Sag C-120/17

Administratīvā rajona tiesa

mod

Ministru kabinets

(anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Latvijas Republikas Satversmes tiesa)

»Præjudiciel forelæggelse – landbrug – støtte til udvikling af landdistrikterne – forordning (EF) nr. 1257/1999 – artikel 10-12 – støtte til førtidspensionering – national lovgivning, der foreskriver overdragelse af støtten til førtidspensionering ved arv – lovgivning godkendt af Europa-Kommissionen – standpunkt, som senere ændres – beskyttelse af den berettigede forventning«

Sammendrag – Domstolens dom (Ottende Afdeling) af 7. august 2018

1. Landbrug – fælles landbrugspolitik – finansiering over EUGFL – støtte til udvikling af landdistrikterne – ordning for støtte ved førtidspensionering – forordning nr. 1257/1999 – nationale bestemmelser, der muliggør overdragelse ved arv af støtten til førtidspensionering – ikke tilladt

   (Rådets forordning nr. 1257/1999, art. 10-12)

2. Landbrug – fælles landbrugspolitik – finansiering over EUGFL – støtte til udvikling af landdistrikterne – ordning for støtte ved førtidspensionering – forordning nr. 1257/1999 – nationale bestemmelser, der muliggør overdragelse ved arv af støtten til førtidspensionering – bestemmelser godkendt af Kommissionen – beskyttelse af den berettigede forventning

   (Rådets forordning nr. 1257/1999)

1.  Artikel 10-12 i Rådets forordning (EF) nr. 1257/1999 af 17. maj 1999 om støtte til udvikling af landdistrikterne fra Den Europæiske Udviklings- og Garantifond for Landbruget (EUGFL) og om ændring og ophævelse af visse forordninger skal fortolkes således, at de er til hinder for, at medlemsstaterne inden for rammerne af gennemførelsen af disse artikler vedtager foranstaltninger, der muliggør overdragelse ved arv af støtte til førtidspensionering som den i hovedsagen omhandlede.

   For det første angiver denne forordnings artikel 11 i stk. 1 således betingelser, som alle vedrører overdrageren af en landbrugsbedrift personligt.

   For det andet gælder det, at selv om artikel 12, stk. 2, i forordning nr. 1257/1999 bestemmer, at støtte til førtidspensionering højst må udbetales i 15 år, fastsætter artikel 12, stk. 2, ligeledes en anden tidsmæssig grænse, nemlig at støtten ikke må udbetales, efter at overdrageren er fyldt 75 år. Herved kan denne bestemmelse ikke fortolkes således, at den giver en ubetinget ret til udbetaling af støtten i en periode på 15 år. Denne bestemmelse fremhæver således ikke blot den midlertidige karakter af denne støtte, men indebærer a fortiori, at overdrageren af en landbrugsbedrifts død bringer støttens udbetaling til ophør.

   For det tredje taler formålene med forordning nr. 1257/1999 også for at fastslå, at støtten til førtidspensionering ikke kan være genstand for en overdragelse ved arv.

   Først og fremmest fastsætter den nævnte forordnings artikel 10, stk. 1, flere formål med foranstaltningen om støtte til førtidspensionering, nemlig at sikre ældre landbrugere, der beslutter at ophøre med landbrugsvirksomhed, en indkomst, at give landbrugere, der kan forbedre de resterende landbrugsbedrifters økonomiske levedygtighed, større mulighed for at overtage sådanne ældre landbrugeres bedrifter, hvor dette er nødvendigt, og at foranstalte, at landbrugsjord anvendes til andre formål, når den ikke kan udnyttes rentabelt til landbrugsformål.

   Dernæst har Domstolen af disse forskellige formål udledt, at EU-lovgiver har ønsket at tilskynde til tidlig pensionering i landbrugssektoren med henblik på at forbedre landbrugsbedrifters levedygtighed og give ældre landbrugere et økonomisk incitament til, at de ophører med deres virksomhed før tid og under omstændigheder, hvor de normalt ikke ville gøre dette, idet supplementet til førtidspensionen eller den yderligere indkomst kun er en af konsekvenserne af anvendelsen af forordning nr. 1257/1999 (jf. i denne retning dom af 7.7.2016, Polen mod Kommissionen, C-210/15 P, ikke trykt i Sml., EU:C:2016:529, præmis 39).

   Heraf følger dels, at støtten til førtidspensionering tildeles overdrageren af en landbrugsbedrift, henset til betingelser, som alene gælder for denne personligt, dels at det afgørende formål med denne støtte ikke består i at supplere denne overdragers indkomst. Den nævnte støtte kan derfor, henset til dens personlige karakter, ikke overdrages til arvingerne til overdrageren af en landbrugsbedrift ved dennes død.

   (jf. præmis 40-46 og domskonkl. 1)

2.  Princippet om beskyttelse af den berettigede forventning skal fortolkes således, at en national bestemmelse som den i hovedsagen omhandlede, der foreskrev overdragelse ved arv af støtte til førtidspensionering, og som var blevet godkendt af Kommissionen som værende i overensstemmelse med forordning nr. 1257/1999, har skabt en berettiget forventning for så vidt angår arvingerne til landbrugere, som har modtaget denne støtte, og at en konklusion som den, der er nævnt i referatet af mødet i Kommissionens Udvalg for Udvikling af Landdistrikterne den 19. oktober 2011, hvorefter den nævnte støtte ikke kan overdrages ved arv, ikke har bragt denne berettigede forventning til ophør.

   Som generaladvokaten har anført i punkt 52 i forslaget til afgørelse, skal en forventning anses for berettiget, når den borger, som påberåber sig den, befinder sig i en særlig beskyttelsesværdig situation som den i hovedsagen omhandlede.

   Arvingerne til landbrugere, som har modtaget støtten til førtidspensionering, udledte således deres arverettigheder af nationale bestemmelser, hvis indhold var blevet godkendt ved Kommissionens beslutning af 30. juli 2004, og hvoraf det ikke klart fremgår, at disse bestemmelser, uanset denne godkendelse, var i strid med artikel 10-12 i forordning nr. 1257/1999. Disse arverettigheder blev desuden konkretiseret i aftalerne om tildeling af støtte til førtidspensionering indgået mellem landbrugsstøttetjenesten, en tjeneste, som havde beføjelse til at pålægge staten ansvaret for tildelingen af denne støtte, og landbrugere, som havde overdraget deres bedrifter mod støtten til førtidspensionering, hvilke aftaler arvingerne ikke var parter i. Under disse omstændigheder er den rimelige forventning, som disse arvinger måtte have med hensyn til lovligheden af deres arverettigheder, berettiget.

   (jf. præmis 63-65 og 74 samt domskonkl. 2)