Sag T-590/20

Clariant AG
og
Clariant International AG

mod

Europa-Kommissionen

Rettens dom (Tredje Udvidede Afdeling) af 18. oktober 2023

»Konkurrence – karteller – markedet for ethylen – afgørelse, hvorved der fastslås en overtrædelse af artikel 101 TEUF – samordning af et element i købsprisen – forligsprocedure – bøde – regulering af bødens grundbeløb – punkt 37 i retningslinjerne for beregning af bøder – gentagelsestilfælde – punkt 28 i retningslinjerne for beregning af bøder – fuld prøvelsesret – modpåstand om forhøjelse af bøden«

1. Konkurrence – bøder – størrelse – fastsættelse – tilpasning af grundbeløb – skærpende omstændigheder – gentagelsestilfælde – begreb – lighed mellem overtrædelserne – størrelsen af forhøjelsen af bødens grundbeløb – Kommissionens skøn – grænse – overholdelse af proportionalitetsprincippet – hensyntagen til den tid, der er forløbet siden den tidligere overtrædelse

   (Art. 101 TEUF; Rådets forordning nr. 1/2003, art. 23, stk. 2 og 3; Kommissionens meddelelse 2006/C 210/02, punkt 28)

   (jf. præmis 37-39, 48-57, 61, 71-74, 79-84, 91, 92 og 95)

2. Institutionernes retsakter – begrundelse – forpligtelse – omfang – afgørelse om anvendelse af konkurrencereglerne – afgørelse, hvorved der pålægges en bøde og anvendes en multiplikationsfaktor på grund af gentagelsestilfælde – forpligtelse for Kommissionen til at begrunde valg af forhøjelsessats for gentagelsestilfælde – foreligger ikke

   (Art. 101, stk. 1, TEUF og art. 296 TEUF; Rådets forordning nr. 1/2003, art. 23, stk. 2; Kommissionens meddelelse 2006/C 210/02 punkt 28)

   (jf. præmis 100-103)

3. Konkurrence – bøder – størrelse – fastsættelse – tilpasning af grundbeløb – Kommissionens skøn – undladelse af at anvende den fremgangsmåde, der er fastsat i retningslinjerne – lovlighed – betingelser – sagens særlige omstændigheder og bødens afskrækkende karakter – indkøbskartel – behovet for, at Kommissionen tager hensyn til virkningerne af den foreholdte adfærd på markedet – foreligger ikke

   (Art. 101, stk. 1, TEUF; Rådets forordning nr. 1/2003, art. 23, stk. 2; Kommissionens meddelelse 2006/C 210/02, punkt 13 og 37)

   (jf. præmis 117-123, 125-127, 141, 143, 150 og 151)

4. Konkurrence – bøder – afgørelse om pålæggelse af bøder – begrundelsespligt – omfang – Kommissionens mulighed for at fravige retningslinjerne for beregning af bøder – så meget strengere begrundelseskrav

   (Art. 101 TEUF og 296 TEUF; Rådets forordning nr. 1/2003, art. 23, stk. 2; Kommissionens meddelelse 2006/C 210/02, punkt 37)

   (jf. præmis 167-172)

5. Konkurrence – bøder – afgørelse om pålæggelse af bøder – begrundelsespligt – omfang – angivelse af oplysninger om de hensyn, som Kommissionen har taget i betragtning, og som har givet den grundlag for at bedømme overtrædelsens grovhed og varighed – tilstrækkelig angivelse – Kommissionens pligt til at angive taloplysninger vedrørende bødeberegningen – foreligger ikke

   (Art. 101 TEUF og art. 296, stk. 2, TEUF; Rådets forordning nr. 1/2003, art. 23, stk. 2)

   (jf. præmis 177-179)

6. Konkurrence – bøder – størrelse – fastsættelse – Kommissionens skøn – domstolsprøvelse – Unionens retsinstansers fulde prøvelsesret – omfang – fastsættelse af størrelsen af den pålagte bøde – bedømmelseskriterier – overtrædelsens grovhed og varighed – overholdelse af begrundelsespligten, proportionalitetsprincippet, princippet om individuelle sanktioner og ligebehandlingsprincippet

   (Art. 101, stk. 1, TEUF og art. 261 TEUF; Rådets forordning nr. 1/2003, art. 23, stk. 3, og art. 31)

   (jf. præmis 185 og 186)

7. Konkurrence – bøder – størrelse – fastsættelse – Kommissionens skøn – domstolsprøvelse – Unionens retsinstansers fulde prøvelsesret – Kommissionens modpåstand om en forhøjelse af bøden – omfattet

   (Art. 101, stk. 1, TEUF og art. 261 TEUF)

   (jf. præmis 221 og 222)

