Forenede sager C-829/21 og C-129/22

TE
og
RU, der er repræsenteret ved TE som værge

mod

Stadt Frankfurt am Main

og

EF

mod

Stadt Offenbach am Main

(anmodninger om præjudiciel afgørelse indgivet af Hessischer Verwaltungsgerichtshof og af Verwaltungsgericht Darmstadt)

Domstolens dom (Anden Afdeling) af 29. juni 2023

»Præjudiciel forelæggelse – indvandringspolitik – tredjelandsstatsborgeres status som fastboende udlænding – direktiv 2003/109/EF – artikel 9, stk. 4, andet afsnit, artikel 14, stk. 1, artikel 15, stk. 4, andet afsnit, artikel 19, stk. 2, og artikel 22 – tredjelandsstatsborgeres ret til status som fastboende udlænding i en medlemsstat – den første medlemsstats meddelelse af en tidsubegrænset »EU-opholdstilladelse for fastboende udlændinge« – tredjelandsstatsborger, der er fraværende fra den første medlemsstats område i mere end seks år – som følge heraf fortabelse af retten til status som fastboende udlænding – ansøgning om fornyelse af en opholdstilladelse udstedt af den anden medlemsstat i henhold til bestemmelserne i kapitel III i direktiv 2003/109/EF – den anden medlemsstats afslag på ansøgningen på grund af fortabelsen af denne ret – betingelser«

1. Grænsekontrol, asyl og indvandring – indvandringspolitik – tredjelandsstatsborgeres status som fastboende udlænding – direktiv 2003/109 – inddragelse eller fortabelse af status som fastboende udlænding – begrundelse – fravær i mere end seks år fra den medlemsstat, der har meddelt status som fastboende udlænding – som følge heraf afslag på fornyelse af en opholdstilladelse udstedt i henhold til bestemmelserne i nævnte direktivs kapitel III – lovlighed – betingelser

   [Art. 4, stk. 3, TEU; Rådets direktiv 2003/109, 10. og 11. betragtning og art. 2, litra c) og d), art. 8, stk. 2, art. 9, stk. 4, andet og tredje afsnit, art. 14, stk. 1, art. 15, stk. 4, art. 16, art. 19, stk. 2, og art. 22, stk. 1, litra b)]

   (jf. præmis 41-45, 50-56, 61-73 og 75 samt domskonkl. 1)

2. Grænsekontrol, asyl og indvandring – indvandringspolitik – tredjelandsstatsborgeres status som fastboende udlænding – direktiv 2003/109 – inddragelse eller fortabelse af status som fastboende udlænding – begrundelse – medlemsstaternes gennemførelse – særskilte bestemmelser, der gennemfører artikel 9, stk. 4, andet afsnit, og artikel 22, stk. 1, litra b), i direktiv 2003/109 – bestemmelse, hvorefter en opholdstilladelse i henhold til bestemmelserne i kapitel III i dette direktiv tilbagekaldes i tilfælde af fortabelse af retten til status som fastboende udlænding i den medlemsstat, som meddelte denne, uden en konkret henvisning til en af grundene til fortabelse af nævnte ret – lovlighed

   [Rådets direktiv 2003/109, art. 9, stk. 4, andet afsnit, og art. 22, stk. 1, litra b)]

   (jf. præmis 77-84 og domskonkl. 2)

3. Grænsekontrol, asyl og indvandring – indvandringspolitik – tredjelandsstatsborgeres status som fastboende udlænding – direktiv 2003/109 – betingelser for ophold i en anden medlemsstat – fremlæggelse af dokumentation for passende boligforhold – manglende gennemførelse af denne betingelse – afslag på en ansøgning om meddelelse eller fornyelse af en opholdstilladelse i henhold til kapitel III i direktiv 2003/109 på grund af manglende overholdelse af nævnte betingelse – ikke tilladt

   (Art. 267 TEUF; Rådets direktiv 2003/109, art. 15, stk. 4, andet afsnit)

   (jf. præmis 86, 88 og domskonkl. 3)

Resumé

Den ghanesiske statsborger TE og den pakistanske statsborger EF fik i Italien begge meddelt en EU-opholdstilladelse for fastboende udlændinge, der bl.a. var påført tilføjelsen »illimitata« (tidsubegrænset). I henholdsvis 2013 og 2014 indrejste de fra Italien til tysk område. På grundlag af deres status som fastboende udlændinge, der var blevet meddelt i Italien, tildelte de tyske myndigheder dem i overensstemmelse med de tyske bestemmelser om udlændinges ophold ( 1 ) en opholdstilladelse, der var gyldig i et år.

Efterfølgende gav de tyske myndigheder afslag på ansøgningerne om fornyelse af TE’s og EF’s opholdstilladelser. De sidstnævnte anfægtede den manglende fornyelse ved domstolene. Hvad særligt angik EF blev afslaget på fornyelse af opholdstilladelsen givet med den begrundelse, således som det er fastsat i artikel 9, stk. 4, andet afsnit, i direktiv 2003/109 ( 2 ), at han havde mistet sin ret til status som fastboende udlænding i Italien, eftersom det var mere end seks år siden, at han havde opholdt sig i Italien. Den samme begrundelse blev anført over for TE i forbindelse med dennes sag til anfægtelse af afslaget på ansøgningen om fornyelse.

De tyske retter, for hvilke henholdsvis TE og EF anlagde sag, dvs. Hessischer Verwaltungsgerichtshof (appeldomstolen i forvaltningsretlige sager i Hessen, Tyskland) og Verwaltungsgericht Darmstadt (forvaltningsdomstolen i Darmstadt, Tyskland), besluttede at forelægge Domstolen en række spørgsmål om fortolkningen af direktiv 2003/109.

