Sag C-473/16

F

mod

Bevándorlási és Állampolgársági Hivatal

(anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Szegedi Közigazgatási és Munkaügyi Bíróság)

»Præjudiciel forelæggelse – Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder – artikel 7 – respekt for privatliv og familieliv – direktiv 2011/95/EU – standarder for anerkendelse af flygtningestatus eller subsidiær beskyttelsesstatus – frygt for forfølgelse på grund af den seksuelle orientering – artikel 4 – vurdering af kendsgerninger og omstændigheder – anvendelse af en sagkyndig erklæring – psykologiske undersøgelser«

Sammendrag – Domstolens dom (Tredje Afdeling) af 25. januar 2018

1. Grænsekontrol, asyl og indvandring–asylpolitik–flygtningestatus eller subsidiær beskyttelsesstatus–direktiv 2011/95–procedure for behandling af en ansøgning om international beskyttelse–vurdering af kendsgerninger og omstændigheder–frygt for forfølgelse på grund af den seksuelle orientering–forpligtelse til at anse den seksuelle orientering for en godtgjort faktisk omstændighed på grundlag af ansøgerens erklæringer alene–foreligger ikke–følger

   (Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2011/95, art. 4)

2. Grænsekontrol, asyl og indvandring–asylpolitik–flygtningestatus eller subsidiær beskyttelsesstatus–direktiv 2011/95–procedure for behandling af en ansøgning om international beskyttelse–vurdering af kendsgerninger og omstændigheder–frygt for forfølgelse på grund af den seksuelle orientering–nødvendigt systematisk at vurdere troværdigheden af den seksuelle orientering–foreligger ikke

   [Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2011/95, art. 2, litra d), art. 4 og art. 10, stk. 1, litra d), samt art. 10, stk. 2]

3. Grænsekontrol, asyl og indvandring–asylpolitik–flygtningestatus eller subsidiær beskyttelsesstatus–direktiv 2011/95–procedure for behandling af en ansøgning om international beskyttelse–vurdering af kendsgerninger og omstændigheder–frygt for forfølgelse på grund af den seksuelle orientering–vurdering ved hjælp af en sagkyndig erklæring–lovlig–betingelser

   (Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2011/95, art. 4)

4. Grænsekontrol, asyl og indvandring–asylpolitik–flygtningestatus eller subsidiær beskyttelsesstatus–direktiv 2011/95–procedure for behandling af en ansøgning om international beskyttelse–vurdering af kendsgerninger og omstændigheder–frygt for forfølgelse på grund af den seksuelle orientering–vurdering ved hjælp af en sagkyndig erklæring fra en psykolog på grundlag af projektive personlighedstests–tilsidesættelse af retten til respekt for privatliv og familieliv–uanvendelighed

   (Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, art. 7; Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2011/95, art. 4)

1.  Det skal understreges, at en ansøger om international beskyttelses forklaringer, henset til den særlige sammenhæng, hvori ansøgninger om international beskyttelse indskriver sig, kun betragtes som et udgangspunkt for den i artikel 4 i direktiv 2011/95 fastsatte procedure til vurdering af kendsgerningerne og omstændighederne (jf. analogt dom af 2.12.2014, A m.fl.,C-148/13 – C-150/13, EU:C:2014:2406, præmis 49). Det følger heraf, at selv om det tilkommer ansøgeren om international beskyttelse at påvise denne orientering, som udgør et forhold, der henhører under den pågældendes personlige sfære, kan de ansøgninger om international beskyttelse, der er begrundet i en frygt for forfølgelse på grund af nævnte orientering, lige så vel som de ansøgninger, der er baseret på andre årsager til forfølgelse, være genstand for en vurderingsprocedure som omhandlet i direktivets artikel 4 (jf. analogt dom af 2.12.2014, A m.fl.,C-148/13 – C-150/13, EU:C:2014:2406, præmis 52).

