Forenede sager C-584/20 P og C-621/20 P

Europa-Kommissionen

mod

Landesbank Baden-Württemberg
og
Afviklingsinstansen

Domstolens dom (Store Afdeling) af 15. juli 2021

»Appel – bankunion– den fælles afviklingsmekanisme (SRM) – Den Fælles Afviklingsfond (SRF) – beregning af ex ante-bidrag for 2017 – bekræftelse af, at en afgørelse fra Den Fælles Afviklingsinstans (SRB) er autentisk – begrundelsespligt – fortrolige data – lovligheden af delegeret forordning (EU) 2015/63«

1. EU-ret – principper – ret til et forsvar – kontradiktionsprincippet – overholdelse under en retssag – rækkevidde – anbringende, som retsinstansen påkender af egen drift – manglende bekræftelse af autenticiteten af en afgørelse fra Den Fælles Afviklingsinstans (SRB) om fastsættelse af ex ante-bidrag til Den Fælles Afviklingsfond (SRF) – manglende opfordring til parterne om at fremsætte deres bemærkninger til dette anbringende – tilsidesættelse af nævnte princip

   (Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, art. 47)

   (jf. præmis 56-60, 62, 66-71 og 77)

2. Institutionernes retsakter – begrundelse – forpligtelse – omfang – afgørelse fra Den Fælles Afviklingsinstans (SRB) om fastsættelse af ex ante-bidrag til Den Fælles Afviklingsfond (SRF) – ikke nødvendigt i begrundelsen for denne afgørelse at lade samtlige de forhold, der gør det muligt at kontrollere rigtigheden af bidragsberegningen, fremgå – afvejning af begrundelsespligten og det almindelige princip om beskyttelse af de berørte institutters forretningshemmeligheder – lovligheden af bestemmelserne i forordning 2015/63 om metoden til beregning af ex ante-bidrag til SRF

   (Art. 296, stk. 2, TEUF; Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/59; Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr. 806/2014; Kommissionens forordning 2015/63, art. 4-7 og 9 samt bilag I)

   (jf. præmis 102-105, 109, 120-122,124, 128, 130, 137-140 og 142)

3. Annullationssøgsmål – anbringender – overtrædelse af væsentlige formforskrifter – manglende bekræftelse af autenticiteten af en afgørelse fra Den Fælles Afviklingsinstans (SRB) om fastsættelse af ex ante-bidrag til Den Fælles Afviklingsfond (SRF) – prøvelse af egen drift

   (Art. 263 TEUF)

   (jf. præmis 152)

4. Institutionernes retsakter – begrundelse – forpligtelse – omfang – afgørelse fra Den Fælles Afviklingsinstans (SRB) om fastsættelse af ex ante-bidrag til Den Fælles Afviklingsfond (SRF) – SRB’s meddelelse begrænset til en del af de relevante oplysninger, der kan meddeles uden at krænke de berørte institutters forretningshemmeligheder – utilstrækkelig begrundelse – annullation af afgørelsen

   (Art. 296, stk. 2, TEUF; Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/59; Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr. 806/2014; Kommissionens forordning 2015/63)

   (jf. præmis 168-172 og domskonkl. 2)

5. Annullationssøgsmål – dom om annullation – retsvirkninger – Domstolens begrænsning heraf – afgørelse fra Den Fælles Afviklingsinstans (SRB) om fastsættelse af ex ante-bidrag til Den Fælles Afviklingsfond (SRF) – opretholdelse af denne afgørelses virkninger indtil den inden for en rimelig frist erstattes – begrundet i hensynet til retssikkerhed

   (Art. 264, stk. 2, TEUF; Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/59; Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr. 806/2014; Kommissionens forordning 2015/63)

   (jf. præmis 175-178 og domskonkl. 3)

Resumé

Afgørelsen fra Den Fælles Afviklingsinstans om beregning af ex ante-bidrag for 2017 til Den Fælles Afviklingsfond annulleredes for så vidt angik Landesbank Baden-Württemberg på grund af utilstrækkelig begrundelse

