Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 62016TJ0729

    Rettens dom (Femte Afdeling) af 25. oktober 2018.
    PO m.fl. mod Tjenesten for EU's Optræden Udadtil.
    Personalesag – EU-Udenrigstjenesten – løn – tjenestemænd, der gør tjeneste ved delegationen i Beijing – familietillæg – uddannelsestillæg for 2015/2016 – artikel 15, andet punktum, i bilag X til vedtægten – overskridelse af det vedtægtsbestemte loft for tredjelande – afgørelse om at sætte loft over godtgørelsen af skoleudgifter i særlige tilfælde – almindelige gennemførelsesbestemmelser.
    Sag T-729/16.

    Court reports – general – 'Information on unpublished decisions' section

    Sag T-729/16

    PO m.fl.

    mod

    Tjenesten for EU’s Optræden Udadtil (EU-Udenrigstjenesten)

    »Personalesag – EU-Udenrigstjenesten – løn – tjenestemænd, der gør tjeneste ved delegationen i Beijing – familietillæg – uddannelsestillæg for 2015/2016 – artikel 15, andet punktum, i bilag X til vedtægten – overskridelse af det vedtægtsbestemte loft for tredjelande – afgørelse om at sætte loft over godtgørelsen af skoleudgifter i særlige tilfælde – almindelige gennemførelsesbestemmelser«

    Sammendrag – Rettens dom (Femte Afdeling) af 25. oktober 2018

    1. Tjenestemænd – afgørelse, der indeholder et klagepunkt – begrundelsespligt – rækkevidde

      (Art. 296 TEUF; tjenestemandsvedtægten, art. 25, stk. 2)

    2. Tjenestemænd – løn – aflønningsordning for tjenestemænd, der gør tjeneste i et tredjeland – uddannelsestillæg – godtgørelse af de skoleudgifter, der overskrider det vedtægtsbestemte loft for tredjelande – grænser – ret til uddannelse – tilsidesættelse – foreligger ikke

      (Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, art. 14 og art. 52, stk. 1; tjenestemandsvedtægten, bilag X, art. 15)

    3. Tjenestemænd – principper – beskyttelse af den berettigede forventning – betingelser

      (Tjenestemandsvedtægten, bilag X, art. 15)

    4. Tjenestemænd – ligebehandling – begreb – grænser

      (Tjenestemandsvedtægten, bilag X, art. 15)

    5. Tjenestemænd – løn – aflønningsordning for tjenestemænd, der gør tjeneste i et tredjeland – uddannelsestillæg – godtgørelse af de skoleudgifter, der overskrider det vedtægtsbestemte loft for tredjelande – betingelser for tildeling – institutionernes pligt til at vedtage almindelige gennemførelsesbestemmelser – foreligger ikke

      (Tjenestemandsvedtægten, art. 110, stk. 1, og bilag X, art. 15)

    1.  Jf. afgørelsens tekst.

      (jf. præmis 52 og 53)

    2.  Hverken ordlyden af artikel 15 i bilag X til vedtægten eller det forberedende arbejde til dette bilag foreskriver en fortolkning af denne artikels andet punktum, hvorefter der i særlige tilfælde i dette punktums forstand gælder en ret til fuld og ubegrænset godtgørelse af de skoleudgifter, der overstiger det vedtægtsbestemte loft for tredjelande. Tværtimod bør dette punktum fortolkes således, at ansættelsesmyndigheden ved anvendelsen af denne bestemmelse er i sin gode ret til at tage hensyn til budgetmæssige begrænsninger.

      Selv forudsat, at en kun delvis godtgørelse af de skoleudgifter, der overstiger det vedtægtsbestemte loft for tredjelande, begrænser retten til uddannelse som fastsat i artikel 14 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, ville en sådan begrænsning under alle omstændigheder kunne begrundes i henhold til nævnte charters artikel 52, stk. 1. Det drejer sig nemlig om en begrænsning, der er fastsat i en lov, som forfølger et formål vedrørende Unionens almindelige interesse, nærmere bestemt formålet om at udstrække godtgørelsen af de skoleudgifter, der overstiger det vedtægtsbestemte loft for tredjelande, til flest mulige tjenestemænd, der har ansøgt herom, alt imens der tages hensyn til de budgetmæssige begrænsninger vedrørende sådanne udgifter.

