Sag T-677/20

Ryanair DAC og Laudamotion GmbH

mod

Europa-Kommissionen

Rettens dom (Tiende Udvidede Afdeling) af 14. juli 2021

»Statsstøtte – det østrigske marked for lufttransport – støtte, som Østrig har indrømmet et luftfartsselskab i forbindelse med covid-19-pandemien – efterstillede lån til fordel for Austrian Airlines AG – afgørelse om ikke at gøre indsigelser – tidligere ydet støtte til støttemodtagerens moderselskab – støtte, hvis formål er at afhjælpe skader, der er forårsaget af en usædvanlig begivenhed – etableringsfrihed – fri udveksling af tjenesteydelser – ligebehandling – begrundelsespligt«

1. Statsstøtte – forbud – undtagelser – støtte, der er forenelig med det indre marked – støtte, hvis formål er at råde bod på skader, der er forårsaget af naturkatastrofer eller andre usædvanlige begivenheder – efterstillet lån, der kan konverteres til et tilskud, til fordel for et luftfartsselskab med henblik på at yde selskabet erstatning i forbindelse med covid-19-pandemien – vurdering med hensyn til artikel 107, stk. 2, litra b), TEUF – hensyntagen til alle de støtteforanstaltninger, der er ydet til fordel for selskaber, der tilhører samme koncern som støttemodtageren, og til forholdet mellem disse

   [Art. 107, stk. 2, litra b), TEUF]

   (jf. præmis 29-44)

2. Statsstøtte – forbud – undtagelser – støtte, der er forenelig med det indre marked – støtte, hvis formål er at råde bod på skader, der er forårsaget af naturkatastrofer eller andre usædvanlige begivenheder – efterstillet lån, der kan konverteres til et tilskud, til fordel for et luftfartsselskab med henblik på at yde selskabet erstatning i forbindelse med covid-19-pandemien – støtte, der er forenelig med det indre marked i henhold til artikel 107, stk. 2, litra b), TEUF – bedømmelse af foreneligheden med princippet om forbud mod forskelsbehandling – kriterier – støttens formål – støttens nødvendighed – støttens forholdsmæssighed

   [Art. 18, stk. 1, TEUF og art. 107, stk. 2, litra b), TEUF]

   (jf. præmis 48-69)

3. Fri udveksling af tjenesteydelser – traktatens bestemmelser – anvendelsesområde – tjenesteydelser på transportområdet som omhandlet i artikel 58, stk. 1, TEUF – lufttransporttjenester – særlig retlig ordning

   (Art. 56 TEUF, art. 58, stk. 1, TEUF og art. 100, stk. 2, TEUF)

   (jf. præmis 70-72)

4. Statsstøtte – forbud – undtagelser – støtte, der er forenelig med det indre marked – støtte, hvis formål er at råde bod på skader, der er forårsaget af naturkatastrofer eller andre usædvanlige begivenheder – efterstillet lån, der kan konverteres til et tilskud, til fordel for et luftfartsselskab med henblik på at yde selskabet erstatning i forbindelse med covid-19-pandemien – vurdering med hensyn til artikel 107, stk. 2, litra b), TEUF – kriterier – støttens forholdsmæssighed – vurdering af den skade, der er påført den støttemodtagende virksomhed af covid-19-pandemien

   [Art. 107, stk. 2, litra b), TEUF]

   (jf. præmis 82-96)

5. Statsstøtte – forbud – undtagelser – støtte, der er forenelig med det indre marked – støtte, hvis formål er at råde bod på skader, der er forårsaget af naturkatastrofer eller andre usædvanlige begivenheder – efterstillet lån, der kan konverteres til et tilskud, til fordel for et luftfartsselskab med henblik på at yde selskabet erstatning i forbindelse med covid-19-pandemien – vurdering med hensyn til artikel 107, stk. 2, litra b), TEUF – kriterier – støttens forholdsmæssighed – beregning af støttebeløbet – kumulering af støtte, der har til formål at godtgøre modtageren i forbindelse med covid-19-pandemien, med andre foranstaltninger, der ikke dækker de samme støtteberettigede omkostninger – lovlighed

   [Art. 107, stk. 2, litra b), TEUF og art. 107, stk. 3, litra b), TEUF]

   (jf. præmis 102-122)

