Sag C-680/21

UL
og
SA Royal Antwerp Football Club

mod

Union royale belge des sociétés de football association ASBL (URBSFA)

(anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af tribunal de première instance francophone de Bruxelles)

Domstolens dom (Store Afdeling) af 21. december 2023

»Præjudiciel forelæggelse – konkurrence – det indre marked – regelsæt indført af et internationalt og et nationalt sportsforbund – professionel fodbold – privatretlige enheder med regelfastsættelses-, kontrol- og sanktionsbeføjelser – regler, der pålægger professionelle fodboldklubber at benytte et minimumsantal spillere »af egen avl« – artikel 101, stk. 1, TEUF – vedtagelse inden for en sammenslutning af virksomheder, som skader konkurrencen – begreberne konkurrencebegrænsende »formål« og »følge« – fritagelse i henhold til artikel 101, stk. 3, TEUF – betingelser – artikel 45 TEUF – indirekte forskelsbehandling på grundlag af nationalitet – hindring for arbejdskraftens frie bevægelighed – begrundelse – betingelser – bevisbyrde«

1. Præjudicielle spørgsmål – forelæggelse for Domstolen – spørgsmålet, om forelæggelsesafgørelsen er truffet i overensstemmelse med de nationale forskrifter vedrørende retternes sammensætning og virkemåde – ingen prøvelse ved Domstolen

   (Art. 267 TEUF; Domstolens procesreglement, art. 97, stk. 2)

   (jf. præmis 28-30)

2. Præjudicielle spørgsmål – formaliteten – nødvendigheden af en præjudiciel afgørelse og relevansen af de forelagte spørgsmål – den nationale rets vurdering – formodning for, at de forelagte spørgsmål er relevante

   (Art. 267 TEUF)

   (jf. præmis 35-37)

3. Aftaler – påvirkning af handelen mellem medlemsstater – kriterier – aftale, som omfatter hele en medlemsstats område

   (Art. 101, stk. 1, TEUF)

   (jf. præmis 43, 44, 83 og 84)

4. EU-ret – anvendelsesområde – sportsudøvelse som økonomisk virksomhed – omfattet – regler, der udelukkende er vedtaget af ikke-økonomiske grunde, og som udelukkende vedrører sportslige anliggender – ikke omfattet – regler indført af sportsforbund, som pålægger professionelle fodboldklubber at benytte et minimumsantal spillere af egen avl – regler, der direkte påvirker betingelserne for udøvelse af økonomisk virksomhed – omfattet

   (Art. 45 TEUF, 101 TEUF, 102 TEUF og 165 TEUF)

   (jf. præmis 53-62 og 69)

5. EU-ret – anvendelsesområde – sportsudøvelse som økonomisk virksomhed – omfattet – regler indført af sportsforbund, som pålægger professionelle fodboldklubber at benytte et minimumsantal spillere af egen avl – restriktion – begrundelse – hensyntagen til de særlige forhold, der kendetegner sportslig aktivitet

   (Art. 45 TEUF, 101 TEUF og 165 TEUF)

   (jf. præmis 64-68 og 70-74)

6. Aftaler – konkurrencebegrænsning – vedtagelser inden for sammenslutninger af virksomheder – begreb – regler indført af sportsforbund, som pålægger professionelle fodboldklubber at benytte et minimumsantal spillere af egen avl – omfattet

   (Art. 101, stk. 1, TEUF)

   (jf. præmis 81 og 82)

7. Aftaler – konkurrencebegrænsning – bedømmelseskriterier – sondring mellem konkurrencebegrænsende formål og konkurrencebegrænsende følge – konkurrencebegrænsende formål – tilstrækkelig skadelig – tilstrækkelig konstatering

   (Art. 101, stk. 1, TEUF)

   (jf. præmis 86 og 88-90)

8. Aftaler – konkurrencebegrænsning – bedømmelseskriterier – indholdet af og formålet med en konkurrencebegrænsende aftale og den økonomiske og retlige sammenhæng for denne aftales udvikling – sondring mellem konkurrencebegrænsende formål og konkurrencebegrænsende følge – aftaleparternes hensigt om at begrænse konkurrencen – ikke-nødvendigt kriterium – overtrædelse med konkurrencebegrænsende formål – tilstrækkelig skadelig – bedømmelseskriterier – nødvendighed af at undersøge den konkurrencebegrænsende adfærds virkninger for konkurrencen – foreligger ikke

