Sag C-336/16

Europa-Kommissionen

mod

Republikken Polen

»Traktatbrud – direktiv 2008/50/EF – luftkvalitet – artikel 13, stk. 1 – artikel 22, stk. 3 – bilag XI – PM10-koncentrationer i luften – overskridelse af grænseværdier i visse zoner og bymæssige områder – artikel 23, stk. 1 – luftkvalitetsplaner – »kortest mulig« overskridelsesperiode – ingen egnede foranstaltninger i luftbeskyttelsesprogrammerne – ukorrekt gennemførelse«

Sammendrag – Domstolens dom (Tredje Afdeling) af 22. februar 2018

1. Traktatbrudssøgsmål–sagens genstand–fastlæggelse under den administrative procedure–tilpasning som følge af en ændring af EU-retten–lovlighed–betingelser

   (Art. 258 TEUF; Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/50, art. 13, stk. 1, og bilag XI; Rådets direktiv 1999/30, art. 5, og bilag III)

2. Traktatbrudssøgsmål–sagens genstand–fastlæggelse under den administrative procedure–hensyntagen til faktiske omstændigheder, der ligger efter fremsættelsen af den begrundede udtalelse–betingelser–faktiske omstændigheder af samme art, og som udgør en og samme adfærd som de oprindeligt omhandlede

   (Art. 258 TEUF)

3. Miljø–luftforurening–luftkvalitet–direktiv 2008/50–grænseværdier med henblik på beskyttelse af menneskers sundhed–overskridelse–traktatbrud

   (Art. 258 TEUF; Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr. 2008/50, art. 13, stk. 1, første afsnit, og bilag XI)

4. Miljø–luftforurening–luftkvalitet–direktiv 2008/50–overskridelse af luftkvalitetsgrænseværdierne–forpligtelse til at opstille en plan med henblik på at afhjælpe disse–konstatering af traktatbrud–bedømmelseskriterier

   (Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/50, art. 23, stk. 1, andet afsnit)

5. Miljø–luftforurening–luftkvalitet–direktiv 2008/50–overskridelse af luftkvalitetsgrænseværdierne–forpligtelse til at opstille en plan med henblik på at afhjælpe disse–frist–fastsættelse af en uforholdsmæssig lang periode–ikke tilladt–traktatbrud

   (Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/50, art. 23, stk. 1)

6. Institutionernes retsakter–direktiver–medlemsstaternes gennemførelse–nødvendigheden af en klar og præcis gennemførelse

   (Art. 288, stk. 3, TEUF; Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/50)

1.  Jf. afgørelsens tekst.

   (jf. præmis 44-46)

2.  Jf. afgørelsens tekst.

   (jf. præmis 47-49)

3.  Jf. afgørelsens tekst.

   (jf. præmis 61 og 62)

4.  Luftkvalitetsplanerne kan alene opstilles under hensyntagen til den balance, der skal være mellem målet om en mindskning af risikoen for forurening og de forskellige berørte offentlige og private interesser. Den omstændighed, at en medlemsstat overskrider grænseværdierne for PM10-koncentrationer i luften, er dermed ikke i sig selv tilstrækkelig til, at medlemsstaten skal anses for at have tilsidesat sine forpligtelser i henhold til artikel 23, stk. 1, andet afsnit, i direktiv 2008/50.

   Det følger i denne forbindelse af nævnte bestemmelse, at selv om medlemsstaterne råder over en vis skønsmargen i forbindelse med fastlæggelsen af de foranstaltninger, der skal vedtages, skal disse under alle omstændigheder sikre, at den periode, hvor grænseværdierne overskrides, bliver kortest mulig. Under disse omstændigheder skal det på grundlag af en analyse af de enkelte tilfælde efterprøves, om de af den pågældende medlemsstat opstillede planer er i overensstemmelse med artikel 23, stk. 1, andet afsnit, i direktiv 2008/50.

   (jf. præmis 93-96)

5.  En medlemsstat tilsidesætter sine forpligtelser i henhold til artikel 23, stk. 1, i direktiv 2008/50 om luftkvaliteten og renere luft i Europa ved at vedtage planer for luftkvaliteten, som, for at bringe af overskridelserne af grænseværdierne for PM10-koncentrationer i luften til ophør, fastsætter frister på ti år – eller endda fjorten år – efter tidspunktet, hvor disse overskridelser blev konstateret.

   Selv om det i denne henseende er korrekt, at de vanskeligheder, der er forbundet med de socioøkonomiske og budgetmæssige udfordringer i forhold til de omfattende tekniske investeringer, der skal foretages af den pågældende medlemsstat med henblik på at bringe disse overskridelser til ophør, er elementer, som kan tages i betragtning inden for rammerne af den balance, der skal være mellem målet om en mindskning af risikoen for forurening og de forskellige berørte offentlige og private interesser, er det ikke desto mindre således, at sådanne vanskeligheder, som ikke er af ekstraordinær karakter, vil kunne udelukke, at mindre lange frister kunne have været fastsat. Heraf følger, at et sådan argument ikke i sig selv kan begrunde så lange frister for at bringe de nævnte overskridelser til ophør, henset til kravet om at sikre, at overskridelsesperioden bliver kortest mulig.

   (jf. præmis 99-102)

6.  Jf. afgørelsens tekst.

   (jf. præmis 120)