Sag C-104/16 P

Rådet for Den Europæiske Union

mod

Front populaire pour la libération de la saguia-el-hamra et du rio de oro (Front Polisario)

»Appel – forbindelser udadtil – aftale mellem Den Europæiske Union og Kongeriget Marokko vedrørende liberaliseringsforanstaltninger for landbrug og fiskeri – afgørelse, der godkender indgåelsen af en international aftale – annullationssøgsmål – antagelse til realitetsbehandling – søgsmålskompetence – den territoriale anvendelse af aftalen – fortolkning af aftalen – princippet om selvbestemmelse – princippet om traktaters relative virkning«

Sammendrag – Domstolens dom (Store Afdeling) af 21. december 2016

1. Retslig procedure–mundtlig forhandling–genåbning–forpligtelse til at genåbne retsforhandlingernes mundtlige del med henblik på at give parterne mulighed for at afgive indlæg vedrørende de retlige spørgsmål, der behandles i generaladvokatens forslag til afgørelse–foreligger ikke

   (Art. 252, stk. 2, TEUF; statutten for Domstolen, art. 23; Domstolens procesreglement, art. 83)

2. Appel–søgsmålsinteresse–appel iværksat af en privilegeret sagsøger

   (Statutten for Domstolen, art. 56, stk. 2 og 3)

3. Internationale aftaler–aftaler indgået af Unionen–Euro-Middelhavs-aftalen om oprettelse af en associering mellem EF og Marokko–fortolkning–anvendelse af de relevante internationale retsregler–princippet om selvbestemmelse

   (Euro-Middelhavs-aftalen om oprettelse af en associering mellem EF og Marokko)

4. Internationale aftaler–aftaler indgået af Unionen–Euro-Middelhavs-aftalen om oprettelse af en associering mellem EF og Marokko–territorialt anvendelsesområde –ikke-selvstyrende område Vestsahara uden for parternes suverænitet–udelukket

   (Euro-Middelhavs-aftalen om oprettelse af en associering mellem EF og Marokko, art. 94)

5. Internationale aftaler–aftaler indgået af Unionen–Euro-Middelhavs-aftalen om oprettelse af en associering mellem EF og Marokko–territorialt anvendelsesområde–gennemførelsen af aftalen over for befolkningen i Vestsahara uden dennes samtykke–udelukket

   (Euro-Middelhavs-aftalen om oprettelse af en associering mellem EF og Marokko, art. 94)

6. Internationale aftaler–aftaler indgået af Unionen–liberaliseringsaftalen EU-Marokko–fortolkning–fortrinsret for bestemmelserne i Euro-Middelhavs-aftalen om oprettelse af en associering mellem EF og Marokko, som ikke er ændret ved liberaliseringsaftalen

   (Euro-Middelhavs-aftalen om oprettelse af en associering mellem EF og Marokko, art. 94; liberaliseringsaftalen EU-Marokko)

7. Internationale aftaler–aftaler indgået af Unionen–fortolkning–hensyntagen til en efterfølgende praksis vedrørende aftalens anvendelse–rækkevidde–Unionens retsinstansers udvidelse af en aftales territoriale anvendelsesområde uden at have godtgjort, at der foreligger en praksis, som indebærer, at der foreligger en aftale mellem parterne herom–ikke tilladt–uforenelighed med princippet om at opfylde traktaterne i god tro

8. Annullationssøgsmål–fysiske eller juridiske personer–retsakter, som berører dem umiddelbart og individuelt–Rådets afgørelse vedrørende indgåelse af en aftale med et tredjeland fremkalder ikke retsvirkninger på et område, der kontrolleres af denne stat, idet sidstnævnte ikke udøver en suverænitet, der er internationalt anerkendt, over det pågældende område–søgsmål anlagt af en bevægelse, der er anerkendt som repræsentant for dette områdes befolkning og som deltager i forhandlinger, der føres af De Forenede Nationer med henblik på fastsættelse af det nævnte områdes status–afvisning

   (Art. 263, stk. 4, TEUF; liberaliseringsaftalen EU-Marokko)

1.  Jf. afgørelsens tekst.

   (jf. præmis 60-65)

2.  Jf. afgørelsens tekst.

   (jf. præmis 68 og 69)

3.  I forbindelse med fortolkningen af Europaaftalen om oprettelse af en associering mellem De Europæiske Fællesskaber og deres medlemsstater på den ene side og Kongeriget Marokko på den anden side er Unionens retsinstanser for at kunne drage de korrekte retlige konsekvenser af den manglende bestemmelse om udelukkelse af Vestsahara fra den nævnte associeringsaftales territoriale anvendelsesområde inden for rammerne af fortolkningen af denne aftale, ikke alene forpligtet til at overholde den bona fide-fortolkning, der er nævnt i artikel 31, stk. 1, i Wienerkonventionen om traktatretten af 23. maj 1969, men ligeledes den, der er fastsat i denne artikels stk. 3, litra c), hvorefter fortolkningen af en traktat skal gennemføres under hensyntagen til enhver relevant folkeretlig retsregel, som finder anvendelse i forholdet mellem parterne i denne traktat.

