Sag C-16/18

Michael Dobersberger

mod

Magistrat der Stadt Wien

(anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Verwaltungsgerichtshof (Østrig))

 Domstolens dom (Store Afdeling) af 19. december 2019

»Præjudiciel forelæggelse – artikel 56 TEUF og 57 TEUF – fri udveksling af tjenesteydelser – direktiv 96/71/EF – anvendelighed – artikel 1, stk. 3, litra a) – udstationering af arbejdstagere som led i udveksling af tjenesteydelser – levering af tjenesteydelser om bord på internationale tog – national lovgivning, der pålægger administrative forpligtelser i forbindelse med udstationering af arbejdstagere«

1.        Fri udveksling af tjenesteydelser – traktatens bestemmelser – anvendelsesområde – tjenesteydelser på transportområdet som omhandlet i artikel 58, stk. 1, TEUF – begreb – service ombord, rengøringsydelser og forplejning med mad og drikke, som ydes om bord på tog – ikke omfattet

(Art. 56 TEUF og art. 58, stk. 1, TEUF)

(jf. præmis 24-26)

2.        Fri udveksling af tjenesteydelser – udstationering af arbejdstagere som led i udveksling af tjenesteydelser – direktiv 96/71 – udstationeret arbejdstager – begreb – arbejdstagere, som udfører en betydelig del af deres arbejde i etableringsmedlemsstaten for den virksomhed, der benytter dem til at levere tjenesteydelser om bord på internationale tog, og som påbegynder og afslutter deres tjeneste i denne medlemsstat – ikke omfattet

(Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 96/71, art. 2, stk. 1, og art. 3, stk. 2)

(jf. præmis 30-33)

3.        Fri udveksling af tjenesteydelser – udstationering af arbejdstagere som led i udveksling af tjenesteydelser – direktiv 96/71 – anvendelsesområde – levering til en jernbanevirksomhed af tjenesteydelser, som udføres af arbejdstagere i en virksomhed, der er etableret i en medlemsstat, om bord på internationale tog, der kører igennem jernbanevirksomhedens medlemsstat – ikke omfattet – betingelser

[Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 96/71, art. 1, stk. 3, litra a)]

(jf. præmis 35 og domskonkl.)

Resumé

En ungarsk virksomheds arbejdstagere, der leverer tjenesteydelser om bord på de østrigske forbundsbaners internationale tog, som kører igennem Østrig, er ikke udstationeret i denne medlemsstat som omhandlet i direktivet om udstationering af arbejdstagere.

I dommen i sagen Dobersberger (sag C-16/18) afsagt den 19. december 2019 fastslog Domstolen (Store Afdeling), at direktiv 96/71 (1) ikke finder anvendelse på arbejdstagere i en virksomhed, der er etableret i en medlemsstat, som yder service ombord, rengøringsydelser og forplejning med mad og drikke i internationale tog, der kører igennem den pågældende jernbanevirksomheds medlemsstat, når disse arbejdstagere udfører en betydelig del af arbejdet forbundet med disse tjenesteydelser i den medlemsstat, hvor deres virksomhed er etableret, og når de påbegynder og afslutter deres tjeneste dér.

Michael Dobersberger er direktør for en ungarsk virksomhed, der gennem en række underkontrahentkontrakter, indgået med selskaber etableret i Østrig og i Ungarn, leverede service om bord på visse internationale tog drevet af Österreichische Bundesbahnen (de østrigske forbundsbaner). Disse tog kørte igennem Østrig og havde Budapest (Ungarn) som afgangs- eller endestation. Tjenesteydelserne blev udført af arbejdstagere med bopæl i Ungarn, hvoraf størstedelen blev stillet til virksomhedens rådighed af en anden ungarsk virksomhed. Samtlige arbejdstagere havde deres livsinteresser i Ungarn, hvor de påbegyndte og afsluttede deres tjeneste. Desuden skulle de modtage fødevarer og drikkevarer i Budapest og bringe dem om bord på togene dér. De havde i Budapest tillige pligt til at kontrollere varelagerets tilstand og beregne omsætningen.

Efter en kontrol i Østrig blev Michael Dobersberger pålagt administrative sanktioner af strafferetlig karakter for at have tilsidesat østrigske socialretlige bestemmelser om udstationering af arbejdstagere på denne medlemsstats område. Ifølge de østrigske myndigheder var de ungarske arbejdstagere udstationeret på det østrigske område, hvorfor Michael Dobersberger skulle opfylde visse administrative forpligtelser. Han skulle således senest en uge før arbejdets påbegyndelse have anmeldt beskæftigelsen af disse arbejdstagere og skulle på arbejdsstedet have stillet deres ansættelseskontrakt og dokumentation for lønudbetaling til arbejdstagerne til rådighed på tysk samt dokumentation for deres tilmelding til den sociale sikringsordning.

På denne baggrund måtte det afklares, om direktiv 96/71, som de østrigske socialretlige bestemmelser har til formål at gennemføre, finder anvendelse på service om bord på et internationalt tog, der ydes af arbejdstagere i en virksomhed, der er etableret i en medlemsstat, med henblik på opfyldelse af en kontrakt indgået med en jernbanevirksomhed, der har hjemsted i en anden medlemsstat, når toget kører igennem den anden medlemsstat.

I denne forbindelse præciserede Domstolen først, at service ombord, rengøringsydelser og forplejning med mad og drikke, som leveres om bord på tog, ikke er snævert forbundet med togbefordringsydelsen. Disse tjenesteydelser henhører derfor ikke under artikel 90 TEUF – 100 TEUF om transport, men under artikel 56 TEUF – 62 TEUF, bortset fra artikel 58, stk. 1, TEUF, vedrørende tjenesteydelser. Det følger heraf, at disse tjenesteydelser kan være omfattet af direktiv 96/71, som blev vedtaget på grundlag af bestemmelserne om tjenesteydelser i den primære ret.

For at afgøre, om de omhandlede tjenesteydelser var omfattet af dette direktivs anvendelsesområde, undersøgte Domstolen begrebet »udstationeret arbejdstager« i direktivets forstand. Domstolen fastslog, at en arbejdstager ikke kan betragtes som udstationeret på en medlemsstats område, hvis udførelsen af vedkommendes arbejde ikke er tilstrækkeligt knyttet til dette område. Arbejdstagere, som udfører en betydelig del af deres arbejde i etableringsmedlemsstaten for den virksomhed, der benytter dem til at levere tjenesteydelser om bord på internationale tog, og som påbegynder og afslutter deres tjeneste i denne medlemsstat, har ikke en tilstrækkelig tilknytning til området i den eller de medlemsstater, som disse tog kører igennem, til at kunne betragtes som »udstationerede« der som omhandlet i direktiv 96/71. Deres situation er derfor ikke omfattet af dette direktiv.

Domstolen tilføjede, at det i denne henseende er uden betydning, at leveringen af tjenesteydelserne sker som led i en underkontrahentkæde i henhold til en aftale indgået med en virksomhed, der er etableret i den samme medlemsstat som jernbanevirksomheden, og som er kontraktligt forbundet med sidstnævnte. Det er heller ikke relevant, at virksomheden for at levere disse tjenesteydelser benytter arbejdstagere, som stilles til dens rådighed af en virksomhed, der er etableret i den samme medlemsstat som virksomhedens egen.

1–      Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 96/71/EØF af 16.12.1996 om udstationering af arbejdstagere som led i udveksling af tjenesteydelser (EFT 1997 L 18, s. 1).