Sag T-219/18

Piaggio & C. SpA

mod

Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret

Rettens dom (Sjette Afdeling) af 24. september 2019

»EF-design – ugyldighedssag – registreret EF-design, der gengiver en knallert – tidligere EF-design – ugyldighedsgrund – individuel karakter – andet helhedsindtryk – informeret bruger – artikel 6 og artikel 25, stk. 1, litra b), i forordning (EF) nr. 6/2002 – fortolkning, som er i overensstemmelse med artikel 6 i forordning nr. 6/2002 – ingen brug af et tidligere ikke-registreret nationalt tredimensionalt varemærke i det registrerede design – artikel 25, stk. 1, litra e), i forordning nr. 6/2002 – ingen uhjemlet brug af et værk, der er beskyttet af en medlemsstats ophavsretslovgivning, i det registrerede design – artikel 25, stk. 1, litra f), i forordning nr. 6/2002«

1. EU-ret – fortolkning – tekster på flere sprog – ensartet fortolkning – uoverensstemmelse mellem forskellige sprogversioner – konteksten og formålet med det omhandlede regelsæt som referencegrundlag

   (jf. præmis 30)

2. EF-design – betingelser for beskyttelse – individuel karakter – design, der giver den informerede bruger et anderledes helhedsindtryk end det, det tidligere design giver – helhedsindtryk skal ikke adskille sig markant

   (Rådets forordning nr. 6/2002, art. 6, stk. 1)

   (jf. præmis 31-35)

3. EF-design – betingelser for beskyttelse – individuel karakter – design, der giver den informerede bruger et anderledes helhedsindtryk end det, det tidligere design giver – bedømmelse af helhedsindtrykket i forhold til et eller flere tidligere design individuelt set

   (Rådets forordning nr. 6/2002, art. 6, stk. 1)

   (jf. præmis 46)

4. EF-design – ugyldighedsgrunde – manglende individuel karakter – design, der ikke giver den informerede bruger et anderledes helhedsindtryk end det, det tidligere design giver – gengivelse af en scooter

   [Rådets forordning nr. 6/2002, art. 6, stk. 1, og art. 25, stk. 1, litra b)]

   (jf. præmis 41-45 og 49-63)

5. EF-design – betingelser for beskyttelse – individuel karakter – design, der giver den informerede bruger et anderledes helhedsindtryk end det, det tidligere design giver – helhedsvurdering af alle det tidligere designs bestanddele

   (Rådets forordning nr. 6/2002, art. 6, stk. 1)

   (jf. præmis 47 og 48)

6. EF-design – ugyldighedsgrunde – brug af et kendetegn i et senere design – sammenligning af det omtvistede design med kendetegnet – relevant kundekreds

   [Rådets forordning nr. 6/2002, art. 25, stk. 1, litra e)]

   (jf. præmis 67)

7. EF-design – ugyldighedsgrunde – brug af et kendetegn i et senere design – sammenligning af det omtvistede design med kendetegnet – risiko for forveksling

   [Rådets forordning nr. 6/2002, art. 25, stk. 1, litra e)]

   (jf. præmis 86)

8. EF-design – ugyldighedsgrunde – uhjemlet brug af et værk, der er beskyttet af en medlemsstats ophavsretslovgivning – den nationale lovgivning bestemmer, hvordan rettighederne erhverves, og hvordan ophavsretten godtgøres

   [Rådets forordning nr. 6/2002, art. 25, stk. 1, litra f), og art. 25, stk. 3; Kommissionens forordning nr. 2245/2002, art. 28, stk. 1, litra b), nr. iii)]

   (jf. præmis 99)

Resumé

I dommen af 24. september 2019 i sagen Piaggio & C. mod EUIPO – Zhejiang Zhongneng Industry Group (Knallerter) (sag T-219/18) præciserede Retten rækkevidden af og begreberne i forbindelse med tre af de ugyldighedsgrunde for et registreret design, der er angivet i artikel 25 i forordning nr. 6/2002, nemlig for det første ugyldighedsgrunden vedrørende et designs manglende individuelle karakter som omhandlet i denne forordnings artikel 25, stk. 1, litra b), sammenholdt med forordningens artikel 6, for det andet ugyldighedsgrunden vedrørende brug af et tidligere kendetegn i et design som omhandlet i artikel 25, stk. 1, litra e), i forordning nr. 6/2002 og for det tredje ugyldighedsgrunden vedrørende anvendelse i et design af et åndsværk, som er beskyttet af ophavsretten, jf. denne forordnings artikel 25, stk. 1, litra f).

Retten stadfæstede den afgørelse, der var blevet truffet af Tredje Appelkammer ved EUIPO om afslag på Piaggio & C. SpA’s begæring om at kende et design, som gengav en scooter, ugyldigt.

