Sag C-268/17

AY

(anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Županijski Sud u Zagrebu)

»Præjudiciel forelæggelse – retligt samarbejde i straffesager – europæisk arrestordre – rammeafgørelse 2002/584/RIA – artikel 1, stk. 2, artikel 3, nr. 2), og artikel 4, nr. 3) – grunde til at afslå fuldbyrdelse – afslutning af en strafferetlig efterforskning – princippet ne bis in idem – eftersøgt person, der har været vidne i en tidligere sag vedrørende de samme handlinger – udstedelse af flere europæiske arrestordrer mod den samme person«

Sammendrag – Domstolens dom (Femte Afdeling) af 25. juli 2018

1. Retligt samarbejde i straffesager–rammeafgørelse om den europæiske arrestordre og om procedurerne for overgivelse mellem medlemsstaterne–præjudicielle spørgsmål–antagelse til realitetsbehandling–spørgsmål vedrørende forpligtelserne for den judicielle myndighed, der fuldbyrder en europæisk arrestordre, forelagt af den judicielle myndighed, der har udstedt den europæiske arrestordre–spørgsmål antaget til realitetsbehandling

   (Artikel 267 TEUF, Rådets rammeafgørelse 2002/584, som ændret ved rammeafgørelse 2009/299)

2. Retligt samarbejde i straffesager–rammeafgørelse om den europæiske arrestordre og om procedurerne for overgivelse mellem medlemsstaterne–medlemsstaternes gennemførelse–forpligtelse til at vedtage en afgørelse om fuldbyrdelse af den europæiske arrestordre–rækkevidde–anden europæiske arrestordre, der omhandler den samme person og vedrører de samme forhold som den tidligere arrestordre, der allerede har været genstand for en afgørelse om fuldbyrdelse–omfattet

   (Rådets rammeafgørelse 2002/584, som ændret ved rammeafgørelse 2009/299, art. 1, stk. 2)

3. Retligt samarbejde i straffesager–rammeafgørelse om den europæiske arrestordre og om procedurerne for overgivelse mellem medlemsstaterne–obligatoriske grunde til at afslå fuldbyrdelse af en europæisk arrestordre–eftersøgt person, som er blevet endeligt dømt for de samme handlinger–begrebet »dom«–afgørelse om endelig indstilling af strafforfølgning, der hidrører fra en myndighed, som skal deltage i forvaltningen af strafferetsplejen–omfattet

   (Rådets rammeafgørelse 2002/584, som ændret ved rammeafgørelse 2009/299, art. 3, nr. 2)

4. Retligt samarbejde i straffesager–rammeafgørelse om den europæiske arrestordre og om procedurerne for overgivelse mellem medlemsstaterne–obligatoriske grunde til at afslå fuldbyrdelse af en europæisk arrestordre–eftersøgt person, som er blevet endeligt dømt for de samme handlinger–fakultative grunde til at afslå fuldbyrdelse af en europæisk arrestordre–eftersøgt person, som er blevet endeligt dømt for de samme handlinger, eller som er omhandlet i en afgørelse om ikke at indlede retsforfølgning eller at bringe den til ophør–arrestordre udstedt mod en person, som har været vidne i en afsluttet sag vedrørende de samme forhold–ikke omfattet

   (Rådets rammeafgørelse 2002/584, som ændret ved rammeafgørelse 2009/299, art. 3, nr. 2), og art. 4, nr. 3)

1.  Antagelsen af den præjudicielle anmodning til realitetsbehandling drages under alle omstændigheder ikke i tvivl af den omstændighed, at de stillede spørgsmål omhandler den fuldbyrdende judicielle myndigheds forpligtelser, mens den forelæggende ret er den judicielle myndighed, der har udstedt den europæiske arrestordre. Udstedelsen af den europæiske arrestordre har således den konsekvens, at den eftersøgte person muligvis bliver arresteret, og dermed griber nævnte arrestordre ind i denne persons personlige frihed. Domstolen har fastslået, at hvad angår en sag angående en europæisk arrestordre ligger ansvaret for at sikre grundlæggende rettigheder først og fremmest hos den udstedende medlemsstat (dom af 23.1.2018, Piotrowski,C-367/16, EU:C:2018:27, præmis 50). Med henblik på at sikre disse rettigheder – som kan foranledige en judiciel myndighed til at træffe afgørelse om tilbagekaldelse af en europæisk arrestordre, som den har udstedt – er det vigtigt, at en sådan myndighed har mulighed for at indgive en præjudiciel forelæggelse til Domstolen.

