Sag T-167/21

European Gaming and Betting Association

mod

Europa-Kommissionen

Rettens dom (Niende Afdeling) af 15. november 2023

»Statsstøtte – statslig foranstaltning, hvorved licenser til hasardspil indrømmet af Nederlandene forlænges – afgørelse, hvorved det fastslås, at der ikke foreligger statsstøtte – ingen indledning af den formelle undersøgelsesprocedure – alvorlige vanskeligheder – de interesserede parters proceduremæssige rettigheder«

Statsstøtte – Kommissionens undersøgelse – indledende fase og kontradiktorisk fase – Kommissionens forpligtelse til at indlede en kontradiktorisk procedure i tilfælde af alvorlige vanskeligheder – omstændigheder, der godtgør, at der foreligger sådanne vanskeligheder – den utilstrækkelige eller ufuldstændige karakter af Kommissionens undersøgelse

(Art. 108, stk. 2 og 3, TEUF; Rådets forordning 2015/1589, art. 4)

(jf. præmis 29-39 og 44-51)

Resumé

Den nederlandske lovgivning om hasardspil bygger på en ordning med enebevillinger eller licenser, ifølge hvilken det er forbudt at arrangere eller iværksætte hasardspil, medmindre en administrativ bevilling er blevet udstedt dertil.

I medfør af en generel politik besluttet af Nederlandenes statssekretær for sikkerheds- og justitsspørgsmål fornyede den nederlandske spillemyndighed seks licenser, der var ved at udløbe, for bl.a. velgørende lotterier, væddemål om sportsbegivenheder og væddemål om hestevæddeløb (herefter samlet »den omtvistede foranstaltning«).

European Gaming and Betting Association, der er en sammenslutning af europæiske udbydere af onlinebaserede spil og væddemål (herefter »sagsøgeren«), mente, at denne generelle politik og fornyelsen af de seks eksklusive licenser udgjorde statsstøtte til fordel for de historiske licensindehavere, og indgav en klage til Europa-Kommissionen.

Kommissionen forkastede denne klage uden at indlede den formelle undersøgelsesprocedure, der er fastsat i artikel 108, stk. 2, TEUF ( 1 ).

I afgørelsen fastslog Kommissionen, at den omtvistede foranstaltning ikke udgjorde statsstøtte som omhandlet i artikel 107, stk. 1, TEUF, eftersom licensindehaverne ikke blev indrømmet en fordel. I denne henseende fremhævede Kommissionen, at den nederlandske lovgivning forpligtede de pågældende licensindehavere til at udbetale indtægterne fra deres hasardspilvirksomhed til de organisationer af almen interesse, der var angivet i licenserne, efter fradrag af deres udgifter og rimelige omkostninger.

I forbindelse med søgsmålet anlagt af sagsøgeren annullerede Retten Kommissionens afgørelse med den begrundelse, at denne institution ikke havde undersøgt, om den omtvistede foranstaltning indebar en indirekte fordel for de organisationer, til hvilke licensindehaverne skulle overføre en del af deres indtægter, og at den herved havde udelukket, at dette spørgsmål kunne give anledning til alvorlig tvivl med hensyn til kvalificeringen af nævnte foranstaltning som statsstøtte, hvilket alene den formelle undersøgelsesprocedure, som er fastsat i artikel 108, stk. 2, TEUF, kunne have afklaret. I denne forbindelse gav Retten præciseringer med hensyn til omfanget af den undersøgelse, som Kommissionen skal foretage, når den skal vurdere, om en bestemt foranstaltning udgør statsstøtte som omhandlet i artikel 107, stk. 1, TEUF.

Rettens bemærkninger

Til støtte for søgsmålet gjorde sagsøgeren bl.a. gældende, at der var sket en tilsidesættelse af sammenslutningens proceduremæssige rettigheder som følge af Kommissionens afslag på at indlede den formelle undersøgelsesprocedure i henhold til artikel 108, stk. 2, TEUF, selv om den foreløbige undersøgelse som omhandlet i artikel 108, stk. 3, TEUF ikke gjorde det muligt at fjerne enhver tvivl om, hvorvidt om der forelå støtte. I denne henseende gjorde sagsøgeren i det væsentlige gældende, at Kommissionen i den anfægtede afgørelse med urette konkluderede, at der ikke forelå tvivl om, hvorvidt den omtvistede foranstaltning gav de begunstigede en fordel.

