Sag C-594/18 P

Republikken Østrig

mod

Europa-Kommissionen

Domstolens dom (Store Afdeling) af 22. september 2020

»Appel – statsstøtte – artikel 107, stk. 3, litra c), TEUF – artikel 11 TEUF og 194 TEUF – Euratomtraktatens artikel 1, stk. 2, litra c), og artikel 106a, stk. 3 – påtænkt støtte til Hinkley Point C Nuclear Power Station (Det Forenede Kongerige) – afgørelse, hvorved støtten erklæres forenelig med det indre marked – mål af fælles interesse – Den Europæiske Unions miljømål – miljøbeskyttelsesprincippet, princippet om, at forureneren betaler, forsigtighedsprincippet og bæredygtighedsprincippet – fastlæggelse af den berørte erhvervsgren – markedssvigt – støttens proportionalitet – investerings- eller driftsstøtte – fastlæggelse af støttens størrelse – garantimeddelelsen«

1. Statsstøtte – forbud – undtagelser – støtte, der kan anses for forenelig med det indre marked – vurdering med hensyn til artikel 107, stk. 3, litra c), TEUF – kriterier – forfølgelse af et mål af fælles interesse – ikke-nødvendigt kriterium

   [Art. 107, stk. 3, litra c), TEUF]

   (jf. præmis 18-21, 26, 30 og 39)

2. Statsstøtte – forbud – undtagelser – støtte, der kan anses for forenelig med det indre marked – vurdering med hensyn til artikel 107, stk. 3, litra c), TEUF – hensyntagen til en tidligere praksis – ikke omfattet

   [Art. 107, stk. 3, litra c), TEUF]

   (jf. præmis 25)

3. Statsstøtte – traktatens bestemmelser – anvendelsesområde – foranstaltninger, som forfølger et formål, der er omfattet af Euratomtraktaten – omfattet

   (Art. 106, stk. 3, EA; art. 107 TEUF)

   (jf. præmis 32 og 33)

4. Statsstøtte – forbud – undtagelser – støtte, der kan anses for forenelig med det indre marked – vurdering med hensyn til artikel 107, stk. 3, litra c), TEUF – foranstaltninger, som forfølger et formål, der er omfattet af Euratomtraktaten – anvendeligheden af de EU-retlige miljøbeskyttelsesregler – miljøbeskyttelsesprincippet, princippet om, at forureneren betaler, forsigtighedsprincippet og bæredygtighedsprincippet – medlemsstaterne kan bestemme sammensætningen af deres energiforsyning – valg af kerneenergi

   [Art. 106, stk. 3, EA; art. 107, stk. 3, litra c) TEUF og art. 194 TEUF]

   (jf. præmis 40-50)

5. Statsstøtte – forbud – undtagelser – støtte, der kan anses for forenelig med det indre marked – vurdering med hensyn til artikel 107, stk. 3, litra c), TEUF – kriterier – samhandelsvilkårene påvirkes ikke på en måde, der strider mod den fælles interesse – identifikation af det af støtten berørte marked

   [Art. 107, stk. 3, litra c), TEUF]

   (jf. præmis 60-65)

6. Statsstøtte – forbud – undtagelser – støtte, der kan anses for forenelig med det indre marked – vurdering med hensyn til artikel 107, stk. 3, litra c), TEUF – kriterier – eksistensen af et markedssvigt på det af støtten berørte marked – ikke-nødvendigt kriterium

   [Art. 107, stk. 3, litra c), TEUF]

   (jf. præmis 66 og 67)

7. Statsstøtte – forbud – undtagelser – støtte, der kan anses for forenelig med det indre marked – vurdering med hensyn til artikel 107, stk. 3, litra c), TEUF – kriterier – samhandelsvilkårene påvirkes ikke på en måde, der strider mod den fælles interesse – vurdering – de samlede virkninger af denne støtte og anden påtænkt støtte, som kan opstå i fremtiden – ikke relevant

   [Art. 107, stk. 3, litra c), TEUF]

   (jf. præmis 84-86)

8. Statsstøtte – forbud – undtagelser – støtte, der kan anses for forenelig med det indre marked – vurdering med hensyn til artikel 107, stk. 3, litra c), TEUF – kriterier – samhandelsvilkårene påvirkes ikke på en måde, der strider mod den fælles interesse – afvejning af fordelene ved støtteforanstaltningerne og deres negative indvirkning på det indre marked – bestanddelene i det indre marked

   [Art. 107, stk. 3, litra c), TEUF]

   (jf. præmis 101 og 102)

