EUR-Lex Access to European Union law

Back to EUR-Lex homepage

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 62021CJ0478

Domstolens dom (Anden Afdeling) af 21. september 2023.
China Chamber of Commerce for Import and Export of Machinery and Electronic Products m.fl. mod Europa-Kommissionen.
Appel – dumping – gennemførelsesforordning (EU) 2018/140 – import af visse varer af støbejern med oprindelse i Folkerepublikken Kina og Indien – endelig antidumpingtold – annullationssøgsmål – formaliteten – søgsmålskompetence – repræsentativ sammenslutning af eksportører – forordning (EU) 2016/1036 – artikel 3, stk. 2, 3, 6 og 7 – skade – beregning af importmængden – positivt bevismateriale – objektiv undersøgelse – ekstrapolering – beregning af EU-erhvervsgrenens produktionsomkostninger – koncerninterne priser – årsagsforbindelse – analyse af skaden pr. segment – foreligger ikke – artikel 6, stk. 7 – artikel 20, stk. 2 og 4 – proceduremæssige rettigheder.
Sag C-478/21 P.

ECLI identifier: ECLI:EU:C:2023:685

Sag C-478/21 P

China Chamber of Commerce for Import and Export of Machinery and Electronic Products m.fl.

mod

Europa-Kommissionen

 Domstolens dom (Anden Afdeling) af 21. september 2023

»Appel – dumping – gennemførelsesforordning (EU) 2018/140 – import af visse varer af støbejern med oprindelse i Folkerepublikken Kina og Indien – endelig antidumpingtold – annullationssøgsmål – formaliteten – søgsmålskompetence – repræsentativ sammenslutning af eksportører – forordning (EU) 2016/1036 – artikel 3, stk. 2, 3, 6 og 7 – skade – beregning af importmængden – positivt bevismateriale – objektiv undersøgelse – ekstrapolering – beregning af EU-erhvervsgrenens produktionsomkostninger – koncerninterne priser – årsagsforbindelse – analyse af skaden pr. segment – foreligger ikke – artikel 6, stk. 7 – artikel 20, stk. 2 og 4 – proceduremæssige rettigheder«

1.        Annullationssøgsmål – betingelser for antagelse til realitetsbehandling – undersøgelse ex officio

(Art. 263 TEUF)

(jf. præmis 42)

2.        Appel – svarskrift – genstand – påberåbelse af, at søgsmålet i første instans skal afvises, uden at der er iværksat kontraappel – formaliteten

(Art. 263 TEUF; Domstolens procesreglement, art. 176, stk. 2)

(jf. præmis 43)

3.        Annullationssøgsmål – fysiske eller juridiske personer – retsakter, som berører dem umiddelbart og individuelt – søgsmål anlagt af en faglig sammenslutning til forsvar og repræsentation af dens medlemmer – søgsmål anlagt individuelt – søgsmål med henblik på at beskytte en sammenslutnings proceduremæssige rettigheder – formaliteten – betingelser – proceduremæssige rettigheder skal være lovligt indrømmet – Kommissionens indrømmelse af sådanne rettigheder i forbindelse med proceduren for vedtagelsen af forordningen – Unionens retsinstanser skal undersøge, om indrømmelsen er lovlig

(Art. 263, stk. 4, TEUF)

(jf. præmis 48 og 50-58)

4.        Annullationssøgsmål – fysiske eller juridiske personer – retsakter, som berører dem umiddelbart og individuelt – søgsmål anlagt af en faglig sammenslutning til forsvar og repræsentation af dens medlemmer – søgsmål anlagt individuelt – søgsmål med henblik på at beskytte en sammenslutnings proceduremæssige rettigheder – formaliteten – betingelser – proceduremæssige rettigheder skal være lovligt indrømmet – begrebet repræsentativ sammenslutning af importører og eksportører – repræsentativ sammenslutning af importører og eksportører af dumpingvaren – rækkevidde – bevisbyrde – sammenslutning, der ikke har en tilstrækkelig grad af uafhængighed i forhold til de statslige instanser – ikke omfattet

