Sag C-663/22

Expedia Inc.

mod

Autorità per le Garanzie nelle Comunicazioni

(anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Tribunale Amministrativo Regionale per il Lazio)

Domstolens dom (Anden Afdeling) af 30. maj 2024

»Præjudiciel forelæggelse – forordning (EU) 2019/1150 – artikel 1, 15, 16 og 18 – mål – håndhævelse – tilsyn – revision – foranstaltninger, der er vedtaget af en medlemsstat – forpligtelse til at afgive oplysninger om en udbyder af onlineformidlingstjenesters økonomiske situation«

Tilnærmelse af lovgivningerne – elektronisk handel – forordning 2019/1150 – onlineformidlingstjenester – foranstaltninger, der er vedtaget af en medlemsstat – forpligtelse, der er pålagt udbyderne af sådanne tjenester, til at afgive oplysninger om deres økonomiske situation, idet de ved manglende opfyldelse heraf kan pålægges sanktioner – begrundelse i hensynet til en tilstrækkelig og effektiv håndhævelse af denne forordning – foreligger ikke

(Europa-Parlamentets og Rådets forordning 2019/1150, 7., 46. og 51. betragtning samt art. 1, stk. 5, og art. 15, 16 og 18)

(jf. præmis 41-44, 47 og 52-58 samt domskonkl.)

Resumé

I forbindelse med en præjudiciel forelæggelse fra Tribunale amministrativo regionale per il Lazio (den regionale forvaltningsdomstol i Lazio, Italien) fortolkede Domstolen for første gang forordning 2019/1150 ( 1 ), idet den anførte præciseringer vedrørende medlemsstaternes råderum ved vedtagelsen af nationale foranstaltninger med henblik på at sikre en tilstrækkelig og effektiv håndhævelse af denne forordning ( 2 ).

Expedia Inc., der er et selskab med hjemsted i Seattle (De Forenede Stater), forvalter elektroniske platforme, der gør det muligt at levere onlinetjenester vedrørende reservation af hoteller og rejser. Som udbyder af onlineformidlingstjenester i Italien er selskabet dér forpligtet til at sende et dokument med betegnelsen »Informativa economica di sistema« (økonomisk indberetning) ( 3 ) til Autorità per le Garanzie nelle Comunicazioni (tilsynsmyndighed for kommunikation, Italien) (herefter »AGCOM«), hvori der skal gives oplysninger om selskabets økonomiske situation. Ved manglende fremsendelse af denne indberetning eller afgivelse af urigtige oplysninger kan der pålægges sanktioner.

Den forelæggende ret var i tvivl om, hvorvidt en sådan forpligtelse var forenelig med EU-retten, og den besluttede derfor at anmode Domstolen om nærmere bestemt at oplyse, om forordning 2019/1150 skal fortolkes således, at den begrunder en medlemsstats vedtagelse af foranstaltninger, i henhold til hvilke udbydere af onlineformidlingstjenester med henblik på at levere deres ydelser i denne medlemsstat er underlagt en forpligtelse – der ved manglende opfyldelse kan medføre pålæggelse af sanktioner – til regelmæssigt at indgive et dokument vedrørende deres økonomiske situation til en myndighed i denne medlemsstat, i hvilket dokument der skal angives udførlige og mange oplysninger om bl.a. disse udbyderes indtægter.

Domstolens bemærkninger

Domstolen bemærkede indledningsvis, at i det omfang gennemførelsen af visse bestemmelser i en forordning kræver det, kan medlemsstaterne på visse betingelser vedtage gennemførelsesforanstaltninger hertil.

I det foreliggende tilfælde undersøgte Domstolen, hvilket mål der forfølges med forordning 2019/1150 og de bestemmelser heri, som tildeler medlemsstaterne en rolle ved håndhævelsen heraf.

Domstolen fremhævede for det første, at forordning 2019/1150 ( 4 ) pålægger udbyderne af de omhandlede tjenester specifikke forpligtelser vedrørende gennemsigtighed og retfærdighed i de betingelser, der gælder for erhvervsbrugere af onlineformidlingstjenester ( 5 ), og fastsætter bestemmelser vedrørende udenretslig og retslig bilæggelse af tvister mellem sådanne udbydere og disse erhvervsbrugere. De oplysninger, som medlemsstaterne kan blive anmodet om at fremlægge for Europa-Kommissionen i henhold til artikel 16 og 18 i forordning 2019/1150, skal således være relevante i forhold til at gøre det muligt for denne institution at føre tilsyn med ændringer i forbindelserne mellem bl.a. udbyderne af onlineformidlingstjenester og erhvervsbrugerne eller at udarbejde rapporter i forbindelse med evalueringen af forordningen.

