Sag T-260/16

Kongeriget Sverige

mod

Europa-Kommissionen

»EGFL og ELFUL – udgifter, der er udelukket fra finansiering – afkoblet direkte støtte – kontrol på stedet – telemåling – vurdering af risikofaktorerne – korrigerende foranstaltninger, der skal træffes af den berørte medlemsstat – vurdering af det økonomiske tab – proportionalitet«

Sammendrag – Rettens dom (Anden Afdeling) af 25. september 2018

1. Landbrug – finansiering gennem EGFL – afslutning af regnskaber – periode, der kan være genstand for en finansiel korrektion – periode forud for tidspunktet for den skriftlige meddelelse af resultaterne af kontrollen – lovlighed

   (Kommissionens forordning nr. 885/2006, art. 11)

2. Landbrug – finansiering gennem EGFL – afslutning af regnskaber – afslag på at afholde udgifter, der følger af uregelmæssigheder i forbindelse med anvendelsen af Unionens retsforskrifter – den berørte medlemsstats anfægtelse – bevisbyrde – fordeling mellem Kommissionen og medlemsstater

   (Rådets forordning nr. 1290/2005, art. 31, stk. 1-3)

3. Landbrug – finansiering gennem EGFL – tildeling af støtte og præmier – medlemsstaternes forpligtelse til at indføre et effektivt system med administrativ kontrol og kontrol på stedet – omfang – anvendelse af telemåling ved kontrollen af arealerne af de bedrifter, der modtager støtte – pligt til at foretage kontrol på stedet i tilfælde af utilstrækkelig kontrol ved telemåling – omfang

   (Kommissionens forordning nr. 1122/2009, art. 33 og 35)

4. Annullationssøgsmål – dom om annullation – omfang – delvis annullation af en EU-retsakt – betingelse – elementer af den anfægtede retsakt, der kan annulleres, kan udskilles – afgørelse fra Kommissionen om afslutning af regnskaber over de udgifter, der er finansieret gennem EUGFL, EGFL og ELFUL – begrundelsen og konklusionen i en afgørelse kan udskilles – delvis annullation – følger

   (Art. 263 TEUF og 266 TEUF; Parlamentets og Rådets forordning nr. 1306/2013, art. 52, stk. 2)

5. Landbrug – finansiering gennem EGFL – afslutning af regnskaber – afslag på at afholde udgifter, der følger af uregelmæssigheder i forbindelse med anvendelsen af Unionens retsforskrifter – vurdering af de tab, som fonden har lidt – ulovlige udgifter, som ikke kan bestemmes tilstrækkeligt præcist – vurdering baseret på faste korrektioner – lovlighed

   (Parlamentets og Rådets forordning nr. 1306/2013, art. 52, stk. 2)

6. Landbrug – finansiering gennem EGFL – afslutning af regnskaber – afslag på at afholde udgifter, der følger af uregelmæssigheder i forbindelse med anvendelsen af Unionens retsforskrifter – fast finansiel korrektion – Kommissionens afvisning af at tage hensyn til de oplysninger, der gives af den berørte medlemsstat, som gør det muligt at foretage en beregning ved ekstrapolering uden at foretage en undersøgelse af deres pålidelighed eller af, om en forholdsmæssig indsats ville have gjort det muligt at anvende dem – ulovlighed

   (Parlamentets og Rådets forordning nr. 1306/2013, art. 52, stk. 2)

1.  Hvad angår proceduren for regnskabsafslutning for Den Europæiske Garantifond for Landbruget (EGFL) skal Kommissionen i den første meddelelse, der er omfattet af artikel 11 i forordning nr. 885/2006 om gennemførelsesbestemmelser til Rådets forordning (EF) nr. 1290/2005 for så vidt angår godkendelse af betalingsorganer og andre organer og regnskabsafslutning for EGFL og ELFUL på tilstrækkeligt præcis vis angive genstanden for den af dens tjenestegrene foretagne undersøgelse og de mangler, der er blevet konstateret i forbindelse med denne undersøgelse, idet disse senere kan blive påberåbt som bevis for den alvorlige og rimelige tvivl, som den har vedrørende de af de nationale forvaltninger gennemførte kontrolforanstaltninger eller de af disse myndigheder meddelte tal, og således til at berettige de finansielle korrektioner, der er fastsat i den endelige afgørelse om afslag på fællesskabsfinansiering af visse af de af den pågældende medlemsstat for EUGFL afholdte udgifter. Når uregelmæssigheder, der kan begrunde en finansiel korrektion, vedvarer efter datoen for den skriftlige meddelelse af resultaterne af efterprøvningerne, er Kommissionen imidlertid berettiget til og endog forpligtet til at tage hensyn til denne situation, når den fastsætter den periode, som den pågældende finansielle korrektion skal omfatte.

