Sag C-6/16

Eqiom SAS
og
Enka SA

mod

Ministre des Finances et des Comptes publics

(anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Conseil d’État (Frankrig))

»Præjudiciel forelæggelse – direkte beskatning – etableringsfrihed – frie kapitalbevægelser – kildeskat – direktiv 90/435/EØF – artikel 1, stk. 2 – artikel 5, stk. 1 – fritagelse – udbytte, som et hjemmehørende datterselskab udlodder til et ikke-hjemmehørende moderselskab, der direkte eller indirekte ejes af personer med hjemsted i et tredjeland – formodning – skattesvig, skatteunddragelse og skattemisbrug«

Sammendrag – Domstolens dom (Sjette Afdeling) af 7. september 2017

1. Tilnærmelse af lovgivningerne–fælles beskatningsordning for moder- og datterselskaber i forskellige medlemsstater–direktiv 90/435–udtømmende harmonisering–foreligger ikke–mulighed for at bedømme, om en national lovgivning på det samme område er forenelig med den primære ret

   (Rådets direktiv 90/435, art. 1, stk. 2)

2. Tilnærmelse af lovgivningerne–fælles beskatningsordning for moder- og datterselskaber i forskellige medlemsstater–direktiv 90/435–fritagelse for kildeskat i datterselskabets medlemsstat af det overskud, som udloddes til moderselskabet–udbytte, som et hjemmehørende datterselskab udlodder til et ikke-hjemmehørende moderselskab, der direkte eller indirekte ejes af tredjelandsstatsborgere–betingelser for tildeling–moderselskabets godtgørelse af, at der ikke foreligger misbrug af retten til fritagelse–ikke tilladt

   (Art. 49 TEUF; Rådets direktiv 90/435, art. 1, stk. 2, og art. 5, stk. 1)

3. Fri bevægelighed for personer–etableringsfrihed–frie kapitalbevægelser–anvendelsesområder–skattelovgivning–selskabsskat–beskatning af udbytte–besiddelse af kapitalandele i et datterselskab, der giver en klar indflydelse på driften af et selskab etableret i en anden medlemsstat–bestemmelserne om de frie kapitalbevægelser ikke anvendelige–bestemmelserne om etableringsfrihed finder anvendelse–moderselskab, der direkte eller indirekte kontrolleres af personer med hjemsted i et tredjeland–ingen betydning

   (Art. 49 TEUF og 63 TEUF)

1.  Jf. afgørelsens tekst.

   (jf. præmis 15-18)

2.  Artikel 1, stk. 2, i Rådets direktiv 90/435/EØF af 23. juli 1990 om en fælles beskatningsordning for moder- og datterselskaber fra forskellige medlemsstater, som ændret ved Rådets direktiv 2003/123/EF af 22. december 2003, på den ene side og artikel 49 TEUF på den anden side skal fortolkes således, at de er til hinder for en national skattelovgivning som den i hovedsagen omhandlede, der gør tildelingen af skattefordelen i dette direktivs artikel 5, stk. 1 – dvs. fritagelsen for kildeskat af det overskud, som et hjemmehørende datterselskab udlodder til et ikke-hjemmehørende moderselskab, når dette moderselskab direkte eller indirekte kontrolleres af en eller flere personer med hjemsted i tredjelande – betinget af, at dette moderselskab godtgør, at hovedformålet, eller et af hovedformålene, med kæden af ejerandele ikke er at opnå de med denne fritagelse forbundne fordele.

   Den beføjelse, der ved moder-/datterselskabsdirektivets artikel 1, stk. 2, er tillagt medlemsstaterne til på det område, der er omfattet af dette direktiv, at anvende interne bestemmelser eller overenskomster med henblik på at hindre svig og misbrug, kan således ikke undergives en fortolkning, der går videre end selve ordlyden af denne bestemmelse (jf. i denne retning dom af 25.9.2003, Océ van der Grinten, C-58/01, EU:C:2003:495, præmis 86).

   Det skal i denne forbindelse bemærkes, at for at en national lovgivning anses for at have til formål at hindre svig og misbrug, skal dens specifikke formål være at hindre adfærd, der består i at oprette rent kunstige arrangementer, der ikke bygger på nogen økonomisk realitet, hvis formål er at opnå en uberettiget skattefordel (jf. i denne retning dom af 12.9.2006, Cadbury Schweppes og Cadbury Schweppes Overseas, C-196/04, EU:C:2006:544, præmis 55, og af 5.7.2012, SIAT, C-318/10, EU:C:2012:415, præmis 40).

   Ved afgørelsen af, om en transaktion har svig og misbrug til formål, kan de kompetente nationale myndigheder ikke blot anvende forud fastsatte, generelle kriterier, men skal foretage en individuel undersøgelse af hele den pågældende transaktion. Indførelsen af en skattemæssig foranstaltning, hvorefter visse kategorier af skattepligtige automatisk er udelukket fra at opnå skattefordele, uden at skattemyndighederne er forpligtet til at fremlægge blot antydningen af bevis eller indicier for svig og misbrug, går ud over, hvad der er nødvendigt for at undgå en sådan form for skattesvig eller skatteunddragelse (jf. i denne retning dom af 8.3.2017, Euro Park Service, C-14/16, EU:C:2017:177, præmis 55 og 56).

   En generel formodning for svig og misbrug kan således hverken tjene som begrundelse for en skattemæssig foranstaltning, som er i strid med formålet med et direktiv, eller en skattemæssig foranstaltning, der griber ind i udøvelsen af en grundlæggende frihed, der er sikret ved traktaten (dom af 26.9.2000, Kommissionen mod Belgien, C-478/98, EU:C:2000:497, præmis 45 og den deri nævnte retspraksis, og af 5.7.2012, SIAT, C-318/10, EU:C:2012:415, præmis 38).

   Selv om Domstolen, med hensyn til de foranstaltninger, der er truffet i en medlemsstat med henblik på at forhindre eller formindske kædebeskatning eller dobbeltbeskatning af overskud udloddet af et hjemmehørende selskab, har fastslået, at de modtagende hjemmehørende aktionærer ikke nødvendigvis befinder sig i en situation, der er sammenlignelig med situationen for de modtagende aktionærer, der er hjemmehørende i en anden medlemsstat, har den ligeledes præciseret, at eftersom en medlemsstat ikke alene udøver sin beskatningskompetence over hjemmehørende aktionærers indkomster, men ligeledes over ikke-hjemmehørende aktionærers indkomster – af det udbytte, de modtager fra et hjemmehørende selskab – nærmer de ikke-hjemmehørende aktionærers situation sig de hjemmehørende aktionærers situation (dom af 14.12.2006, Denkavit Internationaal og Denkavit France, C-170/05, EU:C:2006:783, præmis 34 og 35 og den deri nævnte retspraksis).

   Det skal imidlertid konstateres, at formålet om bekæmpelse af skatteunddragelse og skattesvig har den samme rækkevidde, hvad enten det påberåbes i medfør af moder-/datterselskabsdirektivets artikel 1, stk. 2, eller som en begrundelse for en hindring af den primære ret.

   (jf. præmis 27, 30-32, 59, 64 og 66 samt domskonkl.)

3.  Jf. afgørelsens tekst.

   (jf. præmis 41, 44, 46 og 48)