Sag C-418/16 P

mobile.de GmbH

mod

Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO)

»Appel – EU-varemærker – forordning (EF) nr. 207/2009 – artikel 15, stk. 1 – Artikel 57, stk. 2 og 3 – artikel 64 – artikel 76, stk. 2 – forordning (EF) nr. 2868/95 – regel 22, stk. 2 – regel 40, stk. 6 – ugyldighedssag – ugyldighedsbegæringer støttet på et ældre nationalt varemærke – reel brug af det ældre varemærke – bevis – afvisning af begæringerne – appelkammeret ved Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO)’s hensyntagen til nye beviser – ophævelse af afgørelser truffet af annullationsafdelingen ved EUIPO – hjemvisning – følger«

Sammendrag – Domstolens dom (Første Afdeling) af 28. februar 2018

1. Appel–anbringender–præcis kritik af et punkt i Rettens argumentation nødvendig

   [Art. 256, stk. 1, andet afsnit, TEUF; statutten for Domstolen, art. 58, stk. 1; Domstolens procesreglement, art. 168, stk. 1, litra d), og art. 169, stk. 2]

2. EU-varemærker–klagesag–klage over en afgørelse fra kontorets annullationsafdeling–appelkammerets prøvelse–omfang–faktiske omstændigheder og beviser til støtte for indsigelsen, som ikke er fremlagt inden for den fastsatte frist–hensyntagen–appelkammerets skønsbeføjelse

   (Rådets forordning nr. 207/2009, art. 76, stk. 2)

3. EU-varemærker–klagesag–klage over en afgørelse fra kontorets annullationsafdeling–appelkammerets prøvelse–omfang–faktiske omstændigheder og beviser til støtte for indsigelsen, som ikke er fremlagt inden for den fastsatte frist–hensyntagen–appelkammerets skønsbeføjelse–intet andet fastsat

   (Rådets forordning nr. 207/2009, art. 57, stk. 2 og 3, art. 63, stk. 2, og art. 76, stk. 2; Kommissionens forordning nr. 2868/95, art. 1, regel 40, stk. 6, og 50, stk. 1)

4. Appel–anbringender–urigtig vurdering af de faktiske omstændigheder og af beviserne–afvisning–Domstolens prøvelse af vurderingen af de faktiske omstændigheder og af beviser–udelukket, medmindre de er gengivet urigtigt–anbringende om urigtig gengivelse af beviserne–nødvendigheden af præcist at angive de urigtigt gengivne beviser og af at påvise de fejl i analysen, der har ført til denne urigtige gengivelse

   [Art. 256 TEUF; statutten for Domstolen, art. 58, stk. 1; Domstolens procesreglement, art. 168, stk. 1, litra d)]

5. EU-varemærker–afkald, fortabelse og ugyldighed–undersøgelse af ansøgningen–bevis for brug af det ældre varemærke–indledende spørgsmål

   (Rådets forordning nr. 207/2009, art. 57, stk. 2 og 3)

6. EU-varemærker–klagesag–afgørelse af klagen–appelkammerets hjemvisning til den instans, der har truffet den anfægtede afgørelse

   (Rådets forordning nr. 207/2009, art. 64, stk. 2, og art. 76, stk. 2)

1.  Jf. afgørelsens tekst.

   (jf. præmis 35)

2.  Jf. afgørelsens tekst.

   (jf. præmis 48 og 49)

3.  Regel 50, stk. 1, første afsnit, i forordning nr. 2868/95 om gennemførelsesbestemmelser til forordning nr. 40/94, bestemmer, at medmindre andet er fastsat, finder bestemmelserne vedrørende sagsbehandlingen ved den afdeling, som har truffet den påklagede afgørelse, tilsvarende anvendelse.

   Hvad angår fremlæggelsen af beviset for reel brug af det ældre varemærke i henhold til artikel 57, stk. 2 eller 3, i forordning nr. 207/2009, inden for rammerne af en ugyldighedssag, der er indledt på grundlag af denne forordnings artikel 53, stk. 1, litra a), fastsætter gennemførelsesforordningens regel 40, stk. 6, at Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO) skal anmode indehaveren af det ældre varemærke om at godtgøre brugen af dette inden for en af EUIPO fastsat frist.

   Selv om det følger af den nævnte regels ordlyd, at EUIPO, når der ikke er fremlagt noget bevis for brugen af det pågældende varemærke inden for den af kontoret fastsatte frist, skal afvise ugyldighedsbegæringen ex-officio, kan den samme konklusion til gengæld ikke drages, når visse elementer, der skal godtgøre denne brug, er blevet fremlagt inden for denne frist.

