Sag C-700/21

O.G.

(anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Corte costituzionale)

Domstolens dom (Store Afdeling) af 6. juni 2023

»Præjudiciel forelæggelse – retligt samarbejde i straffesager – europæisk arrestordre – rammeafgørelse 2002/584/RIA – fakultative grunde til at afslå fuldbyrdelse af en europæisk arrestordre – artikel 4, nr. 6) – formål om social rehabilitering – tredjelandsstatsborgere, der opholder sig eller er bosat på den fuldbyrdende medlemsstats område – ligebehandling – artikel 20 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder«

1. Retligt samarbejde i straffesager – rammeafgørelse om den europæiske arrestordre og om procedurerne for overgivelse mellem medlemsstaterne – fakultative grunde til at afslå fuldbyrdelse af en europæisk arrestordre – europæisk arrestordre udstedt med henblik på fuldbyrdelse af en straffedom eller en anden frihedsberøvende foranstaltning – den eftersøgte opholder sig eller er bosat i den fuldbyrdende medlemsstat som omhandlet i rammeafgørelsens artikel 4, nr. 6) – den fuldbyrdende medlemsstats skønsmargen med hensyn til at fastsætte de situationer, hvor det er muligt at afslå at overgive en person, der er omfattet af anvendelsesområdet for nævnte artikel 4, nr. 6) – grænser – iagttagelse af det princip om lighed for loven, som er fastsat i artikel 20 i chartret om grundlæggende rettigheder – bevarelse af den skønsmargen, der er nødvendig for, at den fuldbyrdende judicielle myndighed kan afgøre, om der, henset til formålet om social rehabilitering, er anledning til at afslå fuldbyrdelsen af den europæiske arrestordre

   [Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, art. 20 og art. 51, stk. 1; Rådets rammeafgørelse 2002/584, art. 4, nr. 6)]

   (jf. præmis 36-38, 40, 53, 55 og 56)

2. Retligt samarbejde i straffesager – rammeafgørelse om den europæiske arrestordre og om procedurerne for overgivelse mellem medlemsstaterne – fakultative grunde til at afslå fuldbyrdelse af en europæisk arrestordre – europæisk arrestordre udstedt med henblik på fuldbyrdelse af en straffedom eller en anden frihedsberøvende foranstaltning – den eftersøgte opholder sig eller er bosat i den fuldbyrdende medlemsstat som omhandlet i rammeafgørelsens artikel 4, nr. 6) – betingelser for at afslå fuldbyrdelse af arrestordren – begreberne at være bosat og at opholde sig – forpligtelse for den fuldbyrdende medlemsstat til at fuldbyrde straffen – legitim interesse, som begrunder straffens fuldbyrdelse i den fuldbyrdende medlemsstat – formål om social rehabilitering efter fuldbyrdelsen af straffen – forhold, som den fuldbyrdende judicielle myndighed skal tage hensyn til med henblik på at vurdere, om der mellem den eftersøgte person og den fuldbyrdende medlemsstat foreligger en tilknytning, som er tilstrækkelig til at begrunde afslaget på at fuldbyrde den europæiske arrestordre

   [Rådets direktiv 2003/109, 12. betragtning; Rådets rammeafgørelse 2002/584, art. 4, nr. 6), og 2008/909, niende betragtning og art. 25]

   (jf. præmis 46-49, 61-65, 67 og 68 samt domskonkl. 2)

3. Retligt samarbejde i straffesager – rammeafgørelse om den europæiske arrestordre og om procedurerne for overgivelse mellem medlemsstaterne – fakultative grunde til at afslå fuldbyrdelse af en europæisk arrestordre – afslag på fuldbyrdelse, der er begrænset til nationale statsborgere og statsborgere i andre medlemsstater alene, hvorved tredjelandsstatsborgere absolut og automatisk er udelukket herfra – ikke tilladt

   [Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, art. 20; Rådets rammeafgørelse 2002/584, art. 4, nr. 6)]

   (jf. præmis 51, 57 og 58 samt domskonkl. 1)

Resumé

O.G., der er moldovisk statsborger, blev i Rumænien idømt fem års fængsel for lovovertrædelser i form af skattesvig og uretmæssig tilegnelse af skyldige beløb i form af indkomstskat og moms, som han havde begået i perioden fra september 2003 til april 2004. Den 13. februar 2012 udstedte Judecătoria Brașov (retten i første instans i Brașov, Rumænien) en europæisk arrestordre mod O.G., der i mellemtiden havde slået sig ned i Italien, med henblik på fuldbyrdelsen af en frihedsstraf.

