Sag T-476/17

Arysta LifeScience Netherlands BV

mod

Europa-Kommissionen

 Rettens dom (Fjerde Afdeling) af 19. september 2019

»Plantebeskyttelsesmidler – aktivstoffet diflubenzuron – fornyet vurdering af godkendelsen – artikel 21 i forordning (EF) nr. 1107/2009 – retten til forsvar – overskridelse af beføjelser – åbenbart urigtigt skøn – procedure for fornyelse af godkendelsen – artikel 14 i forordning nr. 1107/2009 – indførelse af supplerende begrænsninger af brugen af det pågældende aktivstof inden for rammerne af proceduren for fornyet vurdering uden at afvente resultatet af proceduren for fornyelse – proportionalitet«

1.      Landbrug – tilnærmelse af lovgivningerne – markedsføring af plantebeskyttelsesmidler – forordning nr. 1107/2009 – fornyet vurdering af godkendelsen af et aktivstof – ret til forsvar – rækkevidde – ret til at fremsætte bemærkninger i hver fase af proceduren for fornyet vurdering – ret til at fremsætte bemærkninger vedrørende de konklusioner, som den rapporterende medlemsstats har draget i forbindelse med dens endelige vurdering – foreligger ikke

(Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr. 1107/2009, art. 14 og 21; Kommissionens forordning 2017/855; Rådets direktiv 91/414, bilag I)

(jf. præmis 63, 67-69 og 74-76)

2.      Landbrug – tilnærmelse af lovgivningerne – markedsføring af plantebeskyttelsesmidler – forordning nr. 1107/2009 – fornyet vurdering af godkendelsen af et aktivstof – fornyelse af godkendelsen – afgørelse fra Kommissionen, som inden for rammerne af proceduren for fornyet undersøgelse pålægger begrænsninger af brugen af aktivstoffet diflubenzuron uden at afvente resultatet af proceduren for fornyelse – bekymringer forbundet med forbrugernes sikkerhed – åbenbart urigtigt skøn – foreligger ikke – tilsidesættelse af proportionalitetsprincippet – foreligger ikke

(Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr. 1107/2009, art. 14 og 21; Kommissionens forordning 2017/855; Rådets direktiv 91/414, bilag I)

(jf. præmis 93, 97, 99-101, 103-106, 109-112 og 117-121)

Résumé

I dommen i sagen Arysta LifeScience Netherlands mod Kommissionen (sag T-476/17), afsagt den 19. september 2019, frifandt Retten Kommissionen i det annullationssøgsmål, som var anlagt til prøvelse af Kommissionens gennemførelsesforordning vedrørende godkendelsesbetingelserne for aktivstoffet diflubenzuron (1) og fremkom med præciseringer dels vedrørende overholdelse af retten til forsvar inden for rammerne af proceduren for fornyet vurdering af et aktivstof, dels vedrørende forholdet mellem denne procedure og proceduren for fornyelse af godkendelsen af et aktivstof, reguleret henholdsvis af artikel 21 og 14-20 i forordning nr. 1107/2009 om markedsføring af plantebeskyttelsesmidler (2).

Efter at have godkendt aktivstoffet diflubenzuron i overensstemmelse med proceduren for vurdering fastsat i artikel 11 i forordningen vedrørende den fortsatte vurdering af aktivstoffer (3) besluttede Kommissionen således at indlede proceduren for fornyet undersøgelse af dette aktivstof fastsat i artikel 21 i forordningen om markedsføring af plantebeskyttelsesmidler, henset til dets potentielle virkninger for menneskers sundhed gennem den potentielle eksponering for metabolitten 4-chloroanilin (PCA) som restkoncentration. Kommissionen vedtog inden for rammerne af denne procedure for fornyet vurdering og inden resultatet af proceduren for fornyelse af godkendelsen af dette aktivstof gennemførelsesforordningen vedrørende betingelserne for godkendelse af det nævnte stof, i forbindelse med hvilken den konkluderede, at forbrugernes eksponering for PCA ikke kunne udelukkes, og at anvendelsen af diflubenzuron følgelig skulle begrænses til at omfatte ikke-spiselige afgrøder.

Hvad for det første angår tilsidesættelsen af sagsøgerens ret til forsvar fremhævede Retten, at overholdelsen af retten til forsvar under proceduren for fornyet vurdering af godkendelsen af et aktivstof i overensstemmelse med artikel 21 i forordningen om markedsføring af plantebeskyttelsesmidler skal vurderes under hensyntagen til proceduren for fornyet vurdering i sin helhed og ikke separat for hver fase i denne procedure. Retten undersøgte således, om overholdelsen af retten til forsvar under de konkrete omstændigheder specifikt skulle sikres under en bestemt fase i proceduren for fornyet vurdering, navnlig under vurderingen foretaget af den rapporterende medlemsstat. Retten bemærkede herved for det første, at sagsøgeren ikke havde fremlagt noget håndgribeligt element til støtte for sit argument om, at det ikke ville være muligt under en senere fase i proceduren at ændre de konklusioner, som den rapporterende medlemsstat havde draget i sin endelige vurdering. For det andet konkluderede Retten, at selv om de konklusioner, som den rapporterende medlemsstat havde draget i sin endelige vurdering, var meget forskellige fra udkastet til vurdering med hensyn til spørgsmålet om den potentielle eksponering af forbrugere for PCA fremlagt af den rapporterende medlemsstat, kunne de konklusioner, som den sidstnævnte havde draget i dennes endelige vurdering, ikke anses for at rejse en ny bekymring, som sagsøgeren ikke tidligere havde haft kendskab til, og om hvilken denne dermed skulle høres igen efter denne vurdering. For det tredje fastslog Retten, at sagsøgeren ikke havde påberåbt sig nogen ny relevant videnskabelig oplysning, som kunne afkræfte de konklusioner, som den rapporterende medlemsstat havde draget i sin endelige vurdering.

Hvad for det andet angår forholdet mellem proceduren for fornyet vurdering og proceduren for godkendelse konstaterede Retten først, at forordning nr. 1107/2009 ikke indeholder nogen bestemmelser herom.

Dernæst undersøgte Retten, om de af sagsøgeren påberåbte argumenter dels kan rejse tvivl om Kommissionens valg, der bestod i at prioritere hensynet til forbrugersikkerheden og i at undlade at afvente udfaldet af proceduren for fornyelse af godkendelsen af diflubenzuron, dels godtgør, at et sådant valg var urimeligt og uforholdsmæssigt. Retten, som forkastede alle de argumenter, som sagsøgeren havde påberåbt sig i denne henseende, konkluderede, at Kommissionen kunne fastslå, at denne interesse begrundede en sådan afgørelse, og at afgørelsen var forholdsmæssig.

1–      Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2017/855 af 18.5.2017 om ændring af gennemførelsesforordning (EU) nr. 540/2011 for så vidt angår godkendelsesbetingelserne for aktivstoffet diflubenzuron (EUT 2017, L 128, s. 10).

2–      Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1107/2009 af 21.10.2009 om markedsføring af plantebeskyttelsesmidler og om ophævelse af Rådets direktiv 79/117/EØF og 91/414/EØF (EUT 2009, L 309, s. 1).

3–      Kommissionens forordning (EF) nr. 1490/2002 af 14.8.2002 om yderligere bestemmelser for iværksættelsen af tredje fase af det arbejdsprogram, der er omhandlet i artikel 8, stk. 2, i Rådets direktiv 91/414, og om ændring af forordning (EF) nr. 451/2000 (EFT 2002, L 224, s. 23).