Sag C-577/20

A

(anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Korkein hallinto-oikeus (Finland))

Domstolens dom (Første Afdeling) af 16. juni 2022

»Præjudiciel forelæggelse – anerkendelse af erhvervsmæssige kvalifikationer – direktiv 2005/36/EF – artikel 2 – anvendelsesområde – artikel 13, stk. 2 – lovregulerede erhverv – betingelser for at få adgang til titlen psykoterapeut i en medlemsstat på grundlag af et eksamensbevis i psykoterapi udstedt af et universitet etableret i en anden medlemsstat – artikel 45 TEUF og 49 TEUF – fri bevægelighed og etableringsfrihed – vurdering af spørgsmålet om ligestilling af den omhandlede uddannelse – artikel 4, stk. 3, TEU – princippet om loyalt samarbejde mellem medlemsstaterne – værtsmedlemsstatens anfægtelse af det kundskabs- og kvalifikationsniveau, som kan formodes opnået på grundlag af et eksamensbevis udstedt i en anden medlemsstat – betingelser«

1. Fri bevægelighed for personer – etableringsfrihed – arbejdstagere – anerkendelse af erhvervsmæssige kvalifikationer – anvendelsesområde for direktiv 2005/36 – lovregulerede erhverv – manglende opfyldelse af betingelsen om udøvelse af det pågældende erhverv i en anden medlemsstat – ansøgning om anerkendelse indgivet i værtsmedlemsstaten – ikke omfattet – restriktioner som følge af værtsmedlemsstatens regler om udøvelsen af visse aktiviteter – nævnte medlemsstats forpligtelse til at undersøge overensstemmelsen mellem de eksamensbeviser og kvalifikationer, der kræves i henhold til national ret, og dem, som ansøgeren har erhvervet

   (Art. 45 TEUF og 49 TEUF; Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2005/36, art. 13, stk. 2)

   (jf. præmis 34, 35, 37 og 40-44 samt domskonkl. 1)

2. Fri bevægelighed for personer – etableringsfrihed – arbejdstagere – anerkendelse af erhvervsmæssige kvalifikationer – ret til at udøve et lovreguleret erhverv i værtsmedlemsstaten – denne medlemsstats kompetente myndigheds pligt til at betragte et eksamensbevis udstedt af myndigheden i en anden medlemsstat som pålideligt – en på grundlag af konkrete forhold alvorlig tvivl hos førstnævnte myndighed med hensyn til det kundskabs- og kvalifikationsniveau, som ansøgeren må formodes at have opnået – den pågældende myndigheds ret til at anmode den udstedende myndighed om på ny at undersøge, om eksamensbeviset er udstedt på et korrekt grundlag – forhold, der kan bestå i oplysninger, som meddeles af andre personer end den pågældende uddannelsesinstitution eller af myndighederne i en anden medlemsstat under udførelsen af deres arbejde – skønsmargen for den myndighed, der har udstedt det omhandlede eksamensbevis

   (Art. 4, stk. 3, TEU; art. 45 TEUF og 49 TEUF)

   (jf. præmis 46-52, 54, 55 og 57 samt domskonkl. 2)

Resumé

Den finske statsborger A havde fulgt en psykologiuddannelse, der var blevet tilrettelagt i Finland og på finsk af et universitet i Det Forenede Kongerige i samarbejde med et finsk selskab, hvorefter hun af dette universitet i november 2017 fik udstedt et postgraduat diplom. Hun ansøgte herefter Sosiaali- ja terveysalan lupa- ja valvontavirasto (autorisations- og tilsynsmyndighed på sundheds- og socialområdet, Finland, herefter »Valvira«) om ret til at anvende den faglige titel psykoterapeut, som er en beskyttet titel i henhold til de finske bestemmelser. Tidligere på året var Valvira blevet kontaktet af tidligere studerende på denne uddannelse, som havde peget på mulige mangler med hensyn til uddannelsens faktiske indhold.