(Art. 263, stk. 4, TEUF; Europa-Parlamentets og Rådets forordning 2016/1036, art. 5, stk. 11, art. 6, stk. 7, art. 20, stk. 1 og 2, og art. 21, stk. 2)

(jf. præmis 59-75)

5.        Annullationssøgsmål – fysiske eller juridiske personer – retsakter, som berører dem umiddelbart og individuelt – søgsmål anlagt af en faglig sammenslutning til forsvar og repræsentation af dens medlemmer – formaliteten – betingelser – krav om sammenslutningens repræsentative karakter som omhandlet i medlemsstaternes fælles retstraditioner – foreligger ikke

(Art. 263, stk. 4, TEUF)

(jf. præmis 79-86)

6.        Retslig procedure – parternes repræsentation – søgsmål anlagt af en privatretlig juridisk person – fuldmagt udstedt til advokaten – nødvendigt at føre bevis for, at det mandat, som advokaten har fået, er givet lovligt – Unionens retsinstansers pligt til at efterprøve, om det pågældende mandat er lovligt, hvis dette anfægtes – betingelse – anfægtelse baseret på tilstrækkeligt konkrete og præcise indicier

(Rettens procesreglement, art. 51, stk. 3)

(jf. præmis 91-98)

7.        Fælles handelspolitik – beskyttelse mod dumping – skade – institutionernes skønsbeføjelser – domstolsprøvelse – grænser

(Europa-Parlamentets og Rådets forordning 2016/1036, art. 3)

(jf. præmis 113-115)

8.        Fælles handelspolitik – beskyttelse mod dumping – skade – faktorer, der skal tages i betragtning – omfanget af dumpingimporten – beregning af importmængden – hensyntagen til positivt bevismateriale – begreb – oplysninger opnået efter en justering af andre oplysninger – omfattet – betingelser

(Europa-Parlamentets og Rådets forordning 2016/1036, art. 3, stk. 1 og 2; Kommissionens forordning 2018/140)

(jf. præmis 118-121 og 126-129)

9.        Fælles handelspolitik – beskyttelse mod dumping – skade – faktorer, der skal tages i betragtning – omfanget af dumpingimporten – beregning af importmængden – beregningsmetode – Kommissionens skøn – anfægtelse af troværdigheden af de anvendte oplysninger – bevisbyrde

[Europa-Parlamentets og Rådets forordning 2016/1036, art. 1, stk. 1, og art. 3, stk. 2, litra a); Kommissionens forordning 2018/140]

(jf. præmis 131-134)

10.      Fælles handelspolitik – beskyttelse mod dumping – undersøgelse – institutionernes pligt til at udvise omhu – rækkevidde – Kommissionens forpligtelse til af egen drift at undersøge alle tilgængelige oplysninger – grænser

(Europa-Parlamentets og Rådets forordning 2016/1036, art. 6, stk. 3, 4 og 9; Kommissionens forordning 2018/140)

(jf. præmis 137-150)

11.      Fælles handelspolitik – beskyttelse mod dumping – skade – faktorer, der skal tages i betragtning – dumpingimportens indvirkning på priserne på samme varer på EU-markedet – beregning af underbudsmarginen – beregningsmetode – Kommissionens skøn – hensyntagen til segmenterne på markedet for den pågældende vare – betingelser

(Europa-Parlamentets og Rådets forordning 2016/1036, art. 3, stk. 2 og 3; Kommissionens forordning 2018/140)

(jf. præmis 165-171 og 193)

12.      Fælles handelspolitik – beskyttelse mod dumping – skade – skadesindikatorerne skal vurderes ved hjælp af en analyse af markedet for den pågældende vare pr. segment – substituerbare produkter – foreligger ikke – bevisbyrde