Selv om Domstolen i denne henseende kom frem til samme resultat som Retten, ophævede Domstolen Rettens dom, idet Retten havde tilsidesat kontradiktionsprincippet og ikke havde vurderet begrundelsespligtens omfang korrekt

Den 11. april 2017 traf Den Fælles Afviklingsinstans (SRB) (herefter »Afviklingsinstansen«) i forbindelse med finansieringen af Den Fælles Afviklingsfond (SRF) (herefter »Afviklingsfonden«) en afgørelse om fastsættelse af størrelsen af de ex ante-bidrag til Afviklingsfonden, som de enkelte kreditinstitutter skulle betale for 2017 ( 1 ). Blandt disse institutter var også Landesbank Baden-Württemberg, som er et tysk kreditinstitut.

I det annullationssøgsmål, som Landesbank Baden-Württemberg havde anlagt, annullerede Retten den omtvistede afgørelse, for så vidt som den vedrørte dette institut ( 2 ). Retten fandt, at kravet om en bekræftelse af, at denne afgørelse var autentisk, ikke var opfyldt, og fastslog af hensyn til en forsvarlig retspleje i øvrigt, at Afviklingsinstansen havde truffet denne afgørelse under tilsidesættelse af begrundelsespligten. I denne henseende fastslog Retten bl.a., at den omtvistede afgørelse stort set ikke indeholdt oplysninger om beregningen af Landesbank Baden-Württembergs ex ante-bidrag til Afviklingsfonden, og at bilaget hertil ikke indeholdt tilstrækkelige oplysninger til at kontrollere rigtigheden af dette bidrag.

Efter appeller iværksat af Kommissionen (sag C-584/20 P) og Afviklingsinstansen (sag C-621/20 P), ophævede Domstolen (Store Afdeling) Rettens dom. Idet Domstolen traf endelig afgørelse i sagen, annullerede den den omtvistede afgørelse i forhold til Landesbank Baden-Württemberg på grund af utilstrækkelig begrundelse, selv om den ikke desto mindre benyttede en anden tilgang end den af Retten anvendte med hensyn til begrundelsespligtens omfang for en sådan afgørelse.

Domstolens bemærkninger

For det første fastslog Domstolen, at Retten havde tilsidesat kontradiktionsprincippet, for så vidt som den ikke gav Afviklingsinstansen mulighed for i fornødent omfang at tage stilling til det anbringende, som Retten af egen drift tog under påkendelse, om manglende tilstrækkelig dokumentation for bekræftelse af autenticiteten af bilaget til den omtvistede afgørelse.

Domstolen bemærkede i denne henseende, at for at sikre en effektiv overholdelse af kontradiktionsprincippet skal en forudgående opfordring til parterne om at fremsætte deres bemærkninger til et anbringende, som Unionens retsinstans har til hensigt at behandle af egen drift, adresseres til parterne under betingelser, der gør det muligt for disse på en hensigtsmæssig og effektiv måde at tage stilling til dette anbringende, herunder i givet fald for denne retsinstans at fremlægge det nødvendige bevismateriale, for at den fuldt ud oplyst kan træffe afgørelse vedrørende det nævnte anbringende. Det påhvilede følgelig Retten at oplyse parterne om, at den havde til hensigt at basere sin afgørelse på anbringendet vedrørende den manglende bekræftelse af den omtvistede afgørelses autenticitet, og følgelig opfordre dem til at fremsætte de argumenter, som de måtte finde relevante, for at den kunne tage stilling til dette anbringende. I den foreliggende sag gav Retten imidlertid hverken inden eller under retsmødet Afviklingsinstansen mulighed for på hensigtsmæssig og effektiv vis at tage stilling til dette anbringende, bl.a. ved at fremføre beviser vedrørende bekræftelsen af den omtvistede afgørelses autenticitet.

Efter således at have konstateret, at Retten havde tilsidesat kontradiktionsprincippet, fastslog Domstolen, at Afviklingsinstansen i tilstrækkelig grad havde sikret bekræftelsen af, at den omtvistede afgørelse i sin helhed var autentisk, såvel med hensyn til dens tekst som bilaget hertil, bl.a. ved brug af IT-systemet »ARES«.