I 2018 meddelte Valvira afslag på A’s ansøgning, idet Valvira ikke fandt det muligt at sikre sig, at uddannelsen opfyldte kravene til psykoterapeutuddannelsen i Finland. A fik i april 2019 ikke medhold i sit søgsmål til prøvelse af denne afgørelse, idet Helsingin hallinto-oikeus (forvaltningsdomstolen i Helsinki, Finland) tiltrådte den af Valvira anlagte fortolkning.

A iværksatte derefter kassationsappel ved den forelæggende ret, Korkein hallinto-oikeus (øverste domstol i forvaltningsretlige sager, Finland). Denne retsinstans oplyste, at erhvervet som psykoterapeut ikke er lovreguleret i Det Forenede Kongerige, og anførte, at den berørte person, som ikke havde udøvet erhvervet som psykoterapeut i en anden medlemsstat, hvor erhvervet ikke er lovreguleret, således som det kræves i henhold til artikel 13, stk. 2, i direktiv 2005/36 ( 1 ), ikke kunne påberåbe sig retten til adgang til dette erhverv i Finland på grundlag af dette direktiv. Den forelæggende ret var imidlertid i tvivl om, hvorvidt A’s situation ligeledes skulle vurderes i forhold til princippet om arbejdskraftens frie bevægelighed ( 2 ) og princippet om etableringsfrihed ( 3 ), og i bekræftende fald, om værtsmedlemsstatens kompetente myndighed i forbindelse med undersøgelsen af, om kundskaber og kvalifikationer er ligestillede, kan støtte sig på andre oplysninger end dem, der er fremlagt af det universitet, der har udstedt det pågældende eksamensbevis.

Domstolen besvarede det første af disse spørgsmål bekræftende, idet den fastslog, at en ansøgning om adgang til et lovreguleret erhverv, der er indgivet under disse omstændigheder, skal vurderes på grundlag af artikel 45 TEUF eller 49 TEUF. Desuden fastslog Domstolen, at den kompetente myndighed i værtsmedlemsstaten, der skal behandle en sådan ansøgning, skal anse et eksamensbevis, der er udstedt af myndigheden i en anden medlemsstat, for pålideligt. Det er kun, når den pågældende myndighed er i alvorlig tvivl på grundlag af visse konkrete forhold, hvis rækkevidde Domstolen præciserede, at denne myndighed kan anmode den udstedende myndighed om på ny at undersøge, om dette eksamensbevis er udstedt på et korrekt grundlag, og efter omstændighederne tilbagekalde det. Såfremt sidstnævnte ikke tilbagekaldes, er det kun undtagelsesvis, såfremt omstændighederne i den foreliggende sag åbenbart viser, at det pågældende eksamensbevis ikke er pålideligt, at værtsmedlemsstatens myndighed kan rejse tvivl om, hvorvidt nævnte eksamensbevis er udstedt på et korrekt grundlag.

Domstolens bemærkninger

For det første præciserede Domstolen, at den omhandlede situation var omfattet af anvendelsesområdet for direktiv 2005/36, idet det pågældende uddannelsesbevis var blevet udstedt i en anden medlemsstat end værtsmedlemsstaten. Det fremgik imidlertid, at den berørte person ikke opfyldte kravet i artikel 13, stk. 2, i direktiv 2005/36 om at have udøvet erhvervet som psykoterapeut i den minimumsperiode, der er omhandlet i denne bestemmelse, således at hun ikke kunne påberåbe sig nogen af de ordninger for anerkendelse af erhvervsmæssige kvalifikationer, som er indført ved dette direktiv.