(Europa-Parlamentets og Rådets forordning 2016/1036, art. 3, stk. 2, 3, 6 og 7)

(jf. præmis 178-180, 183 og 184)

13.      Fælles handelspolitik – beskyttelse mod dumping – skade – godtgørelse af årsagsforbindelse – undersøgelse af skaden tilstrækkelig til at godtgøre årsagsforbindelsen

(Europa-Parlamentets og Rådets forordning 2016/1036, art. 3, stk. 2, 3, 6 og 7)

(jf. præmis 181 og 182)

14.      Fælles handelspolitik – beskyttelse mod dumping – skade – faktorer, der skal tages i betragtning – dumpingimportens indvirkning på priserne på samme varer på EU-markedet – beregning af underbudsmarginen – beregningsmetode – Kommissionens pligt til at tage hensyn til de stikprøveudtagne EU-producenters samlede salg af samme varer – foreligger ikke

(Europa-Parlamentets og Rådets forordning 2016/1036, art. 3, stk. 2, 3, 6 og 7)

(jf. præmis 194-202)

15.      Appel – anbringender – utilstrækkelig begrundelse – Rettens begrundelse fremgår indirekte – lovlighed – betingelser

(Art. 256 TEUF; statutten for Domstolen, art. 36 og art. 53, stk. 1)

(jf. præmis 203 og 204)

16.      Fælles handelspolitik – beskyttelse mod dumping – antidumpingprocedure – ret til forsvar – oplysningspligt påhvilende institutionerne – rækkevidde – specifikke oplysninger foreligger ikke – de berørte parter forpligtet til at fremsætte en præcis anmodning herom under undersøgelsesproceduren

(Europa-Parlamentets og Rådets forordning 2016/1036, 12. betragtning samt art. 5, stk. 10, art. 6, stk. 5 og 7, art. 17 og art. 20, stk. 1, 2 og 3)

(jf. præmis 212-218 og 222)

17.      Fælles handelspolitik – beskyttelse mod dumping – antidumpingprocedure – ret til forsvar – tilsidesættelse af de proceduremæssige rettigheder, som en sammenslutning er indrømmet under undersøgelsen – kan påberåbes af et medlem af sammenslutningen – betingelser – sammenslutningens tilkendegivelse under undersøgelsen af sin hensigt om at handle som repræsentant for visse af sine medlemmer

(Europa-Parlamentets og Rådets forordning 2016/1036)

(jf. præmis 224-231)

Resumé

Efter en klage indgivet af EU-producenter af varer af støbejern vedtog Europa-Kommissionen efter afslutningen af antidumpingundersøgelsen gennemførelsesforordning 2018/140 (1) om indførelse af en midlertidig antidumpingtold på importen af visse varer af støbejern med oprindelse i Folkerepublikken Kina (herefter »den pågældende vare«).

Den kinesiske sammenslutning China Chamber of Commerce for Import and Export of Machinery and Electronic Products (herefter »CCCME«), hvis medlemmer omfatter kinesiske eksporterende producenter af den pågældende vare samt andre kinesiske eksporterende producenter, anlagde sag med påstand om annullation af den omtvistede forordning.

Ved dom af 19. maj 2021 (2) fastslog Retten, at søgsmålet anlagt af CCCME kunne antages til realitetsbehandling, idet den konstaterede, at denne sammenslutning havde søgsmålskompetence på egne vegne for at sikre beskyttelsen af sine proceduremæssige rettigheder samt på vegne af sine medlemmer. Med hensyn til realiteten frifandt Retten derimod Kommissionen.

I forbindelse med en appel iværksat af CCCME traf Domstolen afgørelse om Kommissionens formalitetsindsigelse vedrørende CCCME’s manglende søgsmålskompetence. I denne henseende bekræftede Domstolen, at CCCME havde søgsmålskompetence på sine medlemmers vegne, men konkluderede, at sammenslutningen ikke havde en sådan søgsmålskompetence i eget navn med henblik på at sikre sine proceduremæssige rettigheder. Herefter stadfæstede Domstolen i øvrigt Rettens dom og forkastede dermed appellen i sin helhed.