Hvad først angår det anfægtede designs manglende individuelle karakter som omhandlet i nævnte forordnings artikel 25, stk. 1, litra b), sammenholdt med forordningens artikel 6, fastslog Retten, for så vidt som Piaggio & C. havde påberåbt sig det tidligere design »Vespa LX«, at appelkammeret ikke havde foretaget et urigtigt skøn ved at vurdere, at det anfægtede design og det tidligere design gav den informerede bruger forskellige helhedsindtryk, og ved at konkludere, at det anfægtede design ikke manglede individuel karakter som omhandlet i artikel 6 i forordning nr. 6/2002 i forhold til det tidligere design.

I denne forbindelse bemærkede Retten for det første, at sagsøgeren ikke med føje kunne gøre gældende, at den omstændighed, at de omhandlede design havde flere bestanddele til fælles og en almindelig form meget lig hinanden, skulle kunne godtgøre, at det anfægtede design fremkaldte et helhedsindtryk af »allerede set« i forhold til det tidligere design.

Retten bemærkede for det andet, at de forskelle, som appelkammeret med rette havde påpeget mellem de omhandlede design – der også vedrørte de bestanddele, som sagsøgeren påberåbte sig som værende de særlige karakteristika ved det tidligere design – kunne opfattes af den informerede bruger og påvirkede det helhedsindtryk, som de omhandlede design gav denne bruger, og dette uafhængigt af det perspektiv, hvorfra den informerede bruger betragtede disse design.

Retten fandt for det tredje, at appelkammeret, som ikke er bundet af ugyldighedsafdelingens bedømmelse af de faktiske omstændigheder, således havde givet en retligt tilstrækkelig begrundelse for, hvorfor det efter at have realitetsbehandlet sagen og efter en objektiv teknisk vurdering af forskellene mellem de omhandlede design nåede frem til andre konklusioner end ugyldighedsafdelingen.

Hvad dernæst angår tilsidesættelsen af artikel 25, stk. 1, litra e), i forordning nr. 6/2002 fastslog Retten, at appelkammeret ikke havde foretaget et urigtigt skøn ved at vurdere, at der ikke var risiko for forveksling i den relevante kundekreds’ bevidsthed, hvilket omfattede risikoen for, at der blev antaget at være en forbindelse, med henblik på anvendelsen af denne bestemmelse.

I denne forbindelse fandt Retten, at gennemsnitsforbrugeren, der havde et højt opmærksomhedsniveau, som følge af dels det visuelle helhedsindtryk af det ældre varemærke, som Piaggio & C. påberåbte sig – bestående af den tredimensionale scooterform, der ligeledes var beskyttet af det tidligere design – der var forskelligt fra det, som det anfægtede design gav, dels den betydning, som æstetikken havde i denne forbrugers valg, ville udelukke, at det ældre varemærke var benyttet i det anfægtede design, uanset de omhandlede produkters identiske karakter.

Retten bemærkede nærmere bestemt, at gennemsnitsforbrugeren, som ikke var en ekspert med detaljeret sagkundskab, ikke ved at betragte den tredimensionale scooterform, som det ældre varemærke beskyttede, og det anfægtede designs form hverken spontant ville identificere x-formen mellem bagskærmen og undersiden af sadlen eller den omvendte Ω-form mellem undersiden af sadlen og forskjoldet eller automatisk opfatte forskjoldets pileform, heller ikke selv om denne udviste et højt opmærksomhedsniveau. Hvad angår stellet ville gennemsnitsforbrugeren snarere lægge mærke til forskellen med hensyn til den spidse form på det ældre varemærkes stel, hvor det anfægtede designs stel snarere lignede en halvcirkel. Mere overordnet ville gennemsnitsforbrugeren, som udviste et højt opmærksomhedsniveau, opfatte den stil, de linjer og det udseende, der karakteriserede den tredimensionale scooterform, som det ældre varemærke beskyttede, som forskellige på det visuelle plan fra disse træk ved det anfægtede design.

Endelig fastslog Retten, at appelkammeret ikke havde foretaget et urigtigt skøn ved på grundlag af de oplysninger, det havde til rådighed, at vurdere, at den scootermodel, der svarede til det tidligere design, og som var beskyttet af italiensk og fransk ophavsret, ikke var blevet uhjemlet brugt i det anfægtede design med henblik på anvendelsen af artikel 25, stk. 1, litra f), i forordning nr. 6/2002.

I denne forbindelse bemærkede Retten, at der ikke i italiensk ophavsretlig forstand kunne konstateres nogen brug i det anfægtede design af den kunstneriske og kreative kerne, som de formmæssige karakteristika ved det tidligere design udgjorde. Mellem bagskærmen og undersiden af sadlen og mellem undersiden af sadlen og forskjoldet havde det anfægtede design således snarere linjer med et kantet udseende. Dets spidse forskjold repræsenterede et »slips«, der gik til stænkskærmen, snarere end en pil. Hvad angik stellet var formen på det anfægtede design ikke spidst, i modsætning til dråbeformen på det tidligere designs stel.

Desuden kunne det tidligere designs specifikke samlede udseende og dets særlige form, der havde en »afrundet, feminin og vintageagtig karakter«, heller ikke genfindes i det anfægtede design, som var karakteriseret ved lige linjer og vinkler, således at det værk, som svarede til det tidligere design, og det anfægtede design efterlod forskellige indtryk.