   (Art. 101 TEUF)

   (jf. præmis 92-98)

9. Aftaler – konkurrencebegrænsning – bedømmelseskriterier – sondring mellem konkurrencebegrænsende formål og konkurrencebegrænsende følge – konkurrencebegrænsende følge – undersøgelse af den konkurrence, der ville have været uden den omtvistede aftale

   (Art. 101, stk. 1, TEUF)

   (jf. præmis 99 og 100)

10. Aftaler – konkurrencebegrænsning – vedtagelser inden for sammenslutninger af virksomheder – regler indført af sportsforbund, som pålægger professionelle fodboldklubber at benytte et minimumsantal spillere af egen avl – konkurrencebegrænsende formål – den forelæggende rets efterprøvelse

    (Art. 101, stk. 1, TEUF)

    (jf. præmis 101-112 og domskonkl. 1)

11. Aftaler – konkurrencebegrænsning – vedtagelser inden for sammenslutninger af virksomheder – regler indført af sportsforbund, som pålægger professionelle fodboldklubber at benytte et minimumsantal spillere af egen avl – begrundelse i legitime formål af almen interesse – betingelse – konkurrencebegrænsende formål foreligger ikke – fritagelse – betingelser

    (Art. 101, stk. 1, TEUF)

    (jf. præmis 113-117)

12. Aftaler – forbud – fritagelse – betingelser – forbedring af produktionen eller distributionen af varer eller bidrag til tekniske eller økonomiske fremskridt – mærkbare objektive fordele, som kan afhjælpe de ulemper, som følger af aftalen for konkurrencen – den pågældende adfærds uundværlighed eller nødvendighed – udelukkelse af enhver effektiv konkurrence for en væsentlig del af de pågældende varer eller tjenesteydelser foreligger ikke – bevisbyrde – fritagelsesbetingelsernes kumulative karakter

    (Art. 101, stk. 3, TEUF)

    (jf. præmis 118-135 og domskonkl. 2)

13. Fri bevægelighed for personer – arbejdstagere – restriktioner – regler indført af sportsforbund, som pålægger professionelle fodboldklubber at benytte et minimumsantal spillere af egen avl – ikke tilladt – begrundelse – den forelæggende rets efterprøvelse

    (Art. 45 TEUF)

    (jf. præmis 136-150 og domskonkl. 3)

Resumé

Union des associations européennes de football (UEFA) er et forbund i henhold til schweizisk ret, hvis væsentligste opgaver består i at overvåge og kontrollere udviklingen af fodbold under alle spillets former på europæisk plan. Forbundet fungerer som paraplyorganisation for de forskellige nationale fodboldforbund i Europa, som har ansvaret for at organisere fodbold i deres respektive stater – herunder for Belgiens vedkommende Union royale belge des sociétés de football association ASBL (URBSFA). Som medlemmer af UEFA er disse forbund forpligtede til at overholde UEFA’s vedtægter, reglementer og afgørelser og til at sikre, at disse i den stat, som forbundene henhører under, overholdes af professionelle ligaer, der er underordnet dem, og af klubber og spillere.

I 2005 vedtog UEFA regler om, at professionelle fodboldklubber, der deltager i UEFA’s internationale klubturneringer i fodbold, på holdkortet skal angive maksimalt 25 spillere, hvoraf mindst 8 skal være »spillere af egen avl«, defineret som spillere, der uafhængigt af deres nationalitet er blevet uddannet af deres klub eller af en anden klub, der er tilknyttet det samme nationale fodboldforbund, i mindst tre år (herefter »reglerne om »spillere af egen avl««). Mindst 4 af disse 8 spillere skal være uddannet af den klub, der registrerer dem. I 2011 indførte URBSFA regler om »spillere af egen avl«, defineret som spillere, der uafhængigt af deres nationalitet er blevet uddannet af en belgisk klub i mindst tre år, i sit reglement.

UL er en professionel fodboldspiller, der både er tredjelandsstatsborger og belgisk statsborger. Han spiller professionel fodbold i Belgien, hvor han har spillet for Royal Antwerp, en professionel fodboldklub, der er hjemmehørende i Belgien, og derefter for en anden professionel fodboldklub i Belgien.

