Sag C-647/16

Adil Hassan

mod

Préfet du Pas-de-Calais

(anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af tribunal administratif de Lille)

»Præjudiciel forelæggelse – forordning (EU) nr. 604/2013 – afgørelse af, hvilken medlemsstat der er ansvarlig for behandlingen af en asylansøgning, der er indgivet af en tredjelandsstatsborger i en medlemsstat – procedurer for overtagelse og tilbagetagelse – artikel 26, stk. 1 – vedtagelse og meddelelse af en afgørelse om overførsel, før den anmodede medlemsstat accepterer anmodningen om tilbagetagelse«

Sammendrag – Domstolens dom (Anden Afdeling) af 31. maj 2018

Grænsekontrol, asyl og indvandring – asylpolitik – kriterier og procedurer til afgørelse af, hvilken medlemsstat der er ansvarlig for behandlingen af en ansøgning om international beskyttelse – forordning nr. 604/2013 – procedurer for overtagelse og tilbagetagelse – vedtagelse og meddelelse af en afgørelse om overførsel, før den anmodede medlemsstat accepterer anmodningen om tilbagetagelse – uanvendelighed

(Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr. 604/2013, art. 26, stk. 1)

Artikel 26, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 604/2013 af 26. juni 2013 om fastsættelse af kriterier og procedurer til afgørelse af, hvilken medlemsstat der er ansvarlig for behandlingen af en ansøgning om international beskyttelse, der er indgivet af en tredjelandsstatsborger eller en statsløs i en af medlemsstaterne, skal fortolkes således, at den er til hinder for, at en medlemsstat, der over for en anden medlemsstat, som den anser for ansvarlig for behandlingen af en ansøgning om international beskyttelse i henhold til de i denne forordning fastsatte kriterier, har fremsat en anmodning om overtagelse eller tilbagetagelse af en person som omhandlet i nævnte forordnings artikel 18, stk. 1, træffer afgørelse om overførsel og giver den pågældende meddelelse herom, før den anmodede medlemsstat udtrykkeligt eller stiltiende har accepteret denne anmodning.

Såfremt en afgørelse om overførsel i denne henseende kunne meddeles den pågældende, før den anmodede medlemsstat havde besvaret anmodningen om overtagelse eller tilbagetagelse, kunne dette resultere i, at den pågældende for at anfægte denne afgørelse skulle indgive en klage inden for en frist, der udløber på det tidspunkt, hvor den anmodede medlemsstat forventes at afgive sit svar, og endda, som i hovedsagen, før nævnte svar afgives, eftersom det i henhold til Dublin III-forordningens artikel 27, stk. 2, tilkommer medlemsstaterne at fastsætte den frist, inden for hvilken den pågældende kan udøve retten til effektive retsmidler, da denne bestemmelse alene stiller krav om, at denne frist er rimelig. Under disse omstændigheder ville den pågældende således eventuelt være tvunget til som en forebyggelsesforanstaltning at påklage afgørelsen om overførsel eller at indbringe denne for en domstol eller et domstolslignende organ i henhold til Dublin III-forordningens artikel 27, stk. 1, allerede før den anmodede medlemsstat havde besvaret anmodningen om overtagelse eller tilbagetagelse af den pågældende. Domstolen har desuden allerede principielt fastslået, at en sådan klage eller en sådan indbringelse for en domstol eller et domstolslignede organ først kan finde sted i en situation, hvor den anmodede medlemsstat har besvaret denne anmodning positivt (jf. analogt dom af 26.7.2017, Mengesteab,C-670/16, EU:C:2017:587, præmis 60).

Hvad desuden angår den omstændighed, der er nævnt i dommens præmis 33, at gennemførelsen af en afgørelse om overførsel, i en situation som den i hovedsagen omhandlede, vil blive udsat, indtil den anmodede medlemsstats svar foreligger, er det tilstrækkeligt at bemærke, at ingen bestemmelse i Dublin III-forordningen fastsætter en sådan udsættelse. Såfremt det tiltrædes, at meddelelsen af en sådan afgørelse som omhandlet i Dublin III-forordningens artikel 26, stk. 1, kan finde sted, før der kommer svar fra den anmodede medlemsstat, vil dette i retsordninger, som til forskel fra den i hovedsagen omhandlede ikke fastsætter udsættelse af en sådan afgørelsen før nævnte svar, således udsætte den pågældende for en risiko for at blive overført til denne medlemsstat, allerede før denne i princippet har givet sin accept hertil. Hertil kommer, at for så vidt som Dublin III-forordningen, således som det er nævnt i nærværende doms præmis 56, har til formål at fastsætte en klar og brugbar metode til at afgøre, hvilken medlemsstat der er ansvarlig for behandlingen af en asylansøgning, kan det ikke tiltrædes, at fortolkningen af nævnte forordnings artikel 26, stk. 1, hvorefter lovgiver har haft til hensigt at styrke den pågældendes retsbeskyttelse, kan variere i forhold til lovgivningen i de medlemsstater, der er involveret i proceduren til afgørelse af, hvilken medlemsstat der er ansvarlig.

Hvad angår den omstændighed, at fransk ret ikke tillader, at den pågældende frihedsberøves administrativt, før den pågældende har fået meddelelse om afgørelsen om overførsel, kan en sådan vanskelighed, der, således som den forelæggende ret har bekræftet, udelukkende skyldes national ret, ifølge samme logik ikke rejse tvivl om fortolkningen af Dublin III-forordningens artikel 26, stk. 1, således som den fremgår af nærværende doms præmis 46. Det fremgår desuden klart af denne forordnings artikel 28, stk. 2 og 3, at medlemsstaterne kan frihedsberøve de pågældende, allerede før anmodningen om overtagelse eller tilbagetagelse indgives til den anmodede medlemsstat, når de i denne bestemmelse fastsatte betingelser er opfyldt, da meddelelsen af afgørelsen om overførsel således ikke er en forudsætning for en sådan frihedsberøvelse (jf. i denne retning dom af 15.3.2017, Al Chodor,C-528/15, EU:C:2017:213, præmis 25, og af 13.9.2017, Khir Amayry,C-60/16, EU:C:2017:675, præmis 25-27, 30 og 31).

(jf. præmis 59, 60, 64-67, 74 og 75 samt domskonkl.)