8. Konkurrence – bøder – størrelse – fastsættelse – forligsprocedure – bødenedsættelse som modydelse for den forfulgte virksomheds samarbejde – Kommissionens modpåstand om en forhøjelse af bøden – tilbagekaldelse af den fordel, der blev indrømmet virksomhederne – behovet for, at parterne i forligsproceduren accepterer det endelige bødebeløb og alle dens parametre for at kunne indgå forlig – foreligger ikke

   (Art. 101 TEUF; Kommissionens meddelelse 2008/C 167/01, punkt 16)

   (jf. præmis 222-230)

Resumé

Ved afgørelse af 14. juli 2020 ( 1 ) (herefter »den anfægtede afgørelse«) fastslog Europa-Kommissionen, at fire virksomheder havde overtrådt artikel 101 TEUF ved i perioden fra den 26. december 2011 til den 29. marts 2017 at have deltaget i en samlet og vedvarende overtrædelse, der bestod i udveksling af følsomme pris- og handelsoplysninger og fastsættelse af et priselement vedrørende køb af ethylen i Belgien, Tyskland, Frankrig og Nederlandene.

Blandt de fire virksomheder, der er pålagt sanktioner i denne forbindelse, er Clariant International AG, som uden forbehold havde accepteret sit ansvar for sin direkte deltagelse i den overtrædelse, der blev begået i den omhandlede periode, og Clariant AG, som uden forbehold havde accepteret sit »solidariske« ansvar i sin egenskab af moderselskab for Clariant International AG.

Med henblik på beregningen af den bøde, der blev pålagt disse to virksomheder solidarisk, fastsatte Kommissionen i første række grundbeløbet på grundlag af værdien af indkøbene af ethylen i den periode, der dækkede det sidste hele år for deltagelsen i overtrædelsen, nemlig 2016.

I anden række foretog Kommissionen en regulering af grundbeløbet. Den foretog for det første en forhøjelse af bødens grundbeløb med 50% på grund af den skærpende omstændighed i form af gentagelsestilfælde i henhold til punkt 28 i retningslinjerne for beregning af bøder ( 2 ). For det andet anvendte den en forhøjelse på 10% af grundbeløbet for at tage hensyn til sagens særlige omstændigheder og behovet for at nå et tilstrækkeligt afskrækkende niveau i overensstemmelse med de samme retningslinjers punkt 37.

I tredje og sidste række indrømmede Kommissionen efter at have sikret sig, at bøden ikke oversteg 10% af sagsøgernes samlede omsætning i 2019, virksomhederne en bødenedsættelse på 30% for deres samarbejde i henhold til samarbejdsmeddelelsen af 2006 ( 3 ), samt en nedsættelse på 10% for deres samarbejde inden for rammerne af forligsproceduren.

Clariant AG og Clariant International AG anlagde sag med påstand om delvis annullation af den anfægtede afgørelse for så vidt angår størrelsen af den pålagte bøde og subsidiært om nedsættelse af dette beløb. De nedlagde endvidere påstand om, at Kommissionens modpåstand om at forhøje bøden ved at ophæve den fordel på 10%, der blev indrømmet for deres samarbejde inden for rammerne af forligsproceduren, skulle forkastes.

Retten frifandt Kommissionen i det hele, og Kommissionen fik ikke medhold i sit modkrav. I sin dom behandlede Retten bl.a. spørgsmålet om berettigelsen af og begrundelsen for anvendelsen af en forhøjelse af bødens grundbeløb i henhold til punkt 37 i retningslinjerne for beregning af bøder med den begrundelse, at kartellet var et indkøbskartel. Retten tog endvidere inden for rammerne af sin fulde prøvelsesret stilling til Kommissionens modpåstand om tilbagetrækning af den fordel på 10%, som sagsøgerne var blevet indrømmet for deres samarbejde under forligsproceduren, med den begrundelse, at sagsøgerne med søgsmålet havde rejst tvivl om forhold, der var anerkendt og accepteret med henblik på forliget.

Rettens bemærkninger

For det første forkastede Retten anbringendet om, at Kommissionen fejlagtigt havde forhøjet bødens grundbeløb i medfør af punkt 37 i retningslinjerne for beregning af bøder, idet den støttede sig på nødvendigheden af at tage hensyn til såvel sagens særlige omstændigheder som kravet om at sikre et afskrækkende niveau.

I det foreliggende tilfælde bemærkede Retten for det første, at for så vidt som overtrædelsen vedrørte et indkøbskartel, og deltagerne ikke alle var aktive på de samme markeder i de efterfølgende omsætningsled, beregnede Kommissionen bødens grundbeløb på grundlag af værdien af indkøbene snarere end på grundlag af værdien af afsætningen af produkterne i de efterfølgende led.