   (jf. præmis 28 og 29)

2.  Artikel 1, stk. 2, i Rådets rammeafgørelse 2002/584/RIA af 13. juni 2002 om den europæiske arrestordre og om procedurerne for overgivelse mellem medlemsstaterne, som ændret ved Rådets rammeafgørelse 2009/299/RIA af 26. februar 2009, skal fortolkes således, at den judicielle myndighed i den fuldbyrdende medlemsstat har pligt til at træffe en afgørelse vedrørende enhver europæisk arrestordre, som den modtager, selv når der i denne medlemsstat allerede er taget stilling til en tidligere europæisk arrestordre vedrørende den samme person og for de samme handlinger, men den anden europæiske arrestordre udelukkende er udstedt som følge af, at der i den udstedende medlemsstat er rejst tiltale mod den eftersøgte person.

   I den forbindelse fastsætter artikel 15, stk. 1, i rammeafgørelse 2002/584, at »[d]en fuldbyrdende judicielle myndighed træffer afgørelse om overgivelse af den pågældende inden for de frister og på de betingelser, der er fastsat i denne rammeafgørelse«. Hertil kommer, at rammeafgørelsens artikel 17, stk. 1 og 6, bestemmer, at »[e]n europæisk arrestordre behandles og fuldbyrdes som hastesag«, og at »[e]thvert afslag på fuldbyrdelse af en [sådan] arrestordre skal begrundes«. Desuden fastsætter rammeafgørelsens artikel 22, at »[d]en fuldbyrdende judicielle myndighed underretter straks den udstedende judicielle myndighed om, hvorvidt den europæiske arrestordre vil blive fuldbyrdet«.

   Heraf følger, som generaladvokaten har bemærket i punkt 38 i forslaget til afgørelse, at en fuldbyrdende judiciel myndighed, som forholder sig tavs efter udstedelsen af en europæisk arrestordre og således ikke fremsender en afgørelse til den judicielle myndighed, der har udstedt denne ordre, tilsidesætter de forpligtelser, der påhviler myndigheden i medfør af de nævnte bestemmelser i rammeafgørelse 2002/584.

   (jf. præmis 34-36 og domskonkl. 1)

3.  En af de betingelser, der skal være opfyldt, før fuldbyrdelsen af en europæisk arrestordre kan afslås, er, at den eftersøgte person »er blevet endeligt dømt«. Det skal i denne henseende præciseres, at selv om artikel 3, nr. 2), i rammeafgørelse 2002/584 efter sin ordlyd henviser til en »[endelig dom]«, finder denne bestemmelse ligeledes anvendelse på afgørelser, der hidrører fra en myndighed, som i henhold til den pågældende nationale retsorden skal deltage i forvaltningen af strafferetsplejen, og hvorved strafforfølgning endeligt indstilles i en medlemsstat, selv om sådanne afgørelser træffes uden medvirken af en retsinstans og ikke formelt har form af en dom (jf. analogt dom af 29.6.2016, Kossowski,C-486/14, EU:C:2016:483, præmis 39 og den deri nævnte retspraksis).

   (jf. præmis 40 og 41)

4.  Artikel 3, nr. 2), og artikel 4, nr. 3), i rammeafgørelse 2002/584 som ændret ved rammeafgørelse 2009/299 skal fortolkes således, at en afgørelse fra anklagemyndigheden, såsom afgørelsen fra det i hovedsagen omhandlede ungarske centralkontor for efterforskning, der har afsluttet en efterforskning mod en ukendt gerningsmand, i forbindelse med hvilken efterforskning den person, der var genstand for en europæisk arrestordre, alene blev afhørt i sin egenskab af vidne, uden at der blev foretaget strafforfølgning mod denne person, og idet denne afgørelse ikke vedrørte den pågældende, ikke kan påberåbes med henblik på at afslå at fuldbyrde denne europæiske arrestordre på grundlag af en af disse to bestemmelser.

   (jf. præmis 63 og domskonkl. 2)