Sag T-272/21

Carles Puigdemont i Casamajó,
Antoni Comín i Oliveres
og
Clara Ponsatí i Obiols

mod

Europa-Parlamentet

Rettens dom (Sjette Udvidede Afdeling) af 5. juli 2023

»Regler for institutionerne – medlem af Parlamentet – privilegier og immuniteter – afgørelse om ophævelse af parlamentarisk immunitet – artikel 9 i protokol nr. 7 vedrørende Unionens privilegier og immuniteter – kompetencen for den myndighed, der har fremsat anmodningen om ophævelse af immunitet – retssikkerhed – åbenbart urigtigt skøn – rækkevidden af Parlamentets kontrol – procedure for behandling af anmodningen om ophævelse af immunitet – ret til forsvar – upartiskhed«

1. Den Europæiske Unions privilegier og immuniteter – Europa-Parlamentets medlemmer – immunitet – anmodning om ophævelse af immunitet – betingelser – Parlamentets kontrol – rækkevidde

   (Protokollen vedrørende Den Europæiske Unions privilegier og immuniteter, art. 8 og 9; Europa-Parlamentets forretningsorden, art. 5, stk. 2, art. 6 og art. 9, stk. 5 og 6)

   (jf. præmis 99, 100-106, 129 og 130)

2. Den Europæiske Unions privilegier og immuniteter – Europa-Parlamentets medlemmer – immunitet – anmodning om ophævelse af immunitet – Parlamentets skønsbeføjelse – domstolsprøvelse – omfang

   (Protokollen vedrørende Den Europæiske Unions privilegier og immuniteter, art. 9)

   (jf. præmis 116)

3. Den Europæiske Unions privilegier og immuniteter – Europa-Parlamentets medlemmer – immunitet – anmodning om ophævelse af immunitet – betingelser – Parlamentets kontrol – undersøgelse af, hvorvidt den nationale retsforfølgning er begrundet, og om det pågældende medlem er skyldigt – ikke omfattet – de nationale myndigheders kompetence

   (Protokollen vedrørende Den Europæiske Unions privilegier og immuniteter, art. 9; Europa-Parlamentets forretningsorden, art. 9, stk. 7)

   (jf. præmis 141 og 180)

4. Den Europæiske Unions privilegier og immuniteter – Europa-Parlamentets medlemmer – immunitet – anmodning om ophævelse af immunitet – procedure for behandling af denne anmodning – afgørelse, hvorved der tages stilling til den nævnte anmodning – princippet om upartiskhed – anvendelse af dette princip på en sådan afgørelse – rækkevidden af det nævnte princip

   (Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, art. 41; protokollen vedrørende Den Europæiske Unions privilegier og immuniteter, art. 9; Europa-Parlamentets forretningsorden, art. 9)

   (jf. præmis 221-227 og 241-256)

Resumé

De tre sagsøgere stillede op som kandidater til Europa-Parlamentsvalget, som i Spanien blev afholdt den 26. maj 2019, hvorefter den første og den anden sagsøger den 13. juni 2019 blev erklæret valgt. Den 20. juni 2019 fremsendte Junta Electoral Central (den centrale valgkommission, Spanien) en afgørelse til Parlamentet, hvori valgkommissionen fastslog, at de sidstnævnte personer ikke havde aflagt ed om at overholde den spanske forfatning, således som det kræves i henhold til den spanske valglov ( 1 ), og erklærede følgelig deres pladser i Parlamentet for ledige. Den 27. juni 2019 meddelte Parlamentets daværende formand den første og den anden sagsøger, at han ikke var i stand til at behandle dem som kommende medlemmer af Parlamentet.

Den 14. oktober og den 4. november 2019 udstedte undersøgelsesdommeren ved afdelingen for straffesager under Tribunal Supremo (øverste domstol, Spanien) en national arrestordre, en europæisk arrestordre og en international arrestordre mod hver enkelt sagsøger med henblik på domfældelse inden for rammerne af den straffesag, der var indledt mod dem for forhold, der ifølge de berørte personer bl.a. vedrørte lovovertrædelser i form af oprør, opstand og uretmæssig tilegnelse af statsmidler.

Parlamentet tog på sit plenarmøde den 13. januar 2020 efter afsigelsen af Junqueras Vies-dommen ( 2 ) til efterretning, at den første og den anden sagsøger var blevet valgt til Parlamentet med virkning fra den 2. juli 2019. Den 16. januar 2020 fremlagde Parlamentets næstformand på plenarmødet de anmodninger, som præsidenten for den øverste domstol havde fremsendt den 13. januar 2020, om ophævelse af den første og den anden sagsøgers immunitet, og henviste dem til Parlamentets Retsudvalg.

