EUR-Lex Access to European Union law

Back to EUR-Lex homepage

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 62018CJ0761

Domstolens dom (Femte Afdeling) af 21. januar 2021.
Päivi Leino-Sandberg mod Europa-Parlamentet.
Appel – aktindsigt i dokumenter fra EU-institutionerne – forordning (EF) nr. 1049/2001 – artikel 10 – afslag på aktindsigt – søgsmål ved Den Europæiske Unions Ret til prøvelse af en afgørelse fra Europa-Parlamentet om afslag på aktindsigt i et dokument – tredjemands udbredelse af dokumentet med kommentarer efter anlæggelsen af søgsmålet – Retten fastslog, at det var ufornødent at træffe afgørelse som følge af søgsmålsinteressens bortfald – retlig fejl.
Sag C-761/18 P.

ECLI identifier: ECLI:EU:C:2021:52

Sag C-761/18 P

Päivi Leino-Sandberg

mod

Europa-Parlamentet

Domstolens dom (Femte afdeling) af 21. januar 2021

»Appel – aktindsigt i dokumenter fra EU-institutionerne – forordning (EF) nr. 1049/2001 – artikel 10 – afslag på aktindsigt – søgsmål ved Den Europæiske Unions Ret til prøvelse af en afgørelse fra Europa-Parlamentet om afslag på aktindsigt i et dokument – tredjemands udbredelse af dokumentet med kommentarer efter anlæggelsen af søgsmålet – Retten fastslog, at det var ufornødent at træffe afgørelse som følge af søgsmålsinteressens bortfald – retlig fejl«

Annullationssøgsmål – fysiske eller juridiske personer – søgsmålsinteresse – søgsmål anlagt til prøvelse af en afgørelse fra en institution om afslag på aktindsigt i dokumenter – tredjemands udbredelse af et dokument med kommentarer efter anlæggelsen af søgsmålet – søgsmålsinteresse foreligger – vurdering henset til den materielle ret, der finder anvendelse på sagens realitet – forordning nr. 1049/2001 – sidestilling af tredjemands udbredelse af et dokument med den omhandlede institutions udbredelse – ikke tilladt – opretholdelse af søgsmålsinteressen

(Art. 263, stk. 4, TEUF; Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr. 1049/2001, art. 10, stk. 1 og 2)

(jf. præmis 32-35, 40 og 45-49)

Resumé

Appellanten, en universitetsprofessor, indgav i forbindelse med to forskningsprojekter vedrørende gennemsigtighed i trepartsmøderne en begæring til Parlamentet om aktindsigt i denne institutions afgørelse om afslag på at give en person aktindsigt i visse dokumenter, der indeholdt oplysninger, som var blevet udfærdiget inden for rammerne af trepartsmøder (1). Med sin afgørelse af 3. april 2017 (2) gav Parlamentet afslag på sagsøgerens begæring om aktindsigt i det ønskede dokument.

Retten fastslog (3), at det ikke længere var fornødent at træffe afgørelse i appellantens søgsmål, der var anlagt til prøvelse af sidstnævnte afgørelse, eftersom dette søgsmål som følge af udbredelsen på internettet af det dokument, som sagsøgeren begærede aktindsigt i, af den person, dokumentet var tilstillet, var blevet uden genstand.

Domstolen, der skulle behandle den af appellanten iværksatte appel, ophævede Rettens kendelse og hjemviste sagen til Retten.

Domstolens bemærkninger

Domstolen fastslog, idet den baserede sig på praksis (4), at selv om det omtvistede dokument var blevet udbredt af en tredjemand, havde Parlamentet ikke formelt trukket den omtvistede afgørelse tilbage, hvorfor tvisten havde bevaret sin genstand.

