Sag T-598/18

Grupo Textil Brownie, SL

mod

Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret

Rettens dom (Tredje Afdeling) af 30. januar 2020

»EU-varemærker – indsigelsessag – ansøgning om EU-ordmærket BROWNIE – ældre nationale ordmærker BROWNIES, BROWNIE, Brownies og Brownie – relativ registreringshindring – risiko for forveksling – artikel 8, stk. 1, litra b), i forordning (EF) nr. 207/2009 [nu artikel 8, stk. 1, litra b), i forordning (EU) 2017/1001] – reel brug af det ældre varemærke – artikel 42, stk. 2 og 3, i forordning nr. 207/2009 (nu artikel 47, stk. 2 og 3, i forordning 2017/1001)«

1. EU-varemærker – definition på og erhvervelse af et EU-varemærke – relative registreringshindringer – det relevante tidspunkt for bedømmelsen af en relativ registreringshindring – datoen for indgivelse af registreringsansøgningen – den berørte medlemsstats udtræden af EU – ingen virkning

   [Art. 50 TEU; Rådets forordning nr. 207/2009, art. 8, stk. 1 og 2, litra a), nr. ii) og art. 42, stk. 3]

   (jf. præmis 19)

2. EU-varemærker – bemærkninger fra tredjemand og indsigelse – behandling af indsigelsen – bevis for brug af det ældre varemærke – reel brug – begreb – fortolkning under hensyntagen til begrundelsen for artikel 42, stk. 2 og 3, i forordning nr. 207/2009

   (Rådets forordning nr. 207/2009, tiende betragtning og art. 42, stk. 2 og 3; Kommissionens forordning nr. 2868/95, art. 1, regel 22, stk. 3)

   (jf. præmis 30)

3. EU-varemærker – bemærkninger fra tredjemand og indsigelse – behandling af indsigelsen – bevis for brug af det ældre varemærke – reel brug – begreb – bedømmelseskriterier

   (Rådets forordning nr. 207/2009, art. 42, stk. 2 og 3; Kommissionens forordning nr. 2868/95, art. 1, regel 22, stk. 3)

   (jf. præmis 31-34 og 51)

4. EU-varemærker – bemærkninger fra tredjemand og indsigelse – behandling af indsigelsen – bevis for brug af det ældre varemærke – brug i femårsperioden

   (Rådets forordning nr. 207/2009, art. 42, stk. 2 og 3)

   (jf. præmis 37 og 38)

5. EU-varemærker – bemærkninger fra tredjemand og indsigelse – behandling af indsigelsen – bevis for brug af det ældre varemærke – reel brug – brug i femårsperioden – hensyntagen til beviser vedrørende brug uden for denne periode – betingelser

   (Rådets forordning nr. 207/2009, art. 42, stk. 2 og 3; Kommissionens forordning nr. 2868/95, art. 1, regel 22, stk. 3)

   (jf. præmis 41)

6. EU-varemærker – bemærkninger fra tredjemand og indsigelse – behandling af indsigelsen – bevis for brug af det ældre varemærke – beviskraften af beviserne – bedømmelseskriterier

   [Rådets forordning nr. 207/2009, art. 42, stk. 2 og 3, og art. 78, stk. 1, litra f)]

   (jf. præmis 53, 74 og 76)

7. EU-varemærker – bemærkninger fra tredjemand og indsigelse – behandling af indsigelsen – bevis for brug af det ældre varemærke – reel brug – brug af varemærket i en form, der kun afviger ved enkeltheder, som ikke forandrer mærkets særpræg – genstand og materielt anvendelsesområde for artikel 15, stk. 1, litra a), i forordning nr. 207/2009

   [Rådets forordning nr. 207/2009, art. 15, stk. 1, andet afsnit, litra a), og art. 42, stk. 2 og 3]

   (jf. præmis 61-63)

8. EU-varemærker – kontorets afgørelser – ligebehandlingsprincippet – princippet om god forvaltningsskik – kontorets tidligere beslutningspraksis – legalitetsprincippet – krav om en streng og fuldstændig undersøgelse i hvert enkelt konkret tilfælde

   (jf. præmis 93)

Sammenfatning

I dommen i sagen Grupo Textil Brownie mod EUIPO – The Guide Association (BROWNIE) (T-598/18), afsagt den 30. januar 2020, præciserede Retten visse aspekter vedrørende bevis for reel brug af et ældre varemærke og frifandt Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsrets (EUIPO) i søgsmålet til prøvelse af afgørelse truffet af appelkammeret ved EUIPO i en indsigelsessag mellem The Guide Association (herefter »intervenienten«) og Grupo Textil Brownie (herefter »sagsøgeren«).

I den foreliggende sag har intervenienten gjort indsigelse mod registreringen af ordmærket BROWNIE på grundlag af en række ældre ordmærker i Det Forenede Kongerige BROWNIES, BROWNIE, Brownies og Brownie (herefter samlet »det ældre varemærke«). Sagsøgeren har anmodet om, at intervenienten godtgør reel brug af det ældre varemærke. Eftersom indsigelsesafdelingen ved EUIPO fandt, at intervenienten havde godtgjort en sådan brug, konkluderede den, at der fandtes en risiko for forveksling mellem de omtvistede varemærker i forbindelse med visse varer og tjenesteydelser, og den tog således indsigelsen delvist til følge. Appelkammeret ved EUIPO forkastede den klage, som blev indgivet over denne afgørelse.

