Sag C-561/19

Consorzio Italian Management
og
Catania Multiservizi SpA

mod

Rete Ferroviaria Italiana SpA

(anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Consiglio di Stato)

Domstolens dom (Store Afdeling) af 6. oktober 2021

»Præjudiciel forelæggelse – artikel 267 TEUF – omfang af pligten for den nationale domstol, som træffer afgørelse i sidste instans, til at forelægge et præjudicielt spørgsmål – undtagelser til denne pligt – kriterier – spørgsmål om fortolkningen af EU-retten rejst af parterne i sagen for den nationale retsinstans, efter at Domstolen har truffet præjudiciel afgørelse i denne sag – ingen præcisering af de forhold, der begrunder behovet for en besvarelse af de præjudicielle spørgsmål – delvis afvisning af anmodningen om præjudiciel afgørelse«

1. Præjudicielle spørgsmål – forelæggelse for Domstolen – fortolkningsspørgsmål – forelæggelsespligt – rækkevidde – spørgsmål rejst efter en første forelæggelse i samme sag – ingen betydning – afvisning på grundlag af formalitetsregler, der er særlige for retsplejen ved den forelæggende ret – ingen forelæggelsespligt – betingelser – overholdelse af ækvivalens- og effektivitetsprincippet

   (Art. 267, stk. 3, TEUF)

   (jf. præmis 32, 33, 50, 51, 58, 59 og 61-66 samt domskonkl.)

2. Præjudicielle spørgsmål – forelæggelse for Domstolen – fortolkningsspørgsmål – forelæggelsespligt – foreligger ikke – betingelser – ingen rimelig tvivl – kriterier

   (Art. 267, stk. 3, TEUF)

   (jf. præmis 39-42 og 44-49)

3. Præjudicielle spørgsmål – forelæggelse for Domstolen – fortolkningsspørgsmål – forelæggelsespligt – rækkevidde – spørgsmål rejst af en part – ingen betydning

   (Art. 267, stk. 3, TEUF)

   (jf. præmis 53-55 og 57)

Resumé

Domstolen præciserede sin retspraksis efter »Cilfit«-dommen om de situationer, hvor nationale retsinstanser, der træffer afgørelse i sidste instans, ikke har pligt til at forelægge et præjudicielt spørgsmål

Når en sådan retsinstans finder, at den kan undlade at efterkomme denne pligt, skal det af begrundelsen for dens afgørelse fremgå, at en af de tre situationer, der giver den mulighed for at gøre dette, foreligger

I 2017 forelagde Consiglio di Stato (øverste domstol i forvaltningsretlige sager, Italien), som er en national retsinstans, der træffer afgørelse i sidste instans (herefter »den forelæggende ret«), Domstolen en præjudiciel forelæggelse i forbindelse med en tvist vedrørende en offentlig kontrakt om rengøringstjenester for navnlig italienske togstationer. Domstolen afsagde sin dom i 2018 ( 1 ). Sagens parter anmodede efterfølgende den forelæggende ret om at forelægge andre præjudicielle spørgsmål.

Det var på denne baggrund, at den forelæggende ret i 2019 forelagde Domstolen en ny anmodning om præjudiciel afgørelse. Den forelæggende ret ønskede nærmere bestemt oplyst, om en national domstol, der træffer afgørelse i sidste instans, har pligt til at forelægge Domstolen et spørgsmål om fortolkningen af EU-retten, når en part har rejst dette spørgsmål for den på et fremskredent tidspunkt under sagens behandling, efter at sagen er optaget til dom for første gang, eller når der allerede er foretaget en første præjudiciel forelæggelse i denne sag.

Domstolens bemærkninger

I sin dom bekræftede Domstolen i Store Afdeling de kriterier, der blev fastlagt i Cilfit-dommen ( 2 ), som foreskriver tre situationer, hvor de nationale retsinstanser, der træffer afgørelse i sidste instans, ikke har pligt til at forelægge et præjudicielt spørgsmål ( 3 ):

Domstolen fastslog dermed, at en national retsinstans, der træffer afgørelse i sidste instans, ikke er fritaget for pligten til at forelægge et præjudicielt spørgsmål, alene fordi den allerede har forelagt Domstolen en præjudiciel anmodning i samme sag.