6. Annullationssøgsmål – fysiske eller juridiske personer – retsakter, som berører dem umiddelbart og individuelt – Kommissionens afgørelse, hvorved en statslig foranstaltning erklæres uforenelig med det indre marked, uden at der indledes en formel undersøgelsesprocedure – søgsmål anlagt af de interesserede parter som omhandlet i artikel 108, stk. 2, TEUF – fastlæggelse af sagens genstand – søgsmål med henblik på at beskytte de interesserede parters processuelle rettigheder – anbringender, som kan påberåbes – et sådant anbringendes manglende selvstændige indhold i det foreliggende tilfælde

   (Art. 108, stk. 2, TEUF og art. 263, stk. 4, TEUF)

   (jf. præmis 125-127)

7. Statsstøtte – Kommissionens afgørelse om ikke at gøre indsigelse om en statsstøtte – begrundelsespligt – rækkevidde – hensyntagen til sammenhængen og alle relevante retsregler på området

   [Art. 107, stk. 2, litra b), TEUF og art. 296 TEUF]

   (jf. præmis 130-139)

Resumé

Retten stadfæstede, at den støtte, der af Østrig var blevet tildelt Austrian Airlines med henblik på at yde dette selskab erstatning for den skade, der fulgte af aflysningen eller omlægningen af dets flyvninger i forbindelse med covid-19-pandemien, er forenelig med det indre marked. Denne støtte, som i samme sammenhæng blev fratrukket de tilskud, der af Tyskland var blevet tildelt Lufthansa-koncernen, som Austrian Airlines ligeledes er en del af, udgør ikke en overkompensation til fordel for denne koncern.

I juni 2020 anmeldte Republikken Østrig en individuel støtteforanstaltning til fordel for luftfartsselskabet Austrian Airlines AG (herefter »AUA«) til Europa-Kommissionen. Den anmeldte støtte, der blev tildelt i form af et efterstillet lån, der kunne konverteres til et tilskud, på 150 mio. EUR (herefter »den omhandlede foranstaltning«), tilsigtede at yde AUA erstatning for den skade, der fulgte af aflysningen eller omlægningen af selskabets flyvninger efter indførelsen af rejsebegrænsninger og andre nedlukningsforanstaltninger i forbindelse med covid-19-pandemien.

AUA er en del af Lufthansa-koncernen, hvori moderselskabet udgøres af Deutsche Lufthansa AG (herefter »DLH«). I perioden fra marts til juni 2020 havde Kommissionen allerede godkendt forskellige støtteforanstaltninger til fordel for virksomhederne i Lufthansa-koncernen, bl.a. (1) en statsgaranti fra Forbundsrepublikken Tyskland på 80% for et lån på 3 mia. EUR til DLH, som blev ydet i henhold til en tysk støtteordning, der var blevet indført med henblik på at støtte virksomheder i alle de økonomiske sektorer, der havde behov for likviditet til deres aktiviteter i Tyskland (herefter »det tyske lån«) ( 1 ), (2) en statsgaranti fra Republikken Østrig på 90% for et lån på 300 mio. EUR, der var blevet ydet af et konsortium af erhvervsbanker til AUA, i henhold til østrigsk støtteordning, der har til formål at støtte økonomien under den aktuelle covid-19-pandemi (herefter »det østrigske lån«) ( 2 ), og (3) individuel støtte, der var blevet ydet af Forbundsrepublikken Tyskland, på 6 mia. EUR til DLH. Denne sidstnævnte støtteforanstaltning var blevet godkendt ved Kommissionens afgørelse af 25. juni 2020 (herefter »Lufthansa-afgørelsen«) ( 3 ).

Ved afgørelse af 6. juli 2020 fastslog Kommissionen, at den omhandlede foranstaltning udgjorde en statsstøtte som omhandlet i artikel 107, stk. 1, TEUF, som ikke desto mindre var forenelig med det indre marked i henhold til artikel 107, stk. 2, litra b), TEUF ( 4 ) (herefter »den anfægtede afgørelse«). I henhold til denne sidstnævnte bestemmelse er støtte, der afhjælper skader, som er forårsaget af naturkatastrofer eller af andre usædvanlige begivenheder, forenelige med det indre marked.

Luftfartsselskaberne Ryanair og Laudamotion anlagde sag med påstand om annullation af den anfægtede afgørelse, men Rettens Tiende Udvidede Afdeling frifandt Kommissionen. Retten præciserede i sin dom anvendelsen af artikel 107, stk. 2, litra b), TEUF på en individuel støtte, der er vedtaget med henblik på at afhjælpe følgerne af covid-19-pandemien, når denne er en del af en række foranstaltninger til fordel for støttemodtageren og den virksomhedskoncern, den er en del af ( 5 ).