Eftersom målet med forordning 2019/1150 er at sikre et retfærdigt, forudsigeligt, holdbart og tillidsfuldt onlineerhvervsklima på det indre marked, hvor erhvervsbrugerne af onlineformidlingstjenester gives passende gennemsigtighed, retfærdighed og effektive klagemuligheder, kan de oplysninger, der indsamles af de nationale myndigheder, kun kvalificeres som »relevante« som omhandlet i denne forordnings artikel 16 og 18, hvis de har en tilstrækkeligt direkte forbindelse med dette mål. Derimod kan en medlemsstat ikke med henvisning til håndhævelsen af forordning 2019/1150 indsamle vilkårligt valgte oplysninger med den begrundelse, at Kommissionen måske senere vil anmode om disse i forbindelse med varetagelsen af sine tilsyns- og revisionsopgaver vedrørende forordningen, idet denne forordning ikke pålægger medlemsstaterne at indsamle sådanne oplysninger på eget initiativ.

Når en medlemsstat betror en administrativ myndighed den opgave at håndhæve forordning 2019/1150 i henhold til artikel 15 heri, er de oplysninger, som denne myndighed kan indsamle med henvisning til udførelsen af denne opgave, for det andet kun egnede til at opfylde målet med denne forordning, hvis de har en tilstrækkeligt direkte forbindelse med dette mål. Dette er ikke tilfældet for oplysninger om den økonomiske situation, som udbyderne af onlineformidlingstjenester befinder sig i. De oplysninger, som kræves af udbyderne af disse tjenester på grundlag af forordning 2019/1150, skal nemlig vedrøre vilkårene for den leverede tjeneste, bl.a. for at de kompetente myndigheder kan få kendskab til og vurdere rimeligheden af de kontraktvilkår, som disse udbydere fastsætter for erhvervsbrugere af onlineformidlingstjenester i EU. Forbindelsen mellem på den ene side en udbyder af sådanne tjenesters økonomiske situation og på den anden side de nærmere regler for leveringen af disse tjenester til disse erhvervsbrugere, kan – hvis den findes – kun være indirekte.

Domstolen fandt følgelig, at forordning 2019/1150 ikke begrunder en medlemsstats vedtagelse af foranstaltninger, der tager sigte på en tilstrækkelig og effektiv håndhævelse af denne forordning, og i henhold til hvilke udbydere af onlineformidlingstjenester med henblik på at levere deres ydelser i denne medlemsstat er underlagt en forpligtelse – der ved manglende opfyldelse kan medføre pålæggelse af sanktioner – til regelmæssigt at indgive et dokument vedrørende deres økonomiske situation til en myndighed i denne medlemsstat, i hvilket dokument der skal angives udførlige og mange oplysninger om bl.a. disse udbyderes indtægter.

( 1 ) – Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2019/1150 af 20.6.2019 om fremme af retfærdighed og gennemsigtighed for erhvervsbrugere af onlineformidlingstjenester (EUT 2019, L 186, s. 57).

( 2 ) – Det bemærkes, at de domme, der blev afsagt samme dag i de forenede sager C-662/22 og C-667/22, Airbnb Ireland og Amazon Services Europe, i de forenede sager C-664/22 og C-666/22, Google Ireland og Eg Vacation Rentals Ireland, og i sag C-665/22, Amazon Services Europe, om bl.a. fortolkningen af forordning 2019/1150 vedrører en problematik, der ligner den, der er omhandlet i den foreliggende sag. Disse andre domme fokuserer imidlertid på fortolkningen af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2000/31/EF af 8.6.2000 om visse retlige aspekter af informationssamfundstjenester, navnlig elektronisk handel, i det indre marked (»direktivet om elektronisk handel«) (EFT 2000, L 178, s. 1) og på forholdet mellem dette direktiv og den nævnte forordning.

( 3 ) – Efter de italienske myndigheders ændringer af den retlige ramme og navnlig AGCOM’s vedtagelse af delibera n. 161/21/CONS – Modifiche alla delibera n. 397/13 del 25 giugno 2013»Informativa Economica di Sistema« (afgørelse nr. 161/21/CONS om ændring af afgørelse nr. 397/13 af 25.6.2013»Økonomisk indberetning«).

( 4 ) – Jf. 7. og 51. betragtning til og artikel 1, stk. 1, i forordning 2019/1150.

( 5 ) – Jf. artikel 2, nr. 1), i forordning 2019/1150.