Sag C-148/22

OP

mod

Commune d’Ans

(anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af tribunal du travail de Liège)

Domstolens dom (Store Afdeling) af 28. november 2023

»Præjudiciel forelæggelse – socialpolitik – direktiv 2000/78/EF – generelle rammebestemmelser om ligebehandling med hensyn til beskæftigelse og erhverv – forbud mod forskelsbehandling på grund af religion eller tro – den offentlige sektor – en offentlig forvaltnings arbejdsregulativ, der forbyder at bære enhver form for synligt filosofisk eller religiøst symbol på arbejdspladsen – islamisk hovedtørklæde – krav om neutralitet i kontakten med borgerne, de overordnede og kollegaerne«

1. Socialpolitik – ligebehandling med hensyn til beskæftigelse og erhverv – direktiv 2000/78 – anvendelsesområde – ansættelses- og arbejdsvilkår – begreb – kommunalforvaltnings interne regel, der forbyder denne forvaltnings ansatte at bære nogen form for synligt symbol på overbevisninger på arbejdspladsen – omfattet

   [Rådets direktiv 2000/78, art. 3, stk. 1, litra c)]

   (jf. præmis 23)

2. Socialpolitik – ligebehandling med hensyn til beskæftigelse og erhverv – direktiv 2000/78 – forbud mod forskelsbehandling på grund af religion eller tro – kommunalforvaltnings interne regel, der generelt og udifferentieret forbyder denne forvaltnings ansatte at bære nogen form for synligt symbol på overbevisninger på arbejdspladsen – ingen direkte forskelsbehandling – spørgsmålet, om der kan foreligge indirekte forskelsbehandling – begrundet i forfølgelsen af et legitimt mål – arbejdsgiverens ønske om at forfølge en politik om eksklusiv neutralitet på arbejdspladsen – overholdelse af proportionalitetsprincippet – den nationale rets efterprøvelse

   (Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, art. 10 og 21; Rådets direktiv 2000/78, art. 2, stk. 2)

   (jf. præmis 25, 27-30 og 32-41 samt domskonkl.)

Resumé

OP havde siden den 11. oktober 2016 bestridt stillingen som »kontorchef« i Commune d’Ans (Ans kommune, Belgien), en funktion, hun hovedsageligt udførte uden nogen kontakt med brugerne af den offentlige forvaltning.

Den 8. februar 2021 ansøgte hun om tilladelse til at bære det islamiske hovedtørklæde på sin arbejdsplads. Denne ansøgning blev midlertidigt afslået af hendes arbejdsgiver.

Efterfølgende ændrede kommunalbestyrelsen Ans kommunes arbejdsregulativ ved heri at indsætte en forpligtelse til »eksklusiv neutralitet« på arbejdspladsen, der skulle forstås som et forbud over for samtlige kommunens ansatte mod på arbejdspladsen at bære noget som helst synligt symbol, der kunne afsløre deres overbevisninger, bl.a. religiøse eller filosofiske, uanset om de var i kontakt med borgerne eller ej.

Da OP var af den opfattelse, at hun havde været udsat for forskelsbehandling på grund af sin religion, anlagde hun et søgsmål med påstand om forbud ved tribunal du travail de Liège (arbejdsretten i første instans i Liège, Belgien).

Det forbud mod, at OP bar det islamiske hovedtørklæde, som hendes arbejdsgiver havde opstillet i henhold til arbejdsregulativet, skabte ifølge denne ret en ulige behandling, som udgjorde forskelsbehandling som omhandlet i direktiv 2000/78 ( 1 ). Da denne ret nærede tvivl om, hvorvidt bestemmelsen i det omhandlede arbejdsregulativ var forenelig med dette direktiv, besluttede den at anmode Domstolen om en præjudiciel afgørelse.

Domstolen (Store Afdeling) fastslog, at en kommunalforvaltnings interne regel, der generelt og udifferentieret forbyder denne forvaltnings ansatte at bære nogen form for synligt symbol på arbejdspladsen, der bl.a. afslører filosofiske eller religiøse overbevisninger, kan begrundes med den nævnte forvaltnings ønske om at indføre et fuldstændigt neutralt forvaltningsmiljø, forudsat at denne regel er egnet, nødvendig og forholdsmæssig i forhold til denne sammenhæng og i betragtning af de forskellige foreliggende rettigheder og interesser.

