Sag C-224/16

Asotsiatsia na balgarskite predpriyatia za mezhdunarodni prevozi i patishtata (Aebtri)

mod

Nachalnik na Mitnitsa Burgas

(anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Varhoven administrativen sad)

»Præjudiciel forelæggelse – toldunion – ekstern forsendelse – godstransport på grundlag af et TIR-carnet – artikel 267 TEUF – Domstolens kompetence til at fortolke TIR-konventionens artikel 8 og 11 – manglende afslutning af TIR-transaktionen – den garanterende organisations hæftelse – TIR-konventionens artikel 8, stk. 7 – forpligtelse til så vidt muligt at forlange indfrielse hos den (eller de) direkte ansvarlige person(er), før der rettes krav mod den garanterende organisation – forklarende bemærkninger bilagt TIR-konventionen – forordning (EØF) nr. 2454/93 – artikel 457, stk. 2 – EF-toldkodeksen – artikel 203 og 213 – personer, der har erhvervet eller opbevaret varerne, idet de vidste eller med rimelighed burde have vidst, at de var blevet unddraget toldtilsyn«

Sammendrag – Domstolens dom (Anden Afdeling) af 22. november 2017

1. Præjudicielle spørgsmål–Domstolens kompetence–omfang–TIR-konventionen–bestemmelser, der har til formål at sikre opkrævningen af toldafgifter–omfattet

   (Art. 267 TEUF; TIR-konventionen, art. 8 og 11)

2. Frie varebevægelser–fællesskabsforsendelse–forsendelser på grundlag af et TIR-carnet–lovovertrædelser eller uregelmæssigheder–skyldige told- og afgiftsbeløb som følge af en uregelmæssighed–inddrivelsessag mod den garanterende organisation–fælles og solidarisk ansvar for den garanterende organisation–toldmyndighedernes pligt til så vidt muligt at forlange indfrielse hos den direkte ansvarlige person–rækkevidde

   (TIR-konventionen, art. 8, stk. 1 og 2, og stk. 7)

3. Toldunion–toldskylds opståen ved indførsel, når en importafgiftspligtig vare unddrages toldtilsyn–begrebet skyldner–modtager, der har erhvervet eller opbevaret en vare transporteret på grundlag af et TIR-carnet–ikke omfattet–betingelser–om der foreligger en uafkræftelig formodning for viden om, at varen ikke er blevet frembudt for bestemmelsestoldstedet–foreligger ikke

   (Rådets forordning nr. 2913/92, som ændret ved forordning nr. 1791/2006, art. 203, stk. 3, tredje led, og art. 213)

4. Toldunion–toldskylds opståen ved indførsel, når en importafgiftspligtig vare unddrages toldtilsyn–begrebet skyldner–betingelse om, at den pågældende bevidst har deltaget i transaktioner til erhvervelse eller opbevaring af varer, der er blevet unddraget toldtilsyn–den nationale rets vurdering

   (Rådets forordning nr. 2913/92, som ændret ved forordning nr. 1791/2006, art. 203, stk. 3, tredje led)

1.  Domstolen har kompetence til at træffe en præjudiciel afgørelse om fortolkningen af artikel 8 og 11 i toldkonventionen om international godstransport på grundlag af TIR-carneter, der blev undertegnet i Genève den 14. november 1975 og godkendt på Det Europæiske Økonomiske Fællesskabs vegne ved Rådets forordning (EØF) nr. 2112/78 af 25. juli 1978, som ændret og offentliggjort i konsolideret form ved Rådets afgørelse 2009/477/EF af 28. maj 2009.

   (jf. præmis 54 og domskonkl. 1)

2.  Artikel 8, stk. 7, i toldkonventionen om international godstransport på grundlag af TIR-carneter, der blev godkendt på Det Europæiske Økonomiske Fællesskabs vegne ved forordning nr. 2112/78, som ændret og offentliggjort i konsolideret form ved Rådets afgørelse 2009/477, skal fortolkes således, at toldmyndighederne i en situation som den i hovedsagen omhandlede har opfyldt deres forpligtelse i medfør af denne bestemmelse til så vidt muligt at forlange indfrielse af de pågældende indførselstold- og afgiftsbeløb hos indehaveren af TIR-carnetet i dennes egenskab af direkte ansvarlig person herfor, før der rettes krav mod den garanterende organisation.