   I sådanne tilfælde og medmindre det ikke fremgår, at de nævnte beviser er irrelevante med henblik på at godtgøre, at der er gjort reel brug af pågældende ældre varemærke, må sagen nemlig fortsætte. Det påhviler således kontoret, således som det bl.a. er fastsat i artikel 57, stk. 1, i forordning nr. 207/2009, om fornødent, at opfordre parterne til at udtale sig om EUIPO’s meddelelser eller om indlæg fra de øvrige parter. Såfremt ugyldighedsbegæringen i en sådan sammenhæng afvises med den begrundelse, at det pågældende ældre varemærke ikke har været genstand for reel brug, følger denne afvisning ikke af en anvendelse af gennemførelsesforordningens regel 40, stk. 6, som i det væsentlige er en processuel bestemmelse, men udelukkende af anvendelsen af de materielle bestemmelser, der fremgår af artikel 57, stk. 2 eller 3, i forordning nr. 207/2009.

   Det følger heraf, at fremlæggelsen af beviser for brugen af det pågældende ældre varemærke, som tilføjes selve den dokumentation, der blev fremlagt inden for den af kontoret fremsatte frist i henhold til gennemførelsesforordningens regel 40, stk. 6, fortsat er mulig efter udløbet af den nævnte frist, og at det på ingen måde er forbudt for kontoret at tage hensyn til yderligere beviser, der således er blevet fremlagt for sent ved at gøre brug af den skønsbeføjelse, der er tillagt ved artikel 76, stk. 2, i forordning nr. 207/2009.

   Det følger heraf, at gennemførelsesforordningens regel 40, stk. 6, ikke udgør en bestemmelse, der er i strid med artikel 76, stk. 2, i forordning nr. 207/2009, med den konsekvens, at det ikke vil være muligt for appelkammeret at tage hensyn til den yderligere dokumentation for brug af det pågældende ældre varemærke, der er blevet fremlagt af indgiveren af begæringen om ugyldighed til støtte for dennes klage ved appelkammeret.

   Hvad angår klagesager har Domstolen i øvrigt allerede fastslået, at det følger af artikel 63, stk. 2, i forordning nr. 207/2009, sammenholdt med denne forordnings artikel 76, stk. 2, at appelkammeret med henblik på at realitetsbehandle den klagesag, som er forelagt det, om fornødent ikke blot opfordrer parterne til inden for en af kammeret fastsat frist, at fremkomme med deres bemærkninger til dets meddelelser, men også kan træffe beslutning om bevisoptagelse, herunder fremlæggelse af kendsgerninger eller beviser. Sådanne bestemmelser bekræfter for deres vedkommende muligheden for, at den faktuelle baggrund kan blive udvidet igennem de forskellige stadier i sagens forløb ved kontoret.

   Det fremgår af ordlyden af den nævnte regel 50, stk. 1, tredje afsnit, i gennemførelsesforordningen, at appelkammeret, når klagen er rettet imod en afgørelse truffet af indsigelsesafdelingen, begrænser sin behandling af klagen til de kendsgerninger og beviser, der er fremlagt inden for de frister, der er fastsat i eller fastsættes af indsigelsesafdelingen, medmindre der efter appelkammerets opfattelse bør tages hensyn til yderligere eller supplerende kendsgerninger og beviser i overensstemmelse med artikel 76, stk. 2, i forordning nr. 207/2009.

   Gennemførelsesforordningen fastsætter således udtrykkeligt, at appelkammeret under behandlingen af en klage, der er rettet mod en afgørelse fra en indsigelsesafdeling, har en skønsbeføjelse, som følger af denne gennemførelsesforordnings regel 50, stk. 1, tredje afsnit, og af artikel 76, stk. 2, i forordning nr. 207/2009 med hensyn til at afgøre, om der er anledning til at tage hensyn til yderligere eller supplerende kendsgerninger, der ikke er blevet fremlagt inden for de frister, der er fastsat i eller fastsættes af indsigelsesafdelingen.

   Det kan imidlertid ikke modsætningsvis udledes deraf, at appelkammeret ved behandlingen af en klage over en afgørelse fra annullationsafdelingen ikke har en sådan skønsbeføjelse. Gennemførelsesforordningens regel 50, stk. 1, tredje afsnit, udgør nemlig for så vidt angår behandlingen af en klage rettet mod en afgørelse fra en indsigelsesafdeling, kun udtrykket for det princip, der følger af artikel 76, stk. 2, i forordning nr. 207/2009, som er retsgrundlaget for den nævnte regel 50, og indeholder en bestemmelse, der har en horisontal rolle i den nævnte forordnings system, der følgelig finder anvendelse uafhængigt af karakteren af den omhandlede procedure.