Domstolens bemærkninger

Indledningsvis bemærkede Domstolen, at i henhold til artikel 263, stk. 4, TEUF kan enhver fysisk eller juridisk person indbringe en klage med henblik på prøvelse af retsakter, der ikke er rettet til vedkommende, i to forskellige situationer, nemlig for det første når den pågældende retsakt berører denne umiddelbart og individuelt, og for det andet såfremt der er tale om en regelfastsættende retsakt, der berører vedkommende umiddelbart, og som ikke omfatter gennemførelsesforanstaltninger.

I lyset af denne sondring undersøgte Domstolen, om Retten ved undersøgelsen af den første af disse situationer med føje havde fastslået, at CCCME havde søgsmålskompetence i eget navn med henblik på at beskytte sine proceduremæssige rettigheder.

Med hensyn til kravet om at være individuelt berørt fremgår det af retspraksis, at personer, som kan berøres individuelt af en EU-retsakt på samme måde som adressaterne for en afgørelse, er dem, der har deltaget i proceduren for vedtagelsen af denne retsakt, dog kun såfremt der i EU-lovgivningen indrømmes denne person proceduremæssige garantier. Den præcise rækkevidde af en borgers ret til at anlægge sag til prøvelse af en EU-retsakt afhænger nemlig af den retsstilling, som EU-retten indrømmer vedkommende med henblik på at beskytte den således anerkendte berettigede interesse.

I denne sag havde Retten fastslået, at CCCME var individuelt berørt af den omtvistede forordning, eftersom Kommissionen under hele den procedure, der havde ført til vedtagelsen af denne forordning, havde anset sammenslutningen for at være en interesseret part, der bl.a. repræsenterede den kinesiske erhvervsgren for den pågældende vare, og havde indrømmet sammenslutningen proceduremæssige rettigheder, som omfattede retten til aktindsigt i undersøgelsens akter, retten til at få meddelt de foreløbige og endelige konklusioner, retten til at fremsætte bemærkninger til disse samt retten til at deltage i høringer, som blev afholdt som led i denne procedure. Eftersom Retten ikke undersøgte, om disse proceduremæssige rettigheder lovligt var blevet indrømmet CCCME, havde den imidlertid begået en retlig fejl ved undersøgelsen af, om sammenslutningen var individuelt berørt, og senere gentaget denne fejl ved vurderingen af, om den var umiddelbart berørt.

Herefter bemærkede Domstolen, at disse fejl kun kunne bevirke, at CCCME’s søgsmål i eget navn skulle afvises, hvis det var godtgjort, at denne sammenslutning ikke lovligt kunne tildeles de pågældende proceduremæssige rettigheder. På denne baggrund skulle det i lyset af antidumpinggrundforordningen (3) undersøges, om CCCME lovligt kunne tildeles nævnte rettigheder.

I denne henseende bemærkede Domstolen, at selv om antidumpinggrundforordningens bestemmelser (4) tillægger repræsentative sammenslutninger af importører eller eksportører af dumpingvaren visse proceduremæssige rettigheder, defineres begrebet »repræsentativ sammenslutning af importører eller eksportører« ikke i denne forordning.

I første række bemærkede Domstolen under hensyntagen ikke alene til ordlyden af de bestemmelser, hvoraf begrebet fremgår, men også til den sammenhæng, hvori disse bestemmelser indgår, og til de mål, der forfølges med den ordning, som de udgør en del af, at nævnte begreb ikke betegner personer eller enheder, som repræsenterer andre interesser end importørers og eksportørers interesser, såsom især statslige interesser. Det følger nemlig af antidumpinggrundforordningen, at EU lovgiver ikke har tilsigtet at sondre mellem på den ene side »repræsentative sammenslutninger af importører eller eksportører« og på den anden side »myndighederne« i eller »repræsentanter« for eksportlandet. Disse sammenslutninger kan således kun anses for en repræsentativ sammenslutning som omhandlet i denne forordning, hvis de ikke er underlagt eksportlandets indgriben, men tværtimod har den fornødne uafhængighed i forhold til denne stat, således at de reelt kan handle som repræsentanter for importørernes og eksportørernes generelle og kollektive interesser og ikke som nævnte stats stråmand.