   Hvad for det første angår ordlyden af artikel 8, stk. 7, i TIR-konventionen – en konvention, hvorom det indledningsvis bemærkes, at den blev affattet på engelsk, fransk og russisk, idet hver af de tre tekster har samme gyldighed – fastsættes det i nævnte bestemmelse, at når de i artikel 8, stk. 1 og 2, anførte beløb er forfaldne til betaling, »forlanger« de kompetente myndigheder så vidt muligt »indfrielse« hos den (eller de) direkte ansvarlige person(er), før der rettes »krav« mod den garanterende organisation. I den forklarende bemærkning til TIR-konventionens artikel 8, stk. 7, præciseres, at de foranstaltninger, som de kompetente myndigheder skal træffe til at kræve betaling, »i det mindste« skal omfatte »underretning om ikke-afslutning af en TIR-forsendelse og/eller fremsendelse af et betalingskrav til indehaveren af TIR-carnetet«. Det følger af det ovenfor anførte, at hverken ordlyden af TIR-konventionens artikel 8, stk. 7, eller ordlyden af den forklarende bemærkning vedrørende denne bestemmelse i sig selv gør det muligt at afgøre, hvilke konkrete skridt toldmyndighederne skal tage over for den for toldskylden direkte ansvarlige person for at opfylde deres forpligtelse i henhold til artikel 8, stk. 7.

   Hvad dernæst angår den sammenhæng, hvori sidstnævnte bestemmelse indgår, skal bestemmelsen med henblik på dens fortolkning undersøges i forhold til den generelle opbygning af den konvention, som bestemmelsen er en del af, og i forhold til samtlige bestemmelser, der er indeholdt i konventionen (jf. i denne retning dom af 30.4..1974, Haegeman, 181/73, EU:C:1974:41, præmis 10). Henset til, at den garanterende organisations ansvar over for toldmyndigheden er et fælles og solidarisk ansvar, kan kravet i TIR-konventionens artikel 8, stk. 7, om at forlange indfrielse af de omhandlede beløb hos den direkte ansvarlig person ikke fortolkes således, at det fører til en situation, hvor den garanterende organisations ansvar ender med hovedsageligt at være aldeles subsidiært i forhold til den nævnte persons ansvar. Dette ville imidlertid være situationen, hvis dette krav havde den konsekvens, at den kompetente toldmyndighed tvinges til at fortsætte inddrivelsen af toldskylden mod den direkte ansvarlige person helt frem til fuldbyrdelsesstadiet.

   Hvad endelig angår TIR-konventionens formål fremgår det af konventionens præambel, at de kontraherende parter ved konventionens indgåelse ønskede at »lette den internationale varetransport med vejkøretøjer«, samtidig med at de var af den opfattelse, at en »forbedring af transportbetingelserne udgør en af de væsentlige faktorer i udviklingen af det indbyrdes samarbejde«, og støttede »en forenkling og harmonisering af de administrative formaliteter inden for international transport, særlig ved landegrænser«. Såfremt TIR-konventionens artikel 8, stk. 7, fortolkes således, at den bevirker, at den kompetente toldmyndighed skal udtømme alle inddrivelsesmuligheder mod den eller de personer, som er direkte ansvarlige for toldskylden, før den kan fremsætte krav om betaling heraf over for den garanterende organisation, vil dette underminere selve ligevægten mellem dels de lettelser, der er tildelt ved TIR-konventionens artikel 4, dels en af de væsentlige betingelser for, at de kan gennemføres, nemlig det særlige ansvar, der gælder for den garanterende organisation.

   På baggrund af det ovenfor anførte skal TIR-konventionens artikel 8, stk. 7, sammenholdt med den forklarende bemærkning til denne bestemmelse, fortolkes således, at en toldmyndighed har opfyldt sin forpligtelse til at forlange indfrielse hos den direkte ansvarlige person, såfremt den overholder de mindstekrav, der fremgår af denne forklarende bemærkning.

   (jf. præmis 65, 67, 69, 70, 81, 82, 84, 86, 88 og domskonkl. 2)

3.  Artikel 203, stk. 3, tredje led, og artikel 213 i Rådets forordning (EØF) nr. 2913/92 af 12. oktober 1992 om indførelse af en EF-toldkodeks, som ændret ved Rådets forordning (EF) nr. 1791/2006 af 20. november 2006, skal fortolkes således, at den omstændighed, at en modtager har erhvervet eller opbevaret varer, om hvilke han vidste, at de var transporteret på grundlag af et TIR-carnet, og den omstændighed, at det ikke er konstateret, at disse varer er blevet frembudt for bestemmelsestoldstedet og angivet til dette, ikke i sig selv er tilstrækkelige til at antage, at en sådan modtager vidste eller med rimelighed burde have vidst, at varerne var blevet unddraget toldtilsyn i den første af disse bestemmelsers forstand, således at den pågældende skal anses for solidarisk hæftende for toldskylden i henhold til den anden af disse bestemmelser.