For det andet tog Domstolen stilling til den begrundelsespligt, som påhviler Afviklingsinstansen, når der træffes en afgørelse såsom den omtvistede afgørelse.

Domstolen bemærkede indledningsvis, at Retten ikke vurderede omfanget af denne begrundelsespligt korrekt, for så vidt som Retten havde fastslået, at Afviklingsinstansen var forpligtet til i begrundelsen for den omtvistede afgørelse at anføre de oplysninger, der gør det muligt for Landesbank Baden-Württemberg at kontrollere rigtigheden af beregningen af dens ex ante-bidrag for 2017 til Afviklingsfonden, uden at den fortrolige karakter af visse af disse oplysninger kunne have nogen indvirkning på denne begrundelsespligt.

For det første skal begrundelsen for enhver afgørelse, der træffes af en af Unionens institutioner, organer, kontorer og agenturer, hvorved en privat aktør pålægges at betale et pengebeløb, ikke nødvendigvis omfatte samtlige de forhold, der gør det muligt for adressaten at kontrollere rigtigheden af beregningen af dette beløb. For det andet er Unionens institutioner, organer, kontorer eller agenturer i henhold til princippet om beskyttelse af forretningshemmeligheder, som er et almindeligt EU-retligt princip, principielt forpligtet til ikke at afsløre fortrolige oplysninger fra en privat aktør for dennes konkurrenter.

Henset til logikken i systemet til finansiering af Afviklingsfonden og metoden til beregning af ex ante-bidragene til Afviklingsfonden, der bl.a. er baseret på brugen af fortrolige data om den finansielle situation for de institutter, der er berørt af denne beregning, skal pligten til at begrunde den omtvistede afgørelse afvejes over Afviklingsinstansens forpligtelse til at behandle disse institutters forretningshemmeligheder fortroligt. Denne sidstnævnte forpligtelse skal imidlertid ikke fortolkes så vidt, at begrundelsespligten som følge heraf bliver uden indhold. En begrundelse af en afgørelse, hvorved en privat aktør pålægges at betale et pengebeløb, uden at denne gives alle de oplysninger, der gør det muligt med nøjagtighed at kontrollere beregningen af dette pengebeløb, udgør i denne forbindelse ikke nødvendigvis under alle omstændigheder en tilsidesættelse af begrundelsespligtens indhold.

Domstolen fastslog således, at i den foreliggende sag var begrundelsespligten opfyldt, når adressaterne for en afgørelse om fastsættelse af ex ante-bidrag til Afviklingsfonden, selv om de ikke får tilsendt data, der er omfattet af forretningshemmeligheden, råder over den af Afviklingsinstansen anvendte beregningsmetode og tilstrækkelige oplysninger til i det væsentlige at forstå, hvorledes deres individuelle situation blev taget i betragtning med henblik på beregningen af deres ex ante-bidrag til Afviklingsfonden i forhold til situationen for alle de andre berørte institutter.

Domstolen delte dernæst ikke Rettens opfattelse af, at Afviklingsinstansens tilsidesættelse af begrundelsespligten hvad angik den del af beregningen af disse bidrag, der vedrørte den forholdsmæssige tilpasning efter risikoprofilen, skyldtes, at visse bestemmelser i delegeret forordning 2015/63 ( 3 ) var ulovlige.

Efter en detaljeret gennemgang af mekanismen for tilpasning af ex ante-bidrag til Afviklingsfonden i forhold til risikoprofilen – hvilken tilpasning i det væsentlige sikres ved at placere de berørte institutter i et interval (»bin«), der i sidste ende gør det muligt at fastsætte risikojusteringsmultiplikatoren – præciserede Domstolen, at Afviklingsinstansen uden at tilsidesætte sin forpligtelse til at overholde forretningshemmeligheden kan videregive grænseværdierne for disse »bins« og de dertil knyttede indikatorer. Formålet med denne videregivelse er at gøre det muligt for det pågældende institut bl.a. at sikre sig, at den klassificering, som den er blevet givet i forbindelse med diskretiseringen af indikatorerne, faktisk svarer til dets økonomiske situation, at denne diskretisering blev foretaget på en måde, der er i overensstemmelse med den metode, der er defineret i den delegerede forordning, og på grundlag af plausible data, og at samtlige risikofaktorer er blevet taget i betragtning.