      Følgelig foreskriver retten til uddannelse som fastsat i det nævnte charters artikel 14 ikke en fortolkning af artikel 15 i bilag X til vedtægten, hvorefter EU-Udenrigstjenesten, henset til de særlige situationer, som de tjenestemænd, der gør tjeneste ved en EU-delegation, befinder sig i, var forpligtet til at yde fuld godtgørelse af de skoleudgifter, der oversteg det vedtægtsbestemte loft for tredjelande.

      (jf. præmis 72, 123 og 124)

    3.  Retten til at påberåbe sig beskyttelsen af en berettiget forventning er betinget af, at tre betingelser er opfyldt, nemlig for det første, at præcise, ubetingede og samstemmende forsikringer, der hidrører fra en pålidelig kilde med den nødvendige bemyndigelse, er fremsat af EU-myndigheden over for parten, for det andet, at disse forsikringer er af en sådan art, at de er egnede til at skabe en berettiget forventning hos den, til hvem de er rettet, og for det tredje, at forsikringerne er i overensstemmelse med gældende regler.

      I denne henseende kan alene den omstændighed, at en tjenestemand, der gør tjeneste i et tredjeland, førhen har kunnet modtage uddannelsestillæg, der oversteg det vedtægtsbestemte loft for tredjelande, og som dækkede de fulde udgifter til skolegangen, ikke i sig selv anses for at udgøre en præcis, ubetinget og samstemmende forsikring.

      (jf. præmis 79 og 80)

    4.  Jf. afgørelsens tekst.

      (jf. præmis 85-87 og 109)

    5.  Der gælder en forpligtelse til at vedtage almindelige gennemførelsesbestemmelser i overensstemmelse med den procedure, der er fastsat i vedtægtens artikel 110, stk. 1, når der findes en udtrykkelig bestemmelse herom. I mangel af en udtrykkelig bestemmelse gælder en sådan forpligtelse kun undtagelsesvis, nærmere bestemt hvis vedtægtens bestemmelser savner klarhed og præcision i en sådan grad, at de ikke kan anvendes uden vilkårlighed.

      I denne henseende vedrører den beslutningsbeføjelse, der er tildelt ansættelsesmyndigheden ved artikel 15, andet punktum, i bilag X til vedtægten, ikke en afgørelse med generel rækkevidde, men afgørelser med individuel rækkevidde, som skal vedtages i særlige tilfælde, og den nævnte myndighed skal ved udøvelsen af sin beslutningsbeføjelse tage hensyn til de individuelle situationer, der gælder for de ansatte, der har ansøgt om godtgørelse af skoleudgifter, der overstiger det vedtægtsbestemte loft for tredjelande. I denne sammenhæng skal ansættelsesmyndigheden have en fleksibilitet, der gør det muligt for den på den ene side at tage hensyn til den individuelle situation, der gælder for hver af EU-Udenrigstjenestens ansatte, der har ansøgt om godtgørelse af skoleudgifter, der overstiger det vedtægtsbestemte loft for tredjelande, og på den anden side til de budgetmæssige begrænsninger, som godtgørelse af sådanne udgifter er underlagt.

      Henset til disse betragtninger kan artikel 1, stk. 3, i bilag X til vedtægten ikke fortolkes således, at den forpligter EU-Udenrigstjenesten til at vedtage almindelige gennemførelsesbestemmelser vedrørende udøvelsen af den beslutningsbeføjelse, der er tildelt den ved artikel 15, andet punktum, i bilag X til vedtægten.

      I betragtning af den særlige karakter af ansættelsesmyndighedens afgørelser om at overskride det vedtægtsbestemte loft for tredjelande i medfør af artikel 15, andet punktum, i bilag X til vedtægten, og af det forhold, at denne myndighed skal have en vis fleksibilitet med hensyn til anvendelsen af denne bestemmelse, kan det ikke fastslås, at den omstændighed, at denne artikel giver den nævnte myndighed en vid skønsmargen, er tilstrækkelig til at bevise, at denne bestemmelse skulle savne klarhed eller præcision.

      (jf. præmis 159, 165, 169 og 173)

    Top