Sag C-574/16

Grupo Norte Facility SA

mod

Angel Manuel Moreira Gómez

(anmodning om præjudiciel afgørelse

indgivet af Tribunal Superior de Justicia de Galicia)

»Præjudiciel forelæggelse – socialpolitik – direktiv 1999/70/EF – rammeaftalen vedrørende tidsbegrænset ansættelse, der er indgået af EFS, UNICE og CEEP – § 4 – princippet om ikke-diskriminering – begrebet »ansættelsesvilkår« – situationers sammenlignelighed – begrundelse – begrebet »objektive forhold« – godtgørelse i tilfælde af opsigelse af en tidsubegrænset kontrakt af en objektiv grund – mindre godtgørelse udbetalt ved udløbet af en tidsbegrænset afløserkontrakt«

Sammendrag – Domstolens dom (Store Afdeling) af 5. juni 2018

1. Socialpolitik – rammeaftalen vedrørende tidsbegrænset ansættelse, der er indgået af EFS, UNICE og CEEP – direktiv 1999/70 – ansættelsesvilkår – begreb – godtgørelse udbetalt til en arbejdstager som følge af opsigelse af den pågældendes ansættelseskontrakt – omfattet

   (Rådets direktiv 1999/70, bilag, § 4, stk.1)

2. Socialpolitik – rammeaftalen vedrørende tidsbegrænset ansættelse, der er indgået af EFS, UNICE og CEEP – direktiv 1999/70 – forskellig behandling begrundet i objektive forhold – begreb – godtgørelse i tilfælde af opsigelse af en tidsubegrænset kontrakt af en objektiv grund – mindre godtgørelse udbetalt ved udløbet af en tidsbegrænset afløserkontrakt – lovlig

   (Rådets direktiv 1999/70, bilag, § 3, stk. 1, og § 4, stk. 1)

1.  Jf. afgørelsens tekst.

   (jf. præmis 41-45)

2.  § 4, stk. 1, i rammeaftalen om tidsbegrænset ansættelse, der blev indgået den 18. marts 1999, og som er opført som bilag til Rådets direktiv 1999/70/EF af 28. juni 1999 om rammeaftalen vedrørende tidsbegrænset ansættelse, der er indgået af EFS, UNICE og CEEP, skal fortolkes således, at den ikke er til hinder for en national lovgivning, hvorefter den godtgørelse, som betales til de arbejdstagere, der er ansat i henhold til tidsbegrænsede ansættelseskontrakter, som er indgået med henblik på at dække den arbejdstid, der er blevet ledig derved, at en arbejdstager går på deltidspension, såsom den i hovedsagen omhandlede afløserkontrakt, ved udløbet af den periode, for hvilken disse kontrakter er blevet indgået, er mindre end den godtgørelse, som tildeles de fastansatte, i tilfælde af, at deres ansættelseskontrakt opsiges af en objektiv grund.

   Det følger nemlig af definitionen af begrebet »tidsbegrænset kontrakt«, der er omhandlet i rammeaftalens § 3, stk. 1, at en sådan kontrakt ophører med at have virkninger for fremtiden ved udløbet af den periode, der er fastsat for den, idet denne periode kan bero på fuldførelsen af en bestemt opgave, indtrædelsen af en bestemt begivenhed eller – som i det foreliggende tilfælde – en bestemt dato. Parterne i en tidsbegrænset ansættelseskontrakt kender således fra indgåelsen af denne den dato eller den begivenhed, der afgør dens udløb. Denne periode begrænser ansættelsesforholdets varighed, uden at parterne for så vidt skal give udtryk for deres vilje efter indgåelsen af kontrakten.

   Derimod følger opsigelsen af en tidsubegrænset ansættelseskontrakt af en af de grunde, der er fastsat i artikel 52 i lov om arbejdstagere, på arbejdsgiverens initiativ, af en indtræden af omstændigheder, der ikke var forudset på datoen for indgåelsen af denne, og som nu forstyrrer den normale gennemførelse af ansættelsesforholdet. Som det fremgår af den spanske regerings forklaringer, der er nævnt i nærværende doms præmis 55, og som generaladvokaten har fremhævet i punkt 60 i forslaget til afgørelse, er det netop for at kompensere for den uforudsete karakter af denne afbrydelse af ansættelsesforholdet af en sådan grund og følgelig skuffelsen af berettigede forventninger, som arbejdstageren kan lide under fra denne dato for så vidt angår ansættelsesforholdets stabilitet, at artikel 53, stk. 1, litra b), i lov om arbejdstagere i dette tilfælde kræver, at den nævnte afskedigede arbejdstager betales en godtgørelse, der svarer til 20 dages løn pr. ansættelsesår.

   I dette sidstnævnte tilfælde foretager den spanske lovgivning ingen forskelsbehandling mellem arbejdstagere med tidsbegrænset ansættelse og sammenlignelige fastansatte, idet artikel 53, stk.1, litra b), i lov om arbejdstagere fastsætter en lovbestemt godtgørelse, der svarer til 20 dages løn pr. ansættelsesår i virksomheden til fordel for arbejdstageren, uafhængigt af, om dennes ansættelseskontrakt er tidsbegrænset eller tidsubegrænset.

   Under disse omstændigheder skal det fastslås, at det forskellige formål med godtgørelserne, der er fastsat i henholdsvis artikel 49, stk. 1, litra c), og i artikel 53, stk. 1, litra b), i lov om arbejdstagere, hvis betaling indgår i grundlæggende forskellige kontekster, udgør en objektiv grund, der begrunder den omhandlede forskelsbehandling.

   (jf. præmis 57-61 og domskonkl.)