   I denne henseende er det sædvaneretlige selvbestemmelsesprincip, der bl.a. er nævnt i FN-chartrets artikel 1, således som Den Internationale Domstol har fastslået i sin rådgivende udtalelse om Vestsahara, et folkeretligt princip, der gælder for alle ikke-selvstyrende områder og for alle folk, der endnu ikke er uafhængige. Det udgør desuden en erga omnes-rettighed, der kan håndhæves, samt et af de grundlæggende folkeretlige principper. Dette princip er i denne henseende en del af de folkeretlige retsregler, som finder anvendelse i forholdet mellem Unionen og Kongeriget Marokko, og som Unionens retsinstanser skal tage hensyn til.

   Henset til den særlige status, som er forskellig fra den, der er anerkendt for Vestsahara i henhold til princippet om selvbestemmelse, i forhold til den status, der gælder for enhver anden stat, kan ovennævnte aftale ikke fortolkes således, at den finder anvendelse på dette område.

   (jf. præmis 86, 88, 89 og 92)

4.  Den sædvaneregel, der er kodificeret i artikel 29 i Wienerkonventionen om traktatretten af 23. maj 1969, bestemmer, at medmindre andet fremgår af en traktat eller er fastslået på anden måde, er denne traktat bindende for hver enkelt deltager med hensyn til hele dens territorium.

   Det fremgår således af den nævnte regel, at en traktat generelt binder en stat i overensstemmelse med den sædvanlige betydning, der måtte tillægges udtrykket »territorium«, kombineret med det forudgående possessive pronomen »dens«, i forhold til det geografiske område, hvorpå denne stat fuldt ud udøver den kompetence, som staterne er anerkendt i henhold til folkeretten, med udelukkelse af alle andre områder, hvilket er tilfældet for et område, der kun befinder sig under den nævnte stats jurisdiktion eller ansvar. Det fremgår i denne henseende af international praksis, at når en traktat ikke kun finder anvendelse på en stats område, men ligeledes ud over dette område, bestemmer denne traktat udtrykkeligt, at der er tale om et område, der er under [denne stats] jurisdiktion, som fastsat i artikel 2, stk. 1, i konventionen mod tortur og anden grusom, umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf, der blev vedtaget i New York den 10. december 1984, eller et område hvis internationale forbindelser henhører under den nævnte stats ansvarsområde som fastsat i artikel 56, stk. 1, i den europæiske menneskerettighedskonvention.

   Hvad angår fortolkningen af artikel 94 i Euro-Middelhavs-aftalen om oprettelse af en associering mellem De Europæiske Fællesskaber og deres medlemsstater på den ene side og Kongeriget Marokko på den anden side, hvorefter denne aftale finder anvendelse »på Kongeriget Marokko«, er den sædvaneregel, der er kodificeret i Wienerkonventionens artikel 29, a priori til hinder for, at Vestsahara anses for at henhøre under den nævnte associeringsaftales territoriale anvendelsesområde.

   (jf. præmis 94-97)

5.  I henhold til det generelle folkeretlige princip om traktaters relative virkning, hvorunder artikel 34 i Wienerkonventionen om traktatretten af 23. maj 1969 udgør et særligt udtryk, bør traktaterne hverken skabe forpligtelser eller rettigheder for tredjeparter uden deres samtykke.

   Dette princip skal tages i betragtning i forbindelse med fortolkningen af Euro-Middelhavs-aftalen om oprettelse af en associering mellem De Europæiske Fællesskaber og deres medlemsstater på den ene side og Kongeriget Marokko på den anden side, eftersom en anvendelse af denne aftale på Vestsahara ville medføre, at denne aftale påvirker en »tredjepart«. I sin rådgivende udtalelse om Vestsahara fandt Den Internationale Domstol nemlig, dels at Vestsahara ikke var land, som ikke tilhører nogen (terra nullius) på det tidspunkt, hvor det blevet koloniseret af Kongeriget Spanien, dels at de forhold og oplysninger, som var blevet indbragt for Den Internationale Domstol, ikke fastlagde nogen territoriale suverænitetsforbindelser mellem dette område og Kongeriget Marokko.

