Forenede sager T-825/19 og T-826/19

Tazzetti SpA
og
Tazzetti SA

mod

Europa-Kommissionen

Rettens dom (Første Udvidede Afdeling) af 22. marts 2023

»Miljø – forordning (EU) nr. 517/2014 – fluorholdige drivhusgasser – elektronisk kvoteregister for markedsføring af hydrofluorcarboner – virksomheder med samme reelle ejer – importør eller producent, der afgiver erklæringen – bebyrdende retsakt – søgsmålsinteresse – formaliteten – anmodning om tilpasning af stævningen – afvisning – ulovlighedsindsigelse – fortolkning af en gennemførelsesforordning i overensstemmelse med grundforordningen – Kommissionens gennemførelsesbeføjelser«

1. Annullationssøgsmål – fysiske eller juridiske personer – søgsmålsinteresse – nødvendigheden af en eksisterende og faktisk interesse – vurdering på tidspunktet for sagens anlæg – søgsmål, der kan tilføre sagsøgeren en fordel

   (Art. 263, stk. 4, TEUF)

   (jf. præmis 45, 49-53 og 111-122)

2. Annullationssøgsmål – retsakter, der kan gøres til genstand for søgsmål – forberedende retsakter – ikke omfattet – Kommissionens afgørelse, hvorved et selskab tillægges ret til at få tildelt hydrofluorcarboner-kvoter, og et andet selskab med samme reelle ejer gives afslag på en sådan ret – retsakt, der afføder selvstændige retsvirkninger – omfattet

   (Art. 263, stk. 1, TEUF; Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr. 517/2014)

   (jf. præmis 75, 76, 87-92, 96-99, 104 og 108)

3. Miljø – luftforurening – nedbringelse af emissioner af fluorholdige drivhusgasser – forordning nr. 517/2014 – tildeling af kvoter til markedsføring af hydrofluorcarboner – tildelingsordning, der er baseret på fastsættelsen af referenceværdier – procedure for genberegning af referenceværdierne – Kommissionens gennemførelsesforordning, der med henblik på denne genberegning kvalificerer virksomheder med samme reelle ejer som den importør eller producent, der afgiver erklæringen – anvendelsesområde

   (Europa Parlamentets og Rådets forordning nr. 517/2014, art. 16, stk. 2 og 3; Kommissionens forordning 2019/661, art. 7, stk. 1)

   (jf. præmis 138-141)

4. Miljø – luftforurening – nedbringelse af emissioner af fluorholdige drivhusgasser – forordning nr. 517/2014 – tildeling af kvoter til markedsføring af hydrofluorcarboner – gennemførelsesbeføjelser, der er tildelt Kommissionen – rækkevidde – vedtagelse af en gennemførelsesforordning, der ændrer virksomheders ret til at få tildelt kvoter og til at overdrage disse kvoter – inkompetence

   (Art. 291, stk. 2, TEUF; Europa Parlamentets og Rådets forordning nr. 517/2014, art. 16, stk. 3, art. 17, stk. 2, og art. 18, stk. 1, samt punkt 1 i bilag VI; Kommissionens forordning 2019/661, art. 7, stk. 1)

   (jf. præmis 154-161, 165, 166, 184-207, 210 og 211)

Resumé

Som led i bekæmpelsen af drivhusgasemissioner har Europa-Parlamentet og Rådet vedtaget forordning nr. 517/2014 om fluorholdige drivhusgasser ( 1 ), der har til formål at begrænse de mængder af hydrofluorcarboner (HFC’er), der markedsføres i Den Europæiske Union. I henhold til denne forordning påhviler det Europa-Kommissionen at fastlægge den maksimale mængde HFC’er, der kan markedsføres hvert år, og at tildele kvoter til producenter og importører efter en tildelingsordning, der bl.a. hviler på fastsættelsen af referenceværdier. Forordningen præciserer i denne forbindelse, at referenceværdierne oprindeligt blev tildelt de producent og importør, der havde indberettet at have markedsført HFC’er i perioden fra 2009 til 2012. Fra 2017 og derefter hvert tredje år skal Kommissionen foretage en genberegning af referenceværdierne på grundlag af det årlige gennemsnit af de mængder HFC’er, der på lovlig vis er markedsført fra den 1. januar 2015.