9. Statsstøtte – forbud – undtagelser – støtte, der kan falde ind under undtagelsen i artikel 107, stk. 3, litra c), TEUF – driftsstøtte – ikke omfattet – Kommissionens forpligtelse til at kvalificere støtteforanstaltninger som investeringsstøtte eller driftsstøtte – foreligger ikke

   [Art. 107, stk. 3, litra c), TEUF]

   (jf. præmis 119-121)

Resumé

Domstolen tiltræder Kommissionens afgørelse om godkendelse af britisk støtte til kernekraftværket Hinkley Point C

Ved afgørelse af 8. oktober 2014 ( 1 ) godkendte Europa-Kommissionen den støtte, som Det Forenede Kongerige påtænker at tildele kernekraftværket Hinkley Point i Somerset ved Det Forenede Kongeriges kyst (herefter »Hinkley Point C«) med henblik på at fremme etableringen af ny nuklear produktionskapacitet. Dette anlæg forventes at blive taget i brug i 2023 med en driftsvarighed på 60 år. Støtten, der består af tre dele, blev fastsat til fordel for den fremtidige forvalter af enhed C, selskabet NNB Generation Company Limited (herefter »NNB Generation«), der var datterselskab til EDF Energy plc.

Den første foranstaltning er en »differencekontrakt« ( 2 ), som har til formål at sikre stabile priser i forbindelse med salg af elektricitet i Hinkley Point C’s driftsfase. Den anden foranstaltning er en aftale mellem NNB Generations investorer og Det Forenede Kongeriges ministerium for energi og klimaændringer, som sikrer en kompensation i tilfælde af tidlig nedlukning af kernekraftværket af politiske årsager. Den tredje foranstaltning er en lånegaranti, som stilles af Det Forenede Kongerige, for de obligationer, der udstedes af NNB Generation, og som garanterer rettidig betaling af hovedstol og renter på kvalificeret gæld.

I afgørelsen kvalificerede Kommissionen disse tre foranstaltninger som statsstøtte, der var forenelig med det indre marked i medfør af artikel 107, stk. 3, litra c), TEUF. Ifølge denne bestemmelse kan støtte til fremme af udviklingen af visse erhvervsgrene eller økonomiske regioner betragtes som forenelig med det indre marked, når den ikke ændrer samhandelsvilkårene på en måde, der strider mod den fælles interesse.

Østrig anlagde sag med påstand om annullation af denne afgørelse for Den Europæiske Unions Ret, som imidlertid frifandt Kommissionen ved dom af 12. juli 2018 ( 3 ).

Som led i en appel iværksat af Østrig ( 4 ) skulle Domstolen i det væsentlige besvare det i retspraksis ubesvarede spørgsmål om, hvorvidt opførelsen af et kernekraftværk kan være genstand for Kommissionens godkendelse af statsstøtte i henhold til artikel 107, stk. 3, litra c), TEUF. Ved forkastelsen af appellen besvarede Domstolen dette spørgsmål bekræftende.

Indledningsvis bemærkede Domstolen, at for at statsstøtte kan erklæres forenelig med det indre marked i overensstemmelse med artikel 107, stk. 3, litra c), TEUF, skal den opfylde to betingelser, nemlig for det første, at støtten skal fremme udviklingen af visse erhvervsgrene eller økonomiske regioner og for det andet ikke må ændre samhandelsvilkårene på en måde, der strider mod den fælles interesse. Denne bestemmelse kræver derimod ikke, at den påtænkte støtte forfølger et mål af fælles interesse. Følgelig forkastede Domstolen Østrigs forskellige argumenter om, at opførelsen af et nyt kernekraftværk ikke var et mål af fælles interesse, som ugrundede.

Domstolen bekræftede endvidere, at når Euratomtraktaten ikke indeholder mere specifikke regler, skal EUF-traktatens statsstøtteregler finde anvendelse i kerneenergisektoren. I modsætning til, hvad Retten havde fastslået, er Euratomtraktaten heller ikke til hinder for, at de EU-retlige miljøbeskyttelsesregler anvendes på denne sektor, hvorfor statsstøtte til en økonomisk virksomhed i kerneenergisektoren, hvis undersøgelse viser, at den er i strid med miljøbeskyttelsesreglerne, ikke kan erklæres forenelig med det indre marked. Rettens retlige fejl er imidlertid uden betydning for grundlaget for den appellerede dom, for så vidt som det miljøbeskyttelsesprincip, forsigtighedsprincip, princip om, at forureneren betaler, og bæredygtighedsprincip, som Østrig havde påberåbt sig til støtte for annullationssøgsmålet, ikke i alle tilfælde kan anses for at være til hinder for, at der ydes statsstøtte til opførelse eller drift af et kernekraftværk. Domstolen fastslog i det væsentlige, at en sådan tilgang ikke var forenelig med artikel 194, stk. 2, andet afsnit, TEUF, hvoraf følger, at en medlemsstat har ret til at fastsætte betingelserne for udnyttelsen af dens energiressourcer, dens valg mellem forskellige energikilder og den generelle sammensætning af dens energiforsyning, uden at det udelukkes, at dette valg kan vedrøre kerneenergi.