   (jf. præmis 28 og 29)

2.  I denne henseende bemærkes, at seksuel orientering udgør et karakteristisk træk, der kan godtgøre en ansøgers tilhørsforhold til en bestemt social gruppe som omhandlet i artikel 2, litra d), i direktiv 2011/95, når personerne i gruppen, hvis medlemmer deler samme seksuelle orientering, opfattes som værende anderledes af det omgivende samfund (jf. i denne retning dom af 7.11.2013, X m.fl.,C-199/12 – C-201/12, EU:C:2013:720, præmis 46 og 47), hvilket desuden bekræftes af dette direktivs artikel 10, stk. 1, litra d). Det følger imidlertid af dette direktivs artikel 10, stk. 2, at det, når medlemsstaterne vurderer, om en ansøger har en velbegrundet frygt for forfølgelse, er irrelevant, om ansøgeren faktisk har de sociale karakteristiske træk, der fører til forfølgelse, hvis et sådant karakteristisk træk tillægges den pågældende af den aktør, der står bag forfølgelsen.

   For at træffe afgørelse om en ansøgning om international beskyttelse, der er begrundet i en frygt for forfølgelse på grund af seksuel orientering, er det derfor ikke altid nødvendigt at vurdere troværdigheden af ansøgerens seksuelle orientering i forbindelse med den vurdering af de kendsgerninger og omstændigheder, som er fastsat i nævnte direktivs artikel 4.

   (jf. præmis 30-32)

3.  Artikel 4 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2011/95/EU af 13. december 2011 om fastsættelse af standarder for anerkendelse af tredjelandsstatsborgere eller statsløse som personer med international beskyttelse, for en ensartet status for flygtninge eller for personer, der er berettiget til subsidiær beskyttelse, og for indholdet af en sådan beskyttelse skal fortolkes således, at den ikke er til hinder for, at den myndighed, der er ansvarlig for behandlingen af en ansøgning om international beskyttelse, eller de retter, for hvilke der efter omstændighederne er indbragt en sag til prøvelse af en afgørelse fra denne myndighed, indhenter en sagkyndig erklæring i forbindelse med vurderingen af kendsgerningerne og omstændighederne vedrørende en ansøgers angivelige seksuelle orientering, for så vidt som fremgangsmåden ved en sådan sagkyndig erklæring er i overensstemmelse med de grundlæggende rettigheder, der er sikret ved Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, samt at den nævnte myndighed og disse retter ikke støtter deres afgørelse alene på konklusionerne i den sagkyndige erklæring, og at de ikke er bundet af disse konklusioner i forbindelse med vurderingen af ansøgerens forklaringer vedrørende dennes seksuelle orientering.

   Det kan i forbindelse med vurderingen af en ansøger om international beskyttelses forklaringer vedrørende dennes seksuelle orientering ikke udelukkes, at visse former for sagkyndige undersøgelser kan vise sig nyttige ved vurderingen af kendsgerningerne og omstændighederne, og at de kan indhentes, uden at det indebærer en krænkelse af ansøgerens grundlæggende rettigheder. Ikke desto mindre er det for det første vigtigt at bemærke, at det følger både af artikel 4, stk. 1, og artikel 8, stk. 2, i direktiv 2005/85 og af artikel 4, stk. 1, og artikel 10, stk. 3, i direktiv 2013/32, at den besluttende myndighed er ansvarlig for at foretage en hensigtsmæssig behandling af ansøgningerne, hvorefter den træffer en afgørelse herom. Det tilkommer således kun sådanne myndigheder under domstolskontrol at foretage vurderingen af kendsgerningerne og omstændighederne som fastsat i artikel 4 i direktiv 2011/95 (jf. i denne retning dom af 26.2.2015, Shepherd,C-472/13, EU:C:2015:117, præmis 40). Det følger heraf, at den besluttende myndighed ikke kan basere sin afgørelse alene på konklusionerne i en sagkyndig erklæring, og at denne myndighed så meget desto mere ikke må være bundet af disse konklusioner i forbindelse med vurderingen af en ansøgers forklaringer vedrørende dennes seksuelle orientering.