I henhold til ordlyden af forordning nr. 517/2014 er Kommissionen ligeledes forpligtet til at oprette et elektronisk kvoteregister for markedsføring af HFC’er (herefter »HFC-registret«). Med henblik på at sikre, at dette register fungerer efter hensigten, har Kommissionen vedtaget gennemførelsesforordning 2019/661 ( 2 ).

For at undgå enhver form for omgåelse eller misbrug i forbindelse med tildelingen af HFC-kvoter fastsætter artikel 7, stk. 1, i gennemførelsesforordning 2019/661 bl.a., at med henblik på genberegning af referenceværdierne i henhold til forordning nr. 517/2014 betragtes alle virksomheder med den eller de samme reelle ejere som en enkelt importør eller producent.

I 2008 erhvervede det italienske selskab Tazzetti SpA, der markedsfører HFC’er i Unionen, et spansk selskab, som ligeledes markedsfører HFC’er. Kommissionen oplyste i skrivelser af 27. og 30. september 2019 og af 20. november 2019 (herefter samlet »de anfægtede afgørelser«) sidstnævnte selskab og Tazzetti SpA om, at eftersom disse to selskaber havde samme reelle ejer, var det udelukkende Tazzetti SpA, der kunne få tildelt HFC-kvoter i henhold til artikel 7, stk. 1, i gennemførelsesforordning 2019/661.

Idet Tazzetti SpA og det erhvervede selskab var af den opfattelse, at Kommissionen havde overskredet sine beføjelser med vedtagelsen af artikel 7, stk. 1, i gennemførelsesforordning 2019/661, anlagde de ved Retten to søgsmål med påstand om annullation af de anfægtede afgørelser. Til støtte for søgsmålene gjorde sagsøgerne gældende, at selv om Kommissionens gennemførelsesbeføjelse er begrænset til at sikre, at HFC-registret fungerer efter hensigten, har den nævnte artikel 7, stk. 1, ændret selve håndteringen af den HFC-kvoteordning, der blev indført med forordning nr. 517/2014.

Rettens Første Udvidede Afdeling gav medhold i disse søgsmål og præciserede i denne forbindelse rækkevidden af Kommissionens gennemførelsesbeføjelse inden for rammerne af den ordning for tildeling af HFC-kvoter, der er indført med forordningen nr. 517/2014.

Rettens bemærkninger

Retten fastslog indledningsvis, at i modsætning til, hvad sagsøgerne havde gjort gældende, fremgår det klart og utvetydig af ordlyden af artikel 7, stk. 1, i gennemførelsesforordning 2019/661, at denne bestemmelse finder anvendelse på alle de producenter og importører, som er omfattet af proceduren for genberegning af referenceværdien, og at der ikke er fastsat nogen undtagelse til fordel for historiske virksomheder, dvs. sådanne virksomheder, der ligesom sagsøgerne har indberettet at have markedsført HFC’er i perioden fra 2009 til 2012.

Efter denne præcisering undersøgte Retten, om Kommissionen med vedtagelsen af artikel 7, stk. 1, i gennemførelsesforordning 2019/661 havde overskredet den gennemførelsesbeføjelse, den er tillagt ved forordning nr. 517/2014 og artikel 291 TEUF ( 3 ). I denne henseende analyserede Retten sagsøgernes argumenter om, at Kommissionen havde suppleret eller ændret forordning nr. 517/2014 for så vidt angår dels virksomhedernes ret til at få tildelt HFC-kvoter, dels virksomhedernes ret til at overdrage HFC-kvoter.

Retten bemærkede indledningsvis for det første, at i henhold til artikel 17, stk. 2, i forordning nr. 517/2014 er Kommissionens gennemførelsesbeføjelse begrænset til at sikre, at HFC-registret, som er et værktøj, der anvendes til forvaltning af kvoter, til markedsføring af HFC’er og indberetning, herunder indberetning af markedsførte anlæg eller markedsført udstyr, fungerer efter hensigten. Den bemærkede dernæst, at når Kommissionen er tildelt en gennemførelsesbeføjelse på grundlag af artikel 291, stk. 2, TEUF, skal bestemmelserne i gennemførelsesretsakten, som den vedtager, overholde de væsentlige generelle mål, som forfølges med retsakten, og være nødvendige eller egnede til gennemførelse af denne, uden at de hverken supplerer eller ændrer den, end ikke de ikke-væsentlige elementer heri.

