Sag C-351/21

ZG

mod

Beobank SA

(anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af justice de paix du canton de Forest (fredsdommeren i kantonen Forest, Belgien))

Domstolens dom (Femte Afdeling) af 16. marts 2023

»Præjudiciel forelæggelse – tilnærmelse af lovgivningerne – betalingstjenester i det indre marked – direktiv 2007/64/EF – artikel 47, stk. 1, litra a) – oplysninger til en betaler efter modtagelse af dennes betalingsordre – artikel 58, 60 og 61 – ansvaret for udbyderen af betalingstjenester i tilfælde af uautoriserede betalingstransaktioner – denne udbyders forpligtelse til at tilbagebetale betaleren de uautoriserede betalingstransaktioner – rammeaftaler – den pågældende tjenesteudbyders forpligtelse til at give den pågældende betaler oplysninger om den pågældende betalingsmodtager«

1. Tilnærmelse af lovgivningerne – betalingstjenester i det indre marked – direktiv 2007/64 – ansvaret for udbyderen af betalingstjenester i tilfælde af uautoriserede betalingstransaktioner – erstatningssøgsmål anlagt af en bruger af betalingstjenester – søgsmål om tilbagebetaling af betalingstransaktioner – søgsmål, der anlægges som følge af den pågældende udbyders manglende opfyldelse af sin oplysningspligt – retsstridighed

   [Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2007/64, art. 47. stk. 1, litra a), art. 58 og 59, art. 60, stk. 1, og art. 86, stk. 1]

   (jf. præmis 37-40)

2. Tilnærmelse af lovgivningerne – betalingstjenester i det indre marked – direktiv 2007/64 – rammeaftaler – oplysninger til betaleren om særskilte betalingstransaktioner – oplysninger om betalingsmodtageren – forpligtelser for betalingsmodtagerens udbyder af betalingstjenester – pligt til at give betaleren oplysninger, der gør det muligt at identificere den fysiske eller juridiske person, som udgør betalingsmodtageren i forbindelse med en betalingstransaktion, der er blevet debiteret denne betalers konto

   [Europa-Parlamentets og Rådets forordning 2007/64, art. 47, stk. 1, litra a)]

   (jf. præmis 53, 56-60 og 64 samt domskonkl.)

Resumé

ZG, som bor i Belgien, har en bankkonto i Beobank i Belgien, hvortil der er knyttet et debetkort. Natten mellem den 20. og den 21. april 2017 foretog han i et etablissement i Valencia (Spanien) en betaling på 100 EUR med dette debetkort. Efterfølgende blev der foretaget to andre betalinger med dette kort på den samme mobile betalingsterminal på henholdsvis 991 EUR og 993 EUR.

For den forelæggende ret nedlagde ZG påstand bl.a. om tilbagebetaling af disse to betalinger, som ZG anså for at være »uautoriserede«. Han forklarede, at han ikke længere huskede hverken etablissementets navn og adresse, eller hvad der skete, efter at han havde indtaget drikkevarer i det pågældende etablissement. Han hævdede at have været offer for bedrageri begået ved hjælp af narkotika. Beobank afviste at foretage tilbagebetaling af disse betalinger under henvisning til, at ZG havde autoriseret disse, eller at han i det mindste havde gjort sig skyldig i »grov forsømmelse«.

Efterfølgende oplyste denne bank udelukkende den anvendte betalingsterminals nummer og geolokalisering til ZG uden at angive identiteten på modtageren af de omtvistede betalinger på anden måde end ved angivelsen »COM SU VALENCIA ESP«. Modtageren af de omtvistede betalingers bank nægtede at meddele identifikationsoplysningerne vedrørende denne sidstnævnte til Beobank.

I denne sammenhæng rejste den forelæggende ret spørgsmål om rækkevidden af den forpligtelse for udbyderen af betalingstjenesterne, der er fastsat i en bestemmelse i direktiv 2007/64 ( 1 ), til »hvor det er relevant« at meddele betaleren oplysninger om betalingsmodtageren i forbindelse med en betalingstransaktion. Domstolens besvarelse af dette spørgsmål gjorde det muligt for den forelæggende ret at drage konklusioner med hensyn til Beobanks forpligtelse til at tilbagebetale de omtvistede betalinger.

Domstolen fastslog i sin dom, at en betalers udbyder af betalingstjenester i henhold til samme bestemmelse er forpligtet til at give betaleren oplysninger, der gør det muligt at identificere den fysiske eller juridiske person, som udgør betalingsmodtageren i forbindelse med en betalingstransaktion, der er debiteret denne betalers konto, og ikke kun de oplysninger, som denne udbyder efter at have gjort sin bedste indsats råder over med hensyn til denne betaling.

Domstolens bemærkninger

Domstolen bemærkede indledningsvis, at den ansvarsordning for udbydere af betalingstjenester i tilfælde af en uautoriseret betalingstransaktion, der er fastsat i artikel 60, stk. 1, i direktiv 2007/64, er genstand for en fuld harmonisering. En parallel ansvarsordning for den samme ansvarspådragende begivenhed er derfor uforenelig med dette direktiv, og det samme gælder for en konkurrerende ansvarsordning, der gør det muligt for brugeren af betalingstjenester at gøre dette ansvar gældende på grundlag af andre udløsende begivenheder.

