Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 62021TO0328

    Rettens kendelse (Fjerde Afdeling) af 2. maj 2022 (uddrag).
    Airoldi Metalli SpA mod Europa-Kommissionen.
    Annullationssøgsmål – dumping – import af ekstruderet aluminium med oprindelse i Kina – retsakt om indførelse af en endelig antidumpingtold – importør – regelfastsættende retsakt, som omfatter gennemførelsesforanstaltninger – ikke individuelt berørt – afvisning.
    Sag T-328/21.

    Court reports – general

    ECLI identifier: ECLI:EU:T:2022:277

    Sag T-328/21

    Airoldi Metalli SpA

    mod

    Europa-Kommissionen

    Rettens kendelse (Fjerde Afdeling) af 2. maj 2022

    »Annullationssøgsmål – dumping – import af ekstruderet aluminium med oprindelse i Kina – retsakt om indførelse af en endelig antidumpingtold – importør – regelfastsættende retsakt, som omfatter gennemførelsesforanstaltninger – ikke individuelt berørt – afvisning«

    Annullationssøgsmål – fysiske eller juridiske personer – retsakter, som omfatter gennemførelsesforanstaltninger – begreb – forordning om indførelse af antidumpingtold – omfattet – indførelse af et elektronisk system for udveksling af oplysninger mellem de økonomiske operatører og de nationale toldmyndigheder – ingen betydning

    (Art. 263, stk. 4, TEUF; Kommissionens forordning 2021/546)

    (jf. præmis 19, 20, 23-33 og 35)

    Resumé

    Efter en klage indgivet af en sammenslutning, der repræsenterer europæiske producenter af ekstruderet aluminium (herefter »den omhandlede vare«) vedtog Europa-Kommissionen efter sin antidumpingundersøgelse en gennemførelsesforordning, der indførte en endelig antidumpingtold på importen af den omhandlede vare med oprindelse i Folkerepublikken Kina (herefter »den anfægtede forordning«) ( 1 ).

    Airoldi Metalli SpA (herefter »sagsøgeren«), et selskab, der importerer den omhandlede vare, anlagde søgsmål med påstand om annullation af den anfægtede forordning.

    Kommissionen fremsatte en formalitetsindsigelse mod dette søgsmål med den begrundelse, at sagsøgeren ikke havde søgsmålskompetence i henhold til artikel 263, stk. 4, TEUF, eftersom den anfægtede forordning omfattede gennemførelsesforanstaltninger i forhold til sagsøgeren og ikke berørte sagsøgeren individuelt.

    Denne formalitetsindsigelse blev taget til følge af Retten, der, henset til sagsøgerens argumenter om automatiseringen af toldprocedurer, der var opstået efter en ændring af toldforskrifterne, præciserede sin praksis, hvorefter forordninger om indførelse af endelig antidumpingtold omfatter gennemførelsesforanstaltninger som omhandlet i artikel 263, stk. 4, TEUF.

    Rettens bemærkninger

    Retten bemærkede indledningsvis, at i henhold til artikel 263, stk. 4, TEUF kan enhver fysisk eller juridisk person indbringe klage med henblik på prøvelse af retsakter, der er rettet til vedkommende (det første tilfælde), eller som berører denne umiddelbart og individuelt (det andet tilfælde), samt af regelfastsættende retsakter, der berører vedkommende umiddelbart, og som ikke omfatter gennemførelsesforanstaltninger (det tredje tilfælde).

    Efter at have konstateret, at sagsøgeren under omstændighederne i den foreliggende sag ikke var adressat for den anfægtede forordning, og efter at have bemærket, at i henhold til fast retspraksis er en importør som sagsøgeren umiddelbart berørt af en sådan forordning, undersøgte Retten, om sagsøgeren havde søgsmålskompetence i forhold til den anfægtede forordning på grundlag af det andet eller det tredje tilfælde i artikel 263, stk. 4, TEUF.