Hvad angår virksomhedernes ret til at få tildelt HFC-kvoter bemærkede Retten dernæst, at i henhold til artikel 16, stk. 3, i forordning nr. 517/2014 har hver virksomhed, forstået som en individuel fysisk eller juridisk person, der på lovlig vis fra den 1. januar 2015 har markedsført HFC’er og foretaget den i forordningen omhandlede indberetning, ret til at få fastsat en referenceværdi i forbindelse med den treårige genberegning af referenceværdierne. For så vidt som artikel 7, stk. 1, i gennemførelsesforordning 2019/661 fastsætter, at flere virksomheder med samme reelle ejer på visse betingelser skal anses for en individuel virksomhed i henhold til forordning nr. 517/2014, har artikel 7, stk. 1, i gennemførelsesforordning 2019/661 ændret den ordning, der er indført med grundforordningen, idet den har indført yderligere vilkår vedrørende retten til at få fastlagt en referenceværdi for virksomheder.

Kommissionen har herved ligeledes ændret den ordning for tildeling af HFC-kvoter, der er indført med forordning nr. 517/2014 ( 4 ), eftersom den producent eller importør, der afgiver en erklæring som omhandlet i artikel 7, stk. 1, i gennemførelsesforordning 2019/661 på grundlag af sin egen referenceværdi, ikke alene opnår HFC-kvoter svarende til de mængder HFC’er, der tidligere er markedsført, men ligeledes kvoter svarende til de HFC-kvoter, der er blevet markedsført af virksomheder med den samme reelle ejer, mens sidstnævnte derimod mister deres ret til en egen referenceværdi og til egne HFC-kvoter på grundlag af en egen referenceværdi.

Endelig følger det heraf, at sidstnævnte virksomheder ligeledes mister retten til at overdrage HFC-kvoter efter ikrafttrædelsen af artikel 7, stk. 1, i gennemførelsesforordning 2019/661, eftersom denne ret ifølge forordning nr. 517/2014 ( 5 ) er forbeholdt virksomheder, som er tildelt en kvote på grundlag af en referenceværdi.

Det følger heraf, at Kommissionen med vedtagelsen af artikel 7, stk. 1, i gennemførelsesforordning 2019/661 har ændret de rettigheder, som tilkommer de berørte virksomheder i henhold til forordning nr. 517/2014, for så vidt angår muligheden for at få fastlagt en referenceværdi, muligheden for at få tildelt egne HFC-kvoter og muligheden for at overdrage disse kvoter, og at Kommissionen herved har ændret selve funktionen af HFC-kvoteordningen.

Henset til samtlige ovenstående bemærkninger fastslog Retten, at Kommissionen ikke havde kompetence til at vedtage artikel 7, stk. 1, i gennemførelsesforordning 2019/661, og annullerede derfor de anfægtede afgørelser, der var vedtaget på grundlag af denne forordning.

( 1 ) – Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 517/2014 af 16.4.2014 om fluorholdige drivhusgasser og om ophævelse af forordning (EF) nr. 842/2006 (EUT 2014, L 150, s. 195).

( 2 ) – Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2019/661 af 25.4.2019 om sikring af, at det elektroniske kvoteregister for markedsføring af hydrofluorcarboner fungerer efter hensigten (EUT 2009, L 112, s. 11).

( 3 ) – Det følger af artikel 291, stk. 2, TEUF, at »[n]år ensartede betingelser for gennemførelse af Unionens juridisk bindende retsakter er nødvendige, tildeler disse retsakter Kommissionen [...] gennemførelsesbeføjelser«.

( 4 ) – Punkt 1 i bilag VI til forordning nr. 517/2014.

( 5 ) – Artikel 18, stk. 1, i forordning nr. 517/2014.