – beregning af det beløb, der skal tilbagesøges – Kommissionens mulighed for at overlade det til de nationale myndigheder at beregne den nøjagtige sum, der skal tilbagebetales – tilsidesættelse af proportionalitetsprincippet – foreligger ikke

   (Art. 108 TEUF)

   (jf. præmis 83-85)

5. Statsstøtte – Kommissionens undersøgelse – administrativ procedure – Kommissionens forpligtelse til at opfordre de berørte parter til at fremsætte deres bemærkninger – væsentlig formforskrift – rækkevidde – Kommissionens forpligtelse til at sammenfatte de relevante faktiske og retlige spørgsmål i afgørelsen om indledning af den formelle undersøgelsesprocedure – tilsidesættelse – virkning – annullation af afgørelsen truffet efter afslutningen af den formelle undersøgelsesprocedure

   (Art. 108, stk. 2, TEUF og art. 263, stk. 2, TEUF)

   (jf. præmis 92)

Resumé

Idet Domstolen tog den appel, som Koiviston Auto Helsinki Oy (tidligere Helsingin Bussiliikenne Oy) havde iværksat til prøvelse af dommen i sagen Helsingin Bussiliikenne mod Kommissionen (herefter »den appellerede dom«) ( 1 ), til følge, præciserede Domstolen de proceduremæssige forpligtelser, der påhviler Europa-Kommissionen i forbindelse med den formelle undersøgelsesprocedure, der er fastsat i artikel 108, stk. 2, TEUF, i forhold til en enhed, som fortsætter den økonomiske virksomhed, der blev udøvet af den oprindelige modtager af statsstøtte, og som på grund af anvendelsen af kriteriet om økonomisk kontinuitet har pligt til at tilbagebetale støtten. Den traf endvidere afgørelse om de respektive roller, som Kommissionen og den berørte medlemsstat har med hensyn til beregningen af den støtte, der skal tilbagesøges fra køberen af aktiver fra støttemodtageren. Selskabet Helsingin Bussiliikenne (herefter »det gamle HelB«), der var helejet af Helsingfors by (Finland), drev busruter i regionen Helsingfors og tilbød chartertransport og busleasing. I december 2015 blev det gamle HelB solgt til selskabet Viikin Linja Oy. I henhold til bestemmelserne i salgsdokumenterne blev dette selskab omdøbt til Helsingin Bussiliikenne Oy (herefter »det nye HelB«).

Efter at være blevet forelagt en klage indledte Kommissionen en formel undersøgelsesprocedure vedrørende flere udstyrslån og kapitallån, som Helsingfors by havde indrømmet i perioden 2002-2012 til fordel for det gamle HelB og dennes forgænger, HKL-Bussiliikenne (herefter »de omtvistede foranstaltninger«). Afgørelsen om at indlede denne procedure blev offentliggjort iDen Europæiske Unions Tidende den 10. april 2015 ( 2 ), og de interesserede parter blev opfordret til at fremsætte deres bemærkninger inden for en måned fra denne offentliggørelse. Kommissionen, som i juni 2015 blev underrettet om det nært forestående salg af det gamle HelB til det nye HelB, modtog ikke bemærkninger fra sidstnævnte.

Ved afgørelse af 28. juni 2019 (herefter »den omtvistede afgørelse«) ( 3 ) fastslog Kommissionen, at de omtvistede foranstaltninger udgjorde statsstøtte, der var uforenelig med det indre marked, og at Republikken Finland skulle tilbagesøge støtten fra støttemodtageren. Kommissionen fastslog, at der var økonomisk kontinuitet mellem det gamle HelB og det nye HelB, og udvidede pligten til at tilbagebetale den ulovligt ydede støtte til sidstnævnte.

Da Kommissionen blev frifundet af Retten i det nye HelB’s sag til prøvelse af den omtvistede afgørelse, iværksatte sidstnævnte appel til prøvelse af Rettens dom.

Domstolens bemærkninger

I første række undersøgte Domstolen anbringendet om, at Retten begik en retlig fejl, da den fastslog, at Kommissionen ikke havde tilsidesat en væsentlig formforskrift ved at undlade at give det nye HelB mulighed for at fremsætte sine bemærkninger under den formelle undersøgelsesprocedure vedrørende den omtvistede støtte.

Appellanten gjorde gældende, at Kommissionen efter salget af det gamle HelB var forpligtet til at ændre eller supplere afgørelsen om at indlede den formelle undersøgelsesprocedure.

