Sag C-683/16

Deutscher Naturschutzring – Dachverband der deutschen Natur- und Umweltschutzverbände eV

mod

Forbundsrepublikken Tyskland

(anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Verwaltungsgericht Köln)

»Pæjudiciel forelæggelse – fælles fiskeripolitik – forordning (EU) nr. 1380/2013 – artikel 11 – bevarelse af havets biologiske ressourcer – miljøbeskyttelse – bevaring af naturlige levesteder samt vilde dyr og planter – EU’s enekompetence«

Sammendrag – Domstolens dom (Tredje Afdeling) af 13. juni 2018

1. Præjudicielle spørgsmål–formaliteten–nødvendigheden af en præjudiciel afgørelse og relevansen af de forelagte spørgsmål–den nationale rets vurdering–formodning om, at de forelagte spørgsmål er relevante

2. Fiskeri–bevarelse af havets ressourcer–bevarelsesforanstaltninger med henblik på overholdelse af forpligtelserne i Unionens miljølovgivning–en medlemsstats vedtagelse af bevarelsesforanstaltninger med henblik på overholdelse af medlemsstatens forpligtelser i medfør af artikel 6 i direktiv 92/43 vedrørende farvande under medlemsstatens højhedsområde eller jurisdiktion–omfattende forbud mod erhvervsfiskeri i Natura 2000-områder med bundberørende fiskeredskaber og bundsat garn–foranstaltninger, der har indvirkning på de fiskerfartøjer, som fører andre medlemsstaters flag–afvisning fra realitetsbehandling

   (Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr. 1380/2013, art. 11, stk. 1; Rådets direktiv 92/43, art. 6)

3. Fiskeri–bevarelse af havets ressourcer–bevarelsesforanstaltninger med henblik på overholdelse af forpligtelserne i Unionens miljølovgivning–en medlemsstats vedtagelse af foranstaltninger vedrørende farvande under medlemsstatens højhedsområde eller jurisdiktion, der er nødvendige for, at medlemsstaten kan opfylde sine forpligtelser i henhold til direktiv 2004/35–afvisning fra realitetsbehandling

   (Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr. 1380/2013, art. 11, stk. 1; Parlamentets og Rådets direktiv 2004/35)

1.  Jf. afgørelsens tekst.

   (jf. præmis 29)

2.  Artikel 11, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1380/2013 af 11. december 2013 om den fælles fiskeripolitik, ændring af Rådets forordning (EF) nr. 1954/2003 og (EF) nr. 1224/2009 og ophævelse af Rådets forordning (EF) nr. 2371/2002 og (EF) nr. 639/2004 samt Rådets afgørelse 2004/585/EF skal fortolkes således, at den er til hinder for, at en medlemsstat vedtager foranstaltninger for farvande, der hører under dennes højhedsområde og jurisdiktion, der er nødvendige for at opfylde medlemsstatens forpligtelser i henhold til artikel 6 i Rådets direktiv 92/43/EØF af 21. maj 1992 om bevaring af naturtyper samt vilde dyr og planter, og hvormed der indføres et omfattende forbud mod erhvervsfiskeri i Natura 2000-områderne med bundberørende fiskeredskaber og bundsat garn, eftersom sådanne foranstaltninger har indvirkning på de fiskerfartøjer, som fører andre medlemsstaters flag.