Hvad angår den tredje situation, der er anført ovenfor, præciserede Domstolen, at spørgsmålet, om der foreligger rimelig tvivl, skal vurderes i forhold til EU-rettens særegenheder, de særlige vanskeligheder, fortolkningen heraf frembyder, samt risikoen for afvigende retspraksis inden for Unionen. Inden den konkluderer, at der ikke foreligger rimelig tvivl om den korrekte fortolkning af EU-retten, skal den nationale retsinstans, der træffer afgørelse i sidste instans, være overbevist om, at hverken de øvrige medlemsstaters retter eller Domstolen vil være i tvivl om afgørelsen.

I denne henseende er den omstændighed, at en EU-retlig bestemmelse kan udlægges på flere måder, ikke i sig selv tilstrækkelig til, at der anses at foreligge rimelig tvivl om den korrekte fortolkning af denne bestemmelse. Når den nationale retsinstans, der træffer afgørelse i sidste instans, gøres bekendt med, at der i samme medlemsstats retsinstanser eller mellem medlemsstaternes retsinstanser findes flere forskellige retninger i retspraksis vedrørende fortolkningen af en EU-retlig bestemmelse, der finder anvendelse på tvisten i hovedsagen, skal denne ret i sin vurdering af, at der eventuelt ikke foreligger rimelig tvivl om den korrekte fortolkning af nævnte bestemmelse, udvise særlig opmærksomhed.

De nationale retsinstanser, der træffer afgørelse i sidste instans, skal uafhængigt og med den fornødne opmærksomhed vurdere, om de befinder sig i en af de tre situationer, som giver dem mulighed for at undlade at forelægge Domstolen et spørgsmål om fortolkningen af EU-retten, som er blevet rejst for dem. Når en sådan retsinstans anser sig fritaget for pligten til at forelægge Domstolen en anmodning om præjudiciel afgørelse, skal det af begrundelsen for retsafgørelsen fremgå, at en af de tre situationer foreligger.

Når en retsinstans, der træffer afgørelse i sidste instans, befinder sig i en af disse situationer, er den endvidere ikke forpligtet til at forelægge Domstolen sagen, selv om spørgsmålet om fortolkningen af EU-retten rejses af en part i dagen for denne retsinstans.

Såfremt spørgsmålet om fortolkning af EU-retten ikke falder ind under en af disse situationer, er en retsinstans, der træffer afgørelse i sidste instans, derimod forpligtet til at forelægge Domstolen sagen. Den omstændighed, at nævnte retsinstans allerede har forelagt Domstolen en anmodning om præjudiciel afgørelse inden for rammerne af samme nationale sag, rejser ikke tvivl om pligten til at forelægge et præjudicielt spørgsmål, når et spørgsmål om fortolkningen af EU-retten, hvis besvarelse er nødvendig for afgørelsen af tvisten, består efter Domstolens afgørelse.

Det tilkommer alene den nationale ret at afgøre, på hvilket stadium af retsforhandlingerne det er hensigtsmæssigt for den at forelægge et præjudicielt spørgsmål. En retsinstans, der træffer afgørelse i sidste instans, kan imidlertid undlade at forelægge et præjudicielt spørgsmål for Domstolen, når sagen skal afvises på grundlag af formalitetsregler, der er særlige for retsplejen ved denne ret. I det tilfælde, hvor de anbringender, der er fremsat for en sådan retsinstans, skal afvises fra realitetsbehandling, kan en anmodning om præjudiciel afgørelse derfor ikke anses for at være nødvendig og relevant for, at denne ret kan træffe sin afgørelse. De nationale processuelle bestemmelser skal imidlertid overholde ækvivalensprincippet ( 4 ) og effektivitetsprincippet ( 5 ).

( 1 ) – Dom af 19.4.2018, Consorzio Italian Management og Catania Multiservizi (C-152/17, EU:C:2018:264).

( 2 ) – Dom af 6.10.1982, Cilfit m.fl. (283/81, EU:C:1982:335).

( 3 ) – Denne forpligtelse er fastsat i artikel 267, stk. 3, TEUF.

( 4 ) – Ækvivalensprincippet kræver, at alle de bestemmelser, der finder anvendelse på søgsmål, finder anvendelse uden forskel på søgsmål, der vedrører tilsidesættelse af EU-retten, og lignende søgsmål, der vedrører tilsidesættelse af national ret.

( 5 ) – I overensstemmelse med effektivitetsprincippet må en national procesregel ikke i praksis gøre det umuligt eller uforholdsmæssigt vanskeligt at udøve de rettigheder, der tillægges i henhold til Unionens retsorden.