Sag T-134/19

AM

mod

Den Europæiske Investeringsbank

 Rettens dom (Første Afdeling) af 10. marts 2021

»Personalesag – ansatte ved EIB – løn – formaliteten – frist for anmodning om forligsprocedure – bebyrdende retsakt – godtgørelse for geografisk mobilitet – overførsel til et eksternt kontor – afslag på godtgørelse – annullations- og erstatningssøgsmål«

1.      Tjenestemandssager – Den Europæiske Investeringsbanks ansatte – søgsmål til prøvelse af en afgørelse, der afslutter en forligsprocedure – retsvirkning – sagsanlæg til prøvelse af den anfægtede akt – indsigelse – afgørelse, der ikke har bekræftende karakter – hensyntagen til begrundelsen heri

(Den Europæiske Investeringsbanks personalevedtægt, art. 41)

(jf. præmis 29, 30, 33 og 34)

2.      Tjenestemandssager – Den Europæiske Investeringsbanks ansatte – akt, der indeholder et klagepunkt – begreb – lønseddel eller pensionsopgørelse, som afspejler en afgørelse, der har et rent økonomisk formål – omfattet

(Den Europæiske Investeringsbanks personalevedtægt, art  41)

(jf. præmis 40-44)

3.      Tjenestemænd – Den Europæiske Investeringsbanks ansatte – løn – godtgørelse for geografisk mobilitet – betingelser for tildeling – afslag på godtgørelse til en ansat, som er overført til et af EIB’s eksterne kontorer indtil udløbet af dennes kontrakt – ulovlighed – godtgørelse betinget af genindtrædelse i tjenesten ved EIB’s hovedsæde – foreligger ikke

(jf. præmis 56, 58, 59, 61, 64 og 65-71)

4.      Tjenestemandssager – Den Europæiske Investeringsbanks ansatte – dom om annullation – retsvirkninger – forpligtelse til at vedtage gennemførelsesforanstaltninger – dom om annullation af en afgørelse om afslag på godtgørelse til en ansat – sagsøgerens påstand om erstatning for den lidte økonomiske skade – påstand nedlagt for tidligt

(Art. 266, stk. 1, TEUF)

(jf. præmis 78 og 79)

Resumé

Sagsøgeren, AM, blev ansat af Den Europæiske Investeringsbank (EIB) den 1. juni 2014 på grundlag af en tidsbegrænset kontrakt på et år, som efterfølgende blev forlænget to gange. Fra starten af sagsøgerens første kontrakt med EIB og indtil den 31. marts 2017 var sagsøgeren tilknyttet EIB’s eksterne kontor i Wien (Østrig). Fra den 1. april 2017 og indtil udløbet af dennes igangværende kontrakt, dvs. den 31. maj 2020, blev sagsøgeren overført til EIB’s eksterne kontor i Bruxelles (Belgien). Den 30. juni 2017 traf EIB en afgørelse, hvoraf fremgik, at sagsøgerens overførsel ikke var omfattet af anvendelsesområdet for de administrative bestemmelser, der gælder for ansatte ved EIB (herefter de »administrative bestemmelser«), og at sagsøgeren dermed ikke havde ret til godtgørelse for geografisk mobilitet. EIB bekræftede afslaget på at udbetale denne godtgørelse til sagsøgeren ved en afgørelse truffet efter, at sagsøgeren havde indgivet anmodning om indledning af en forligsprocedure (herefter samlet »de anfægtede afgørelser«). Desuden besluttede formanden for EIB på trods af, at EIB’s forligsudvalg havde konkluderet, at sagsøgeren burde have modtaget godtgørelse for geografisk mobilitet fra den 1. april 2017, ikke at følge forligsudvalgets konklusioner og afsluttede således forligsproceduren.

I forbindelse med et annullations- og erstatningssøgsmål annullerede Retten de anfægtede afgørelser og præciserede for første gang betingelserne for indrømmelse af godtgørelse for geografisk mobilitet til ansatte ved EIB.