I anden række skal en sådan repræsentativ sammenslutnings formål omfatte repræsentation af importører eller eksportører af en dumpingvare, hvilket forudsætter, at denne sammenslutnings medlemmer omfatter et betydeligt antal importører eller eksportører, hvis import eller eksport af denne vare er betydelig.

Eftersom det tilkommer en sagsøger at føre bevis for sin søgsmålskompetence, påhvilede det i det foreliggende tilfælde CCCME at godtgøre, at sammenslutningen var en repræsentativ sammenslutning af importører og eksportører af den pågældende vare.

Selv om CCCME’s medlemmer omfattede eksporterende producenter af den pågældende vare, og sammenslutningen havde beføjelser til at varetage deres interesser, havde den imidlertid ikke en tilstrækkelig grad af uafhængighed i forhold til de kinesiske statslige instanser til at kunne anses for at være en »repræsentativ sammenslutning« af eksportørerne af den pågældende vare.

CCCME havde desuden hverken godtgjort, at sammenslutningens medlemmer omfattede et betydeligt antal importører eller eksportører af den pågældende vare, eller at medlemmernes eksport af denne vare var betydelig.

I lyset af disse betragtninger fastslog Domstolen, at CCCME ikke havde søgsmålskompetence i medfør af artikel 263, stk. 4, TEUF, hvorfor det søgsmål, som sammenslutningen havde anlagt i eget navn, skulle afvises, og at Retten med urette havde undersøgt de anbringender om en tilsidesættelse af CCCME’s proceduremæssige rettigheder, som var fremsat til støtte for dette søgsmål. Domstolen bekræftede derimod, at CCCME havde søgsmålskompetence på vegne af sine medlemmer, eftersom denne ret ikke er underlagt en betingelse om, at en sådan enhed skal være opbygget på demokratisk vis. Med hensyn til realiteten fastslog Domstolen, at Retten med føje havde fastslået, at Kommissionen ikke havde begået fejl ved konstateringen af en skade for EU-erhvervsgrenen. Retten havde i øvrigt hverken anvendt et urigtigt retligt kriterium eller begået en kvalificeringsfejl ved at fastslå, at CCCME ikke havde kompetence til at påberåbe sig tilsidesættelser af sine medlemmers og de øvrige appellanters proceduremæssige rettigheder.

Henset til alle disse betragtninger forkastede Domstolen appellen i sin helhed.


1      Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2018/140 af 29.1.2018 om indførelse af en endelig antidumpingtold og endelig opkrævning af den midlertidige told på importen af visse varer af støbejern med oprindelse i Folkerepublikken Kina og om afslutning af undersøgelsen af importen af visse varer af støbejern med oprindelse i Indien (EUT 2018, L 25, s. 6, herefter »den omtvistede forordning«).


2      Dom af 19.5.2021, China Chamber of Commerce for Import and Export of Machinery and Electronic Products m.fl. mod Kommissionen (T-254/18, EU:T:2021:278, herefter »den appellerede dom«).


3      Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/1036 af 8.6.2016 om beskyttelse mod dumpingimport fra lande, der ikke er medlemmer af Den Europæiske Union (EUT 2016, L 176, s. 21, herefter »antidumpinggrundforordningen«).


4      Antidumpinggrundforordningens artikel 5, stk. 11, artikel 6, stk. 7, artikel 20, stk. 1 og 2, og artikel 21, stk. 2.

Top