Rettens bemærkninger

Til støtte for deres annullationssøgsmål gjorde Ryanair og Laudamotion bl.a. gældende, at Kommissionen hverken undersøgte alle de støtteforanstaltninger, der blev tildelt selskaberne i Lufthansa-koncernen, eller forholdet mellem disse.

Retten fastslog i denne forbindelse først, at Kommissionen havde præciseret, at den omhandlede foranstaltning var en del af en finansieringsramme til fordel for AUA på i alt 600 mio. EUR, som ud over den omhandlede foranstaltning bestod af et egenkapitaltilskud på 150 mio. EUR fra DLH (herefter »DLH’s kapitaltilførsel«) og det østrigske lån på 300 mio EUR. Kommissionen havde endvidere anført, at den støtte på 6 mia. EUR, som Forbundsrepublikken Tyskland havde tildelt DLH, i henhold til Lufthansa-afgørelsen kunne anvendes af dette sidstnævnte selskab til at støtte de øvrige selskaber i Lufthansa-koncernen, som ikke havde økonomiske vanskeligheder pr. 31. december 2019, herunder AUA.

Retten anførte dernæst, at Kommissionen allerede i Lufthansa-afgørelsen, der blev vedtaget to uger før den anfægtede afgørelse, havde taget hensyn til samtlige støtteforanstaltninger til fordel for de selskaber, der indgår i Lufthansa-koncernen, herunder til fordel for AUA, samt til forholdet mellem disse. I denne forbindelse understregede Retten i Lufthansa-afgørelsen, at alle de ydede eller påtænkte supplerende støtteforanstaltninger til fordel for selskaberne i Lufthansa-koncernen blev anset for begrænset til det minimum, der var nødvendigt for at genoprette Lufthansa-koncernens kapitalstruktur og for at sikre sidstnævntes levedygtighed.

Retten bemærkede endvidere, at eftersom den støtte, der blev ydet af andre stater til selskaberne i Lufthansa-koncernen, alt efter tilfældet ville blive fratrukket enten det støttebeløb, der var genstand for denne afgørelse, eller det tyske lån, havde Kommissionen udelukket enhver risiko for overkompensation i den nævnte afgørelse. I medfør af en fradragsordning, der fandt anvendelse på alle de foranstaltninger, som blev vedtaget til fordel for den pågældende koncern, blev den samlede støtte, som Forbundsrepublikken Tyskland havde ydet til hele Lufthansa-koncernen, nedsat svarende til den støtte, der er tildelt af andre stater til et eller andet selskab i koncernen, således at det samlede beløb, som denne koncern modtog, forblev det samme.

Hvad endelig angår kapitaltilførslen fra DLH stadfæstede Retten, at selv om dette beløb skulle hidrøre fra den støtte, der var genstand for Lufthansa-afgørelsen, udgjorde det under alle omstændigheder en støtte, der allerede var godkendt i henhold til denne afgørelse.

Henset til alle disse bemærkninger stadfæstede Retten, at Kommissionen i modsætning til, hvad Ryanair og Laudamotion gjorde gældende, ikke kun undersøgte alle de støtteforanstaltninger, der blev ydet til fordel for selskaberne i Lufthansa-koncernen, men ligeledes forholdet mellem disse.

Henset til den fradragsordning, der fandt anvendelse på alle de foranstaltninger, som blev truffet til fordel for Lufthansa-koncernen, konkluderede Retten desuden, at der ikke forelå nogen konkret risiko for, at den omhandlede foranstaltning, der var blevet tildelt AUA, ligeledes kunne komme andre selskaber i Lufthansa-koncernen til gode.

Retten forkastede ligeledes argumentet om risikoen for, at AUA kan modtage støtte fra DLH, der går ud over kapitaltilførslen på 150 mio. EUR. Retten bemærkede i denne forbindelse for det første, at en eventuel hypotetisk overførsel af yderligere likviditet under alle omstændigheder hidrørte fra den støtte, der allerede var godkendt af Kommissionen, bl.a. den støtte, der blev godkendt i Lufthansa-afgørelsen. Retten anførte for det andet, at det tyske lån og den støtte, der var genstand for Lufthansa-afgørelsen, er baseret på artikel 107, stk. 3, litra b), TEUF, således at de ikke skal dække de samme støtteberettigede omkostninger som dem, der er omfattet af den omhandlede foranstaltning, der for sin del er støttet på artikel 107, stk. 2, litra b), TEUF. Under alle omstændigheder gør den indførte fradragsordning det muligt også i denne sammenhæng at undgå risikoen for overkompensation.