Domstolen bemærkede indledningsvis, at det følger af artikel 108, stk. 2, TEUF, at når Kommissionen beslutter at indlede en formel undersøgelsesprocedure vedrørende en støtteforanstaltning, skal den gøre det muligt for interesserede parter at fremsætte bemærkninger. Denne forpligtelse udgør en væsentlig formforskrift, eftersom den i det væsentlige er forbundet med udformningen af retsakten og den korrekte tilkendegivelse af hensigten hos dennes udsteder. I denne forbindelse udgør offentliggørelsen af en meddelelse i Den Europæiske Unions Tidende et egnet middel til at gøre alle interesserede parter bekendt med, at der er indledt en formel undersøgelsesprocedure, og fremskaffer alle oplysninger fra disse sidstnævnte, som kan klarlægge forholdene for Kommissionen med henblik på, hvad denne videre skal foretage sig.

Med henblik på at gøre det muligt for interesserede parter effektivt at fremsætte bemærkninger skal den offentliggjorte afgørelse imidlertid udtrykkeligt og tydeligt nævne de relevante faktiske og retlige spørgsmål, således som det er fastsat i artikel 6, stk. 1, i forordning 2015/1589 ( 4 ). Disse spørgsmål er dem, som den formelle undersøgelsesprocedure har til formål at undersøge i forbindelse med vedtagelsen af den endelige afgørelse, hvorved Kommissionen har taget stilling til forekomsten af den pågældende statsstøtte og dens forenelighed samt i givet fald forpligtelsen til at tilbagesøge denne støtte.

Hvis relevante faktiske og retlige spørgsmål indtræder efter afgørelsen om at indlede den formelle undersøgelsesprocedure, som f.eks. i det foreliggende tilfælde salget af det gamle HelB til det nye HelB, er Kommissionens forpligtelse kun opfyldt ved en offentliggørelse af en supplerende indledningsafgørelse. Kommissionen tilsidesatte en væsentlig formforskrift ved ikke at vedtage en sådan afgørelse.

I anden række analyserede Domstolen anbringendet om, at Retten tilsidesatte proportionalitetsprincippet, da den fastslog, at Kommissionen ikke var forpligtet til at afgøre, i hvilket omfang den statsstøtte, der fulgte af de omtvistede foranstaltninger, skulle tilbagesøges fra det nye HelB.

I denne forbindelse præciserede Domstolen, at tilbagesøgning af en ulovlig støtte har til formål at genoprette den tidligere situation og kun kan betragtes som en foranstaltning, der ikke står i rimeligt forhold til formålene i EUF-traktatens bestemmelser om statsstøtte, hvis det beløb, som modtageren heraf skal tilbagebetale, er højere end nutidsværdien af det støttebeløb, der er modtaget.

Hvis det selskab, som har modtaget den ulovlige statsstøtte, er blevet overtaget af et andet selskab, som viderefører den økonomiske aktivitet, skal denne støtte tilbagesøges hos dette sidstnævnte selskab, når det er godtgjort, at dette selskab faktisk nyder godt af den konkurrencefordel, der er forbundet med den nævnte støtte. I så fald begrænser proportionalitetsprincippet tilbagebetalingsforpligtelsen til beløbet for den konkurrencefordel, som den faktisk har bevaret.

Selv om Kommissionen i nærværende sag ved den omtvistede afgørelse fastslog, at der var økonomisk kontinuitet mellem det gamle HelB og det nye HelB, og udledte heraf, at forpligtelsen til at tilbagebetale den ulovlige støtte skulle udvides til dette sidstnævnte selskab, tog den ikke stilling til størrelsen af den støtte, som det gamle HelB blev ydet, og som det nye HelB faktisk nød godt af. Domstolen bemærkede imidlertid, således som Retten gjorde det, at der er forskel mellem at fastslå den økonomiske kontinuitet og at fastlægge andelen af den ulovlige støtte, der skal tilbagesøges fra modtagerne af denne støtte.

Retten fastslog således med rette, at det påhviler Republikken Finland at fastlægge størrelsen af den statsstøtte, som skal tilbagesøges hos det nye HelB.

Ikke desto mindre ophævede Domstolen den appellerede dom og annullerede den omtvistede afgørelse, da en tilsidesættelse af en væsentlig formforskrift medfører, at retsakten skal annulleres uden videre.

( 1 ) – Den Europæiske Unions Rets dom af 14.9.2022, Helsingin Bussiliikenne mod Kommissionen (T-603/19, EU:T:2022:555).

( 2 ) – Afgørelse C(2015) 80 final af 16.1.2015 om foranstaltning SA.33846 (2015/C) (ex 2014/NN) (ex 2011/CP) – Finland - Helsingin Bussiliikenne Oy (EUT 2015, C 116, s. 22).

( 3 ) – Kommissionens afgørelse (EU) 2020/1814 af 28.6.2019 om statsstøtte SA.33846 – (2015/C) (ex 2014/NN) (ex 2011/CP) ydet af Finland til Helsingin Bussiliikenne Oy (EUT 2020, L 404, s. 10).

( 4 ) – Rådets forordning (EU) 2015/1589 af 13.7.2015 om fastlæggelse af regler for anvendelsen af artikel 108 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (EUT 2015, L 248, s. 9).