   Det fremgår endvidere af bestemmelserne i artikel 11 i forordning nr. 885/2006, at hvis den pågældende medlemsstat ikke foretager korrigerende foranstaltninger som svar på de af Kommissionen fastslåede uregelmæssigheder, kan Kommissionen udelukke de udgifter, der ikke er i overensstemmelse med EU-reglerne, indtil det faktiske tidspunkt for gennemførelsen af de af den pålagte korrigerende foranstaltninger.

   (jf. præmis 40, 41 og 54)

2.  Jf. afgørelsens tekst.

   (jf. præmis 69-72 og 106)

3.  Selv om det inden for rammerne af regnskabsafslutningen for Den Europæiske Garantifond for Landbruget (EGFL) fremgår af artikel 33 og 35 i forordning nr. 1122/2009 om gennemførelsesbestemmelser til forordning nr. 73/2009 for så vidt angår krydsoverensstemmelse, graduering og det integrerede forvaltnings- og kontrolsystem inden for rammerne af de ordninger for direkte støtte til landbrugerne, som er omhandlet i nævnte forordning, og om gennemførelsesbestemmelser til forordning nr. 1234/2007 for så vidt angår krydsoverensstemmelse inden for rammerne af støtteordningen for vin, at kontrollen ved telemåling og på stedet gyldigt kan anvendes af medlemsstaterne, er anvendelsen af kontrol på stedet imidlertid obligatorisk for så vidt angår alle de parceller, for hvilke telemåling ikke har gjort det muligt at konkludere, at anmeldelsen af arealet er korrekt.

   Selv om forordning nr. 1122/2009 ikke udtrykkeligt bestemmer, at de to former for kontrol skal føre til de samme resultater, forholder det sig ikke desto mindre således, at svaghederne ved kontrollen ved telemåling skal afhjælpes under anvendelse af kontrol på stedet med henblik på at sikre en effektiv efterprøvelse af overholdelsen af betingelserne for støttetildeling. Såfremt anvendelsen af den ene eller anden form for kontrol indebærer betydelige forskelle i opdagelsen af fejl, kan der kun være tale om en midlertidig situation, som skal korrigeres ved en undersøgelse af en hensyntagen til risikofaktorerne, således at fejlprocenterne på sigt vil have en tendens til at ligne hinanden eller i det mindste nærme sig hinanden. Under disse omstændigheder synes det forhold, at der fortsat består en betydelig forskel mellem fejlprocenterne, alt efter hvilken kontrolmetode der anvendes, at udgøre et bevis for, at Kommissionen kan have en begrundet og alvorlig tvivl med hensyn til den metode, der blev anvendt af de nationale myndigheder med henblik på at opnå en bedre vurdering af risikoen for fonden på baggrund af antallet af anvendte risikofaktorer og kravet om at undersøge og ajourføre disse på årlig basis.

   (jf. præmis 78, 79 og 81)

4.  Jf. afgørelsens tekst.

   (jf. præmis 103 og 104)

5.  Jf. afgørelsens tekst.

   (jf. præmis 108 og 110)

6.  Kommissionen kan i henhold til sine egne retningslinjer om finansielle følger af en mangelfuld kontrol i medlemsstaterne på området for regnskabsafslutning for Den Europæiske Garantifond for Landbruget (EGFL) kun anvende metoden med en fast korrektion, såfremt der havde været anledning til at udelukke anvendelsen af andre metoder, særligt beregningen ved ekstrapolering. Beregningsmetoden med en fast korrektion har en residual karakter i forhold til bestemmelserne i artikel 52, stk. 2, i forordning nr. 1306/2013 om finansiering, forvaltning og overvågning af den fælles landbrugspolitik, selv om Kommissionen i praksis ofte har anvendt den.

   I denne forbindelse gælder, at såfremt myndighederne i den berørte stat giver Kommissionen relevante oplysninger, der muliggør beregningen ved ekstrapolering af de uretmæssigt udbetalte beløb, tilsidesætter Kommissionen den subsidiære karakter af anvendelsen af metoden med den faste korrektion, som den følger af bestemmelserne i artikel 52, stk. 2, i forordning nr. 1306/2013, hvis den nægter at tage hensyn til de fremlagte oplysninger uden at foretage en vurdering hverken af pålidelighed eller af, om en forholdsmæssig indsats gør det muligt at anvende dem, med den begrundelse, at de under alle omstændigheder ikke var relevante.

   (jf. præmis 112, 116 og 118)