Ved en første dom af 7. juli 2020 traf den kompetente appeldomstol ( 1 ) afgørelse om, at O.G. skulle overgives til den udstedende judicielle myndighed. O.G. iværksatte appel til prøvelse af den nævnte dom ved Corte suprema di cassazione (kassationsdomstol, Italien), som ophævede denne og hjemviste sagen til appeldomstolen.

I medfør af EU-retten ( 2 ) kan medlemsstaterne kun afslå at fuldbyrde en europæisk arrestordre med henvisning til de grunde, der er indeholdt i rammeafgørelse 2002/584 ( 3 ), herunder fakultative grunde til at give afslag, dvs. grunde, som medlemsstaterne er beføjede – men ikke forpligtede – til at fastsætte ved gennemførelsen af rammeafgørelsen. En af disse grunde vedrører den fuldbyrdende judicielle myndigheds mulighed for at afslå at fuldbyrde en sådan arrestordre, hvis denne er udstedt med henblik på fuldbyrdelse af en frihedsstraf, og den eftersøgte opholder sig i, er statsborger i eller bosat i den fuldbyrdende medlemsstat, og denne medlemsstat forpligter sig til selv at fuldbyrde straffen eller den frihedsberøvende foranstaltning i henhold til sin nationale lovgivning ( 4 ).

Appeldomstolen fastslog, at den lovgivning, hvorved denne fakultative grund til at afslå fuldbyrdelse er blevet gennemført i italiensk ret, begrænser muligheden for at afslå overgivelse til italienske statsborgere og statsborgere fra andre EU-medlemsstater alene, hvorved denne mulighed er udelukket for tredjelandsstatsborgere, selv når disse beviser, at de har etableret stærke økonomiske, erhvervsmæssige eller følelsesmæssige forbindelser i Italien.

Idet appeldomstolen var af den opfattelse, at den varige karakter af O.G.’s familiemæssige og erhvervsmæssige etablering i Italien var blevet tilstrækkeligt godtgjort, forelagde den Corte costituzionale (forfatningsdomstol, Italien), dvs. den forelæggende ret, spørgsmål om denne lovgivnings forfatningsmæssighed. Den forelæggende ret ønskede oplyst, om den nævnte lovgivning ved at kræve overgivelse af tredjelandsstatsborgere, der har fast bopæl i Italien, med henblik på fuldbyrdelse af en frihedsstraf i udlandet uretmæssigt begrænser anvendelsesområdet for den fakultative grunde til at afslå fuldbyrdelse, som er fastsat i rammeafgørelsens artikel 4, nr. 6), der har til formål at sikre den domfældtes sociale reintegration efter strafafsoningen, hvilket forudsætter en opretholdelse af den domfældtes familiemæssige og sociale bånd.

Den forelæggende ret var af den opfattelse, at det inden efterprøvelsen af, om den i hovedsagen omhandlede nationale lovgivning var forenelig med den italienske forfatning, skulle efterprøves, om denne lovgivning var forenelig med EU-retten.

Domstolen (Store Afdeling), som den forelæggende ret havde anmodet om at fortolke rammeafgørelsens artikel 4, nr. 6), fastslog, at denne bestemmelse er til hinder for en medlemsstats lovgivning, der – samtidig med at den gennemfører bestemmelsen – absolut og automatisk udelukker enhver tredjelandsstatsborger, der er bosat på denne medlemsstats område, fra at kunne være omfattet af den i bestemmelsen fastsatte fakultative grund til at afslå fuldbyrdelse af en europæisk arrestordre, uden at den fuldbyrdende judicielle myndighed kan foretage en vurdering af tredjelandsstatsborgerens tilknytning til den nævnte medlemsstat. Domstolen gav ligeledes præciseringer vedrørende den vurdering, som den nævnte myndighed skal foretage med henblik på at afgøre, om der skal gives afslag på at fuldbyrde en europæisk arrestordre udstedt mod en tredjelandsstatsborger, som er bosat i den fuldbyrdende medlemsstat, og vedrørende de forhold, der kan indikere, at der mellem denne tredjelandsstatsborger og den fuldbyrdende medlemsstat foreligger en tilknytning, som godtgør en tilstrækkelig integration i denne stat, således at fuldbyrdelsen i den nævnte medlemsstat af den frihedsberøvende foranstaltning, som den pågældende er blevet idømt i den udstedende medlemsstat, vil bidrage til at øge vedkommendes muligheder for social rehabilitering, efter at denne straf er blevet fuldbyrdet.