Herefter forkastede Domstolen Østrigs argument om, at Retten havde foretaget en urigtig definition af den relevante erhvervsgren som omhandlet i artikel 107, stk. 3, litra c), TEUF. I denne henseende fastslog Domstolen, at den kerneenergiproduktion, som de omhandlede foranstaltninger tilsigter at udvikle, faktisk er en erhvervsgren som omhandlet i denne bestemmelse. Domstolen bemærkede endvidere, at identifikationen af det produktmarked, som den af støtten omhandlede virksomhed indgår i, er relevant for at undersøge, at støtten ikke fordrejer samhandelsvilkårene på en måde, der er i strid med den fælles interesse, som er den anden betingelse, som bestemmelsen underlægger støttens forenelighed. I den foreliggende sag havde Kommissionen identificeret det liberaliserede marked for elproduktion og ‑forsyning som det marked, der var berørt af de påtænkte foranstaltninger.

Retten begik i øvrigt heller ikke nogen retlig fejl ved at fastslå, at selv om et markedssvigt på det af støtten berørte marked kan være en relevant faktor med henblik på at erklære støtten forenelig med det indre marked, vil et manglende markedssvigt ikke nødvendigvis indebære, at støtten er uforenelig med det indre marked.

Hvad angår kontrollen af proportionaliteten af den påtænkte støtte til Hinkley Point C bemærkede Domstolen indledningsvis, at Retten havde undersøgt de omhandlede foranstaltningers forholdsmæssighed under hensyn til behovet for elforsyning i Det Forenede Kongerige, idet den med føje havde bekræftet, at denne stat frit kunne fastsætte sammensætningen af sit energimiks. Ved undersøgelsen af betingelsen om, at den påtænkte støtte ikke fordrejer samhandelsvilkårene på en måde, der er i strid med den fælles interesse, var Kommissionen endvidere ikke forpligtet til at tage hensyn til den negative virkning, som de omhandlede foranstaltninger kan have på håndhævelsen af miljøbeskyttelsesprincippet, forsigtighedsprincippet, princippet om, at forureneren betaler, og bæredygtighedsprincippet, som Østrig havde påberåbt sig. Uden at det har betydning for efterprøvelsen af, at den støttede virksomhed ikke tilsidesætter de EU-retlige regler på miljøområdet, kræver undersøgelsen af denne betingelse ikke, at Kommissionen tager hensyn til andre eventuelle negative virkninger end støttens virkninger for konkurrencen og samhandelen mellem medlemsstaterne.

Endelig bekræftede Domstolen, at med henblik på at efterprøve de omhandlede foranstaltningers forenelighed med det indre marked var hverken Retten eller Kommissionen forpligtede til formelt at kvalificere dem som »investeringsstøtte«, som kan opfylde kravene for anvendelse af artikel 107, stk. 3, litra c), TEUF, eller som »driftsstøtte«, som principielt ikke kan godkendes i medfør af denne bestemmelse.

( 1 ) – Kommissionens afgørelse (EU) 2015/658 af 8.10.2014 om støtteforanstaltning SA.34947 (2013/C) (ex 2013/N), som Det Forenede Kongerige påtænker at tildele Hinkley Point C Nuclear Power Station (EUT 2015, L 109, s. 44).

( 2 ) – Kontraktens parter er NNB Generation og selskabet Low Carbon Contracts Ltd, som er en enhed, der vil blive finansieret med en vedtægtsmæssig forpligtelse, som binder alle godkendte elleverandører solidarisk.

( 3 ) – Dom af 12.7.2018, Østrig mod Kommissionen,T-356/15, EU:T:2018:439; jf. ligeledes pressemeddelelse nr. 104/18.

( 4 ) – Ligesom for Retten er Luxembourg indtrådt i sagen til støtte for Østrig i sagen for Domstolen, mens Den Tjekkiske Republik, Frankrig, Ungarn, Polen, Slovakiet og Det Forenede Kongerige er indtrådt i sagen til støtte for Kommissionen.