UL og Royal Antwerp var af den opfattelse, at reglerne om »spillere af egen avl« er i strid med bestemmelserne i EUF-traktaten, og anlagde derfor sag ved Cour Belge d’Arbitrage pour le Sport (belgisk voldgiftsret for sport, herefter »CBAS«) med krav om erstatning for den skade, som disse regler havde forvoldt. CBAS afslog disse krav, hvorefter UL og Royal Antwerp anlagde sag ved tribunal de première instance francophone de Bruxelles (den fransksprogede ret i første instans i Bruxelles, Belgien), som er den forelæggende ret, med påstand om ophævelse af voldgiftskendelsen.

I denne forbindelse besluttede den nævnte ret at forelægge Domstolen forskellige præjudicielle spørgsmål med henblik på nærmere bestemt at få oplyst, om UEFA’s og URBSFA’s regler om »spillere af egen avl« kan kvalificeres som en »aftale mellem virksomheder«, en »vedtagelse inden for en sammenslutning af virksomheder« eller en »samordnet praksis« af konkurrencebegrænsende karakter som omhandlet i artikel 101 TEUF. Den var ligeledes i tvivl om, hvorvidt URBSFA’s regler er forenelige med arbejdskraftens frie bevægelighed, som er sikret ved artikel 45 TEUF.

Domstolen (Store Afdeling) præciserede i sin dom, der blev afsagt samme dag som to andre domme ( 1 ) vedrørende anvendelsen af Unionens økonomiske ret på regler, der er indført af internationale sportsforbund, anvendelsen af artikel 45 TEUF og 101 TEUF på regler, der er vedtaget af sportsforbund med hensyn til sammensætningen af hold, spillernes deltagelse på disse og spillernes videreuddannelse.

Domstolens bemærkninger

Indledningsvis bemærkede Domstolen for det første, at reglerne om »spillere af egen avl« er omfattet af anvendelsesområdet for artikel 45 TEUF og 101 TEUF. Domstolen mindede i denne forbindelse om, at sportsudøvelse, for så vidt som der er tale om en økonomisk virksomhed, henhører under de EU-retlige bestemmelser, der gælder i forhold til en sådan aktivitet, med undtagelse af visse specifikke regler, der dels udelukkende er vedtaget af ikke-økonomiske grunde, og som dels vedrører spørgsmål, der alene angår sporten som sådan. De i hovedsagen omhandlede regler, hvad enten de er udstedt af UEFA eller URBSFA, er imidlertid ikke omfattet af en sådan undtagelse. De vedrører nemlig økonomisk virksomhed. Desuden skal disse regler, selv om de formelt ikke regulerer spillernes arbejdsbetingelser, anses for direkte at påvirke det pågældende arbejde, for så vidt som de bringer sammensætningen af hold, der kan deltage i klubturneringer i fodbold, og følgelig selve spillernes deltagelse i disse turneringer ind under visse betingelser, der, hvis de ikke overholdes, er ledsaget af sanktioner.

For det andet bemærkede Domstolen, idet den tog stilling til den betydning, der vil kunne knyttes til artikel 165 TEUF – som fastsætter såvel de mål, der er sat for Unionens indsats på sportsområdet, som de midler, der kan gøres brug af for at bidrage til virkeliggørelse af disse mål – at denne bestemmelse ikke udgør en særregel, der helt eller delvis undtager sportsområdet fra de andre bestemmelser i den primære EU-ret, som vil kunne anvendes på det, eller pålægger at undergive sportsområdet en særlig behandling i forbindelse med en sådan anvendelse. Domstolen bemærkede endvidere, at der ved anvendelsen af artikel 45 TEUF og 101 TEUF – blandt andre forhold, og for så vidt som de er relevante – kan tages hensyn til de ubestridelige særlige forhold, der kendetegner sportslig aktivitet, idet det dog noteres, at der alene kan tages hensyn hertil inden for rammerne af og under overholdelse af de betingelser og de kriterier for anvendelse, som er fastsat i hver af disse bestemmelser.

På baggrund af disse bemærkninger undersøgte Domstolen først, om UEFA’s og URBSFA’s regler om »spillere af egen avl« er forenelige med artikel 101 TEUF.