    Hvad for det første angår det tredje tilfælde, hvor der ikke er truffet foranstaltninger til gennemførelse af den anfægtede retsakt, bemærkede Retten, at det følger af fast retspraksis, der blev indledt på grundlag af bestemmelserne i 1992-toldkodeksen ( 2 ) og gentaget i henhold til bestemmelserne i 2013-toldkodeksen ( 3 ), at forordninger, hvorved der pålægges endelig antidumpingtold, omfatter gennemførelsesforanstaltninger i forhold til de importører, som skal betale denne told, der består i meddelelse til importøren af den toldskyld, der følger af denne antidumpingtold.

    Retten bemærkede navnlig, at det bl.a. er fastsat i bestemmelserne i toldkodeksen af 2013, at størrelsen af den skyldige told fastsættes af de nationale toldmyndigheder, at disse myndigheder meddeler debitor de pågældende beløb, og at toldmyndighedernes frigivelse af varerne kan sidestilles med meddelelsen til debitor af toldskylden i tilfælde af overensstemmelse mellem toldskyldens størrelse og det beløb, som importøren har angivet. Det kunne derfor ikke – i henhold til toldkodeksen af 2013, som fandt anvendelse i denne sag – udledes af ændringen af toldforskrifterne, at forordningerne, hvorved der pålægges en endelig antidumpingtold, ikke længere omfatter gennemførelsesforanstaltninger i forhold til importørerne. Dette gjaldt så meget desto mere, som bestemmelserne i 2013-toldkodeksen ikke adskiller sig væsentligt fra de tidligere gældende bestemmelser.

    Ifølge Retten bliver disse betragtninger for det første ikke draget i tvivl af den digitalisering af informationsudvekslingssystemet, der blev indført ved 2013-toldkodeksen. Denne digitalisering vedrører nemlig udvekslingerne mellem de økonomiske operatører og toldmyndighederne og indebærer ikke i sig selv, at indførslen af varer og betalingen af antidumpingtolden fremover udelukkende medfører en indgriben fra økonomiske operatørers side uden en senere indgriben fra de nationale toldmyndigheders side.

    Efter dernæst at undersøge proceduren for toldangivelse og fastlæggelse af den told, der skulle betales, fandt Retten, at den anfægtede forordning først kan få virkning efter en toldangivelse indgivet af importøren i det elektroniske toldsystem, som nødvendigvis skal efterfølges af en foranstaltning vedtaget af de nationale toldmyndigheder. Selv om det er korrekt, at denne foranstaltning oftest antager form af en elektronisk kommunikation, forholder det sig ikke desto mindre således, at der er tale om en retsakt vedtaget af de nationale myndigheder.

    Endelig bemærkede Retten, at såfremt det af den automatisering, der blev indført ved 2013-toldkodeksen, udledes, at den anfægtede forordning ikke omfatter gennemførelsesforanstaltninger, ville det indebære, at vurderingen af det retlige kriterium om, at der ikke foreligger gennemførelsesforanstaltninger til en retsakt, ville afhænge af rent tekniske omstændigheder. En sådan simplificering af materiel art, som i øvrigt er begrundet i de nationale myndigheders manglende skønsbeføjelse, kan ikke have sådanne konsekvenser.

    Henset til bl.a. disse betragtninger konkluderede Retten, at sagsøgeren ikke havde kompetence til at anlægge sag med påstand om annullation af den anfægtede forordning på grundlag af det tredje tilfælde i artikel 263, stk. 4, TEUF, for så vidt som den nævnte forordning omfattede gennemførelsesforanstaltninger i forhold til sagsøgeren.

    Idet Retten for det andet konstaterede, at sagsøgeren heller ikke var individuelt berørt af den anfægtede forordning som omhandlet i det andet tilfælde i artikel 263, stk. 4, TEUF, afviste den annullationssøgsmålet.


    ( 1 ) – Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2021/546 af 29.3.2021 om indførelse af en endelig antidumpingtold og endelig opkrævning af den midlertidige told på importen af ekstruderet aluminium med oprindelse i Folkerepublikken Kina (EUT 2021, L 109, s. 1).

    ( 2 ) – Rådets forordning (EØF) nr. 2913/92 af 12.10.1992 om indførelse af en EF-toldkodeks (EFT 1992, L 302, s. 1), med senere ændringer.

    ( 3 ) – Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 952/2013 af 9.10.2013 om indførelse af en EF-toldkodeks (EUT 2013, L 269, s. 1), med senere ændringer.

    Top