En national ret kan imidlertid ikke se bort fra sondringen i nævnte direktiv hvad angår betalingstransaktioner, alt afhængig af, om de er autoriserede eller ej. En sådan ret kan derfor ikke udtale sig om et krav om tilbagebetaling af betalinger som de i hovedsagen omhandlede betalinger uden først at kvalificere en transaktion som uautoriseret eller autoriseret. Artikel 60, stk. 1, sammenholdt med artikel 86, stk. 1, i direktiv 2007/64 ( 2 ), er nemlig til hinder for, at en bruger af betalingstjenester kan drage udbyderen af disse tjenester til ansvar som følge af, at denne udbyder har tilsidesat sin oplysningspligt i henhold til dette direktivs artikel 47, stk. 1, litra a), for så vidt som dette ansvar vedrører tilbagebetaling af betalingstransaktioner.

For så vidt som den forelæggende ret finder det nødvendigt i forbindelse med sin vurdering af, om de i hovedsagen omhandlede betalinger er autoriserede eller ej, at kende karakteren og omfanget af de oplysninger, som den pågældende betalers udbyder af betalingstjenester skal give denne sidstnævnte i henhold til artikel 47, stk. 1, litra a), i direktiv 2007/64, kan de præjudicielle spørgsmåls relevans for løsningen af tvisten i hovedsagen ikke drages i tvivl.

Hvad konkret angår karakteren og omfanget af de oplysningsforpligtelser, der er fastsat i denne bestemmelse, er Domstolen, henset til den omstændighed, at direktiv 2007/64 foretager en fuld harmonisering, af den opfattelse, at disse forpligtelser nødvendigvis udgør forpligtelser, som medlemsstaterne skal gennemføre uden at kunne fravige dem og sågar uden at kunne lempe dem ved at kvalificere dem som indsatsforpligtelser og ikke som resultatforpligtelser. Der er intet i opbygningen af denne artikel 47, der gør det muligt at antage, at EU-lovgiver ved at fastsætte forpligtelser, der præcist angiver, hvilke foranstaltninger der skal træffes, udelukkende tilsigtede, at der skal gøres en indsats i denne henseende.

I øvrigt skal sætningsleddet »hvor det er relevant« forstås således, at det betyder, at de oplysninger om betalingsmodtageren i forbindelse med en betalingstransaktion, som udbyderen af betalingstjenester skal give den pågældende betaler, efter at beløbet for en betalingstransaktion er blevet debiteret denne betalers konto eller på et tidspunkt, der er aftalt i henhold til dette direktivs artikel 47, stk. 2, omfatter de oplysninger, som udbyderen af betalingstjenester råder over eller bør råde over i overensstemmelse med EU-retten. Denne fortolkning bestyrkes af det formål, der forfølges med direktivet 2007/64, som bl.a. består i at sikre, at brugerne af betalingstjenester let kan identificere betalingstransaktioner ved at have »samme høje niveau af klare« oplysninger. Med henblik på at sikre en fuldt integreret straight-through processing af betalinger og gøre betalinger hurtigere og mere effektive skal disse oplysninger både være nødvendige og tilstrækkelige hvad angår aftalen om betalingstjenesten og betalingstransaktionerne og stå i et rimeligt forhold til disse brugeres behov.

I det foreliggende tilfælde skal de oplysninger, som udbyderen af betalingstjenester i henhold til artikel 47, stk. 1, litra a), i direktiv 2007/64 skal give den pågældende betaler for at opfylde disse krav, være tilstrækkeligt præcise og væsentlige. I mangel af en sådan egenskab vil betaleren nemlig ikke være i stand til ved hjælp af disse oplysninger med sikkerhed at identificere den pågældende betalingstransaktion. Den »reference, der gør det muligt for betaleren at identificere hver enkelt betalingstransaktion«, der er omhandlet i første sætningsled i artikel 47, stk. 1, litra a), i direktiv 2007/64, sætter ikke den pågældende betaler i stand til at knytte den pågældende reference til en bestemt betalingstransaktion. Det er derfor ikke nødvendigvis inden for rammerne af det supplerende element, der er omhandlet i det andet sætningsled i artikel 47, stk. 1, litra a), dvs. »oplysninger om betalingsmodtageren«, at betalerens udbyder af betalingstjenester skal give de oplysninger, der er nødvendige for fuldt ud at opfylde de krav, som følger af denne bestemmelse, til betaleren.

( 1 ) – Denne forpligtelse er fastsat i artikel 47, stk. 1, litra a), i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2007/64/EF af 13.11.2007 om betalingstjenester i det indre marked og om ændring af direktiv 97/7/EF, 2002/65/EF, 2005/60/EF og 2006/48/EF og om ophævelse af direktiv 97/5/EF (EUT 2007, L 319, s. 1).

( 2 ) – Denne bestemmelse regulerer konsekvenserne for medlemsstaterne af den fulde harmonisering, der foretages ved det samme direktiv.