Domstolen præciserede i denne forbindelse for det første, at de i hovedsagen omhandlede regler skal kvalificeres som en »vedtagelse inden for en sammenslutning af virksomheder«, for så vidt som de dels er udstedt af UEFA og URBSFA, som er sammenslutninger af virksomheder, dels direkte påvirker de betingelser, hvorunder de virksomheder, som direkte eller indirekte er medlemmer af disse forbund, kan udøve økonomisk virksomhed.

Hvad dernæst angår spørgsmålet om, hvorvidt disse regler har et konkurrencebegrænsende formål, bemærkede Domstolen for det første, at det fremgår af deres indhold, at de pålægger professionelle fodboldklubber, der deltager i klubturneringer i fodbold, som henhører under de nævnte forbund, på holdkortet at angive et minimumsantal »spillere af egen avl«, under trussel om sanktioner. Det fremgår, at reglerne herved efter deres art begrænser disse klubbers mulighed for at angive spillere, der ikke opfylder sådanne krav, på holdkortet. Hvad for det andet angår den økonomiske og retlige sammenhæng, hvori disse regler indgår, fremgår det af de særlige forhold, der kendetegner professionel fodbold, herunder denne sports samfundsmæssige, kulturelle og mediemæssige betydning samt den omstændighed, at den er baseret på åbenhed og sportslig fortjeneste, at det er legitimt, at forbund som UEFA og URBSFA vedtager regler om navnlig afholdelse af turneringer inden for den pågældende sportsgren, en god afvikling heraf og sportsudøveres deltagelse heri, og nærmere bestemt udstikker rammerne for de betingelser, hvorunder professionelle fodboldklubber kan sammensætte hold, der deltager i klubturneringer inden for deres territoriale område. Hvad for det tredje angår det tilsigtede målområde for de i hovedsagen omhandlede regler fremgår det, at disse begrænser eller kontrollerer et af de vigtigste konkurrenceparametre, nemlig ansættelse af talentfulde spillere, der, uanset i hvilken klub eller hvilket sted de måtte være uddannet, kan gøre det muligt for deres hold at vinde opgøret med modstandernes hold. Denne begrænsning kan påvirke den konkurrence, som klubberne kan udøve, ikke alene på det »upstream- eller udbudsmarked«, som ansættelse af spillere ud fra et økonomisk synspunkt udgør, men også på det »downstreammarked«, som klubturneringer i fodbold ud fra samme synspunkt udgør.

Det tilkommer ikke desto mindre den forelæggende ret i lyset af disse præciseringer og under hensyntagen til alle de argumenter og beviser, som parterne har fremlagt, at afgøre, om de i hovedsagen omhandlede regler efter deres art er tilstrækkeligt skadelige for konkurrencen til at kunne anses for at have til »formål« at begrænse konkurrencen. Hvis dette ikke er tilfældet, skal den forelæggende ret dernæst afgøre, om disse regler kan anses for at have til faktisk eller potentiel følge at begrænse konkurrencen på det pågældende marked.

Hvad endelig angår spørgsmålet om, hvorvidt disse regler kan være begrundede eller være omfattet af en fritagelse, mindede Domstolen om, at visse særlige former for adfærd, såsom etiske eller moralske regler, der er vedtaget af et forbund, selv om de naturligt har til følge at begrænse konkurrencen, ikke nødvendigvis er omfattet af det forbud, der er fastsat i artikel 101, stk. 1, TEUF, forudsat at de er begrundet i, at der forfølges legitime mål af almen interesse, som ikke i sig selv er konkurrencebegrænsende, og at det er behørigt godtgjort, at de metoder, der er anvendt til at nå disse mål, er nødvendige og forholdsmæssige.

Domstolen præciserede imidlertid, at denne retspraksis ikke kan finde anvendelse, når der foreligger en adfærd, som er tilstrækkeligt skadelig til at begrunde den antagelse, at den endog har til »formål« at hindre, begrænse eller fordreje konkurrencen, uden at dette berører muligheden for en fritagelse i henhold til artikel 101, stk. 3, TEUF, forudsat at de betingelser, der kræves i denne forbindelse, er opfyldt, hvilket det tilkommer den part, der påberåber sig en sådan fritagelse, at godtgøre.