   Hvad for det første angår begrebet »bevarelsesforanstaltninger« skal det fastslås, at den i denne forordnings artikel 11 anvendte formulering ikke gør det muligt at bestemme rækkevidden af dette begreb. Med henblik på fortolkningen af denne artikels stk. 1 skal der imidlertid ikke kun tages hensyn til denne bestemmelses ordlyd, men også til den sammenhæng, den indgår i, og det formål, som den forfølger (jf. i denne retning dom af 5.4.2011, Société fiduciaire nationale d’expertise comptable,C-119/09, EU:C:2011:208, præmis 25). Den sammenhæng, hvori artikel 11, stk. 1, i forordning nr. 1380/2013 indgår, er karakteriseret ved den omstændighed, at de i denne forordnings artikel 7, stk. 1, fastsatte bevarelsesforanstaltninger omfatter de i nævnte forordnings artikel 7, stk. 2, tekniske foranstaltninger, herunder i litra c) foranstaltningerne vedrørende »begrænsninger i eller forbud mod anvendelsen af visse fiskeredskaber og fiskeriaktiviteter i bestemte områder eller perioder«. Henset til denne definition kan foranstaltninger som de af den forelæggende ret nævnte, som består i i EU-farvande at forbyde fiskeri med bundberørende fiskeredskaber og bundsat garn, udgøre bevarelsesforanstaltninger som omhandlet i artikel 7, stk. 2, litra c), i forordning nr. 1380/2013 og dermed være omfattet af sidstnævnte forordnings artikel 11, stk. 1.

   Hvad for det andet angår begrebet »foranstaltninger, der opfylder målsætningerne for den relevante EU-lovgivning«, kunne anvendelsen af verbet »opfylder« således ganske vist ved første øjekast forstås som et udtryk for de omhandlede foranstaltningers forpligtelse til i sig selv at opfylde det formål, der forfølges med den relevante lovgivning. Det bemærkes imidlertid, at i henhold til artikel 3, stk. 1, i direktiv 92/43 har det sammenhængende europæiske økologiske net af særlige bevaringsområder, som er fastsat i dette direktiv, og som den af den forelæggende ret anvendte betegnelse »Natura 2000-områder« henviser til, til formål at sikre opretholdelse eller i givet fald genopretning af en gunstig bevaringsstatus for de pågældende naturtyper og levestederne for de pågældende arter i deres naturlige udbredelsesområde. Henset til dette formåls art og til, at disse arter er en del af komplekse økosystemer, kan en given bevarelsesforanstaltning generelt og kombineret med andre foranstaltninger alene bidrage til at opfylde de nævnte formål, uden at den i sig selv er tilstrækkelig til at opfylde disse. En fortolkning af artikel 11, stk. 1, i forordning nr. 1380/2013, hvorefter den kun tillader vedtagelse af foranstaltninger, der isoleret set er tilstrækkelige til at opfylde nævnte formål, vil dermed fratage denne bestemmelse sin effektive virkning.

   Hvad for det tredje angår begrebet »fiskerfartøjer fra andre medlemsstater« indeholder ordlyden af artikel 11, stk. 1, i forordning nr. 1380/2013/EF ingen angivelse af dette begrebs bestanddele. Det følger imidlertid af Montego Bay-konventionens artikel 91, stk. 1, og artikel 94, stk. 1, at Unionen er forpligtet til at respektere, at skibe har den stats nationalitet, hvis flag de er berettiget til at føre, og at enhver stat effektivt skal udøve sin jurisdiktion og kontrol over skibe, som fører dens flag. Det følger heraf, at det i artikel 11, stk. 1, i forordning nr. 1380/2013 anvendte begreb »fiskerfartøjer fra andre medlemsstater« skal forstås således, at det udelukkende henviser til skibe, som fører en anden medlemsstats flag end den, som udøver sit højhedsområde eller sin jurisdiktion i det omhandlede område, og som i denne forbindelse er underlagt den medlemsstats jurisdiktion og effektive kontrol, hvis flag de fører.

   (jf. præmis 37-39, 46-48, 52-54 og 56 samt domskonkl. 1)

3.  Artikel 11, stk. 1, i forordning nr. 1380/2013 skal fortolkes således, at den er til hinder for en medlemsstats vedtagelse af foranstaltninger som de i hovedsagen omhandlede for farvande, der hører under dennes højhedsområde eller jurisdiktion, der er nødvendige for, at medlemsstaten kan opfylde sine forpligtelser i henhold til Europa-Parlamentet og Rådets direktiv 2004/35/EU af 21. april 2004 om miljøansvar for så vidt angår forebyggelse og afhjælpning af miljøskader.

   (jf. præmis 62 og domskonkl. 2)