Hvad angår vurderingen af A’s situation på grundlag af artikel 45 TEUF og 49 TEUF bemærkede Domstolen, at gennemførelsen af den frie bevægelighed for personer indebærer, at medlemsstaterne ikke kan undlade at anvende de friheder, som disse to bestemmelser indrømmer deres statsborgere, der har opnået erhvervsmæssige kvalifikationer i en anden medlemsstat. Desuden er en medlemsstats myndigheder, når de får forelagt en ansøgning om tilladelse til at udøve et lovreguleret erhverv, forpligtet til at tage hensyn til samtlige eksamensbeviser, certifikater og andre kvalifikationsbeviser samt den pågældendes relevante erfaring, idet de skal foretage en sammenligning mellem på den ene side den kompetence, der er dokumenteret ved disse kvalifikationsbeviser og denne erfaring, og på den anden side de krav om kundskaber og kvalifikationer, der stilles i national ret. Da dette princip hører til de grundlæggende friheder i EUF-traktaten, kan vedtagelsen af direktiverne om gensidig anerkendelse af eksamensbeviser, som direktiv 2005/36 tilhører, ikke have til følge, at anerkendelsen af sådanne eksamensbeviser, certifikater og andre kvalifikationsbeviser vanskeliggøres i situationer, der ikke er omhandlet i direktiverne. I en situation, hvor ingen af de ordninger for anerkendelse af erhvervsmæssige kvalifikationer, der er indført ved direktiv 2005/36, kan påberåbes, er det således på grundlag af artikel 45 TEUF og 49 TEUF, at den pågældende værtsmedlemsstat skal overholde sine forpligtelser med hensyn til anerkendelse af erhvervsmæssige kvalifikationer.

For det andet bemærkede Domstolen, at værtsmedlemsstatens myndigheder ved den førnævnte sammenlignende undersøgelse af forskellige eksamensbeviser og relevant erfaring objektivt skal kunne konstatere, at indehaveren af et udenlandsk eksamensbevis har kundskaber og kvalifikationer, som er – om ikke identiske med – så dog i det mindste på samme niveau som de kundskaber og kvalifikationer, der attesteres ved det nationale eksamensbevis. Ved denne vurdering af spørgsmålet om ligestilling af det udenlandske eksamensbevis skal der alene tages hensyn til det kundskabs- og kvalifikationsniveau, som en person med et sådant eksamensbevis må formodes at have opnået, når henses til indholdet og varigheden af den teoretiske og praktiske uddannelse, der ifølge eksamensbeviset er gennemført. Da denne sammenligning forudsætter, at der mellem medlemsstaterne består en gensidig tillid til udstedte beviser, er værtsmedlemsstatens myndighed i princippet forpligtet til at betragte et eksamensbevis, der er udstedt af en anden medlemsstats myndighed, som pålideligt. Det er kun, når førstnævnte myndighed er i alvorlig tvivl på grundlag af konkrete forhold, der udgør en samstemmende række indicier, som lader antage, at det eksamensbevis, som ansøgeren påberåber sig, ikke afspejler det kundskabs- og kvalifikationsniveau, som ansøgeren må formodes at have opnået med dette eksamensbevis, at myndigheden kan anmode den udstedende myndighed om på baggrund af disse forhold på ny at undersøge, om eksamensbeviset er udstedt på et korrekt grundlag, idet sidstnævnte myndighed efter omstændighederne skal tilbagekalde dette. Blandt disse konkrete forhold kan bl.a. være oplysninger, der meddeles af andre personer end den pågældende uddannelsesinstitution. Når den udstedende myndighed i lyset af disse forhold på ny har undersøgt, om eksamensbeviset er udstedt på et korrekt grundlag, uden at tilbagekalde det, er det kun undtagelsesvis, såfremt omstændighederne i den foreliggende sag åbenbart viser, at det pågældende eksamensbevis ikke er pålideligt, at værtsmedlemsstatens myndighed kan rejse tvivl om, hvorvidt nævnte eksamensbevis er udstedt på et korrekt grundlag.

( 1 ) – Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2005/36/EF af 7.9.2005 om anerkendelse af erhvervsmæssige kvalifikationer (EUT 2005, L 255, s. 22).

( 2 ) – Princippet om arbejdskraftens frie bevægelighed er fastsat i artikel 45 TEUF.

( 3 ) – Princippet om etableringsfriheden er reguleret i artikel 49 TEUF.