Den 10. februar 2020 tog Parlamentet i forlængelse af Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirlands udtræden af Den Europæiske Union den 31. januar 2020 til efterretning, at den tredje sagsøger var blevet valgt som medlem af Parlamentet med virkning fra den 1. februar 2020. Den 13. februar 2020 fremlagde Parlamentets næstformand på plenarmødet den anmodning, som præsidenten for den øverste domstol havde fremsendt den 10. februar 2020, om ophævelse af den tredje sagsøgers immunitet, og henviste denne anmodning til Parlamentets Retsudvalg.

Ved tre afgørelser af 9. marts 2021 ( 3 ) ophævede Parlamentet den immunitet, der er omhandlet i artikel 9, stk. 1, litra b), i protokol nr. 7 ( 4 ), for så vidt angår de tre sagsøgere, som derefter anlagde sag ved Retten med påstand om annullation af disse tre afgørelser.

Retten, der traf afgørelse i udvidet afdeling, frifandt Parlamentet i det af sagsøgerne anlagte søgsmål, hvilket navnlig gav den anledning til at tage stilling til, om princippet om upartiskhed finder anvendelse på en afgørelse, hvorved der tages stilling til en anmodning om ophævelse af et Europa-Parlamentsmedlems immunitet, og til rækkevidden af dette princip samt til den undersøgelse, som Parlamentet skal foretage, når det forelægges en sådan anmodning.

Rettens bemærkninger

Hvad for det første angår kravet om upartiskhed, der er fastsat i artikel 41, stk. 1, i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, som påhviler institutionerne under udførelsen af deres opgaver, bemærkede Retten, at det har til formål at sikre den ligebehandling, der ligger til grund for Unionen. Dette krav har bl.a. til formål at undgå situationer, hvor der eventuelt måtte opstå en interessekonflikt for de tjenestemænd og øvrige ansatte, der handler på disse institutioners vegne. Dette krav gælder ligeledes for medlemmer af Parlamentet, når de deltager i vedtagelsen af afgørelser, der henhører under Parlamentets administrative opgaver. Retten fastslog, at dette også gælder for de medlemmer af Parlamentet, der som medlemmer af Retsudvalget deltager i undersøgelsesfasen vedrørende en anmodning om ophævelse af immunitet, uanset den politiske karakter af den afgørelse, hvorved der træffes afgørelse om en sådan anmodning. Retten præciserede, at dette krav imidlertid nødvendigvis skal tage hensyn til den omstændighed, at disse medlemmer pr. definition ikke er politisk neutrale, hvilket adskiller dem fra de tjenestemænd og øvrige ansatte, der handler på vegne af Unionens institutioner, organer, kontorer og agenturer.

Retten bemærkede endvidere, at Retsudvalget er et politisk organ, hvis sammensætning har til formål at afspejle den mangfoldighed, der findes i Parlamentet. Dette udvalg udpeger af sin midte ordføreren inden for rammerne af en ordning med ligelig rotation mellem de politiske grupper. Det følger heraf, at selv om hvervet som ordfører betros et medlem fra en bestemt politisk gruppe, handler dette medlem inden for rammerne af et udvalg, hvis sammensætning afspejler balancen mellem de politiske grupper i Parlamentet.

Retten fandt i denne sammenhæng, at upartiskheden hos et medlem, der deltager i denne undersøgelsesfase, såsom ordføreren, i princippet hverken kan vurderes på grundlag af den pågældendes politiske overbevisning eller på grundlag af en sammenligning mellem vedkommendes politiske overbevisning og den politiske overbevisning, der er kendetegnende for det medlem, som er genstand for anmodningen om ophævelse af immunitet. Navnlig er den omstændighed, at ordføreren tilhører et nationalt politisk parti eller en politisk gruppe, der er nedsat i Parlamentet – uanset hvilke værdier og idéer disse sidstnævnte måtte være fortalere for – og selv hvis det antages, at disse værdier og idéer kan afsløre holdninger, der umiddelbart er til ugunst for det parlamentsmedlem, der er omfattet af anmodningen om ophævelse af immunitet, principielt uden betydning for vurderingen af ordførerens upartiskhed.

Retten udledte heraf, at ordførerens tilhørsforhold til den europæiske politiske gruppe De Europæiske Konservative og Reformister, som ligeledes omfatter de parlamentsmedlemmer, der er medlemmer af det politiske parti VOX, og som havde taget initiativ til straffesagen mod sagsøgerne, principielt var uden betydning for vurderingen af den pågældendes upartiskhed. Retten var i denne forbindelse af den opfattelse, at den særlige situation for de parlamentsmedlemmer, der er medlemmer af det nævnte parti, principielt ikke kunne udstrækkes til at omfatte samtlige medlemmer af den politiske gruppe De Europæiske Konservative og Reformister alene med den begrundelse, at de, eftersom de indgår i den samme gruppe, har den samme politiske overbevisning. I denne sammenhæng var den omstændighed, at det parlamentsmedlem, som var den kommende ordfører for sagerne om ophævelse af sagsøgernes immunitet, gav udtryk for støtte til de overbevisninger, som er kendetegnende for det politiske parti VOX, navnlig vedrørende den politiske situation i Catalonien og vedkommendes modstand mod de politiske idéer, som sagsøgerne forsvarede, ikke tilstrækkelig til at udgøre en tilsidesættelse af princippet om upartiskhed.