Det følger af retspraksis, at lovligheden af Kommissionens afgørelse om ikke at gøre indsigelser i henhold til artikel 4, stk. 3, i forordning 2015/1589 ( 2 ) afhænger af, om vurderingen af de oplysninger, Kommissionen rådede over, under den foreløbige undersøgelse objektivt set burde have rejst tvivl med hensyn til en støtteforanstaltnings forenelighed med det indre marked, eftersom en sådan tvivl, såfremt den foreligger, skal føre til, at der indledes en formel undersøgelsesprocedure.

I denne forbindelse anførte sagsøgeren bl.a., at Kommissionen rådede over oplysninger og beviser, som gjorde det muligt at have mistanke om en indirekte fordel for de organisationer, til hvilke licensindehaverne skulle udbetale en del af deres indtægter fra hasardspilvirksomheden. Ved at undlade at undersøge denne omstændighed kunne Kommissionen ikke fjerne enhver tvivl om, hvorvidt der forelå statsstøtte.

I denne henseende fastslog Retten, at det klart fremgik af den nederlandske lovgivning om hasardspil, som var forelagt Kommissionen til vurdering, at licensindehaverne skulle udbetale en del af deres indtægter til de organisationer af almen interesse, der var angivet i licenserne.

Retten fremhævede desuden, at Kommissionen støttede sin analyse om, at der ikke forelå en fordel for licensindehaverne, på netop deres forpligtelse til at overføre en del af deres indtægter til organisationer af almen interesse.

Ved vedtagelsen af den anfægtede afgørelse rådede Kommissionen dermed over oplysninger, som burde have foranlediget den til at nære tvivl om, hvorvidt den nederlandske lovgivning om hasardspil var udformet således, at udbetalingen af de indtægter, der var skabt af de pågældende licensindehaveres virksomhed, i det væsentlige blev kanaliseret videre til organisationer af almen interesse udpeget ved disse licenser, hvilket kunne udgøre en indirekte fordel og dermed statsstøtte for sidstnævnte.

I punkt 115 i meddelelsen om begrebet statsstøtte ( 3 ) har Kommissionen i øvrigt præciseret, at en virksomhed kan få tildelt en indirekte fordel på anden måde end ved direkte overførsel af statsmidler. I nævnte meddelelses punkt 116 foreskrives desuden, at begrebet »indirekte fordel« omfatter den situation, hvor foranstaltningen er udformet på en sådan måde, at de sekundære virkninger kanaliseres videre til identificerbare virksomheder eller grupper af virksomheder.

Kommissionen burde følgelig have stillet sig spørgsmålet, om den omtvistede foranstaltning gav organisationer af almen interesse en indirekte fordel, og om den dermed udgjorde statsstøtte for disse.

I lyset af Kommissionens fuldstændige mangel på passende sagsoplysning af dette spørgsmål under den foreløbige undersøgelse – og selv om udbetalingen af en del af indtægterne fra licensindehavernes virksomhed til organisationer af almen interesse udpeget ved disse licenser var et af de væsentligste karakteristika ved den omtvistede lovgivning – fastslog Retten, at den manglende undersøgelse af dette spørgsmål i den anfægtede afgørelse ikke gjorde det muligt at udelukke, at der forelå alvorlige vanskeligheder i denne henseende.

Retten tiltrådte følgelig klagepunktet om en tilsidesættelse af sagsøgerens proceduremæssige rettigheder som følge af Kommissionens manglende vurdering af, om de pågældende licenser indebar en indirekte fordel for de organisationer, til hvilke indehaverne af de nævnte licenser skulle overføre en del af indtægterne fra deres hasardspilvirksomhed.

( 1 ) – Kommissionens afgørelse C(2020) 8965 final af 18.12.2020 om sag SA.44830 (2016/FC) – Nederlandene – Forlængelse af spillelicenser i Nederlandene (herefter »den anfægtede afgørelse«), som omtales i Den Europæiske Unions Tidende af 15.1.2021 (EUT 2021, C 17, s. 1).

( 2 ) – Rådets forordning (EU) 2015/1589 af 13.7.2015 om fastlæggelse af regler for anvendelsen af artikel 108 [TEUF] (EUT 2015, L 248, s. 9).

( 3 ) – Meddelelse om begrebet statsstøtte i artikel 107, stk. 1, [TEUF] (EUT 2016, C 262, s. 1).