Domstolens bemærkninger

Indledningsvis bemærkede Domstolen, at i overensstemmelse med princippet om gensidig anerkendelse udgør fuldbyrdelsen af den europæiske arrestordre hovedreglen. Afslag på fuldbyrdelse – hvilket kun er muligt af de obligatoriske eller fakultative grunde til at afslå fuldbyrdelse, der er fastsat i rammeafgørelsen – er udformet som en undtagelse, der skal fortolkes strengt.

Med hensyn til de fakultative grunde til at afslå fuldbyrdelse af en europæisk arrestordre, der er opregnet i rammeafgørelsens artikel 4, fremgår det af Domstolens praksis, at medlemsstaterne råder over en skønsmargen i forbindelse med rammeafgørelsens gennemførelse i deres interne ret. De kan således frit bestemme, om de vil gennemføre disse grunde i deres interne ret. De kan ligeledes vælge at begrænse de situationer, hvor den fuldbyrdende judicielle myndighed kan afslå at fuldbyrde en europæisk arrestordre, og således lette overgivelsen af eftersøgte personer i overensstemmelse med princippet om gensidig anerkendelse.

Der er imidlertid grænser for den skønsmargen, som en medlemsstat råder over, når den vælger at gennemføre en fakultativ grund til at afslå fuldbyrdelse af en europæisk arrestordre såsom den, der er fastsat i rammeafgørelsens artikel 4, nr. 6).

For det første skal en medlemsstat, som vælger at gennemføre denne grund, respektere de grundlæggende rettigheder og principper i EU-retten, herunder princippet om lighed for loven, der er sikret ved artikel 20 i Den Europæiske Unions Charter om grundlæggende rettigheder ( 5 ), og som kræver, at ensartede forhold ikke må behandles forskelligt, og at forskellige forhold ikke må behandles ensartet, medmindre en sådan behandling er objektivt begrundet.

Kravet om, at der skal foreligge tilsvarende situationer med henblik på at fastslå, om der foreligger en tilsidesættelse af princippet om lighed for loven, skal vurderes på grundlag af bl.a. indholdet af og formålet med den retsakt, der indfører den forskellige behandling, idet der skal tages hensyn til de principper, der gælder inden for det område, som retsakten henhører under, og de formål, der forfølges på det pågældende område.

I denne henseende bemærkede Domstolen, at den af den i hovedsagen omhandlede nationale lovgivning følgende forskellige behandling mellem på den ene side italienske statsborgere og statsborgere fra andre medlemsstater og på den anden side tredjelandsstatsborgere var blevet indført med henblik på at gennemføre rammeafgørelsens artikel 4, nr. 6), som ikke sondrer mellem, om den person, der er omfattet af den europæiske arrestordre, når den pågældende ikke er statsborger i den fuldbyrdende medlemsstat, er statsborger i en anden medlemsstat eller ej.

Det fremgår af den nævnte bestemmelses ordlyd og af det formål, som forfølges med bestemmelsen, at det ikke kan lægges til grund, at en tredjelandsstatsborger, der er omfattet af en sådan europæisk arrestordre, og som opholder sig eller er bosat i den fuldbyrdende medlemsstat, nødvendigvis befinder sig i en situation, der er forskellig fra situationen for en statsborger i denne medlemsstat eller for en statsborger i en anden medlemsstat, der opholder sig eller er bosat i den fuldbyrdende medlemsstat, og som er omfattet af en sådan arrestordre. Tværtimod kan disse personer med henblik på anvendelsen af den fakultative grund til at afslå fuldbyrdelse, der er fastsat i denne bestemmelse, befinde sig i en sammenlignelig situation, når de har en vis grad af integration i den fuldbyrdende medlemsstat.