Hvad angår denne fritagelse bemærkede Domstolen, at den undersøgte adfærd for at kunne komme i betragtning med tilstrækkelig grad af sandsynlighed skal gøre det muligt at opnå effektivitetsgevinster, samtidig med at en rimelig andel af fortjenesten ved disse gevinster er forbeholdt brugerne, uden at der pålægges begrænsninger, som ikke er strengt nødvendige for at opnå sådanne gevinster, og uden at enhver effektiv konkurrence udelukkes for en væsentlig del af de pågældende varer eller tjenesteydelser. Det tilkommer den forelæggende ret, såfremt den finder, at reglerne om spillere af egen avl har til formål eller til følge at begrænse konkurrencen, at vurdere, om disse betingelser er opfyldt i det foreliggende tilfælde.

Dernæst konstaterede Domstolen hvad angår spørgsmålet om, hvorvidt URBSFA’s regler om »spillere af egen avl« er forenelige med artikel 45 TEUF, at disse regler ved første øjekast er i strid med arbejdskraftens frie bevægelighed. Reglerne er nemlig støttet på en »national« tilknytning, for så vidt som de for det første definerer »spillere af egen avl« som spillere, der er uddannet i en »belgisk« klub. For det andet pålægger reglerne professionelle fodboldklubber, der ønsker at deltage i klubturneringer i fodbold, der henhører under URBSFA, på deres trupliste og på holdkortet at inkludere et minimumsantal spillere, der opfylder betingelserne for at kunne kvalificeres således. Heraf følger, at sådanne regler kan skade professionelle fodboldspillere, der ønsker at udøve økonomisk virksomhed på en anden medlemsstats område end deres oprindelsesmedlemsstat, nemlig Belgien, og som ikke opfylder betingelserne i henhold til disse regler. I denne henseende kan disse regler give anledning til indirekte forskelsbehandling til skade for spillere fra en anden medlemsstat, for så vidt som de risikerer navnlig at ramme sidstnævnte spillere.

Med hensyn til, hvorvidt der foreligger en begrundelse, mindede Domstolen om, at ikke-statslige foranstaltninger kan være tilladte, selv om de hindrer en fri bevægelighed, der er knæsat i EUF-traktaten, hvis to kumulative betingelser er opfyldt, hvilket det tilkommer ophavsmanden til disse foranstaltninger at godtgøre. For det første skal vedtagelsen af disse foranstaltninger således forfølge et legitimt mål af almen interesse, som er foreneligt med traktaten og følgelig ikke er rent økonomisk, og for det andet skal disse foranstaltninger overholde proportionalitetsprincippet, hvilket indebærer, at de skal være egnede til at sikre gennemførelsen af dette mål, og at de ikke må gå ud over, hvad der er nødvendigt for at nå det.

I det foreliggende tilfælde udgør målet om at fremme unge professionelle fodboldspilleres ansættelse og videreuddannelse et sådant legitimt mål af almen interesse. Med hensyn til, hvorvidt disse regler er egnede til at sikre gennemførelsen af dette mål, skal dette spørgsmål vurderes navnlig under hensyntagen til den omstændighed, at de nævnte regler, idet de sidestiller alle unge spillere, der er uddannet af en hvilken som helst klub, som er tilknyttet det pågældende nationale fodboldforbund, for visse af disse klubber, navnlig dem med betydelige økonomiske midler, ikke nødvendigvis udgør faktiske og betydelige incitamenter til at ansætte unge spillere med henblik på selv at uddanne dem. En sådan ansættelses- og uddannelsespolitik sidestilles derimod med ansættelse af unge spillere, der allerede er uddannet af enhver anden klub, som ligeledes er tilknyttet det pågældende forbund, uanset hvor denne anden klub måtte være hjemmehørende inden for dette forbunds territoriale område. Det er imidlertid netop lokal investering i uddannelsen af unge spillere, der bidrager til varetagelsen af sportens sociale og uddannende funktion, særligt når investeringen hidrører fra små klubber, efter omstændighederne i partnerskab med andre klubber i samme region og eventuelt i en grænseoverskridende sammenhæng.

Under disse omstændigheder bemærkede Domstolen, at det i sidste ende udelukkende påhviler den forelæggende ret efter gennemgang af de argumenter og beviser, som parterne har fremlagt, at vurdere, om URBSFA’s regler opfylder de ovenfor anførte betingelser.

( 1 ) – Dom af 21.12.2023, International Skating Union mod Kommissionen (sag C-124/21), og af 21.12.2023, European Superleague Company (sag C-333/21).