Endvidere er de øvrige trin i metoden til beregning af ex ante-bidrag til Afviklingsfonden baseret på aggregerede data fra de berørte institutter, som kan videregives i aggregeret form uden at tilsidesætte Afviklingsinstansens forpligtelse til at overholde forretningshemmeligheden.

Domstolen konkluderede følgelig, at delegeret forordning 2015/63 ikke er hinder for Afviklingsinstansens mulighed for i aggregeret og anonymiseret form at videregive tilstrækkelige oplysninger til, at et institut kan forstå, hvorledes der er taget hensyn til dets individuelle situation ved beregningen af dets ex ante-bidrag til Afviklingsfonden, i forhold til situationen for alle de andre berørte institutter. En begrundelse, der er baseret på videregivelse af relevante oplysninger i en sådan form, gør det ganske vist ikke muligt for hvert enkelt institut systematisk at opdage en eventuel fejl begået af Afviklingsinstansen i forbindelse med indsamlingen og aggregeringen af de relevante data. Den er derimod tilstrækkelig til, at det er muligt for dette institut at sikre sig, at de oplysninger, som det har givet de kompetente myndigheder, er blevet integreret i beregningen af dets ex ante-bidrag til Afviklingsfonden i overensstemmelse med de relevante EU-retlige regler, og til, på grundlag af dets generelle kendskab til den finansielle sektor, at identificere den eventuelle brug af oplysninger, der ikke er plausible eller er åbenbart urigtige, samt til at afgøre, om der skal anlægges annullationssøgsmål til prøvelse af en afgørelse fra Afviklingsinstansen om fastsættelse af ex ante-bidrag til Afviklingsfonden. Domstolen præciserede imidlertid, at denne tilgang til begrundelsen af en afgørelse såsom den omtvistede afgørelse ikke berører Unionens retsinstansers mulighed for – for at udøve en effektiv domstolsprøvelse i overensstemmelse med kravene i chartrets artikel 47 – at anmode Afviklingsinstansen om at fremlægge de data, der kan begrunde beregningerne, hvis rigtighed anfægtes for disse retsinstanser, ved om nødvendigt at sikre fortroligheden af disse data.

Endelig fastslog Domstolen, at den omtvistede afgørelse ikke var tilstrækkeligt begrundet, idet oplysningerne heri og dem, der var tilgængelige på Afviklingsinstansens websted på datoen for den omtvistede afgørelse, kun dækkede en del af de relevante oplysninger, som Afviklingsinstansen kunne have givet uden at tilsidesætte forretningshemmeligheden. Navnlig indeholdt hverken afgørelsens bilag eller Afviklingsinstansens websted data om grænseværdierne for hver »bin« og grænseværdierne for de dertil knyttede indikatorer. Følgelig annulleredes den omtvistede afgørelse, for så vidt som den vedrørte Landesbank Baden-Württemberg.

( 1 ) – Afviklingsinstansens afgørelse truffet på dens eksekutivmøde af 11.4.2017 om beregning af ex ante-bidrag for 2017 til Den Fælles Afviklingsfond (SRB/ES/SRF/2017/05) (herefter »den omtvistede afgørelse«).

( 2 ) – Dom af 23.9.2020, Landesbank Baden-Württemberg mod Afviklingsinstansen (T-411/17, EU:T:2020:435).

( 3 ) – Kommissionens delegerede forordning (EU) 2015/63 af 21.10.2014 om supplerende regler til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/59/EU for så vidt angår ex ante-bidrag til afviklingsfinansieringsordninger (EUT 2015, L 11, s. 44). I den appellerede dom fastslog Retten, at artikel 4-7 og 9 i denne forordning samt bilag I hertil om metoden til beregning af ex ante-bidrag til Afviklingsfonden var ulovlige.