   Hvad angår muligheden for den ret, for hvilken en sag til prøvelse af den besluttende myndigheds afgørelse om at meddele afslag på en ansøgning om international beskyttelse er indbragt, for at indhente en sagkyndig erklæring skal det tilføjes, at både artikel 39, stk. 1, i direktiv 2005/85 og artikel 46, stk. 1, i direktiv 2013/32 fastsætter, at ansøgeren har ret til effektive retsmidler ved en domstol eller et domstolslignende organ i forbindelse med denne afgørelse, uden specifikt at afgrænse den bevisoptagelse, som denne ret med rette kan iværksætte. Selv om disse bestemmelser dermed ikke udelukker, at en ret kan indhente en sagkyndig erklæring med henblik på at foretage en effektiv kontrol af den besluttende myndigheds afgørelse, må den ret, for hvilken sagen er indbragt, henset til dels den særlige rolle, som sådanne retter tillægges ved artikel 39 i direktiv 2005/85 og ved artikel 46 i direktiv 2013/32, dels til de betragtninger vedrørende artikel 4 i direktiv 2011/95, der anført i nærværende doms præmis 41, imidlertid ikke støtte deres afgørelse alene på konklusionerne i en sagkyndig erklæring og må så meget desto mere ikke være bundet af en vurdering i disse konklusioner af en ansøgers forklaringer vedrørende dennes seksuelle orientering.

   (jf. præmis 37, 40, 42, 43, 45 og 46 samt domskonkl. 1)

4.  Artikel 4 i direktiv 2011/95, sammenholdt med artikel 7 i chartret om grundlæggende rettigheder, skal fortolkes således, at den er til hinder for, at der med henblik på at vurdere en ansøger om international beskyttelses reelle seksuelle orientering indhentes og anvendes en sagkyndig erklæring fra en psykolog, såsom den i hovedsagen omhandlede, der har til formål på grundlag af projektive personlighedstests at give et billede af ansøgerens seksuelle orientering.

   I denne henseende bemærkes, at en sagkyndig erklæring fra en psykolog som den i hovedsagen omhandlede indhentes af den besluttende myndighed i forbindelse med behandlingen af den ansøgning om international beskyttelse, som den pågældende har indgivet. Selv i de tilfælde, hvor gennemførelsen af psykologiske undersøgelser, der ligger til grund for en sagkyndig erklæring, såsom den i hovedsagen omhandlede, formelt kræver den pågældende persons udtrykkelige samtykke, bemærkes således, at dette samtykke ikke nødvendigvis er frit, da det kræves afgivet under det pres, der udspringer af de omstændigheder, som ansøgeren om international beskyttelse befinder sig under (jf. analogt dom af 2.12.2014, A m.fl.,C-148/13 – C-150/13, EU:C:2014:2406, præmis 66). På denne baggrund er gennemførelsen og anvendelsen af en sagkyndig erklæring fra en psykolog som den i hovedsagen omhandlede, således som generaladvokaten har anført i punkt 43 i forslaget til afgørelse, et indgreb i denne persons ret til respekt for privatlivet.

   Selv om et indgreb i en ansøgers privatliv kan begrundes i behovet for at indsamle oplysninger, der gør det muligt at vurdere dennes reelle behov for international beskyttelse, tilkommer det i denne sammenhæng den besluttende myndighed under domstolskontrol at foretage en vurdering af, om en sagkyndig erklæring fra en psykolog, som den påtænker at indhente, eller som den ønsker at tage hensyn til, er egnet og nødvendig for gennemførelsen af dette formål. I denne henseende bemærkes, at en sagkyndig erklæring som den i hovedsagen omhandlede kun kan anses for egnet, hvis den er baseret på tilstrækkeligt pålidelige metoder og principper i forhold til de standarder, der er anerkendt af det internationale videnskabelige samfund. Betydningen af en sagkyndig erklæring som den i hovedsagen omhandlede for ansøgerens privatliv forekommer under alle omstændigheder uforholdsmæssig i forhold til det tilsigtede formål, eftersom alvoren af det indgreb i retten til respekt for privatlivet, som den indebærer, ikke kan anses for forholdsmæssig i forhold til den nytteværdi, som denne eventuelt kunne have for vurderingen af kendsgerningerne og omstændighederne som fastsat i artikel 4 i direktiv 2011/95.

   (jf. præmis 51, 53, 54, 57-59 og 71 samt domskonkl. 2)