Dernæst fastslog Retten, at Kommissionen ved at forhøje grundbeløbet med 10% i henhold til punkt 37 i retningslinjerne for beregning af bøder behørigt udøvede sit skøn og ikke anlagde et åbenbart urigtigt skøn. Kommissionen tog nemlig hensyn til sagens særlige omstændigheder, nemlig den omstændighed, at det omhandlede kartel var et indkøbskartel, og at værdien af indkøbene, der blev taget i betragtning i stedet for værdien af afsætningen, ikke i sig selv kunne anses for i tilstrækkelig grad at afspejle overtrædelsens økonomiske betydning. Den tog ligeledes hensyn til behovet for at opnå et afskrækkende bødebeløb, idet den fastslog, at hvis den generelle metode, der er fastsat i retningslinjerne for beregning af bøder, blev anvendt uden den mindste regulering, ville den afskrækkende virkning ikke være sikret. Kommissionen var derimod ikke forpligtet til at tage hensyn til virkningerne af den foreholdte adfærd på markedet, eftersom forhøjelsen af bøden i henhold til punkt 37 i retningslinjerne for beregning af bøder ikke er betinget af, at det forinden påvises, at den foreholdte adfærd har haft sådanne virkninger.

Endelig fandt Retten, at Kommissionen havde angivet de grunde, der førte den til at antage, at sagens særlige omstændigheder og nødvendigheden af at opnå et afskrækkende bødebeløb begrundede en fravigelse af den generelle metode og en forhøjelse af dette grundbeløb, og at den behørigt havde forklaret, hvilke forhold den havde taget i betragtning ved konstateringen af, at en forhøjelse på 10% af bødens grundbeløb var passende. Eftersom Kommissionen i denne forbindelse ikke er forpligtet til at angive taloplysninger for hvert trin i beregningsmetoden, var den ikke forpligtet til at give en yderligere forklaring på den valgte specifikke forhøjelsessats.

For det andet tog Retten ikke Kommissionens modpåstand til følge. Retten fastslog, at parterne i forligsproceduren til gengæld for en nedsættelse på 10% af den bøde, som de ville være blevet pålagt efter en almindelig procedure, inden for rammerne af forligsproceduren bl.a. skulle anerkende deres ansvar for overtrædelsen og angive den maksimale størrelse af de bøder, som parterne forventede at blive pålagt af Kommissionen, og som de ville acceptere. Retten bemærkede ikke desto mindre, at parterne i forligsproceduren ikke i henhold til forligsmeddelelsen ( 4 ) er forpligtet til at acceptere den endelige bøde og alle dens parametre for at kunne indgå forlig.

Den omstændighed, at Clariant AG og Clariant International AG havde accepteret et maksimumsbeløb for bøden i deres forligsindlæg, kan således ikke sidestilles med en accept af bødens endelige størrelse og fremgangsmåden for dens beregning, herunder de reguleringer, der blev foretaget i henhold til punkt 28 og 37 i retningslinjerne for beregning af bøder. De forhøjelser af bøden, der blev foretaget i henhold til retningslinjernes punkt 28 og 37, blev i øvrigt ikke udtrykkeligt accepteret af disse virksomheder i deres forligsindlæg, og de var ikke baseret på en fælles forståelse med Kommissionen. Det følger heraf, at Kommissionen ikke kunne gå ud fra den forudsætning, at sagsøgerne ikke længere ville anfægte forhøjelserne af bøden i medfør af punkt 28 og 37 i retningslinjerne for beregning af bøder inden for rammerne af et søgsmål.

For så vidt som disse virksomheder med deres søgsmål havde anfægtet størrelsen af den bøde, som de var blevet pålagt, idet de havde gjort gældende, at anvendelsen af disse punkter var fejlagtig, havde Kommissionen således ikke godtgjort, at det ville være berettiget at ophæve den fordel på 10%, der var blevet indrømmet som følge af deres samarbejde med henblik på forliget.

I lyset af disse forhold frifandt Retten Kommissionen i det hele, og Kommissionen fik ikke medhold i sin modpåstand.

( 1 ) – Kommissionens afgørelse C(2020) 4817 final af 4.7.2020 om en procedure i henhold til artikel 101 TEUF (AT.40410 – Ethylen).

( 2 ) – Retningslinjer for beregning af bøder efter artikel 23, stk. 2, litra a), i forordning (EF) nr. 1/2003 (EUT 2006, C 210, s. 2).

( 3 ) – Kommissionens meddelelse om bødefritagelse eller bødenedsættelse i kartelsager (EUT 2006, C 298, s. 17).

( 4 ) – Kommissionens meddelelse om forligsprocedurer med henblik på vedtagelse af beslutninger i henhold til artikel 7 og artikel 23 i Rådets forordning (EF) nr. 1/2003 i kartelsager (EUT 2008, C 167, s. 1).