Efter at have bemærket, at sagsøgerne ikke havde påberåbt sig, at ordføreren for de omhandlede sager havde en personlig interesse, eller at vedkommende havde forudfattede holdninger, der kunne adskilles fra den pågældendes politiske overbevisninger, forkastede Retten klagepunktet om ordførerens manglende upartiskhed.

Hvad for det andet angår den undersøgelse, som Parlamentet skal foretage, når det forelægges en anmodning om ophævelse af immunitet, bemærkede Retten, at Parlamentet først skal undersøge, om de faktiske omstændigheder, der ligger til grund for denne anmodning, er omfattet af artikel 8 i protokol nr. 7 som en særlig bestemmelse. I bekræftende fald skal Parlamentet fastslå, at immuniteten ikke kan ophæves. Det er kun, hvis denne institution konkluderer, at dette ikke er tilfældet, at det dernæst tilkommer den at efterprøve, om det pågældende parlamentsmedlem nyder den immunitet, der er fastsat i den nævnte protokols artikel 9, for så vidt angår de omhandlede forhold, og, hvis dette er tilfældet, at afgøre, om denne immunitet skal ophæves på grundlag af denne protokols artikel 9, stk. 3.

Retten konstaterede i denne forbindelse, at Parlamentet i de anfægtede afgørelser havde anført, at de faktiske omstændigheder, der lå til grund for anmodningerne om ophævelse af immunitet, ikke var omfattet af artikel 8 i protokol nr. 7.

Hvad dernæst angår spørgsmålet om, hvorvidt sagsøgerne var omfattet af den immunitet, der er fastsat i artikel 9, for så vidt angår de omhandlede faktiske omstændigheder, fandt Retten, at eftersom Parlamentet inden for rammerne af sine beføjelser vedrørende immunitet skal sikre effektiviteten heraf, måtte Parlamentet implicit, men nødvendigvis, være af den opfattelse, at det i det konkrete tilfælde kun var den immunitet, der er fastsat i artikel 9, stk. 1, litra b), i protokol nr. 7, der udgjorde en hindring for at anholde sagsøgerne og overgive dem til de spanske myndigheder i henhold til de omtvistede europæiske arrestordrer.

Retten bemærkede i denne forbindelse, at Parlamentet i de anfægtede afgørelser havde taget til efterretning, at spansk ret som fortolket af de nationale domstole ikke gav sagsøgerne immunitet for de omhandlede forhold. Retten fandt, at eftersom omfanget og rækkevidden af immuniteten i henhold til artikel 9, stk. 1, litra a), i protokol nr. 7 var fastlagt i national ret, var det med rette, at Parlamentet havde henvist til national ret som fortolket af de nationale domstole. Retten fandt endvidere, at sagsøgerne ikke havde godtgjort, at denne konstatering var fejlagtig.

Retten fastslog desuden, at de anfægtede afgørelsers tavshed vedrørende den immunitet, der er fastsat i artikel 9, stk. 2, i protokol nr. 7, som omhandler den immunitet, som medlemmerne af Parlamentet er dækket af på vej til eller fra Parlamentets mødested, ikke gav dem en tvetydig karakter, idet den immunitet, der er fastsat i denne bestemmelse, ikke indrømmede sagsøgerne en selvstændig beskyttelse i forhold til den immunitet, som de var omfattet af i henhold til artikel 9, stk. 1.

Endelig præciserede Retten, at det ikke tilkommer Parlamentet i forbindelse med dets undersøgelse af spørgsmålet om, hvorvidt et af dets medlemmers immunitet skal ophæves, at vurdere lovligheden af de retsakter, som de retslige myndigheder har vedtaget under den pågældende nationale procedure, såsom i det foreliggende tilfælde de nationale og europæiske arrestordrer. Dette spørgsmål henhører nemlig udelukkende under de nationale myndigheders kompetence.

( 1 ) – Artikel 224, stk. 2, i Ley orgánica 5/1985 de régimen electoral general (lov nr. 5/1985 om den almindelige valgordning) af 19.6.1985 (BOE nr. 147 af 20.6.1985, s. 19110).

( 2 ) – Dom af 19.12.2019, Junqueras Vies (C-502/19, EU:C:2019:1115).

( 3 ) – Europa-Parlamentets afgørelse P9_TA(2021)0059, P9_TA(2021)0060 og P9_TA(2021)0061 af 9.3.2021.

( 4 ) – Denne artikel i protokol (nr. 7) vedrørende Den Europæiske Unions privilegier og immuniteter (EUT 2010, C 83, s. 266) bestemmer, at under Europa-Parlamentets mødeperioder nyder medlemmerne på en anden medlemsstats område fritagelse for enhver form for tilbageholdelse og retsforfølgning.