Rettens bemærkninger

Indledningsvis bemærkede Retten vedrørende søgsmålets genstand, at for ansatte ved EIB, der er ansat efter den 1. juli 2013, udgør en afgørelse fra formanden for EIB, der afslutter forligsproceduren, blot en forudgående betingelse for at anlægge sag ved Unionens retsinstanser. Retten fandt i denne henseende i overensstemmelse med retspraksis vedrørende sager om vedtægten for tjenestemænd i Den Europæiske Union eller de bestemmelser, der gælder for ansatte ved Den Europæiske Centralbank, at påstande om annullation, der formelt er rettet mod en afgørelse fra formanden for EIB, der afslutter en forligsprocedure, har til følge, at Unionens retsinstanser skal prøve den akt, der indeholder det klagepunkt, som er genstand for denne procedure, undtagen i det tilfælde, hvor den nævnte afgørelse har en anden rækkevidde end den retsakt, der er genstand for forligsproceduren. Når denne afgørelse indeholder en fornyet vurdering af sagsøgerens forhold på grundlag af nye faktiske eller retlige omstændigheder, eller når den ændrer eller supplerer den oprindelige retsakt, udgør denne en retsakt, der er underlagt Unionens retsinstansers kontrol, og retsinstanserne tager hensyn til den ved vurderingen af lovligheden af den anfægtede retsakt, eller anser den ligefrem for en retsakt, der går adressaten imod, og som erstatter den anfægtede retsakt. Da dette ikke var tilfældet i den foreliggende sag, konkluderede Retten, at der ikke var grundlag for at tage særskilt stilling til denne påstand.

Hvad angår formaliteten forkastede Retten desuden EIB’s argumentation, hvorefter fristen for at anfægte den manglende udbetaling af godtgørelse for geografisk mobilitet skulle regnes fra den 12. april 2017, hvor sagsøgeren modtog sin første lønseddel efter overførslen til det eksterne kontor i Bruxelles. Retten bemærkede i denne henseende, at selv om det er korrekt, at sagsøgerens lønseddel for april 2017 rent økonomisk afspejlede virkningerne af afgørelsen om overførsel af denne til det eksterne kontor i Bruxelles, forholdt det sig ikke desto mindre således, at hverken afgørelsen eller den nævnte lønseddel klart tilkendegav EIB’s stillingtagen til spørgsmålet om godtgørelse for geografisk mobilitet. Undladelse af at angive et tillæg på den berørte persons lønseddel betyder ikke nødvendigvis, at administrationen nægter denne ret hertil.

Eftersom Retten var af den opfattelse, at afgørelsen af 30. juni 2017 var den første, der klart udtrykte EIB’s afslag på at indrømme sagsøgeren godtgørelse for geografisk mobilitet, fandt den, at denne afgørende skulle anses for den første bebyrdende retsakt for sagsøgeren, som har den virkning, at fristerne for at indbringe klage eller søgsmål begynder at løbe.

Endelig fandt Retten angående betingelserne for at indrømme godtgørelse for geografisk mobilitet i det tilfælde, hvor der sker overførsel til et af EIB’s eksterne kontorer inden for Unionen, at godtgørelse for geografisk mobilitet ifølge de administrative bestemmelsers artikel 1.4 forudsætter, at to kumulative betingelser er opfyldt, nemlig dels overførsel til et andet tjenestested inden for Unionen for en periode på mellem et og fem år, dels udførelse af mindst tolv måneders tjeneste ved det foregående tjenestested.

På den baggrund konstaterede Retten, at denne artikel ikke indeholder nogen udtrykkelig henvisning til betingelsen om midlertidig tjeneste ved et eksternt kontor inden for EU, hvorefter den ansatte skal genindtræde i tjenesten ved EIB’s hovedsæde efter denne tjenesteperiodes udløb for at være berettiget til den omhandlede godtgørelse.

Retten præciserede i denne henseende, at genindtrædelse i tjenesten ved EIB’s hovedsæde som omhandlet i artikel 2 i bilag VII til de administrative bestemmelser ikke udgør en betingelse for indrømmelse af godtgørelse for geografisk mobilitet, men kun er den logiske følge af ophøret af den midlertidige tjenesteperiode ved et eksternt kontor for en ansat, hvis kontrakt ikke er udløbet, og som skal genindtræde i tjenesten ved EIB’s hovedsæde efter denne periode.

Under disse omstændigheder bemærkede Retten, at en overførsel til et eksternt kontor på grundlag af de relevante administrative bestemmelser som følge af en sådan overførsels beskaffenhed ikke blot ikke kan anses for permanent, eftersom overførslen fra starten er begrænset til den maksimale varighed, der er fastsat i de nævnte bestemmelser, men selv i det tilfælde, hvor et medlem af personalet ved EIB er tilknyttet et sådant kontor for en periode, hvis afslutning er sammenfaldende med ophøret af den ansattes tidsbegrænsede kontrakt, er dette medlem af personalet berettiget til godtgørelse, hvis den pågældende opfylder de to kumulative betingelser, der er fastsat i de administrative bestemmelsers artikel 1.4.