For det første bemærkede Retten vedrørende virkningen af Det Forenede Kongeriges udtræden af EU ( 1 ), at der ved bedømmelsen af, om der foreligger en relativ registreringshindring, skal tages udgangspunkt i tidspunktet for indgivelse af ansøgningen om registrering af det EU-varemærke, som der er blevet gjort indsigelse imod på grundlag af et ældre varemærke. De forskellige aspekter af det ældre varemærke, således som de fremstod på tidspunktet for indgivelse af ansøgningen, skal således undersøges. Den omstændighed, at det ældre varemærke kan miste sin status som et varemærke, som er registreret i en medlemsstat ( 2 ), på et tidspunkt efter indgivelsen af ansøgningen om registrering af det EU-varemærke, imod hvilket der er gjort indsigelse på grundlag af dette ældre varemærke, navnlig som følge af den pågældende medlemsstats eventuelle udtræden af EU i henhold til artikel 50 TEU, uden at der er fastsat specifikke bestemmelser herom i en eventuel aftale indgået i henhold til artikel 50, stk. 2, TEU, er således principielt irrelevant for indsigelsens udfald. Søgsmålsinteressen i forbindelse med et søgsmål anlagt ved Retten til prøvelse af en afgørelse truffet af EUIPO’s appelkamre, der tager en sådan indsigelse på grundlag af et sådant ældre nationalt varemærke til følge – eller stadfæster en afgørelse truffet af indsigelsesafdelingen i denne henseende – berøres principielt heller ikke.

For det andet bemærkede Retten, at for så vidt som sagsøgeren havde gjort gældende, at visse beviselementer ikke vedrører den relevante periode, følger det utvetydigt af artikel 42, stk. 2 og 3, i forordning nr. 207/2009, at det kun er reel brug, der skal have fundet sted i den relevante periode. Såfremt de beviser, der er fremført med henblik på at godtgøre reel brug, vedrører brug i den relevante periode, kan det ikke kræves, at disse beviser også er udarbejdet i løbet af denne relevante periode. Sagsøgerens argument om, at nogle af beviserne ikke vedrører den relevante periode, alene af den grund, at de ikke er udarbejdet i den pågældende periode, betyder således ikke i sig selv, at de ikke er relevante i henhold til artikel 42, stk. 2 og 3, i forordning nr. 207/2009.

For det tredje bemærkede Retten, at det fremgår af retspraksis, at hensyntagen til disse beviser vedrørende en reel brug før eller efter den relevante periode er mulig, for så vidt som den gør det muligt at bekræfte eller bedre vurdere rækkevidden af brugen af det ældre varemærke og indehaverens reelle hensigter i denne periode. Sådanne beviser kan imidlertid kun tages i betragtning, hvis der fremlægges andre beviser vedrørende den relevante periode.

For det fjerde konkluderede Retten vedrørende det reklamemateriale, der er fremlagt som bevis for reel brug, dels at det allerede er blevet fastslået, at det i princippet er nødvendigt at påvise, at reklamemateriale, der nævner det ældre varemærke, hvis reelle brug skal godtgøres, er blevet udbredt i tilstrækkelig grad til den relevante offentlighed til, at det kan fastslås, at der er blevet gjort reel brug af det pågældende varemærke. Retten bemærkede dog dels, at det ligeledes fremgår af retspraksis, at det i forbindelse med en bedømmelse af beviserne på reel brug af et varemærke ikke drejer sig om at bedømme hvert enkelt bevis for sig, men samlet, så man kan finde frem til den mest sandsynlige og mest sammenhængende betydning. Selv om et bevis således har begrænset bevisværdi, for så vidt som det isoleret set ikke med sikkerhed godtgør, om og hvordan de pågældende produkter er blevet markedsført, og selv om dette bevis derfor ikke i sig selv er afgørende, kan det ikke desto mindre tages i betragtning ved den samlede bedømmelse af den reelle brug af det pågældende varemærke. Dette er f.eks. tilfældet, når dette bevis supplerer andre beviser. I den foreliggende sag bemærkede Retten, at reklamemateriale er et bevis blandt flere andre, således at appelkammeret kan tage hensyn til det.

For det femte og sidste bemærkede Retten i forbindelse med bevisværdien af en erklæring på tro og love, som skal godtgøre reel brug af det ældre varemærke, at det fremgår af artikel 78, stk. 1, litra f), i forordning nr. 207/2009 ( 3 ), at de skriftlige erklæringer, der er afgivet under ed eller på tro og love, eller som har tilsvarende virkning i henhold til lovgivningen i den stat, hvor de er afgivet, navnlig udgør en del af EUIPO’s bevisoptagelse. I den foreliggende sag var erklæringen på tro og love afgivet i form af en vidneerklæring, som er den form, der er beskrevet i de civile retsplejeregler, der finder anvendelse i England og Wales. Retten bemærkede desuden, at det fremgår af retspraksis, at når der er blevet udarbejdet en erklæring som omhandlet i artikel 78, stk. 1, litra f), i forordning 207/2009 af en af de ledende ansatte hos den part, der skal godtgøre reel brug af det ældre varemærke, kan den nævnte erklæring kun tillægges bevisværdi, hvis den bliver understøttet af andre beviser, hvilket var tilfældet i den foreliggende sag.

( 1 ) – Udtrædelsesaftalen var endnu ikke endeligt vedtaget på tidspunktet for voteringens afslutning.

( 2 ) – Som omhandlet i artikel 8, stk. 2, litra b), nr. ii), i Rådets forordning (EF) nr. 207/2009 af 26.2.2009 om EF-varemærker (EUT 2009, L 78, s. 1) med senere ændringer (erstattet af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/1001 af 14.6.2017 om EU-varemærker (EUT 2017, L 154, s. 1)).

( 3 ) – Nu artikel 97, stk. 1, litra f), i forordning 2017/1001.