Sag C-340/22

Cofidis

mod

Autoridade Tributária e Aduaneira

(anmodning om præjudiciel afgørelse Indgivet af Tribunal Arbitral Tributário (Centro de Arbitragem Administrativa – CAAD) (voldgiftsret i skatteretlige sager (center for forvaltningsvoldgift), Portugal))

Domstolens dom (Første Afdeling) af 21. december 2023

»Præjudiciel forelæggelse – direkte beskatning – artikel 49 TEUF – etableringsfrihed – indførelse af en skat, som pålægges kreditinstitutters passiver, med henblik på at finansiere den nationale sociale sikringsordning – påstået forskelsbehandling af udenlandske kreditinstitutters filialer – direktiv 2014/59/EU – regelsæt for genopretning og afvikling af kreditinstitutter og investeringsselskaber – anvendelsesområde«

1. Økonomisk og monetær politik – økonomisk politik – genopretning og afvikling af kreditinstitutter – direktiv 2014/59 – genstand og anvendelsesområde – harmonisering af beskatningen af kreditinstitutter, der udøver virksomhed i Unionen – ikke omfattet – indførelse af en national skat, der pålægges kreditinstitutters passiver – indtægter, der har til formål at finansiere den nationale sociale sikringsordning – skat uden forbindelse med afvikling og genopretning af disse kreditinstitutter – lovlighed – ligheder mellem beregningsmetoderne for skatten og for de bidrag, der betales i henhold til direktiv 2014/59 – ingen betydning

   (Europa Parlamentets og Rådets direktiv 2014/59, art. 1)

   (jf. præmis 22-27 og domskonkl. 1)

2. Fri bevægelighed for personer – etableringsfrihed – selskaber – fastlæggelse af tilknytningen til en stats retssystem – kriterium – etableringen af hjemstedet – anvendelsen af en national skattelovgivning – skattemæssig behandling af henholdsvis et hjemmehørende selskab og et ikke-hjemmehørende selskab – rækkevidde – filial af et ikke-hjemmehørende selskab – omfattet

   (Art. 49 TEUF og 54 TEUF)

   (jf. præmis 36)

3. Fri bevægelighed for personer – etableringsfrihed – traktatens bestemmelser – anvendelsesområde – virksomhed udøvet af et selskab, der er hjemmehørende i en anden medlemsstat, gennem et fast driftssted – omfattet – erhvervsdrivendes mulighed for frit at vælge, under hvilken hensigtsmæssig juridisk form de vil udøve virksomhed i en anden medlemsstat – diskriminerende skattebestemmelsers begrænsning heraf – ulovlighed

   (Art. 49 TEUF og 54 TEUF)

   (jf. præmis 37-42 og 47)

4. Fri bevægelighed for personer – etableringsfrihed – skattelovgivning – finansiering af den nationale sociale sikringsordning – national lovgivning om en skat, der pålægges passiver for hjemmehørende kreditinstitutter samt datterselskaber og filialer af ikke-hjemmehørende kreditinstitutter – beskatningsgrundlag, der udgøres af kreditinstitutters passiver – fradrag i kapitalgrundlaget og gældsinstrumenter, som svarer til kapital – filialer, der som enheder uden juridisk personlighed ikke har beføjelse til at udstede sådanne instrumenter og ikke er i stand til at foretage fradrag af kapitalgrundlaget i deres beskatningsgrundlag – denne nationale lovgivning ikke tilladt

   (Art. 49 TEUF og 54 TEUF)

   (jf. præmis 44 og 65 samt domskonkl. 2)

Resumé

Cofidis er den portugisiske filial af et kreditinstitut med vedtægtsmæssigt hjemsted beliggende i Frankrig. Selskabet er som sådant underlagt adicional de solidariedade sobre o sector bancário (solidaritetstillægget for banksektoren) (herefter »solidaritetstillægget«), som er en skat på banksektoren, der pålægges kreditinstitutters passiver ( 1 ). Denne skat blev indført af Den Portugisiske Republik med henblik på økonomisk at støtte den nationale sociale sikringsordning og genoprette balancen mellem skattebyrden i denne sektor, som er omfattet af en fritagelse for merværdiafgift (moms) for de fleste finansielle tjenesteydelser, og den skattebyrde, der bæres af alle andre sektorer i den portugisiske økonomi.

Kreditinstitutter med hjemsted i Portugal, portugisiske datterselskaber af kreditinstitutter med hjemsted på en anden stats område og portugisiske filialer af ikke-hjemmehørende kreditinstitutter har pligt til at betale solidaritetstillægget.

Den 11. december 2020 foretog Cofidis selvangivelse af solidaritetstillægget for første halvår af 2020. Da Cofidis imidlertid var af den opfattelse, at solidaritetstillægget var i strid med direktiv 2014/59 ( 2 ) og artikel 49 TEUF, anfægtede selskabet pålæggelsen af denne skat ved den forelæggende ret ( 3 ).

Domstolen fastslog i sin dom, at direktiv 2014/59 ikke er til hinder for en national lovgivning, der indfører en skat som solidaritetstillægget, hvis beregningsmetode angiveligt svarer til beregningen af de bidrag, der betales af kreditinstitutterne i henhold til dette direktiv, for så vidt som indtægterne – til forskel fra de bidrag, der er fastsat i det nævnte direktiv – ikke er afsat til de nationale ordninger for finansiering af afviklingsforanstaltninger. Domstolen fastslog derimod, at etableringsfriheden, som er fastsat ved artikel 49 TEUF og 54 TEUF, er til hinder for en sådan national lovgivning.