En national lovgivning, som har til formål at gennemføre rammeafgørelsens artikel 4, nr. 6), er derfor ikke i overensstemmelse med chartrets artikel 20, hvis der herved er indført en forskelsbehandling mellem på den ene side de nationale statsborgere og de øvrige unionsborgere og på den anden side tredjelandsstatsborgere, idet de sidstnævnte absolut og automatisk gives afslag på at være omfattet af den i rammeafgørelsen fastsatte fakultative grund til at afslå fuldbyrdelse, skønt disse tredjelandsstatsborgere opholder sig eller er bosat på denne medlemsstats område, og uden at der tages hensyn til graden af deres integration i den pågældende medlemsstats samfund. En sådan forskelsbehandling kan nemlig ikke anses for at være objektivt begrundet.

Derimod er der intet til hinder for, at en medlemsstat, som gennemfører den nævnte bestemmelse i sin nationale lovgivning, for så vidt angår tredjelandsstatsborgere, der er omfattet af en europæisk arrestordre, gør anvendelsen af den i bestemmelsen fastsatte fakultative grund til at afslå fuldbyrdelse betinget af, at denne statsborger har opholdt sig eller været bosat dér i en uafbrudt minimumsperiode, forudsat at en sådan betingelse ikke går ud over, hvad der er nødvendigt for at sikre, at den eftersøgte person har en vis grad af integration i den fuldbyrdende medlemsstat.

For det andet kan en gennemførelse af rammeafgørelsens artikel 4, nr. 6), ikke medføre, at den fuldbyrdende judicielle myndighed fratages den skønsmargen, som er nødvendig for, at den kan afgøre, om der, henset til formålet om social rehabilitering, er anledning til at afslå at fuldbyrde den europæiske arrestordre.

En lovgivning som den i hovedsagen omhandlede bringer imidlertid formålet om social rehabilitering i fare, idet den fratager den fuldbyrdende judicielle myndighed beføjelsen til at vurdere, om den tilknytning, som en tredjelandsstatsborger, der er omfattet af en europæisk arrestordre, har til den fuldbyrdende medlemsstat, er tilstrækkelig til at afgøre, om straffuldbyrdelsen i denne stat vil bidrage til at øge vedkommendes muligheder for rehabilitering efter fuldbyrdelsen af denne straf.

Dernæst præciserede Domstolen, at den fuldbyrdende judicielle myndighed med henblik på at vurdere, om der skal gives afslag på at fuldbyrde en europæisk arrestordre udstedt mod en tredjelandsstatsborger, som opholder sig eller er bosat på den fuldbyrdende medlemsstats område, skal foretage en samlet vurdering af alle de konkrete forhold, der kendetegner den eftersøgte persons situation, og som kan indikere, at der mellem denne person og den fuldbyrdende medlemsstat foreligger en tilknytning, som gør det muligt at fastslå en tilstrækkelig integration i denne stat. Disse forhold omfatter den familiemæssige, sproglige, kulturelle, sociale eller økonomiske tilknytning, som en tredjelandsstatsborger har til den fuldbyrdende medlemsstat, samt arten og varigheden af samt betingelserne for den pågældendes ophold i denne medlemsstat.

Navnlig skal der, når den eftersøgte person har etableret midtpunktet for sit familieliv og sine interesser i den fuldbyrdende medlemsstat, tages hensyn til den omstændighed, at denne persons sociale reintegration, efter at den pågældende har afsonet sin straf dér, fremmes, idet den pågældende kan have regelmæssig og hyppig kontakt med sin familie og sine pårørende.

( 1 ) – Corte d’appello di Bologna (appeldomstolen i Bologna, Italien, herefter »appeldomstolen«).

( 2 ) – Artikel 1, stk. 2, samt artikel 4 og 4a i Rådets rammeafgørelse 2002/584/RIA af 13.6.2002 om den europæiske arrestordre og om procedurerne for overgivelse mellem medlemsstaterne (EFT 2002, L 190, s. 1).

( 3 ) – Herefter »rammeafgørelsen«.

( 4 ) – Fakultativ grund til at afslå fuldbyrdelse fastsat i rammeafgørelsens artikel 4, nr. 6).

( 5 ) – Herefter »chartret«.