Sag C-372/16

Soha Sahyouni

mod

Raja Mamisch

(anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Oberlandesgericht München)

»Præjudiciel forelæggelse – område med frihed, sikkerhed og retfærdighed – forordning (EU) nr. 1259/2010 – forstærket samarbejde om lovvalgsreglerne i forbindelse med skilsmisse og separation – anerkendelse af en privat skilsmisse, der er opnået for en gejstlig ret i et tredjeland – forordningens anvendelsesområde«

Sammendrag – Domstolens dom (Første Afdeling) af 20. december 2017

1. Præjudicielle spørgsmål–Domstolens kompetence–EU-retlige bestemmelser, som via national ret på direkte og ubetinget vis er gjort anvendelige på situationer, der ikke er omfattet af deres anvendelsesområde–omfattet

   (Art. 267 TEUF; Rådets forordning nr. 1259/2010)

2. Retligt samarbejde i civile sager–lovvalgsreglerne i forbindelse med skilsmisse og separation–forordning (EU) nr. 1259/2010–anvendelsesområde–anerkendelse af en afgørelse om skilsmisse som følge af en ensidig viljeerklæring for en gejstlig ret, der er beliggende i et tredjeland–ikke omfattet

   (Rådets forordning nr. 1259/2010, art. 1)

1.  Jf. afgørelsens tekst.

   (jf. præmis 27-34)

2.  Artikel 1 i Rådets forordning (EU) nr. 1259/2010 af 20. december 2010 om indførelse af et forstærket samarbejde om lovvalgsreglerne i forbindelse med skilsmisse og separation skal fortolkes således, at en skilsmisse, der følger af en ensidig erklæring fra en ægtefælle for en gejstlig domstol, som den i hovedsagen omhandlede, ikke er omfattet af denne forordnings materielle anvendelsesområde.

   Hvad for det første angår ordlyden af artikel 1 i forordning nr. 1259/2010 begrænser denne artikel sig til i stk. 1 at anføre, at denne forordning finder anvendelse på skilsmisse og separation i situationer, hvor der foreligger en lovkonflikt. Ordlyden af nævnte artikel præciserer således ikke, hvorledes begrebet »skilsmisse« som omhandlet heri skal defineres.

   Hvad for det andet angår den sammenhæng, hvori artikel 1 i forordning nr. 1259/2010 indgår, bemærkes først, at ingen anden bestemmelse i denne forordning giver nogen definition af begrebet »skilsmisse« som omhandlet heri. Selv om det er korrekt, at private skilsmisser ikke udtrykkeligt er udelukket fra anvendelsesområdet for forordning nr. 1259/2010, således som generaladvokaten har anført i punkt 60 i forslaget til afgørelse, tyder henvisningerne til inddragelsen af en »ret« og til, at der er en »sag«, der findes i flere af forordningens bestemmelser, herunder nævnte forordnings artikel 1, stk. 2, artikel 5, stk. 2, og 3, artikel 8 og 13 samt artikel 18, stk. 2, på, at forordningen udelukkende omfatter skilsmisser, der er bevilget enten af en statslig retsinstans eller af en offentlig myndighed eller under dennes kontrol. Endelig fremgår det af ordlyden af tiende betragtning til forordning nr. 1259/2010, at dens materielle anvendelsesområde og bestemmelser bør stemme overens med forordning nr. 2201/2003.

   Hvad for det tredje angår det formål, som forfølges med forordning nr. 1259/2010, indfører den, således som det fremgår af forordningens overskrift, et forstærket samarbejde mellem de deltagende medlemsstater om lovvalgsreglerne i forbindelse med skilsmisse og separation. I forbindelse med vedtagelsen af denne forordning var det, således som generaladvokaten har anført i punkt 65 i forslaget til afgørelse, i retssystemerne i de deltagende medlemsstater i et sådant forstærket samarbejde, alene offentligretlige organer, der kunne træffe juridisk gyldige afgørelser på det omhandlede område. Selv om det i denne henseende er korrekt, at flere medlemsstater siden vedtagelsen af forordning nr. 1259/2010 i deres retssystemer har indført muligheden for at bevilge skilsmisse uden en statslig myndigheds mellemkomst, forholder det sig ikke desto mindre stadig således, som generaladvokaten har anført i punkt 66 i forslaget til afgørelse, at inddragelsen af private skilsmisser i denne forordnings anvendelsesområde ville kræve tilpasninger, som det alene tilkommer EU-lovgiver at træffe.

   I lyset af definitionen af begrebet »skilsmisse«, som er indeholdt i forordning nr. 2201/2003, fremgår det således af de formål, der forfølges med forordning nr. 1259/2010, at denne kun omfatter skilsmisser, der er bevilget enten af en statslig retsinstans eller af en offentlig myndighed eller under dennes kontrol.

   (jf. præmis 37-40, 44, 45, 47-49 og domskonkl.)