Domstolen præciserede i sin dom bl.a. betingelserne for at træffe en afgørelse som den i hovedsagerne omhandlede, hvorved der gives afslag på fornyelse af en tredjelandsstatsborgers opholdstilladelse med den begrundelse, at vedkommende har været fraværende fra den medlemsstat, der har meddelt status som fastboende udlænding, i en periode på mere end seks år og derfor har mistet retten til denne status.

Domstolens bemærkninger

Domstolen bemærkede indledningsvis, at retten til status som fastboende udlænding i »den første medlemsstat« ( 3 ) er en ufravigelig betingelse, som en tredjelandsstatsborger, der ønsker at opnå eller forny en opholdstilladelse i »den anden medlemsstat« ( 4 ) i henhold til bestemmelserne i kapitel III i direktiv 2003/109, forudgående skal opfylde. Såfremt den anden medlemsstat konstaterer, at den pågældende tredjelandsstatsborger har mistet retten til at bevare sin status som fastboende udlænding i den første medlemsstat, bl.a. med den begrundelse, således som det er fastsat i artikel 9, stk. 4, andet afsnit, i direktiv 2003/109, at den pågældende har været fraværende fra den første medlemsstats område i mere end seks år, er denne konstatering følgelig til hinder for en sådan fornyelse.

Hvad dernæst angår den relevante dato for vurderingen af, om betingelsen om ret til status som fastboende udlænding er opfyldt, præciserede Domstolen, at denne dato er datoen for den pågældende tredjelandsstatsborgers indgivelse af sin ansøgning om fornyelse af opholdstilladelsen i henhold til bestemmelserne i kapitel III i direktiv 2003/109. Imidlertid er der intet til hinder for, at den anden medlemsstat træffer en ny afgørelse om afslag på fornyelse eller inddragelse af opholdstilladelsen i henhold til nævnte direktivs artikel 22, hvis den finder, at fortabelsen af retten til status som fastboende udlænding i den første medlemsstat indtrådte under den administrative eller retslige procedure vedrørende ansøgningen om fornyelse.

Endelig fremhævede Domstolen, at bevisbyrden vedrørende retten til status som fastboende udlænding i den første medlemsstat i princippet påhviler den pågældende tredjelandsstatsborger. Det følger imidlertid af direktiv 2003/109 ( 5 ), at en gyldig EU-opholdstilladelse for fastboende udlændinge gør det muligt at formode, at tredjelandsstatsborgeren stadig har ret til status som fastboende udlænding. Denne formodning er ganske vist ikke uafkræftelig, idet den anden medlemsstat kan foranlediges til at undersøge, om en af de grunde til fortabelse af status som fastboende udlænding, der er omhandlet i artikel 9 i direktiv 2003/109, foreligger. En anfægtelse af status som fastboende udlænding er ikke desto mindre betinget af, at det fastslås, at der foreligger tilstrækkeligt konkrete og samstemmende holdepunkter for, at en af disse grunde kan finde anvendelse.

I denne sammenhæng præciserede Domstolen, hvilken prøvelse den anden medlemsstat, når der foreligger sådanne holdepunkter, skal foretage med hensyn til den grund, der er fastsat i artikel 9, stk. 4, andet afsnit, i direktiv 2003/109, ved i givet fald at anmode den første medlemsstat om bistand i overensstemmelse med princippet om loyalt samarbejde ( 6 ). For det første skal tredjelandsstatsborgeren indledningsvis opfordres til at fremlægge beviser, der kan godtgøre, at den pågældende eventuelt har været til stede på den første medlemsstats område i løbet af den seksårsperiode, der er omhandlet i denne bestemmelse, idet en tilstedeværelse på dette område, der kun har varet nogle dage, nemlig er tilstrækkelig til at forhindre, at retten til status som fastboende udlænding fortabes. Hvis den pågældende har været fraværende fra dette område i en periode på mere end seks år, skal den anden medlemsstat i overensstemmelse med artikel 9, stk. 4, tredje afsnit, i direktiv 2003/109 for det andet efterprøve, om den første medlemsstat har gjort brug af den mulighed for at fastsætte, at den fastboende udlænding »af specifikke grunde« kan bevare sin status i den nævnte medlemsstat i tilfælde af et sådant fravær, og, når dette er tilfældet, om der foreligger en sådan specifik grund.

( 1 ) – Gesetz über den Aufenthalt, die Erwerbstätigkeit und die Integration von Ausländern im Bundesgebiet (lov om ophold, beskæftigelse og integration af udlændinge på Forbundsrepublikkens område) af 30.7.2004 (BGBl. 2004 I, s. 1950) i den affattelse, der finder anvendelse på tvisterne i hovedsagerne.

( 2 ) – Rådets direktiv 2003/109/EF af 25.11.2003 om tredjelandsstatsborgeres status som fastboende udlænding (EUT 2004, L 16, p. 44), som ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2011/51/EU af 11.5.2011 (EUT 2011, L 132, s. 1).

( 3 ) – I henhold til artikel 2, litra c), i direktiv 2003/109 er der tale om den medlemsstat, der først meddeler en tredjelandsstatsborger status som fastboende udlænding.

( 4 ) – Ifølge artikel 2, litra d), i direktiv 2003/109 henviser dette udtryk til »en anden medlemsstat end den, der først har meddelt en tredjelandsstatsborger status som fastboende udlænding, og hvori denne udøver sin opholdsret«.

( 5 ) – Nærmere bestemt af artikel 15, stk. 4, første afsnit, i direktiv 2003/109, sammenholdt med 11. betragtning til direktivet.

( 6 ) – Dette princip er fastsat i artikel 4, stk. 3, TEU.