   (jf. præmis 51-57 og 59-61)

4.  Jf. afgørelsens tekst.

   (jf. præmis 65 og 66)

5.  Når indehaveren af et ældre nationalt varemærke, der har indledt en ugyldighedssag vedrørende et EU-varemærke, ikke efter anmodning fra indehaveren af dette sidstnævnte varemærke har godtgjort reel brug af det nævnte ældre nationale varemærke i den medlemsstat, hvor det har været beskyttet inden for de seneste fem år forud for datoen for begæringen om ugyldighed i forbindelse med de varer eller tjenesteydelser, for hvilke de er registreret og på hvilke denne begæring er støttet, skal denne begæring afvises i overensstemmelse med artikel 57, stk. 2 og 3, i forordning nr. 207/2009 om EU-varemærker.

   Eftersom fraværet af reel brug af det ældre varemærke, når dette er blevet gjort gældende af indehaveren af et EU-varemærke, som er blevet anfægtet inden for rammerne af en ugyldighedsbegæring, således efter selve ordlyden af denne bestemmelse udgør en begrundelse, der i sig selv begrunder afvisningen af denne begæring, skal spørgsmålet vedrørende beviset for denne brug afklares, inden der træffes afgørelse om selve ugyldighedsbegæringen, og det er følgelig et »indledende spørgsmål« i denne retning.

   (jf. præmis 87 og 88)

6.  En retsakts konklusion skal ses i lyset af begrundelsen herfor.

   Artikel 64, stk. 2, i forordning nr. 207/2009 om EU-varemærker fastsætter således udtrykkeligt, at når appelkammeret beslutter at hjemvise sagen til videre behandling i den afdeling, som har truffet den påklagede afgørelse, er denne afdeling bundet af præmisserne og konklusionerne i appelkammerets afgørelse, såfremt de faktiske omstændigheder er uforandrede.

   Når appelkammeret har ophævet annullationsafdelingens afgørelser med den begrundelse, at indehaveren af det omhandlede ældre nationale varemærke i modsætning til, hvad der var blevet konkluderet i disse sidstnævnte afgørelser, havde godtgjort reel brug af dette varemærke alene for så vidt angik en del af tjenesteydelserne, der var genstand for ugyldighedsbegæringer, er annullationsafdelingen bundet af denne begrundelse inden for rammerne af den hjemvisning, som appelkammeret har foretaget i medfør af artikel 64, stk. 2, i forordning nr. 207/2009. Rettens ophævelse af annullationsafdelingens afgørelser skal nødvendigvis forstås således, at de alene omhandler disse afgørelser, for så vidt som disse afviste ugyldighedsbegæringerne med den begrundelse, at reel brug af det ældre nationale varemærke ikke var blevet godtgjort for den nævnte del af tjenesteydelserne.

   Idet appelkammeret fandt, at reel brug af det ældre varemærke ikke var blevet godtgjort af indehaveren for de andre tjenesteydelser, der var genstand for ugyldighedsbegæringerne, skal annullationsafdelingens afgørelser til gengæld, henset til at dette punkt i sagen ikke blev indbragt for Retten, forstås således, at de endeligt har afvist ugyldighedsbegæringerne for så vidt angår disse tjenesteydelser.

   Det følger heraf, at annullationsafdelingen inden for rammerne af den hjemvisning, der blev foretaget i henhold til artikel 64, stk. 2, i forordning nr. 207/2009, for materielt at bedømme ugyldighedsbegæringerne med hensyn til præmisserne vedrørende det afslag, der er fastsat i denne forordnings artikel 8, stk. 1, litra b), kun kan tage hensyn til de tjenesteydelser, for hvilke appelkammeret har udtalt, at der var blevet ført bevis for den reelle brug af det omhandlede ældre nationale varemærke.

   I henhold til ordlyden af artikel 64, stk. 2, i forordning nr. 207/2009, er annullationsafdelingen ganske vist udelukkende bundet af præmisserne i appelkammerets afgørelser, såfremt de faktiske omstændigheder er uforandrede.

   Annullationsafdelingen kan imidlertid ikke uden at stille spørgsmålstegn ved den endelige karakter af sine egne afgørelse og at skade retssikkerheden i henhold til artikel 76, stk. 2, i forordning nr. 207/2009 undersøge nye beviser for reel brug af det omhandlede ældre nationale varemærke for så vidt angår tjenesteydelser med hensyn til hvilke det af appelkammeret – uden at dette er blevet anfægtet af indgiveren af begæringen om ugyldighed ved at indbringe sagen for Retten – er blevet fastslået, at denne brug ikke er blevet godtgjort.

   (jf. præmis 100-107)