Retten præciserede dernæst, at for så vidt som den forskellige behandling, der blev indført ved den omhandlede foranstaltning, mellem AUA og de øvrige luftfartsselskaber, der driver virksomhed i Østrig, kunne sidestilles med forskelsbehandling, var denne begrundet under de foreliggende omstændigheder. Navnlig henset til den væsentlige rolle, som AUA spiller for lufttrafikken i Østrig, er den forskellige behandling til fordel for selskabet egnet til at afhjælpe de skader, som selskabet har lidt som følge af rejsebegrænsningerne og de andre nedlukningsforanstaltninger i forbindelse med covid-19-pandemien, og går ikke ud over, hvad der er nødvendigt for at nå dette mål.

For så vidt angår overholdelsen af principperne om fri udveksling af tjenesteydelser og etableringsfriheden bemærkes, at den frie udveksling af tjenesteydelser ikke som sådan finder anvendelse på transportområdet, der er undergivet en særlig retlig ordning. Inden for disse rammer fastslog Retten, at sagsøgerne under alle omstændigheder ikke havde godtgjort, hvorledes denne eksklusive karakter kan afskrække dem fra at etablere sig i Østrig eller at levere tjenesteydelser fra eller til dette land.

Ifølge Retten begik Kommissionen heller ikke en fejl ved vurderingen af støttens forholdsmæssighed, særligt ved beregningen af den skade, der skulle erstattes, og støttens størrelse. Med hensyn til beregningen af det tab, der skulle erstattes, tog Kommissionen korrekt hensyn til den skade, der var indtrådt i en periode, der gik forud for perioden, hvori AUA’s flåde var underlagt et startforbud, henset til, at denne skade var forårsaget af de annullationer og omlægninger, som den østrigske regering havde indført. Kommissionen havde endvidere foretaget en korrekt beregning af de sparede omkostninger, som skulle udelukkes fra vurderingen af de skader, der blev påført AUA, og som var forårsaget af pandemien. Endvidere var Kommissionen ikke forpligtet til at tage hensyn til skader lidt af andre luftfartsselskaber i forbindelse med dens beregning af denne skade. Hvad endelig angår beregningen af støttebeløbet bekræftede Retten, at Kommissionen ikke havde undladt at tage hensyn til samtlige de støtteforanstaltninger, der kunne være til fordel for Lufthansa-koncernen, i forbindelse med dens vurdering af forholdsmæssigheden af den omhandlede foranstaltning.

( 1 ) – Godkendt ved afgørelse af 22.3.2020, SA.56714 (2020/N) – Tyskland – covid-19-foranstaltninger.

( 2 ) – Godkendt ved afgørelse af 17.4.2020, SA.56981 (2020/N) – Østrig – østrigsk ordning for garanti af overgangslån i henhold til midlertidige rammebestemmelser for statslige foranstaltninger til støtte for økonomien under den aktuelle covid-19-pandemi, som ændret ved afgørelse af 9.6.2020 SA.57520 (2020/N) – Østrig – østrigske kriseforanstaltninger – covid-19: Garantier for store virksomheder i henhold til lov om garanti af 1977 stillet af Austria Wirtschaftsservice GmbH (aws) – Ændring af støtteordning SA.56981 (2020/N).

( 3 ) – Afgørelse af 25.6.2020, SA.57153 (2020/N) – Tyskland – covid-19 Støtte til Tyskland.

( 4 ) – Afgørelse C(2020) 4684 final om statsstøtte SA.57539 (2020/N) – Østrig – covid-19 – Støtte til fordel for Austrian Airlines.

( 5 ) – Det skal bemærkes, at Retten i sine domme af 14.4.2021, Ryanair mod Kommissionen (SAS, Danmark, covid-19) (T-378/20, EU:T:2021:194) og Ryanair mod Kommissionen (SAS, Sverige, covid-19) (T-379/20, EU:T:2021:195), og dom af 9.6.2021, Ryanair mod Kommissionen (Condor, covid-19) (T-665/20, EU:T:2021:344), foretog en undersøgelse af anvendelsen af artikel 107, stk. 2, litra b), TEUF på tre forskellige individuelle støtteforanstaltninger med henblik på at imødegå følgerne af covid-19-pandemien.