Sag T-161/16

Puma SE

mod

Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret

Rettens kendelse (Første Afdeling) af 22. maj 2019

»EU-varemærker – indsigelsessag – international registrering, hvor Den Europæiske Union er designeret – figurmærket CMS Italy – ældre internationale figurmærker, der gengiver et kattedyr, der springer mod venstre – relative registreringshindringer – de ældre varemærkers renommé – artikel 8, stk. 5, i forordning (EF) nr. 207/2009 (nu artikel 8, stk. 5, i forordning (EU) 2017/1001) – bevis for renomméet – tidligere afgørelser fra EUIPO, der konstaterer de ældre varemærkers renommé – hensyntagen til disse afgørelser – begrundelsespligt – princippet om god forvaltningsskik«

1. EU-varemærker – definition på og erhvervelse af et EU-varemærke – relative registreringshindringer – indsigelse fra indehaveren af et identisk eller lignende ældre varemærke, der har et renommé – beskyttelse af det ældre varemærke med renommé udvidet til at omfatte varer eller tjenesteydelser, der ikke er af lignende art – betingelser – varemærkets renommé i medlemsstaten eller i Unionen – bevis for renomméet – tidligere afgørelser fra EUIPO, hvorved det ældre varemærkes renommé er blevet fastslået

   [Rådets forordning nr. 207/2009, art. 8, stk. 5; Kommissionens forordning nr. 2868/95, art. 1, regel 19, stk. 2, litra c)]

   (jf. præmis 30 og 31)

2. EU-varemærker – kontorets afgørelser – ligebehandlingsprincippet – princippet om god forvaltningsskik – kontorets tidligere afgørelsespraksis – legalitetsprincippet – krav om en streng og fuldstændig undersøgelse i hvert enkelt konkret tilfælde

   (Rådets forordning nr. 207/2009, art. 75)

   (jf. præmis 32 og 33)

3. EU-varemærker – definition på og erhvervelse af et EU-varemærke – relative registreringshindringer – indsigelse fra indehaveren af et identisk eller lignende ældre varemærke, der har et renommé – beskyttelse af det ældre varemærke med renommé udvidet til at omfatte varer eller tjenesteydelser, der ikke er af lignende art – betingelser – varemærkets renommé i medlemsstaten eller i Unionen – afgørelse, der afviger fra kontorets tidligere afgørelsespraksis vedrørende det ældre varemærkes renommé – begrundelsespligt – princippet om god forvaltningsskik

   (Rådets forordning nr. 207/2009, art. 8, stk. 5, og art. 75)

   (jf. præmis 34, 46 og 48)

Resumé

Den sag, som gav anledning til kendelsen i sagen Puma mod EUIPO – CMS (CMS Italy) (sag T-161/16), der blev afsagt den 22. maj 2019, blev indledt med en indsigelse rejst af PUMA mod registreringen af figurmærket CMS Italy, hvori det vigtigste figurative element er et kattedyr, som springer mod højre, på grundlag af tre internationale registreringer af figurmærker med virkning i forskellige medlemsstater, hvori det eneste eller vigtigste element er et kattedyr, som springer mod venstre Den registreringshindring, der blev påberåbt til støtte for denne indsigelse, var den, der er omfattet af artikel 8, stk. 5, i forordning nr. 207/2009 ( 1 ) (nu artikel 8, stk. 5, i forordning nr. 2017/1001 ( 2 )).

Denne indsigelse var blevet forkastet med den begrundelse, at de ældre varemærkers renommé ikke var blevet fastslået, idet indsigelsesafdelingen bl.a. havde afvist at tage hensyn til flere tidligere afgørelser fra Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO) – hvorved det var blevet konstateret, at visse af disse varemærker, som indsigeren havde påberåbt sig som bevis, havde et renommé – med den begrundelse, at lovligheden af EUIPO’s afgørelser skulle bedømmes på grundlag af forordning nr. 207/2009, som fortolket af Unionens retsinstanser, og ikke på grundlag af en tidligere afgørelsespraksis. Klagen over denne afgørelse var blevet afslået af appelkammeret, som implicit havde tiltrådt denne bedømmelse og forkastet de beviser, som sagsøgeren havde fremlagt for appelkammeret, i det væsentlige fordi der ikke var tale om supplerende, men primære beviser.

Retten fastslog ved sin begrundede kendelse afsagt på grundlag af procesreglementets artikel 132, at sagen åbenbart skulle tages til følge, henset til dom af 28. juni 2018, EUIPO mod Puma (C-564/16 P, EU:C:2018:509), hvis konklusioner den sammenfattede. Retten bemærkede navnlig, at når tidligere afgørelser fra EUIPO, som en indsiger påberåber sig som bevis, for så vidt som det ved disse konstateres, at det ældre varemærke, som indsigelsen er støttet på, jf. artikel 8, stk. 5, i forordning nr. 207/2009, har et renommé, er begrundede hvad angår det bevisgrundlag og de faktiske omstændigheder, som denne konstatering hviler på, udgør disse afgørelser et vigtigt indicium for, at dette varemærke ligeledes kan anses for at have et renommé som omhandlet i denne bestemmelse i forbindelse med den verserende indsigelsessag.

I det foreliggende tilfælde konstaterede Retten, at sagsøgeren som bevis for de ældre varemærkers renommé på en præcis måde havde påberåbt sig tre tidligere afgørelser fra EUIPO, som udgjorde nyere afgørelsespraksis, og hvorved der for to af de tre ældre varemærker for varer af samme eller lignende art som de omtvistede og for visse af de i sagen omhandlede medlemsstater var blevet konstateret renommé. Appelkammeret skulle derfor tage hensyn til disse afgørelser fra EUIPO og overveje, om der skulle træffes samme afgørelse og, hvis dette ikke var tilfældet, give en udtrykkelig begrundelse for denne forskel i vurderingen. Ved ikke at tillægge disse afgørelser nogen som helst betydning havde appelkammeret tilsidesat princippet om god forvaltningsskik.

Følgelig annullerede Retten den anfægtede afgørelse fra appelkammeret.

( 1 ) – Rådets forordning (EF) nr. 207/2009 af 26.2.2009 om EU-varemærker (EUT 2009, L 78, s. 1).

( 2 ) – Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/1001 af 14.6.2017 om EU-varemærker (EUT 2017, L 154, s. 1).