   Henset til disse forhold skal Vestsaharas befolkning anses for at være en »tredjepart« som omhandlet i princippet om traktaters relative virkning. Denne tredjepart kan som sådan påvirkes af gennemførelsen af associeringsaftalen i tilfælde af, at Vestsaharas område medtages under den nævnte aftales anvendelsesområde, uden at det er nødvendigt at vurdere, om en sådan gennemførelsen kan skabe forpligtelser eller derimod rettigheder for denne. Den omstændighed, at Vestsaharas område anses for at være omfattet af associeringsaftalens anvendelsesområde, vil under disse omstændigheder være i strid med det folkeretlige princip om traktaters relative virkning, der finder anvendelse på forbindelsen mellem Den Europæiske Union og Kongeriget Marokko.

   (jf. præmis 100, 103, 104, 106 og 107)

6.  Artikel 30, stk. 2, i Wienerkonventionen om traktatretten af 23. maj 1969 kodificerer reglen om, at når en traktat angiver, at den skal vige for, eller at den ikke skal betragtes som uforenelig med en tidligere eller senere traktat, skal denne anden traktats bestemmelser gå forud.

   Hvad angår aftalen i form af brevveksling mellem Den Europæiske Union og Kongeriget Marokko om gensidige liberaliseringsforanstaltninger for landbrugsprodukter, forarbejdede landbrugsprodukter og fisk og fiskevarer, udskiftning af protokol nr. 1, 2 og 3 og bilagene hertil og ændring af Euro-Middelhavs-aftalen om oprettelse af en associering mellem De Europæiske Fællesskaber og deres medlemsstater på den ene side og Kongeriget Marokko på den anden side er denne en aftale, der har til formål at ændre en tidligere aftale mellem Unionen og Kongeriget Marokko, nemlig den nævnte associeringsaftale, og nærmere bestemt de bestemmelser, der er fastsat i denne tidligere aftale om liberalisering af handelen med landbrugsprodukter og fiskerivarer. Liberaliseringsaftalen har med henblik herpå ændret 4 ud af 96 artikler i associeringsaftalen, hvilket ikke omfatter sidstnævntes artikel 94, og erstatter 3 af de 5 tilhørende protokoller. Disse ændringer er omfattende, hvilket brevudvekslingen mellem Unionen og Kongeriget Marokko, under hvilken der blev opnået enighed om liberaliseringsaftalen, bekræfter.

   Det følger heraf, at associeringsaftalen og liberaliseringsaftalen udgør på hinanden følgende traktater mellem de samme parter, og at liberaliseringsaftalen i kraft af at være en tidligere traktat vedrørende præcise og begrænsede aspekter på et område, der i vid udstrækning allerede er reguleret af en tidligere aftale, skal betragtes som underordnet sidstnævnte. Henset til en sådan særlig forbindelse, skal bestemmelserne i associeringsaftalen, der ikke er blevet udtrykkeligt ændret af liberaliseringsaftalen, i overensstemmelse med reglen, der er kodificeret i Wienerkonventionens artikel 30, stk. 2, veje tungere med henblik på anvendelsen af sidstnævnte for at forhindre enhver uforenelighed imellem dem.

   (jf. præmis 110-113)

7.  I henhold til artikel 31, stk. 3, litra b), i Wienerkonventionen om traktatretten af 23. maj 1969 skal der med henblik på fortolkningen af en traktat jævnsides med dens sammenhæng bl.a. tages hensyn til enhver efterfølgende praksis vedrørende traktatens anvendelse, som fastslår en enighed mellem deltagerne vedrørende den nævnte traktats fortolkning. I denne forbindelse påhviler det Unionens retsinstanser at undersøge, om en sådan anvendelse i visse tilfælde indebærer, at der foreligger en aftale mellem parterne om at ændre fortolkningen af den pågældende traktat.

   I denne henseende indebærer Unionens angivelige vilje, som har ført til en efterfølgende praksis om, at en aftale betragtes som juridisk gældende for et ikke-selvstyrende område nødvendigvis, at det anerkendes, at Unionen påtænker at gennemføre denne aftale på en måde, der er uforenelig med princippet om selvbestemmelse og princippet om traktaters relative virkning, selv om sidstnævnte gentagne gange påpeger behovet for at overholde disse principper. En sådan gennemførelse er imidlertid nødvendigvis uforenelig med princippet om at opfylde traktaterne i god tro, der udgør et obligatorisk princip i den almindelige folkeret, der finder anvendelse på folkeretssubjekter, der er kontraherende parter i en traktat.

   (jf. præmis 120 og 122-124)

8.  Jf. afgørelsens tekst.

   (jf. præmis 130, 132 og 133)