   I det tilfælde, hvor en toldskyld opstår, fordi en vare ikke-forskriftsmæssigt unddrages toldtilsyn, er de personer, som kan anses for debitorer for toldskylden, opregnet i toldkodeksens artikel 203, stk. 3, der sondrer mellem fire kategorier af potentielle tolddebitorer. Blandt disse anføres i toldkodeksens artikel 203, stk. 3, tredje led, de personer, der har erhvervet eller opbevaret den pågældende vare, og som på det tidspunkt, hvor de erhvervede eller modtog varen, vidste eller med rimelighed burde have vidst, at det drejede sig om en vare, der var unddraget toldtilsyn.

   Toldkodeksens artikel 203, stk. 3, tredje led, omhandler således en person, der, skønt vedkommende ikke er ophavsmand til den ikke-forskriftsmæssige unddragelse fra toldtilsyn, som har medført toldskyldens opståen, og ikke selv er forpligtet til at foretage toldklareringen, alligevel er involveret i den ikke-forskriftsmæssige unddragelse enten inden eller umiddelbart efter denne, fordi vedkommende har erhvervet eller opbevaret varerne (jf. analogt dom af 25.1.2017, Ultra-Brag, C-679/15, EU:C:2017:40, præmis 22). Den anden af de betingelser, der således er opstillet i toldkodeksens artikel 203, stk. 3, tredje led, indebærer konkret, at modtageren på det tidspunkt, hvor han erhvervede eller modtog de omhandlede varer, vidste eller med rimelighed burde have vidst, at varerne ikke var blevet frembudt for bestemmelsestoldstedet, og at eventuelle skyldige told- og afgiftsbeløb derfor ikke var blevet betalt. Kvalifikationen som »debitor« i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i toldkodeksens artikel 203, stk. 3, tredje led, forudsætter således, at visse betingelser hvilende på subjektive vurderingselementer er opfyldt, nemlig at den fysiske eller juridiske person bevidst har deltaget i transaktioner til erhvervelse eller opbevaring af varer, der er blevet unddraget toldtilsyn (jf. analogt dom af 3.3.2005, Papismedov m.fl., C-195/03, EU:C:2005:131, præmis 40 og den deri nævnte retspraksis).

   I det foreliggende tilfælde vedrører den forelæggende rets tvivl præcis det spørgsmål, om den omstændighed, at en modtager har erhvervet eller opbevaret varer, idet vedkommende, henset til dokumenter, som denne modtog eller underskrev i anledning af varernes modtagelse, vidste eller burde have vidst, at de var blevet transporteret på grundlag af et TIR-carnet, men det ikke i øvrigt er konstateret, at disse varer er blevet frembudt for og angivet til bestemmelsestoldstedet, i sig selv er tilstrækkelig til at antage, at modtageren vidste eller med rimelighed burde have vidst, at varerne var blevet unddraget toldtilsyn som omhandlet i toldkodeksens artikel 203, stk. 3, tredje led. Såfremt en sådan fortolkning af den nævnte bestemmelse lægges til grund, vil det imidlertid i det væsentlige svare til, at det på baggrund af den omstændighed, at en modtager ved eller med rimelighed bør vide, at de varer, som vedkommende har modtaget, er blevet transporteret på grundlag af et TIR-carnet, udledes ved en uafkræftelig formodning, at modtageren også vidste eller burde have vidst, at varerne ikke – hvis dette er tilfældet – er blevet frembudt for bestemmelsestoldstedet. En sådan fortolkning, der ikke har noget at gøre med de subjektive betingelser, der er opstillet i toldkodeksens artikel 203, stk. 3, ville hverken kunne forenes med den i denne doms præmis 95 nævnte hensigt hos EU-lovgiver om at fastsætte udtømmende betingelser for fastlæggelse af, hvilke personer der er debitorer for toldskylden, eller med selve ordlyden af og formålet med denne bestemmelse (jf. analogt dom af 23.9.2004, Spedition Ulustrans, C-414/02, EU:C:2004:551, præmis 39, 40 og 42).

   (jf. præmis 96, 97, 105, 106, 109-111, 113 og domskonkl. 3)

4.  Jf. afgørelsens tekst.

   (jf. præmis 106-108)