Med henblik på at efterprøve, om Retten burde have truffet afgørelse om sagens realitet, undersøgte Domstolen spørgsmålet om, hvorvidt appellanten på trods af tredjemands udbredelse af det omtvistede dokument havde bevaret sin søgsmålsinteresse. Indledningsvis bemærkede Domstolen, at selv om det er korrekt, at det forhold, at sagens genstand skal bestå indtil retsafgørelsen, idet det i modsat fald findes ufornødent at træffe afgørelse, udgør en processuel betingelse, der er uafhængig af den materielle ret, som finder anvendelse på tvistens realitet, kan den imidlertid ikke adskilles fra denne ret. Henset til den omstændighed, at appellantens begæring om aktindsigt var baseret på forordning nr. 1049/2001 (5), bemærkede Domstolen således, at denne forordning, der er baseret på åbenhedsprincippet, har til formål at give offentligheden den størst mulige aktindsigt i institutionernes dokumenter. Domstolen præciserede, at denne forordning fastsætter dels enhver persons principielle ret til aktindsigt i en institutions dokumenter, dels en institutions principielle forpligtelse til at give aktindsigt i dens dokumenter. Undtagelserne til retten til aktindsigt i institutionernes dokumenter er udtømmende opregnet heri.

Domstolen præciserede efterfølgende, at selv om den omhandlede institution i henhold til bestemmelserne i forordning nr. 1049/2001 (6) kan opfylde sin forpligtelse til at give aktindsigt ved at oplyse vedkommende om, hvorledes denne kan få adgang til dokumentet, hvis den pågældende institution har udbredt dokumentet, og det er let tilgængeligt, er dette ikke tilfældet, hvis en institutions dokument er blevet udbredt af en tredjemand. I denne henseende fremhævede Domstolen, at et dokument, der er udbredt af en tredjemand, ikke kan anses for at udgøre et officielt dokument eller for at udtrykke en institutions officielle holdning i mangel af en entydig godkendelse fra denne institution, hvorefter det, der er blevet indsamlet, hidrører fra institutionen og udtrykker dens officielle holdning.

Domstolen fastslog, at i en situation, hvor appellanten udelukkende har fået aktindsigt i det omtvistede dokument via tredjemands udbredelse, og hvor Parlamentet fortsat afslår at give sagsøgeren aktindsigt i det ønskede dokument, kan det derfor ikke lægges til grund, at appellanten har fået aktindsigt i det nævnte dokument som omhandlet i forordning nr. 1049/2001, eller at appellanten dermed har mistet sin interesse i at påstå den omtvistede afgørelse annulleret alene på grund af denne offentliggørelse. I en sådan situation bevarer den, der begærer aktindsigt, derimod en reel interesse i at få aktindsigt i en autentisk version af det ønskede dokument, der sikrer, at denne institution er ophavsmand til dokumentet, og at dette dokument udtrykker institutionens officielle holdning.

Domstolen var følgelig af den opfattelse, at Retten begik en retlig fejl, idet den sidestillede tredjemands udbredelse af et dokument med den pågældende institutions udbredelse af det ønskede dokument, og idet den udledte, at det ikke længere var fornødent at træffe afgørelse om appellantens søgsmål med den begrundelse, at appellanten, eftersom dokumentet var blevet udbredt af tredjemand, kunne få adgang til dokumentet og gøre brug heraf på lige så lovlig vis, som hvis denne havde fået aktindsigt på baggrund af en begæring herom i henhold til denne forordning.


1 –      Europa-Parlamentets afgørelse af 8.7.2015, A(2015) 4931.


2 –      Europa-Parlamentets afgørelse A(2016) 15112.


3 –      Kendelse af 20.9.2018, Leino-Sandberg mod Parlamentet (T-421/17, ikke trykt i Sml., EU:T:2018:628).


4 –      Dom af 4.9.2018, ClientEarth mod Kommissionen (C-57/16 P, EU:C:2018:660).


5 –      Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1049/2001 af 30.5.2001 om aktindsigt i Europa-Parlamentets, Rådets og Kommissionens dokumenter (EFT 2001, L 145, s. 43).


6 –      Artikel 10, stk. 1 og 2, i forordning nr. 1049/2001.

Top