Domstolens bemærkninger

Domstolen konstaterede for det første, at de bidrag, der betaltes i henhold til direktiv 2014/59, ikke udgør skat, men følger ud fra en forsikringsbaseret logik. Idet direktiv 2014/59 på ingen måde har til formål at harmonisere beskatningen af kreditinstitutter, der udøver virksomhed inden for Unionen, kan det følgelig ikke være til hinder for indførelsen af en national skat som solidaritetstillægget. Den omstændighed, at beregningsmetoden for en sådan skat ligner beregningsmetoden for de bidrag, der betales i henhold til direktiv 2014/59, er uden relevans i denne henseende.

For det andet bemærkede Domstolen, at etableringsfriheden giver erhvervsdrivende mulighed for frit at vælge, under hvilken hensigtsmæssig juridisk form de vil udøve virksomhed i en anden medlemsstat, og navnlig at udøve deres virksomhed gennem en filial på samme betingelser som dem, der gælder for datterselskaber, uden at dette valg er begrænset af direkte eller indirekte diskriminerende skattebestemmelser.

En obligatorisk opkrævning, som fastsætter et sondringskriterium, der synes objektivt, men som, henset til dets særlige kendetegn, i de fleste tilfælde er til skade for selskaber, der har deres hjemsted i en anden medlemsstat, og som befinder sig i en situation, der er sammenlignelig med den situation, som selskaber, der har hjemsted i opkrævningsmedlemsstaten, befinder sig i, udgør en indirekte forskelsbehandling på grundlag af selskabernes hjemsted, som er forbudt i henhold til artikel 49 TEUF og 54 TEUF.

I det foreliggende tilfælde finder den i hovedsagen omhandlede nationale lovgivning anvendelse uden forskel på hjemmehørende kreditinstitutter samt på ikke-hjemmehørende kreditinstitutters portugisiske datterselskaber og filialer. Beskatningsgrundlaget for solidaritetstillægget udgøres af disse enheders passiver, dvs. alle de poster på balancen, som – uanset deres form eller art – repræsenterer en gæld til tredjemand, dog navnlig med undtagelse af de elementer i passiverne, der i henhold til de gældende regnskabsstandarder anses for kapitalgrundlaget.

Domstolen bemærkede, at en sådan national lovgivning kan gøre det mindre attraktivt for ikke-hjemmehørende selskaber at udøve virksomhed i Portugal gennem en filial. I modsætning til hjemmehørende kreditinstitutter og datterselskaber af ikke-hjemmehørende kreditinstitutter er filialer af ikke-hjemmehørende kreditinstitutter, som følge af at de er uden juridisk personlighed, nemlig ikke i stand til at foretage fradrag af kapitalgrundlaget i deres beskatningsgrundlag for solidaritetstillægget, da disse enheder ikke har beføjelse til at udstede gældsinstrumenter, som svarer til kapital. Denne forskelsbehandling, der kan begrænse det frie valg af den mest hensigtsmæssige juridiske form, kan udgøre en begrænsning af etableringsfriheden som fastsat ved artikel 49 TEUF og 54 TEUF.

For at en sådan forskellig behandling er forenelig med EUF-traktatens bestemmelser om etableringsfrihed, er det en forudsætning, at den vedrører situationer, der ikke er objektivt sammenlignelige, eller at den er begrundet i tvingende almene hensyn.

I den foreliggende sag er der imidlertid intet, der tyder på, at situationen for et ikke-hjemmehørende kreditinstitut, der udøver sin virksomhed gennem en filial, ikke er objektivt sammenlignelig med situationen for et hjemmehørende kreditinstitut eller et hjemmehørende datterselskab af et ikke-hjemmehørende kreditinstitut.

Domstolen fastslog i øvrigt, at den omhandlede begrænsning af etableringsfriheden hverken kunne begrundes i nødvendigheden af at sikre sammenhængen i den nationale beskatningsordning, som den portugisiske regering havde påberåbt sig, eller i nødvendigheden af at sikre en afbalanceret fordeling af beskatningskompetencen mellem medlemsstaterne, som Kommissionen gjorde gældende. Når en medlemsstat har valgt ikke at beskatte selskaber, som er etableret på dens område ( 4 ), kan den ikke påberåbe sig nødvendigheden af at sikre en afbalanceret fordeling af beskatningskompetencen mellem medlemsstaterne med henblik på at begrunde en beskatning af selskaber, som er etableret i en anden medlemsstat.

( 1 ) – Solidaritetstillægget skal bl.a. erlægges for de af de skattepligtige fastslåede og godkendte passiver efter fradrag.

( 2 ) – Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/59/EU af 15.5.2014 om et regelsæt for genopretning og afvikling af kreditinstitutter og investeringsselskaber og om ændring af Rådets direktiv 82/891/EØF og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2001/24/EF, 2002/47/EF, 2004/25/EF, 2005/56/EF, 2007/36/EF, 2011/35/EU, 2012/30/EU og 2013/36/EU samt Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1093/2010 og (EU) nr. 648/2012 (EUT 2014, L 173, s. 190).

( 3 ) – I den foreliggende sag (Centro de Arbitragem Administrativa – CAAD) (voldgiftsret i skatteretlige sager (center for forvaltningsvoldgift), Portugal).

( 4 ) – I det foreliggende tilfælde valgte Den Portugisiske Republik ikke at beskatte hjemmehørende kreditinstitutter og datterselskaber af ikke-hjemmehørende kreditinstitutter for så vidt angår gældsinstrumenter, der svarer til kapital.