Domstolens bemærkninger

Efter at Domstolen på grundlag af de faktiske oplysninger fra den forelæggende ret havde udelukket muligheden for, at der skulle foreligge en direkte forskelsbehandling, påpegede den, at en intern regel, der – som den i hovedsagen omhandlede – er fastsat af en arbejdsgiver, kan udgøre en ulige behandling, der indirekte er støttet på religion eller tro som omhandlet i artikel 2, stk. 2, litra b), i direktiv 2000/78, såfremt det fastslås, at den tilsyneladende neutrale forpligtelse, som er indeholdt i denne regel, reelt medfører, at personer, der tilhører en bestemt religion eller tro, stilles særligt ufordelagtigt.

En sådan ulige behandling udgør imidlertid ikke indirekte forskelsbehandling, såfremt den i overensstemmelse med artikel 2, stk. 2, litra b), nr. i), i direktiv 2000/78 er objektivt begrundet i et legitimt mål, og såfremt midlerne til at opfylde dette mål er hensigtsmæssige og nødvendige.

For det første fastslog Domstolen, at en bestemmelse i et arbejdsregulativ for en offentlig forvaltning som den, der var tale om i den foreliggende sag, kan anses for at forfølge et legitimt mål som omhandlet i denne bestemmelse.

I mangel af konsensus på EU-plan skal hver medlemsstat, herunder i givet fald dens indenstatslige enheder, under overholdelse af de kompetencer, som de er tillagt, nemlig indrømmes en skønsmargen ved udformningen af den neutralitet i den offentlige forvaltning, som den ønsker at fremme på arbejdspladsen. Denne skønsmargen gør det muligt for medlemsstaterne og disse indenstatslige enheder at tage hensyn til deres særlige sammenhæng, henset til de forskelligartede tilgange med hensyn til den plads, som de internt ønsker at give religion eller filosofiske overbevisninger i den offentlige sektor. Det tilkommer imidlertid de nationale retsinstanser og Unionens retsinstanser at efterprøve, om de trufne nationale, regionale eller lokale foranstaltninger principielt er begrundede, og om de er forholdsmæssige.

For det andet præciserede Domstolen, at bestemmelsen i arbejdsregulativet skulle være egnet til at sikre en ordentlig gennemførelse af det mål, der forfulgtes af arbejdsgiveren. I denne henseende tilkom det først og fremmest den forelæggende ret at efterprøve, om Ans kommune forfulgte målet om »eksklusiv neutralitet« på en reelt sammenhængende og systematisk måde i forhold til samtlige ansatte.

Dernæst fremhævede Domstolen, at det legitime mål, der består i gennem en sådan politik om »eksklusiv neutralitet« at sikre et fuldstændigt neutralt forvaltningsmiljø, kun kan forfølges effektivt, hvis det ikke er tilladt synligt at tilkendegive bl.a. filosofiske eller religiøse overbevisninger, når de ansatte er i kontakt med brugerne af den offentlige forvaltning eller i kontakt med hinanden. Det forhold, at der bæres et tegn, selv hvis det er lille, bringer nemlig foranstaltningens egnethed i forhold til at opnå det mål, der angiveligt forfølges, i fare og rejser således tvivl om selve sammenhængen i denne politik.

Endelig tilkom det den forelæggende ret i lyset af samtlige de elementer, der var karakteristiske for den sammenhæng, hvori denne regel var blevet vedtaget, at foretage en afvejning af de foreliggende interesser under hensyntagen til på den ene side de omhandlede grundlæggende rettigheder og principper og på den anden side princippet om neutralitet, der tager sigte på at sikre brugerne af den offentlige forvaltning og dens personale et forvaltningsmiljø uden synlige tilkendegivelser af bl.a. filosofiske eller religiøse overbevisninger.

( 1 ) – Rådets direktiv 2000/78/EF af 27.11.2000 om generelle rammebestemmelser om ligebehandling med hensyn til beskæftigelse og erhverv (EFT 2000, L 303, s. 16).